“Nogen” mener, at jeg ikke skal regne med smagsprøver, når jeg kommer på besøg!

Nogen truer med, at det hele vil forsvinde inden, lige ned i det mørke sukkerhungrende dyb!!

Men hva’ så med mit dyb, hva??

Det har altså været foruden hele ugen og går sådan og mangler at blive fyldt.

Med sukker og smag af kanel, med blødhed af smør og duft af kardemomme…

Jeg må ha’ Monkey-bread, og da jeg tror på, at truslen fra nord udspringer af sandheden, ja så har jeg altså bagt mit eget.

Hvis du også er sådan én, der har en stor sød blød plet indeni, der skal passes og plejes, så har jeg skrevet mål og vægt op undervejs, mens jeg forgreb mig på poser og bøtter med godter fra øko-kassen.

Du kan finde aben lige her…

Jeg mærkede og hørte for 8-9 timer siden, at jeg stadig er god for en god gang jubel og hvin, når en lækker mås i et par stramme sorte læderbukser tager en omgang på scenen!

Jeg mærker lige nu, at stemmen åbenbart ikke længere er god for flere timers høj fællessang.

Tak for underholdningen TH, topklasse, jeg er klar igen til sommer i Indelukket.

Livet rækker hånden ud – jeg ta’r imod…

Ind imellem støder jeg på mine daglige ture rundt i Bloglandia på udsagn, holdninger og oplevelser, som bliver ved med at poppe op i min tankestrøm.

Jeg tror, at jeg tænker dem igennem og til ende, og så er de alligevel på spil igen nogle dage senere.

Nogle af dem rammer særlige pletter indeni mig, glade pletter med gode tanker , andre gange rammer tankerne den slags pletter, som er efterladt i min sjæl som blå mærker, der aldrig helt forsvinder, spejlinger og genklange, der vækker følelser og støver minder af.

Andre af “sammenstødene” skaber reflektioner og undren, giver stof til eftertanke og ind imellem også stof til “tak-for-kaffe-tanken”, der hvor man kan lagre det, der vækker følelsen af godt-det-ikke-er-mig eller hvor-fa’en-kom-det-fra…

I de sidste par dage er det især et par ganske særlige tema, der bliver ved med at poppe op, på den ene side ret forskellige og så alligevel ikke, for begge dele indeholder elementer af, hvordan man skal blogge for at holde på sine læsere.

Ord som blog-ekspert, superblogger og give-aways vrimler rundt, og måske bliver det, der nu skrives herunder også vrimlende og ikke særligt overskueligt eller letforståeligt, men så er det sådan at det er, det må ud af mit system og måske ha’ en tanke med på vejen fra en, der har lyst til at forholde sig til det…

Forleden kom jeg forbi en dejlige blog, hvor der skrives om gyldne hverdags-øjeblikke, som giver blogindehaveren en følelse af fred og harmoni.

Jeg bliver meget rolig og groundet, når jeg læser der, bliver mindet om, at det er de små ting i livet, der gør det stort, og at de er overalt, hvis bare vi husker at give os tid til at kigge efter dem.

Jeg holder meget af den sødmefuldhed, der hviler over den blog, og har det rigtigt fint med, at der er fokus på det herlige og på det, der lykkes.

Men nu var spørgsmålet så, om bloggen skulle fortsætte på den måde?! Om den trængte til en opstramning og et par sømandsgloser!? Kortere indlæg om skidt og kanel, lort og lagkage?!

For det var der en med stor forstand på blogs, der havde foreslået!

“Gisp!!” tænkte jeg; skulle mit stille fredelige øjeblik ændres, skulle jeg nu til at mærke livets svirp på zen-pladsen?

Og hvad var nu det med ekspert og superblogger??

Man kan vel ikke være ekspert på andres måde at blogge på, eller kan man?

I mit univers er en blog, som den slags vi taler om her, et fingeraftryk, en forlænget arm, et øjebliksbillede af lige præcis dét menneskes liv og plads i verden, fortalt med fødderne i de sko, som sætter blogejerens fodspor.

