Browsing Category

For hjerte og sjæl

Ferie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Oplevelser, Skrammer og buler

göteborg tur – retur…

03/11/2019

Nærmest på klokkeslet for en uge siden landede jeg med en stor vippende færge ved kajen i Frederikshavn efter en lille flok dejlige dage i Göteborg. Nogle dage, som jeg på forhånd var ved at opgive, fordi jeg bar helt og aldeles udkørt og overkørt, jeg havde grædt en god portion salte opgivende tårer i dagene inden afgang onsdag aften.

Turen havde været planlagt længe, ja faktisk siden sidste år i uge 42, fordi min skønne og lige så svenskofile veninde Judith og jeg opdagede, at der var antikmesse i Borås i den sidste weekend i oktober og det ville vi gerne med til. Men jo tættere vi kom på afrejsen, jo mere presset blev jeg over det og var ved at melde pas på det hele rigtigt mange gange i dagene op til.

Men jeg gjorde det ikke.
For jeg vidste jo, at når først jeg var i bilen på vej mod nord og senere ombord på færgen, så ville jeg være rolig og tilpas. Og også fuld af forventningens glæde. Jeg skal bare afsted. “Bare”.
Det er ikke let for mig længere, jeg har svært ved at overskue at få pakket, at få gjort klar til at være væk hjemmefra på sådan et helt lavpraktisk plan og også på det mentale plan, jeg trives allerbedst herhjemme, hvor jeg kender alt og selv styrer alt. Sådan da.
Jeg er stadig i gang med at lære at være i det, som nu er mit helt almindelige ualmindelige nye liv, og jeg bliver så overvældet af det, så ked af det, fordi jeg ikke klarer det samme mere og netop bliver så overvældet ved udsigten til at skulle være væk hjemmefra, for jeg har altid elsket at komme ud og snuse til livet uden for min egen matrikel…

Det handler på ingen måde om, hvad jeg skal eller hvem jeg skal det sammen med, det handler ene og alene om, at det for mig stadig føles så ukendt at være så begrænset i min energi. Især den mentale energi, som alle jo bruger, når de gør sig klar til at tage afsted, man tænker på de praktiske ting, der skal klappe før og undervejs, på aktiviteterne ude, på penge, på logi, på vejr, på beklædning, mange mange små ting, som ryger igennem bevidstheden og som jo egentlig ingenting fylder normalerwiese, der når man måske knap at registrere, at de tanker ryger igennem, men med min hjerne så bliver det overload på en begrænset energi og kapacitet.

Jeg ved, at det hjælper mig med struktur og forudsigelighed, så det forsøger jeg at skabe, bl.a. ved at bo et sted, hvor jeg har boet før, ved at pakke tøj og andre personlige ting, som giver mig ro og veltilpashed, og især er jeg opmærksom på, at tage et godt strikketøj med, en bog, som jeg er begyndt på, så jeg ved, at jeg har lyst til at læse den og også mine rigtigt gode hørebøffer, der kan skærme en træt hjerne mod lyde udefra…


I Göteborg skulle vi ikke andet end at hygge os, slentre stille igennem de udvalgte butikker, som vi kender i forvejen og som får vores hjerter til at synge en smule. Vi skulle fika, i bio, på loppis og også bare hænge hjemme i sofaen. Og så selvfølgelig i Ica, som er et fast punkt på alle ture til Sverige og det er alligevel blevet til en del i årernes løb. At gå i supermarked i et fremmed land er altid underholdende, synes jeg, ikke så meget for at købe nogen, men mere for at undersøge udbudet og kigge på de lokales indkøbsvaner, jeg elsker det. Men i Ica køber jeg også altid noget, i vores familie er der helt faste ting, som bare må med hjem, Prästost, kardemommefrø, Falukorv og måske også lidt sæsonvarer. Og selvfølgelig lösgodis, det er et must.

Og så føles det jo ret perfekt at ha’ en rejsemakker, der gider de helt samme ting og som gider de få samme butikker, som jeg gør. Butikker med papir, bøger, køkkengrej og enkelt nordisk design. Og efter der nu er småbørn i familien igen så også en tur i en dejlig legetøjsbutik eller to.

Jeg køber ikke meget, det har jeg ikke behov for, hverken i den ene eller den anden butik, men jeg kigger og jeg piller og jeg får idéer og enkelte særlige ting kommer måske også med hjem…

Og da jeg så gik der i Göteborg i gader, som jeg kendte, forbi landemærker, som jeg har set utallige gange, sad i det lille køkken i lejligheden i Majorna, ja så følte jeg mig jo præcis lige så godt tilpas, som jeg havde gjort hjemme, og havde det bare rart og dejligt og lige tilpas. Det velkendte og afprøvede gør mig tilpas, jeg behøver ikke store rejser til fremmede destinationer, jeg behøver ikke vilde ture, jeg behøver struktur og genkendelighed og så behøver jeg at gøre op med tanken om, at det andet er bedre, at livet er mere spændende og mere værd, hvis man rejser langt og til nye steder, min kærlighed til en lille svensk tur er jo lige så meget værd som en andens glæde ved juleshopping i New York eller trekking i Nepal.

Jeg lever fint og godt i mit lille stille liv og når jeg giver mig selv lov til at gå i sort forud for en tur og giver mig selv lov til at sige, at jeg ikke har lyst, og også tager imod den hjælp og den opbakning, som jeg får af mine piger og mine veninder, så kan jeg faktisk gode ting, ikke som engang, men det er falder stille til ro inden i, at det er sådan det er og at det er mere end ok.

At rejse ud og komme hjem gjorde hverken min træthed eller det uoverskuelige værre eller bedre, der var status quo, men mens jeg var afsted, så mærkede jeg alligevel, hvordan jeg kunne slappe af i at være væk, fordi jeg havde lagt en plan og fordi jeg også langsomt bliver bedre til at sige til og fra, inden jeg er kørt helt over.

