Hverken fugl eller fisk header image 1

HVIS NU LYKKEN OGSÅ ER AT KUNNE HÆKLE I RUNDKREDS…

Monday 29. September 2014 · Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden

Havebuket...

Dahlia...

Hæklemøg...

Aluminia...

Der skal egentlig ikke så meget til at gøre mig glad, tilpas og tilfreds.
Engang var jeg sådan én, der længtes efter at ha’ et sommerhus, en åben pejs, en mand, der gad at hjælpe til, et større drivhus, flere rejser, mere tøj, tyndere lår og invitationer til middage på lækker restaurant.

Nu er jeg ligeglad –
eller måske bare lige glad om jeg har det eller ej.
Lykken bor jo ikke ude i sommerhuset eller ovre i den mand, som er uden initiativ eller nede i lommerne på de nye jeans fra Acne.
Den bor lige inde i mig selv og jeg mærker den hver dag.

Også på dage, som ellers ikke er værd at skrive hjem eller her om, dage med ringe standart og bøvl, det er lige meget, jeg er lige glad, i alle tilfælde når alt kommer til alt og det sørger jeg for at det kommer hver aften, inden jeg lægger mig til at sove.
Jeg gør status over dagen, tænker på de 3 gode og de 3 glade, for tiden skriver jeg dem ikke ned men tænker bare på dem og det er nok.

Lykken bor i mig og jeg giver aldrig slip i den igen.
Aldrig…

I dag er en af de der dage, hvor barren for succes ikke skal sættes alt for højt, en slags minusdag, i alle tilfælde på helbredssiden og den slags orker jeg ikke rigtigt.
Influenzahoved og dryptud og sart skind, jeg er ikke til den slags, ikke til dage, der skal sove væk eller timer med alt for meget tomgang.

Jeg kørte afsted til jobbet i morges og drog retur mod øst, da klokken rundede frokost. Gik på hovedet i seng og tænkte NU skal jeg sove og bare blive rask.
Jeg hverken sov eller blev rask, men jeg så et par afsnit af Elementary og fik tænkt en masse tanker.

Tanker om alvor og leg, om Vrads og gode kokke, om Anders Agger og 2 x Anne med ænder, om bolig og blomsterdyrkning, om min 50 års fødselsdag, om at komme sig og komme over, om mine pigers styrker og mod, om nye strikkeprojekter og gode retter til menukortet.
Om bæredygtighed og oprigtighed, om gode mennesker i mit liv, om min hund og om en 4-hjulstrækker med læderindtræk, om kærlighed og grin og alt muligt andet…

Det står aldrig stille der oppe på øverste etage, tankerne løber og jeg når vidt omkring og lærer hver dag nyt om mine måde at være i verden på, jeg forholder mig kritisk men ikke uden nåde til min egen gøren og laden og det kan der sagtens smutte timer med.
En grubler kunne man måske kalde mig, sådan én, hvor hjernen ville vise høj aktivitet på langt de fleste tider af døgnet, kvaliteten af aktiviteten vil nok svinge, det er jeg faktisk ret sikker på, men det stopper ikke.
For der er altid noget at tænke på og forholde sig til.
Altid.

Og mens jeg tænker videre, så øver jeg mig i at hækle rundt, jeg er ikke god til det, jeg kommer til at presse omgangsstarten én maske hen for hver omgang, så jeg er startet forfra siden billedet herover blev taget og forfra igen, for jeg vil kunne og jeg giver ikke op.
Jeg prøver igen og pludselig lykkes det.

Og når først det gør det, så kan tankerne flyder lettere, end når jeg sidder og bander og det er der vel også en slags lykke i…

→ 8 kommentarer

SLØV SØNDAG…

Sunday 28. September 2014 · Lidt af hvert

Lys...

Jeg har glædet mig hele ugen til at det skulle blive søndag.
Dagene har været fyldt til randen med aktivitet og travlhed og jeg har klaret det ved at holde fokus på, at søndag var fri for aftaler og forpligtelser, at den kunne blive lige så doven og nattøjsagtig, som jeg ville ha’ brug for. Og også en søndag med lidt tid til at besvare kommentarer her, mails og et par “overvintrende” sms’er.

Kender i det?
Det der med bare lige at skulle klare verden før man skal klare at passe på sig selv?!?
Dum idé – det ender sjældent, som man har forestillet, tænkt og ønsket sig.

