Browsing Category

For hjerte og sjæl

Børnebørn, Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl

SALLY 10.FEBRUAR 2021

18/02/2021

For en uges siden dumpede der det fineste lille nye barn ned i vores flok. Sophie fødte sit 3. barn i løbet af 4.5 år og sammen med storebror Anton tæller den lille familie nu 4 vidunderlige børn.

Smukke børn.

Skønne børn.

Skøre børn.

Stædige børn.

Følsomme børn.

Selvstændige børn.

Udfordrende børn.

Elskede børn.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol.

Sally, min lillebitte rumpenisse.

4 fine personligheder i kroppe af forskellige størrelser, sikke en flok, sikke en rigdom.

Dagene går lige nu med at åååhhh’e og ae og sidde stille med den lille varme baby tæt i armene og så selvfølgelig også med at springe afsted efter de andre, der ikke længere gider at ligge stille i armene. Ikke ret længe i alle tilfælde.

Vi har nydt sneen, vi har nydt isen på søen, varm chokolade udenfor, pølser på bål, Gurli på tv, sofasidning, kælketure, lidt for meget fredagssnolder på andre dage end fredag, en slags barselsbobbel for hele vores lille flok.

Amanda og Laura rykker tæt, endnu tættere end vanligt, om deres søster og hjælper og elsker og opmuntrer, både deres store storesøster, der for alvor er rykket ind i småbørnsfamilielivet, og også deres små nevøer og niecer, som får lov til at fylde deres mosterhjerter på fineste vis.

Jeg elsker at se et lille nyt liv falde ind og få plads i den lille tætte kreds, hvor her er plads til præcis alle dem, som kommer til os, jeg bliver stolt og rørt over at se mine døtres kærlighed til hinanden, den tindrer.

Og selvfølgelig er vi også bare en helt almindelig familie med irritationer, ævl og svære dage, vi lever ikke i en rom-com men i en helt ordinær virkelighed med lidt for hårde ord i pressede perioder og ind imellem også vulkanudbrud af følelser. Men mest af alt så fylder kærligheden.

Til de små. Og til de store.

Og til hinanden.

Min fine trio, der nu er udvidet med en kvartet.

Dengang, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Årets gang

VINTERDAGE

06/02/2021

Jeg ved ikke noget bedre end sne og frost. Sådan skal vinteren gerne være. Kold kold kold og med alt det bruge dækket af hvidt.

Jeg elsker lyset og de dæmpede lyde og jeg elsker den kolde klare luft om næsen, for min skyld måtte det gerne være sådan fra starten af november til engang sidst i marts. Men der bliver mindre og mindre af den slags her på vores breddegrader, det er trist og skræmmende.

Når det hvide kolde vejr så endelig landet, så sørger jeg for at nyde det ekstra meget, sørger for at være ude og mærke det og sørger for at glæde mig over det ekstra lys det tilfører de mørke vinterdage, hvor lyset ikke er her i ret mange timer. Jeg bekymrer mig aldrig om, at det tager tid af af-ise bilen eller at det kan være lidt (for) spændende at køre på de glatte veje, det tager jeg gerne med, hvis bare der er sne.

Vi bor på et koldt sted midt i landet og sneen ligger ofte lidt længere herude. Ingen trafik, ingen varme fra fjernevarmen, der løber under fortovene i byen, ingen store huse, der står tæt på hinanden og smider varme ud. Her er bare koldt og stille.

I denne omgang har vi på ingen måde fået så meget sne, som andre dele af landet, jeg indrømmer gerne, at jeg bliver barnligt misundelig, og snart er her ikke rigtigt mere tilbage, det forsvinder lige så stille, selv om her er så isnende koldt. Jeg kigger hver dag på mine vejr apps og håber at se snefnug på skærmen. Men indtil videre intet held med det.

Da jeg var barn, boede vi midt i Haderslev med udsigt til domkirken og det ene torv i byen. Jeg elskede at sidde og kigge ned på gaden og over på Torvet og se sneflokkene vrimle omkring de mennesker, der gik hurtigt afsted, foroverbøjede med huerne godt trukket ned, de ville hjem i varmen. Jeg husker de dæmpede lyde, der steg op fra gaden, lydene af bilerne, der sneglede sig afsted og de mumlende stemmer fra dem, der måtte ud i vejret.

Jeg husker så tydeligt min mormors stemme, når hun vækkede mig om morgenen og sagde: Se ud af vinduet, Anne! Der var kun én grund til, at hun startede min dag på den måde, og jeg vidste allerede før, jeg trak gardinet til side, at jeg ville kigge ud på hvidt.