Ordene, vendingerne, opbygningen, betoningerne, fokus’et og billederne og alt alt det andet er vel alt sammen noget, der skal afspejle det liv, der leves på den anden side af skærmen.

I alle tilfælde den del af livet, som man ønsker at dele ud af.

Hver især er vi eksperter på den del af vores liv, som hedder “mig” og er det bloggen udspringer af, ja så tænker jeg, at det bliver pseudo-agtigt og anti-autentisk, hvis en anden sætter dagsordenen for, hvordan bloggeriet skal foregå…

Hvor ensrettet ville turen rundt i Bloglandia ikke være, hvis der sad eksperter og rådgav os omkring de personlige blogs?

Ville vi vide, hvor vi var, hvis ikke der var et ret personligt fingeraftryk?

Jeg tror det ikke, og det ville frarøve mig noget af det, som jeg elsker allermest ved at suse rundt, nemlig mangfoldigheden!

Hurra for den!

Hurra for korte og lange indlæg!

Hurra for husmoragtige beskrivelser og dybe filosofiske overvejelser!

Hurra for smukke billeder af interiør og stemninger, hurra for det grimme foto af en høm-høm!

Jeg synes, at det er allerskønnest, når der er plads til det hele og blogpolitiet er kørt hjem i garagen…

Heldigvis besluttede den fredelig blogskribent at forblive tro mod det, der gav mening for hende, nemlig øjet for det nære og det gode, det er jeg rigtigt glad for.

Jeg vil nemlig også helst selv ha’ lov til at taste på den måde, som det giver mening for mig lige i det særlige øjeblik det er, når jeg sætter mig her.

Se. det var vel lidt mere end blot en strøtanke, den fylder i alle tilfælde mere  -

men det får den lov til og så får de andre tanke-poppere lov at hvile til senere…

Vidunderligt morgenlys.

Pudderdrysset landskab i lysende hvidt.

Blå blå himmel og klingende frost.

Det er svært at være morgensur i sådan et vejr…

Lyst, når jeg drager ud  -  lyst, når jeg kommer hjem.

Dagens længde er tiltaget med 4:24.

Foråret er på vej, også selvom det stadig er pakket ind i sne…

Apropos webshops -

Så har jeg en eller anden fornemmelse af, at jeg har sovet lidt i timen – bare lige lidt!

For hvordan kan det ellers være, at det først er nu, hvor nogen gør sig den ulejlighed at lægge en kommentar på bloggen omkring det, at jeg for alvor opdager, at der inden længe vil være et dansk site, nemlig Amio, med salg af hundredevis af dygtige og idérige skaberes lækkerier?!

Sådan en slags Etsy på dansk…

Det jeg læser mig frem til er, at sitet først åbner, når der er tilmeldt 200 “butikker” og deres Facebook-gruppe har 1500 medlemmer, jeg kan se, at der er et stykke vej endnu, men jeg har i alle tilfælde skyndt mig at blive fan, for er der noget jeg elsker, så er det den slags listige butikker.

Blandt de, der er med i front, når Amio er klar til åbning, er bl.a. Anette, som jeg linker til i det forrige indlæg, og også Faster Mette, som har sagt god for, at det er hendes skønne ugler, der pryder dette indlæg.

Tag en tur ned gennem listen af allerede tilmeldte kreativister, du støder garanteret på et eller andet, som du kan gå at drømme om at eje, når engang Amio er i luften.

Det bliver spændende…

I går lå der en tyk lille kuvert i min postkasse, foret med bobler og silkepapir og med flag udenpå.

En gave til mig fra en sød og betænksom læser, som synes, at jeg skulle have lidt nyt til ørerne og så nogle af hendes smukke hjemmegjorte keramik knapper til min sidste Folklore.