Jeg er ramt af et eller andet influenza-agtigt, det kom som lynet fra en klar himmel midt på aftenen i går, snot, ondt i halsen, ømme bihuler, øm hals, sarte øjne og en knagende bragende hovedpine.
Hvad sker der lige for det??
Det har jeg altså ikke bestilt!

Laura var syg onsdag-torsdag med nøjagtigt samme symptomer, hun var rigtigt sløj, og i går formiddag fik Amanda det så dårligt og jeg rundede lige dagen af med at melde mig ind i klubben.
Så meget for hyggelig, doven og flyderagtig søndag…

Bevares -
jeg har da ikke haft aftaler i dag, men det er lige som bare ikke det samme, når man nærmest ikke orker at se tv og strikke. Når man ikke kan sove, fordi hovedet dunker og ørerne presser, når man lægger sig ned.
Når man bare er skidt men ikke så skidt, at man bliver helt slået omkuld.

Jeg er nærmest sådan lidt rastløs, sætter mig lidt hist og bagefter pist, starter på en film, men orker den alligevel ikke, laver en kop te, men drikker den ikke, samler mit strikketøj op men lægger det i kurven igen, prøver at hækle men mislykkes med det.
Det eneste jeg for alvor har fået startet OG sluttet i dag er en tur i skoven med Huxi, luften var dejligt men jeg fik det ikke bedre af det.

Brok og ynk og pis -
nu skal jeg nok stoppe og hoppe af nettet igen, for sådan en klagesang kan jo nærmest ødelægge andres gode søndagshumør og det er jeg nu alligevel ikke ude på. Og undskyld, hvis jeg ikke har fået svaret dig, som har skrevet en sød kommentar her på bloggen eller har sendt mig en mail, jeg vender tilbage inden længe.

Hej-hej herfra Familien Syg, der anmoder om en erstatningssøndag…

→ 14 kommentarer

SEPTEMBERSTEMNING…

Wednesday 24. September 2014 · Familieliv, Haveliv, Hverdagsliv, Årets gang

TUSMØRKE...

DAHLIA...

TID TIL FLAMMER...

Pludselig mærkes det bare tydeligt.
Efteråret banker på.
Regn, tusmørke, nye farver i haven og et temperaturfald, der er til at tage at føle på.
Koldt med bare fødder i sandalerne på morgenens havetur, koldt med bare arme og koldt med vinduet på vid gab, mens der bruses.

Vi kryber sammen inde og tænder lys, folder de bløde tæpper ud over os i sofaen og brygge varme drikke.
Forunderligt og underligt –
for lige forleden sad vi ude i solen med iskaffe i glasset og blødt græs mellem tæerne.

Det er vel september, når den er allermest sig selv.
Som april.
Lunefuld, sol og varme, regn og kulde.

En af mine kolleger sagde i morgen, at når vi rammer april og den første sol skinner og vi rammer 13 grader, så flår vi tøjet af og råber op om, hvor dejligt varmt det er og når bladene så falder i sensommeren og temperaturen falder sammen med dem og måske rammer 13 grader, så skutter vi os og sukker over, at det er for koldt.
Danmark i en nøddeskal – skønt og smukt med de skiftende årstider men også svært altid at følge med til…

Vi plukker stadig blomster ind fra haven, henter agurker og tomater i drivhuset og æbletræet bugner og jeg holder stadig fast i tanken om et par lune sensommerdage, slippe alt det dejlige ved sommermulighederne er jeg endnu ikke helt klar til.

Og dog -
der venter jo også gode efterårsaktiviteter.
Den sidste slåning af plænen.
Tømning af potterne med trætte sommerblomster, potter der bagefter skal fyldes med tulipanløg, så de kan stå og pynte på perronen til foråret.

Opgravning af dahliaknolde, der skal sættes et andet sted næste år og samling af endnu flere frø fra haven, frø der skal spredes med gavmild hånd på ledig jord i Vrads.

Vi skal koge æblegrød, sylte grønne tomater og og måske nå at plukke en portion hyldebær.

Og mest af alt skal vi bare nyde, at sommeren har været så god ved os i år med masser af soldage og høje temperaturer, så det på en eller anden måde føles okay at kysse den farvel og byde efteråret velkommen.