Et nyt liv. Skridt for skridt. Og med en kardemummabulla i maven så går det så meget nemmere.

Placebo i ved.

Og forresten – antikmessen, som havde været i gang i 40 år i Borås, den kom vi ikke til, for sidste år var sidste gang. Helvete…

For hjerte og sjæl, Hjemme, Hverdag

PÅ SÅDAN EN TIRSDAG MORGEN…

17/11/2015

TINGFINDER ENGEL...BIRCHER MUESLI...VARM KAFFE...LUN GENSER...Langsom tirsdag morgen med snorkende dyr ved fødderne, Amanda i sofaen og rigeligt med varm kaffe i stempelkanden.

Jeg svarer på Vrads-mails, hvor der bookes decemberborde i vildskab, jeg strikker lidt på min Lun Genser, der faktisk kunne være færdig om et lille øjeblik, hvis det ikke var fordi, at jeg havde bestemt mig for at lægge lidt flere centimer til den ellers aflukkede bul og stille spiser jeg mig igennem en gedigen portion Bircher Muesli, der skal holde mig mæt og godt tilpas indtil en sen frokost.

 

Det føles som den vildeste luksus at ha’ tiden til bare at sidde, til at kunne trække morgenmaden lang og bare være til. Jeg er træt.

Træt men godt tilpas og bare taknemmelig for, at livet lige nu giver mulighed for stille væren…

 

Jeg lader dagene gå, som de går, lægger ikke (alt) for mange planer, men tager på de småture, som pludselig virker oplagte og nærmest nødvendige og som er med til at give energi og friske idéer. Jeg tager både alene afsted og også i selskab med dejlige mennesker, som jeg har haft for lidt tid til i de sidste mange måneder.

Søndag gik turen til Tingfinderiet, jeg elsker det sted og kan altid finde en lille ting eller fem, der bare MÅ med hjem. Der er noget for enhver smag og enhver stil deroppe på landet hos søde Tina, smukke gamle ting fra Sverige og Frankrig og masser af dansk retro af den flotte slags. Der er dyre ting, billige fund og tusindvis af ting til rigtig fornuftige priser, der er zink, der er keramik, der er plast og der er kurveflet, små ting, store ting, sjove ting, vidunderlige ting og allerbedst så får man den bedste og varmeste service.

 

Tina har været med til at udvide min samling af Gule Marie væsentligt, jeg har altid elsket det stel, som egentlig hedder B&S Ildfast, min farmor, som var fra Roskilde, havde en del af det, noget bor her hos mig nu, og min mor har en kæmpe samling, som hun har loppet sig til, og jeg er rigtigt glad for de store og små skåle, som jeg synes klæder maden smukt.

Og der kom da også et par skåle med hjem i søndags sammen med den lille pudsige engel, som lige nu står og spreder fred på spisebordet.

Efter Tingfinderiet var der vafler og hindbærskum på Savillas og bred enighed om, at januar måned må byde på sommerhustur for strikkeglade damer, børn og hunde på Lundø.

 

Jeg tanker på feel good-kontoen og strammer op til, at det fra i næste uge går løs igen. Julepyntning af stationen både inde og ude, jeg glæder mig til det og gode planer er lagt, det bliver roligt og ikke sådan Gertrud Sand agtigt, som jeg har set det et par gange, det bliver lyst og let og Annesk og jeg synes, at det passer så fint til de gamle rum.

Men det er først i næste uge.

Lige nu er det ro og fred for det tager tid at lande efter sådan et livs-hop, som jeg har lavet.

Men det er okay på sådan en tirsdag morgen med masser af timer at tage af…

For hjerte og sjæl, Husdyr, Killinger

HELT OG ALDELES FORLIEBT…

23/11/2014

På vej hjem....

I armene på Amanda...

Tryg og tillidsfuld...

 

He’s in da house.

Saxokatten . den lille bløde røde – mylingen – mislingen – og vi er alle fuldstændig forelskede i det lille væsen.

 

Han er så tillidsfuld og kærlig og sidder bare i armene på Amanda og tager det hele ind med stort og roligt overblik og masser af nysgerrighed.

Der er ingen trang til at gemme sig eller trække sig væk fra os, han er her bare, helt lige som om, at han havde været her længe og det er en stor og dejlig overraskelse, at han ikke går lidt i panik over den store hoppende hund, for Saxo har aldrig mødt andre firbenede end katten og man må sige, at Huxi er noget af en mundfuld at blive konfronteret med, men det klarer han bare så fint, den lille fine Saxo…

 

Huxi er ved at gå ud af sit gode skind af nysgerrighed og forelskelse, men han har brug for at blive styret lidt i det, for ellers så bliver det for voldsomt, så Amanda styrer Saxo og jeg styrer Huxi og så går det fint og jeg får som bonus trænet mine biceps rigtigt meget. Nogle og tredive kilo ivrig hund kræver sin kvinde.

Sigga er en blandig af skræmt og fornærmet, hun er i alle tilfælde ikke imponeret over Saxo og skrider med hovent blik og løftet hale ind i soveværelset og gider ikke deltage i alle andres jubel, men vi kender hendes nysgerrighed og legetrang godt nok til at vide, at når hun lige er færdig med at “straffe” os, ja så bliver der hop og spjæt og nedlagt julepynt lige om lidt.

Det tager vi gerne med, vi er bare flyvende over, at der igen er 2 katte i huset, sådan går det nemlig bedst, synes vi.

 

Jeg skal selvfølgelig nok lægge billeder op her, men den største strøm vil komme på Instragram, så måske ses vi der…