Igen tusind tak til dig, kære Anette, det var meget meget sødt af dig, og jeg vil bære dine ting med stolthed og glæde…

Jeg tror ikke, at det lige her sådan lader sig forklare, hvor varm om hjertet jeg bliver, når nogen betænker mig på den måde;  det er ikke så meget selve knapperne eller øreringene, selvom de jo også gør glad og taknemmelig, det der fylder allermest er den glæde det giver, at et andet menneske har lyst til at bruge tid og kræfter på at opmuntre og anerkende mig,  at et andet menneskes fornemmelser, hvem jeg er og hvornår jeg trænger til et lille løft.

Det er jeg meget meget taknemmelig for…

Anette har endnu ingen web-shop, men mon ikke hun er til at lokke med, hvis nogen skulle føle uopsætteligt behov for nyt til at smykke øreflipper eller strikketøj med?!

I kan finde hende lige her…

Familien er draget på udflugt med farfar, vaskemaskinen er fyldt og vugger blidt derude i bryggerset, støvsugeren har drønet en omgang og fladerne i alrummet er ryddet for småbunker og sammenskrab af ugens aktiviteter.

Jeg burde sætte mig med noget arbejde, lidt rapportskrivning, jeg kunne også gå op og skure badeværelset ovenpå, en tur med hunden ud i landskabet ville også gøre godt, men jeg vælger at lukke øjnene for de muligheder for en stund og sætte mig til rette med kaffe, strik og roligt musik.

Der er dømt Anne-tid.

Og jeg bestemmer selv hvor længe…

Vejret indbyder til at et ophold i sofaen kan strække sig over en rum tid, lørdagens skønne og strålende vejr er blevet jaget på flugt af isnende blæst og snebyger, himlen er grå og chillfactoren høj, så måske det der med hunden overlades til den tapre far, når han vender hjem.

Jeg er stadig ikke mæt af sne og kulde, men lige i dag kan jeg nu mærke at gårsdagens sol gjorde godt.

Ikke at en lille lysende stjernesol i papir kan gøre det ud for det samme, men det smager da altid lidt af fugl…

Amanda og jeg har klippet, klistret og syet på livet løs, og lige om et ganske lille øjeblik, så er invitationerne til konfirmationen klar.

I sidste øjeblik vil nogen måske mene, men sådan er det ind imellem her i livet, og langt de fleste af gæsterne har faktisk for længst sagt, at de selvfølgelig regner med at troppe op her for at fejre vores mindste.

Nu får de så lige detaljerne omkring dagen på skrift med knap og stjerner på…

Konfirmationen begynder at fylde mere og mere i vores hoveder, men stadig er der uendelig langt til de “bridezilla”-agtige tilstande, som opstår i nogle familier omkring fester som denne.

Vi tager det ovenfra og ned, det virker bedst for os og vi ender altid op med at få de skønneste fester, hvor alle kan trække vejret frit og afslappet, fordi der ikke forventes andet af dem og os.

Om lidt tager vi ud i den snelyse verden og ser om vi kan finde lidt tøj, et par hvide jeans og noget ditto sneaker, det er såmænd nok til at finde.

Og vi får heldigvis meget personlig betjening i lige præcis den butik, hvor mine piger allerhelst handler, så der smutter vi ind.

Og mens vi tumler rundt der mellem seje klude, ja der kan jeg så måske gå og arbejde lidt med det smil, som jeg ubetinget får, når jeg tænker på Amandas ønsker til desserten til hendes fest.

Hjemmelavede islagkager OG Ris A La Mande.

Velbekomme, siger jeg bare…

Strålende sol og så – 8.5 grader, det er vist ikke at overdrive, hvis man kalder sådan en morgenstund for frisk og sprød.

Alt ude er pudret med nyt hvidt, jeg klager ikke, det er stadig bare marts, og selvom kalenderen så skriver forår, så er det vel sådan, at marts oftest læner sig op af de foregående måneder.

Jeg ved med sikkerhed, at mange vil være uenige med mig i emnet sne eller ikke-sne, men ingen kan vel være uenige i, at et kig ude i sådan en morgen som denne her er smukt, smukt med ekstra smukt på.

