UPDATE PÅ DET BRÆKKEDE HOVED…

Sprøde hvide...“Hvordan går det med dig?”

“Håber hovedet har det bedre og at du er klar til stationen!”

 

Jeg får så mange søde beskeder på sms, mail, FB og IG og jeg er taknemmelig for hver og én af dem, vil gerne svare på alle men får det ikke gjort, får svaret mange men ikke alle. Jeres varme, omsorg og bekymringer er rørende og føles som et dejlig varmt tæppe, der lægges over mig og jeg sætter uendelig meget pris på det.

 

Jeg har bestemt mig for at bruge nogle minutter her ved computeren, der ellers ikke er mit hoveds bedste ven, for at skrive en update, så den bliver givet så samlet som muligt. Ikke opløftende eller spændende lægning, I know, men så er det gjort og jeg kan slippe lidt af den dårlige samvittighed…

 

Jeg har været hjemme i hvad der vel ligner 6-7 uger nu med efterveer af kontakt med en hård betonkant på en glat vinteraften i januar. Slog baghovedet og blev fragtet til Viborg Sygehus med ambulance, hjernerystelse og besked på totalt ro og hvile i nogle uger.

 

De uger har grebet om sig, fordi jeg ganske enkelt ikke får det ret meget bedre. Bevares – jeg er da oppe, kan se lidt tv, lave nogle enkle måltider, strikke og var for første gang i går på et par timers udflugt uden at gå helt i sort bagefter.

Men der er også meget, som jeg ikke kan, jeg kan ikke læse, jeg kan kun køre meget korte ture i bil, jeg kan ikke koncentere mig, jeg kan ikke tåle larm og uro omkring mig, jeg bliver stresset af selv det mindste pres, som såmænd bare kan være to spørgsmål i rap og jeg er svimmel og har ondt i hovedet hver dag. Jeg har en fornemmelse af en hjerne, der er polstret med susende rockwool, det er ikke rart.

 

Alt det i sig selv er ubehageligt, trykkende og gør mig ked af det.

Og når man så lige lægger livet som selvstændig oven i, ja så har man vel det, som vi uden ret meget overdrivelse kan kalde en lortesituation…

 

Om 2 uger skal jeg åbne stationen igen til en ny sæson. 2 uger!

Min læge ser på mig, som om at jeg er debil, når jeg siger, at det skal jeg bare, det er mit levebrød og der er reelt ingen vej uden om. Jeg skal åbne og sådan er det!

Så lige nu arbejdes der på at finde løsninger, så det kan lade sig gøre. Ekstra mandskab, færre åbningstimer, mindre menukort og sådan, men alt det bliver en økonomisk belastning og det er ikke den slags spekulationer, som jeg har brug for, mens jeg faktisk prøver på at blive frisk.

 

At drive et sted som stationen er et kæmpe arbejde, der kræver et stort og køligt overblik, også for mange måneder ud i fremtiden, folk booker fest og arrangementer lang tid frem og de skal selvfølgelig vide, hvad mulighederne er og sådan og det kræver igen overblik, overskud og energi.

Heldigvis er folk meget forstående og imødekommende, men bare det at tage en telefonsamtale med et fremmed menneske om lokaler, menuer, priser og andet væsentligt kræver så mange kræfter, at jeg bagefter har noget, der kunne minde om grynet sagovælling i kraniet…

 

“Du må uddelegere!” bliver der sagt, og der er ikke noget, jeg hellere ville lige nu, men at gøre den slags kræver også en heftig indsats og så lander vi igen der, hvor jeg ikke magter det og derfor prøver selv.

“Sig nu til!!” bliver der også sagt, og det gør jeg gerne, men det er bare ikke alt, som sådan kan lægges i andres hænder.

“Luk butikken” hører til blandt de ekstreme forslag, for det er jo i virkeligheden lig med bankerot, færdig, slut prut finale, og det skal et uheldigt styrt alligevel ikke have lov til at betyde, ikke endnu i alle tilfælde, måske ender det med at blive sådan, men det bliver ikke uden kamp herfra.

 

Jeg får også mange rigtigt søde og velmenende forslag til alternative behandlingsmuligheder, jeg tager imod det hele og noterer til senere brug, men jeg forsøger rigtigt meget at lytte til, hvad jeg mærker i min krop og også på min psyke, og det er ret tydeligt for mig selv, at det ikke er i disse dage, at jeg skal starte et forløb op, som kan sende mig i alle mulige retninger. Jeg har brug for fokus og struktur og det går bedst, når jeg lægger planerne selv og ikke står på ny grund.