Jeg husker kælketure i Damparken, ind imellem med vores Buster spændt foran den lille trækælk, han forstod ikke, at han skulle starte stille op og røg bare afsted i boxer-fart, når min morfar løb foran og kaldte på ham, jeg lå mere i sneen end jeg sad på kælken, sendt bagud i raketfart, når hunden sprang frem.

Min mormor var en frossenpind, kuldskær og ikke så glad for vinterlivet, hun blev helst inde, men min morfar gad det hele, kælketure, snebolde, huler, når der var sne nok til det. Vi kunne være ude i timevis.

Jeg husker lugten af de våde vanter og elefanthuer på radiatoren, støvlerne, der blev stoppet med avispapir for at tørre så hurtigt som muligt, og jeg husker med særlig glæde de magiske aftener, hvor vi kunne nå ned og lege i sneen efter aftensmaden. Lege i mørket, der blev lyst op af de hvide bunker og af min morfars militærlygter, der kunne skifte farve mellem klar, grøn og rød ved at skubbe små ekstra farvede glas op og ned foran pæren. Vi fik varm cacao fra små feltrationsposer, det smagte ikke så godt, mest lidt af vand, men det hørte med og så kunne vi jo altid få en kop varm te, når vi kom ind.

Jeg elskede de vinterdage, jeg elsker dem stadigvæk, og nu slipper jeg heldigvis for de vasketure, som barndommens snedage i skolegården bød på, Keld, Erik og store Klaus var nogle børster, der kunne holde en så fast, at man ikke havde en chance, og de var ikke for fine til at samle sne der, hvor de også kunne få fat i lidt frossen jord. Kan i huske, hvor ondt det gjorde, når sådan en lille frossen jordklump blev gnedet rundt på den kolde kolde bløde kind? Jeg kan!

Heldigvis fyldte deres lede vasketure meget mindre end alle de andre skønne vinterlege. I alle tilfælde når jeg sidder her og tænker tilbage. Jeg elskede vinter og sne.

Og det gør jeg stadig. Det er heldigvis en af de ting, som jeg ikke voksede fra.

Så send gerne mere sne. Meget mere sne…

For hjerte og sjæl, Hjemme, Lækkerier

3 ÅRS JUBILÆUM PÅ LANDET

31/01/2021

I denne weekend er det 3 år siden, at vi flyttede ind i det lille skæve gamle hus på landet.

3 helt og aldeles vidunderlige år, når jeg nøjes med at kigge på vores lille lune bo og ikke på alt det, som er forgået rundt omkring, sådan med livet altså.

Uden overdrivelse overhovet så kan jeg sige, at jeg hver evigt eneste dag er taknemmelig for, at jeg bor lige netop her. På landet tæt på byen og omgivet af smuk smuk natur og en hel masse fred og ro.

Når jeg drejer ind på den lukkede vej nede fra landevejen, så falder pulsen og smilet breder sig over mit fjæs, hver dag tænker jeg: Hjem. Lige her. Jeg er så heldig heldig heldig.

Man kører en lille kilometers penge fra landevejen op gennem skoven og ned af en slyngende lille vej mod farmen. Ned igennem det sidste sving og så kan man se søen, husene, hestene, haverne og juletræerne. Hjemme.

At komme til at bo her var et lykketræf uden lige, historien er så fin og sjov og vi taler tit om, at det lykketræf faldt på det absolut helt rigtige tidspunkt. Det kan faktisk slet ikke diskuteres.

I dag har vi fejret det med en lille kage. Fejret et dejligt fællesskab uden tvang og forpligtelser, et fællesskab, som alle trives i og med. Sammen hver for sig blev “moderne” her på farmen, før nogen kendte til lockdown og restriktioner, som vi alle kender alt for godt nu. Sammen hver for sig på farmens måde får heldigvis aldrig en negativ klang eller et træt suk, det er tvært imod altid rart at tænke på.

Kagen har jeg fået inspiration til på Spis Bedres instagram side. Jeg er ret autonom, når jeg er i køkkenet, så der er trukket lidt ud af opskriften og tilført lidt andet, intet er skrevet ned og jeg kan sagtens anbefale opskriften helt som den er.

I det hele taget så er roulade altså et lidt for overset bagværk. Sådan en fætter er jo lynhurtigt lavet og kan laves af få ingredienser og med fyld på 100 måder. Mere roulade til folket, siger jeg bare.

Og mange flere år og jubilæer her på farmen på landet til mig, siger jeg faktisk bare endnu mere.

Verdens dejligste lille plet. I dag med roulade i maven.