Høj høj himmel i strålende blåt, det lovet godt for dagen…

Laura er ved at pakke kajak-tasken, hun er mere end frisk, synes jeg, og for at det ikke skal være lyv, så har hun sammen med nogle af de andre modige unger besluttet, at de skal på  Okkels efter træning.

Årets første gode is på en isnende dag som denne, gggyyyyysss, dog forståeligt, når de nu har længtes efter lige den slags is hele vinteren, mens de har roet og vadet rundt i den slags, som naturen skaber.

Friske unger, synes jeg, både med den ene og den anden slags is.

Jeg bliver på land, men det betyder vel ikke, at jeg så også skal blive væk fra Okkels, vel …

Snart er yndlingsbutikken klar med web-shop!

Så alle jer med hang til lækkert boligtilbehør kan godt sætte jer i parat-stilling foran skærmen med betalingskortet i den ene hånd og ordreblokken i den anden!!

Vær klar til en mulig overophedning af kortet, for der er mange mange fristelser i den kiosk, jeg siger det bare…

Helle, der er den lykkelige indehaver af t.i.n.g., så en smule underlig ud i hovedet, da jeg for længe siden kaldte hendes butik for “kiosken”, men da hun fik min forklaring om, at en kiosk sælger livsnødvendigheder, som man bare skal og må ha’ og bruge nu og her, ja så var det okay for hende, helt okay.

Jeg går rigtigt tit i kiosken og har tit haft lidt ondt af jer, der ikke er så heldige at have sådan et paradis i nærheden.

Glæd jer, siger jeg bare, og så giver jeg selvfølgelig besked lige i sekundet at den virtuelle t.i.n.g slår dørene op…

Tænk sig at kunne ankomme hjemme kl 17.48 efter halvlang arbejdsdag og stadig kunne se sit hjem og sin have i naturligt lys.

Jamen da, hvor er det bare helt vidunderligt…

Når jeg bladrer tilbage i mine mange mange blog-fotos, så finder jeg en tråd.

Èn, der binder mine stille morgener og eftermiddage sammen.

Én der tydeligt viser mig – og måske jer andre – hvor i mit hus, at jeg sidder, når jeg skal finde tilbage til mig selv.

Lige der for ende af langbordet, med udsigt til have og himmel, med tændte lys og blomster i vaser…

Lige der finder jeg ro, falder ned og hænger ud.

Med dampende i koppen, en lille lækkerbid, en bog eller avisen, med blok og skrivegrej inden for rækkevidde, så de tanker og planer, der popper op undervejs i roen, kan fastholdes til senere brug.

Jeg elsker de små pit-stop, som jeg kan lave der ved bordet.

De åndehuller, der giver mig energi til at hoppe op og hoppe videre…

Jeg har længe drømt om at kaste mig ud i Macaroon-bagning, har sukket over de fine og nysseligt pastelfarvede sprøde kager, når jeg har set dem rundt omkring på udenlandske blog og ikke mindst i tv-serier og film.

Og hvorfor ikke eksperimentere lidt med det i dag, når der nu kom et par håndfulde til eftermiddagsfødselsdagshygge?!

De blev ikke perfekt, de små runde med mynte og chokolade, der må flere bagninger til.

Jeg VIL kunne bage dem med små “flæser” forneden og uden krakeleringer på toppen.

Jeg VIL også lære at dosere farverne, så de da kommer til udtryk i den bagte kage og ikke bare i cremen.

Jeg bliver stædig og bliver ved til den sidder lige i skabet, jeg VIL kunne lave dem perfekte…

Og når – ikke hvis – når – jeg kan og har fundet den rette opskrift og håndelag, så vil jeg gerne dele lidt mere af processen med jer andre.

Jeg ved i alle tilfælde af dagens erfaringer, at næste gang skal mandlerne tørre længere mellem smutning og blendning, for eller er det for svært at lave mandelstøv af dem.

Jeg ved også, at jeg ikke skal gå i gang med dem 5 min før gæsterne kommer.

Men jeg ved til gengæld også, at de små sprøde her med mynte og mørk chokolade smager himmelsk.

Også uden flæser og med revner på toppen…