Lige om lidt altså, når lige jeg er færdig med at nyde septembers smukke dage…

→ 10 kommentarer

14 MÅNEDER OG FULD AF KRUDT…

Sunday 21. September 2014 · Familieliv, For hjerte og sjæl, Husdyr, Hverdagsliv

Snorketræ...

A9215564

Ham her -
vi knuselsker ham bare.
Kort og godt.
Vildt og inderligt.

Huxihund.

Han har boet hos os i 1 års tid nu og på trods af det KÆMPE store stykke arbejde det har været – og sommetider stadig er – at ha’ en livlig hvalp, ja så kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg har glædet mig over ham hver eneste dag.
Der har selvfølgelig også været momenter, hvor jeg har været ved at eksplodere, som da han åd Amandas briller eller sprang lige midt ned i mit vidunderlige lille snedker-loppe-bakkebord og det hele nærmest eksploderede ud i stuen, da blev jeg da lige lidt indebrændt i et minut eller to.

Eller hundredetyvende gang han smed sig midt i den største mudderpøl i skoven.
Eller da han hev en tomatplante ud af drivhuset.
Eller gnaskede en dyr håndcreme i stykker.
Eller slikkede på min gode håndmad med spegepølse.
Eller stak i galop efter en stakkels dame, der var mest til små hunde.

Men det meste af tiden er han verdens bedste hund og han giver så meget liv, så mange grin, så meget varme og så mange skønne oplevelser, at jeg nærmest ikke kan forestille mig ikke at ha’ ham ved siden af mig hver eneste dag…

I dag har vi været tidligt oppe og i hundeskoven sammen med en herlig og meget grinende veninde og hendes Corgi, vi havde kaffe og morgenmad med og blev stort set ikke “generet” af andre mennesker i skoven. Vi klarede at vende verden og få spist og hundene klarede stort set det samme.
I fuld fart.

Siden har der ikke været meget gang i ham, ikke andet end lidt smådrillerier med hugget strikketøj og bjæf af pigerne, der tillod sig at spise knækbrød med ost og pølse i stuen, jeg tror, at dagen i dag er udnævnt til dovensøndag, men måske ændrer det sig, når vi andre sætter os til rette ved middagsbordet, så vågner han sikkert op til dåd og unoder.

Så planen kunne være en tur mere i skoven inden maden.

Huxi er – på trods af hvad andre måtte påstår – en rigtig rolig hund, der er god til bare at være omkring os uden for meget hurlumhej, han ligger oftest lige ved mine fødder og holder øje med, at jeg ikke drager på tur ud i køkkenet eller haven uden ham.
Han ligger på badeværelsesgulvet og venter, mens jeg er under bruseren, og ved siden af min seng, når jeg sover. Ind imellem også i min seng.

Han følger mig som en skygge og kigger op mod mig med nogle øjne, der siger “Hva’ skal vi nu? Må jeg komme med? Jeg er jo din hund, så jeg skal med, det skal jeg!” og det skal han jo også, så ofte som muligt og der hvor det giver mening…

Han er den hund, som jeg i mit voksenliv har været mest knyttet til, måske fordi det bare er mig, der har opdraget og sørget for og taget mig af, igen og igen og igen, han er helt særlig og bare så god.
Jeg elskede Nugga, virkelig, men ham her altså, han har for alvor most sig ind i mit hjerte.

Vi træner stadig indkald og andre kommandoer, han har sin egen vilje, men driver han den for langt og får en skrap irettesættelse, så er han slukøret, han vil helst ikke ha’ skæld ud, men det får man altså, hvis man tager en spurter og ikke lader sig kalde tilbage.
Men i bund og grund er vi rent opdragelsesmæssigt ved at være der, hvor tiden bare skal arbejde for, at han bliver lidt mere rolig og afbalanceret, for hormonerne er ret voldsomme lige nu og kan man dominere, så vil man dominere. Sådan er det og det må vi så arbejde med, det der med, at det er mig, der bestemmer, altid og uden undtagelse.