Jeg er på ingen måde afvisende overfor forskellige typer af behandling – tvært imod – det har jeg ofte tyet til for både mig selv og for pigernes udvikling og trivsel, men det er bare ikke lige nu. Alle er dog skrevet bag øret og når tiden er til det, så tages det op til sortering og udførelse…

 

Jeg forsøger at være som jeg plejer at være, positiv og jubeloptimist, men jeg klarer det ikke så godt, jeg er faktisk skræmt fra vid og sans og er ked af det sådan helt ind i knoglerne. Det er ikke rart at være sendt til tælling, ikke for nogen, ikke for mig, og jeg har det rigtigt svært med at være i noget, hvor jeg ikke kan tage kontrol eller skubbe i en anden retning. Giver det mening?

 

Familie og venner rykker sammen om mig og gør alt de kan for at aflaste og passe på mig, det er fantastisk, jeg er et heldigt menneske, og som skrevet øverst, ja så er alle hilsner og opmuntringer fra alle jer andre også vidunderligt varmende og føles dejligt anerkendende.

Jeg bruger Instagram som en livline ud i verden, forsøger at følge med og dele det, som fylder hverdagen lige nu, strik og dyr, dyr og strik, strik og dyr og lidt der imellem, det er hurtigt og nemt og kræver ikke mere, end jeg kan rumme og holde til. Knips – kort tekst – del. Det duer. Og skulle nogen ud fra denne aktivitet konkludere, at jeg da vist har det udemærket, ja så må de om det, for det er langt fra virkeligheden, sådan som det jo ofte kan være, når et liv aflæses i bittesmå delte øjeblikke.

 

Over and out herfra.

Mine 10 minutter ved skærmen er brugt.

Vi ses…

 

 

UDE AF DRIFT…

Min mor vil rigtigt gerne svare på alle Jeres kommentarer omk. Noma, men hun kan ikke komme til computeren. Hun faldt og fik hjernerystelse i mandags og er ikke på toppen.

KH. Laura

NOMA KATTEN…

Noma...Stationsliv...Garn vant...

Først på sommeren kom en lille forhutlet og skræmt killing løbende til stationen. Hvor hun kom fra ved ingen, men træt og bange og tynd var hun og holdt sig på behørig afstand af os alle. Vi satte mad til hende og gik så væk, så hun kunne spise i fred, vi satte os stille og prøvede at lokke hende til os med blid stemme og rolige bevægelser og især Amanda gjorde en ihærdig indsats for at hjælpe det lille skræmte kræ.

 

Langsomt langsomt vænnede den lille brune kat sig til os og begyndte at komme, når hun hørte min bil om morgenen, og langsomt langsomt fattede hun så meget tillid, at hun lod os kæle og passe på sig.

Hun var så smuk og fin og ganske særlig med sin salt-og-peber-pels og store gule øjne.

Noma kom hun til at hedde, det var lige som om at “stationskatten” ikke var navn nok, hun blev jo vores kat på samme måde, som dem herhjemme.

Vi fik hende neutraliseret og øretatoveret hos vores dyrlæge, der også gav hende det store helbredstjek og en aldersvurdering, der landede på, at hun er fra sensommeren 2014, altså bare en stor killing, der havde klaret vinteren ude og måske endda alene…

 

Hen over sommeren levede hun det dejlige liv på stationen med masser af mus i skoven, dejlig mad serveret både morgen og aften og oceaner af klappende aende hænder fra både ansatte og gæster. Noma holdt hof på en pude på bænken ved ishuset og lagde sig også gerne op til folk, der inviterede til den slags.

Og når ingen holdt øje, så sneg hun sig op i lejligheden over stationen og lå i mine bløde dyner.

Et dejligt katteliv og masser af glæde og grin for os, der var omkring hende…

 

Da efteråret kom tog vi Noma med hjem til byen, vi havde indrettet et vinterbo til hende på verandaen og troede, at hun ville ha’ det dejligt der, alene ude på stationen skulle og kunne hun jo ikke være. Her på verandaen var der varmt og trygt, der var mad, der var os og der var en dejlig have at løbe i.

Ind skulle hun ikke, vi har jo en god portion pelsdyr i forvejen og havde en idé om, at Noma kunne flytte med frem og tilbage til stationen i takt med årstidernes skiften og vores åbne og lukkede perioder.

Egentlig havde vi det fint med, at hun skulle bo på verandaen, masser af katte lever ude på landet uden mulighed for at ligge i sofaerne inde, og på verandaen var der både seng, uldtæpper og en varm mur fra soveværelset og ikke mindst, så var vi hos hende hver dag…

 

De første uger var hun lukket inde på verandaen, hun skulle lære sit nye sted at kende, hun sov og sov og sov, jeg forestiller mig, at hun slappede af, mærkede at der var trygt og godt og at hun ikke behøvede at gøre noget som helst for at få mad eller andet.

Men hun er jo også en “fri fugl”, hvis man kan sige sådan om en kat, vant til at leve i skoven og løbe frit og hurtigt omkring i både leg og jagt.