Men i virkeligheden så er han meget mere en tøsedreng end hans umiddelbare fremtoning og attitude kunne give anledning til at tro andet, han er bange i mørke, han er bange for skrappe hunde og han er ikke vild ukendte objekter på gade og i skov.
Huxi hunderæd…

Huxi skal selvfølgelig med ud og være stationshund, han skal ha’ lov at lunte rundt inde og ude, når vi er der alene og passe på mig, når det sådan for alvor er mørkt helt derude i skoven og når der er åbent og folk myldrer ud og ind, så har han heldigvis en hel lejlighed til sin rådighed ovenpå.

Jeg er sikker på, at han vil elske at springe op bag i bilen hver morgen for at komme med derud, hvor der er plads til at sprælle og få en friskstegt fiskefrikaldelle.

Der er lige smidt en stak billeder af ham på Flickr, nogen har måske lyst til at se, at han også kan andet end at fede den på gulvet i entréen…

→ 28 kommentarer

KOLDBRYGGET ISKAFFE MED MYNTE…

Sunday 21. September 2014 · I køkkenet, Lækkerier, Opskrifter

Iskaffe med mynte...

Koldbrygget...

Kaffeterninger...

Kold kaffe - sådan for alvor...

Myntesirup...

Forleden så Laura og jeg en liste over madmoden lige nu, den indeholdt blandt andet:
Kål i alle afskygninger
Avocadomadder
Cheesecake
Tatar
Skyr
Hotdogs
Koldbrygget kaffe

Vi kunne hurtigt konstatere, at vi her hjemme er ret langt fremme i bussen på madfronten, for alle tingene her er nogen, der jævnligt dukker op på bordet.
Noget mere end andet selvfølgelig, for der er nu alligevel grænser for, hvor meget tatar man kan klemme ned i løbet af ugen og det samme med cheesecake jo.

Kål, skyr og avocado spiser vi i kilovis.
Hotdogs – af den helt ordentlige slags – hver anden uge.
Og kommer jeg i nærheden af en sous vide, så er jeg også gerne mand for straks at vacuumere et eller andet og smide det i.

Men koldbrygget kaffe, det var vi altså ikke nået til endnu.
Ikke i tirsdags i alle tilfælde.

Onsdag så det anderledes ud…

Tanke, teknik og fakta om koldbrygget blev min godnatlæsning tirsdag og onsdag morgen klokken rigtigt tidligt var jeg i gang med gode økologiske bønner og kaffekværn og kogt afkølet vand.
Op i stempelkanden med skidtet og så stod det ellers på køkkenbordet og bryggede igennem hele min arbejdsdag og også et par timer efter hjemkomst.

Planen var en svalende iskaffe på en smuk sensommereftermiddag.
Og sådan blev det selvfølgelig også.

Stemplet på kanden blev trykket i bund og en yderst velduftende kaffe blev hændt op i en kanden sammen med minimælk og en lille bitte anelse rørsukker.
I med stavblenderen og så ellers en heftig køretur, så der blev pisket luft og fylde ned i mælkekaffen.

Nogen kan godt li’ en mere plain iskaffe, hvor den kolde kaffe forsigtigt blandes med mælk i et glas med isterninger, men jeg er vild med den mere cremede konsistens, som en tur med stavblenderen giver…

Om morgenen havde jeg smidt en isterningpose med varm kaffe i fryseren, så de kunne være klar til om eftermiddagen og jeg var for en tid siden kommet forbi et billede med noget kaffe med myntesirup i, så det var der også planer om.

Om som det – heldigvis – ofte går her, så blev planerne ført ud i livet.

Iskaffe på koldbrygget kaffe med mynte og kaffeterninger.
Og det læskede og smagte så englene sang falset.

Den koldbryggede kaffe er meget mere rund og blød i smagen end en traditionel kaffe er og det synes jeg er rigtigt godt til en iskaffe.
Det er virkelig vigtigt, at man lader kaffen trække i mange timer, da det ellers bare vil være en gang tynd pjask uden ret mange smagsnoter. 10-12 timer er minimum.

Jeg brugte 150 gram friskmalede bønner til ca 7 dl kogt afkølet vand.
Og det var selvfølgelig mere kaffe, end vi lige skulle bruge den dag, men det holder sig fint på køl i nogle dage…

Myntesirup havde jeg i køleskabet, vi havde en flaske med hjem fra Frankrig, og det gik at bruge det som en lille smagsvinkler, men næste gang vil jeg koge min egen sirup, for den købte er lavet på pebermynte og jeg er gladere for den almindelige grønne mynte, som gror i vildskab ved mit drivhus.
Jeg vil koge 2 dl vand op med 2 dl rørsukker og 1/2 vanillestang og så tilsættes det boblende sukkervand 2 dl hakket grøn mynte.

Jeg forestiller mig, at blandingen bare skal koge 3-5 minutter og så ellers trække i kasserollen indtil den er kold og så kan bladene sigtes fra, før det hældes i et lille glas med låg og sætte på køl…

Vores koldbryggede iskaffe med mynte lavede vi sådan her:
halv kaffe og halv mælk og en lille dryp myntesirup gives en ordentlig tur af stavblenderen og smages evt til med lidt rørsukker.
Hældes over kaffeterninger og nydes i små rolige læskende sip, der bringer smilet frem.

Nemmere bliver det da ikke –
når man altså først lige har haft tålmodighed til at vente på at kaffe skulle trække.
12 timer…

→ 2 kommentarer

BIP BIP BIP OG SÅ EN RÆKKE EDER…

Tuesday 16. September 2014 · Bloggen

Kæmpe verbena...

I aftes sad jeg her ved computeren.
Med kaffe og Søren Huss strømmende ud af højtalerne.

Jeg sad og skrev et indlæg om den koncert, som jeg var til i søndags, med netop Huss i Mariehøj Kirke.
Jeg skrev om sangenes dybe, om kirkerummets stemningsfuldhed, om det at finde styrke i aleneheden, om at røres og mærke genklang.

Jeg skrev godt, når jeg nu har mulighed for at sige det selv, ordene flød bare, oppe fra hovedet, ind fra hjertet og ned i fingrene og jeg var vel i hvad man kan kalde et slags skriveflow.

Lige indtil.
Bip bip bip bip bip bip –
høje advarselslyde fra computeren og en slags gråt gardin rullede ned over skærmen og ALT bare frøs…

Der var ingen vej uden om.
Genstart var løsningen.

Og også det, der åd mine ord.
Pokkers.
Pis.

Normalt gemmer WordPress af sig selv, når jeg skriver, men den brutale nedlukning var åbenbart mere, end det kunne håndtere, for væk var det hele og selv med det lige var skrevet i minutterne inden, så var det sådan set også væk fra hjernen.
Ikke væk væk – men bare sådan væk i den gode og flydende form, det var kommet ud i.

Jeg hader den slags.
For i en gen-skrivning opnår man sjældent samme klang og tone og det ønskede jeg bare sådan, netop fordi at det var det indlægget handlede om, det med alle vores toner, der klinger forskelligt ind i dem, som vi omgiver os med.

Men væk er de, ordene, måske kommer de en dag i en anden form.
Pokkers.

Men koncerten var fantastisk…

→ 4 kommentarer

SØNDAGSNYDNING…

Sunday 14. September 2014 · Lidt af hvert

UDSYN...

SENSOMMER HVIDT...

SORT KASHMIR...

OG KAFF'...

For første gang i umindelige timer har vi en weekend uden planer.
Vi skal ingenting –
I-N-G-E-N-T-I-N-G!

Ikke andet en lige præcis det, som falder os ind og som vi tænker, at vi gider.
Og hvor gør det bare godt.

Vi dasker rundt, lægger os og rejser os, drikker kaffe, smører os en mad, går ud i haven og ind igen.
Ser lidt film og tv og lytter lidt radio.
Vasker lidt tøj og bage en brunsviger.
Og laver ingenting.

Der strikkes, hækles, læses, skrives engelsk-opgave, facebook’es og læses nyheder.
Jeg flytter lidt rundt på lysestager og andet småt og skriver mål ned til de rammer, som jeg mangler for at få hængt nogle af de fine tryk op, de ligger bare her og ligger og det er da ærgerligt.

Listerne til Vrads får et gennemsyn og nyt kommer på.
Der svarer på en enkelt mail mens andre får lov til at sidde over til mandag.
Intet SKAL er på programmet og får man startet noget, som man alligevel ikke helt gider, så lader man det bare ligge.

Og laver ingenting…

Jeg er gået i gang med den sorte Kashmir og fornemmer allerde nu, at det vil blive et stykke meget brugt strik.
Lige så brugt som min blålige udgave, der nærmest har hængt på mig siden sidste maske blev lukket.