Og vi lukkede hende ud i haven efter 3-4 uger. Og det gik så fint, hun var ude et par timer af gangen og kom så op og sov igen og hver nat lå hun krøllet sammen som en lille kugle i sin forede papkasse.

Alt var godt…

 

I alle tilfælde lige indtil et par af kvarterets store katte begyndte at jagte og banke hende. Vi for ud lige så snart, at vi hørte balladen, vi råbte og fægtede med arme og ben og kastede vand på de store udyr, som uhyggeligt nok var ret ligeglade med os og som også kunne finde på at gå truende hen imod os.

Vi reddede Noma en del gange men en dag fik den ene kat jagtet hende væk, sådan for alvor.

Hun kom ikke tilbage og vi brugte de næste mange dage på at kalde og lede, vi gik kvarteret tyndt og kaldte og lokkede, gik ud på verandaen og rystede med hendes madskål mange gange om dagen og havde bange anelser. Måske var hun jagtet så langt væk, at hun ikke kunne finde hjem, måske var hun alvorligt såret eller endnu værre død.

Stakkels Noma og stakkels os.

Ugerne gik og selv om vi håbede, så er det svært at blive ved med at være optimistisk…

 

 

I sidste uge fik jeg så pludselig en besked på Facebook:

“Mangler du en grå lille kat?”

Jeg manglede en kat, men jo ikke en grå, så jeg troede ikke, at det kunne passe, men sendte et billede af Noma til kvinden, som havde hende.

Og sørme – det VAR hende, juble og tårer og stor stor glæde.

 

Hun havde været væk i 7 uger og kun været hos kvinden i 3, så hvor hun har været i de første uger ved vi ikke.

Kvinden vidste ikke, at der fandtes 2 katteregistrer og først da hun blev gjort opmærksom på dette, lykkedes det hende at finde frem til vores dyrlæge, der så kunne fortælle hende, hvor Noma hørte til.

Kvinden boede på en gade kort herfra og jeg skyndte mig afsted med transport kasse og bankende hjerte. Jeg har nærmest aldrig været så lettet i hele mit liv. Nærmest ikke.

Det var faktisk ikke let for mig, at tage Noma med derfra, for det sås tydeligt, at kvinden var blevet rigtig glad for katten og nød led den i alle tilfælde ikke, godt opfedet og plejet og passet, og jeg endte med at tilbyde, at Noma kunne blive. Og det var ikke bare for kvindens skyld, men lige så meget for min egen.

For hånden på hjertet – så kan jeg ikke klare, at Noma skal jagtes af de store katte, jeg kan ikke holde til, at hun blive væk igen, jeg klarer det ikke.

Hun er den fineste lille gode kat og hun skal ha’ det så godt som muligt og det piner mig, at jeg ikke kan holde de store katte væk.

Desværre var det ikke tilladt at have katte eller andre husdyr i ejendommen og kvinden var også alvorligt syg, så hun havde hjælpere i sit hjem og derfor var det ikke let at snyde med forbudet omk husdyr…

 

Lige nu bor Noma nede i Sophies lejlighed og går kun ud i haven, når vi andre går med, men selv da er hun meget forsigtig og bryder sig ikke om uventede lyde eller bevægelser, så suser hun ind igen. Og så er der også lige det, at Sophie i den kommende weekend flytter ud af lejligheden med de sidste ting, det har været undervejs i lang tid, da hun bor hos sin kæreste nu, og når hun er ude, ja så flytter der nye ind og det er nok for meget at forvente, at de vil overtage den lille misling sammen med gardiner og sådan.

 

Det er ikke en mulighed at køre Noma ud på stationen nu, der er for ensomt derude og hun er vant til daglig kontakt og jo også til at blive fodret og sørget for.

Der er ræve og andre sultne store dyr derude og jeg vil være så bange for, at hun ender i maven på én af dem.

 

Så nu skal vi beslutte om vi tør at have hende i fri dressur på verandaen igen med risiko for bank og flugt hjemmefra eller om vi skal finde et nyt hjem til hende.

Og hvor finder man så det? Et sted, hvor hun vil blive puslet om men stadig leve det fri dejlige liv?

Er det her gennem bloggen, at vi finder det? Er der en læser, der mangler sig en dejlig kat?

Vi er i syv sind, men ønsker det aller bedste for smukke gode lille Noma og måske er det bedste, at hun kommer væk herfra, hvor de store grumme katte hersker og deler ørertæver ud…

 

Lang og snørklet og rodet historie – og også den første i lang tid, men der om senere.

Og som en lille sløjfe på Noma-fortællingen, så fortalte kvinden, der havde taget hende til sig, at Noma var kommet slæbende med en tilskadekommet killing, havde lagt den ude i haven og var blevet ved med at miave og skubbe indtil de var gået med derud, god og omsorgsfuld lille kat.

Noma min Noma –

måske snart en andens…