Egentlig er jeg ikke så vild med de lidt hårde meleringer, der nemt opstår, når man har enten en meget lys eller mørk bundfarve og så sætter noget kontrastfyldt til, jeg holder allermest af tone i tone og ikke for meget afvigelse, så det at strikke med sort som bundfarve er lidt af en øvelse – måske endda prøvelse – men jeg ser også, at når meleringerne kommer op i stor skala som her på Kashmir, så kan det godt finde nåde for mine øjne.

Så mens vi laver ingenting, så vokser Kashmir stille og let og næsten lidt kedeligt.
Retrille efter retrille.
Pind efter pind.

Men gentagelserne og de automatiserede vendemasker er med til at holde mig fast i følelsen af intet af være forpligtet af og på.
Og det er vel sådan at en weekend fuld af ingenting skal føles.

Pind efter pind.
Time efter time.
Ro på.
Uden på og inden i.

Vi trænger og vi nyder og hiver alt det bedste ud af det…

→ 1 kommentar

LAKRIDSKONFEKT…

Sunday 14. September 2014 · I køkkenet, Lækkerier, Mad, Opskrifter, Sund og stærk, Øko-ven

LAKRIDSKONFEKT...

Når det udvalgte fredagsslik består af Spaghetti Carbonara, så må der sundheds-slik til om lørdagen.
Man kunne selvfølgelig også helt springe den slags sødhed over, men sådan nogle regler er der heldigvis ikke her i huset, hvor det er okay at spise det man vil, når man vil og næsten også hvor man vil.

Hvis det altså bare er lavet fra bunden og af gode råvarer.
Sådan en regel har vi og den gider vi at holde…

Der kan findes rigtigt mange gode opskrifter rundt omkring på nettet, hvis man har lyst til at spise rent og alligevel sødt. Der er udgivet fine kogebøger om det og i de fleste helsekostbutikker kan man også købe lækkert slik lavet af tørret frugt og andet godt.

At kalde det sundt er nok lige på kanten, i alle tilfælde hvis man høvler kæmpe mængder ned, men hellere søde sager lavet på rene økologiske varer end en pose dutter fyldt med farvestoffer, e-numre og underlige ingredienser, som jeg ikke kender…

I går hev jeg lidt forskelligt fra skabene frem på køkkenbordet og forsøgte at fremstille nogle små konfekt-agtige bidder, som kunne minde om nogle, der blev serveret på en sommerhustur med dejlige veninder for nogle uger siden.

Nogen var et smut i Aalborg, mens vi andre travede stranden ved Blokhus tynd, og med sig hjem havde de en æske med raw lakridsbidder. At der var dadler og lakrids i, det er helt sikkert, og nok også kokos.
Resten huskede de ikke og der var heller ikke den store tid til at fin-smage, for i løbet af få øjeblikke var de fortæret og jeg sad tilbage med en opgave, der lød “En opskrift på nogen mage til”…

Helt mage til er den ikke, denne her er min og der er bl.a. chia frø i og også lidt citron og det var der ikke de dem, der forsvandt som dug for solen.
Men jeg tør næsten godt at sige, at disse her er mindst lige så godt.
Og de er hurtigt lavet.
Og de kan holde sig i køleskabet en uges tid.
Og ingredienserne kan bruges til mange andre gode ting i køkkenet.
Og det meste købes i et større supermarked.

Billigt? Nej! Godt? JA!!
Og en enkelt eller to om dagen kunne faktisk godt være sundt, for både mandler, chia, kokosolie og hamp er godt for kroppen…

Der bliver ca 24 stk af denne portion:
30 dadler af den gode semi-tørrede slags
1 dl kokosmel
Revet skal af ½ citron
2 spsk chia frø
1 spsk hampmel
6 spsk kokosolie
1-2 spsk raw lakridspulver Jeg tog 2 men forestiller mig at 1 kan være rigeligt for andre.

Alle ingredienserne køres til en lind masse i en foodprocessor og presses ned i en lille form foret med bagepapir eller film.
Overfladen kan evt drysses med lidt ristede kokosflager eller lidt kokosmel.

Konfekten køles godt af og skæres derefter i små mundrette bidder.
Og nydes kolde med et saligt smil om munden…

→ 12 kommentarer

Jimmy