Så har weekenden for alvor ramte mig, jeg hænger ud ved bordet, på yndlingspletten, og fylder mig med te og ro.

Jeg trænger efter en lang og sej uge, hvor meget har skullet falde på plads, men det var med en følelse af “Sådan” og en snert af “Yes – Succes!” at jeg lagde arbejdsugen bag mig, så det har været fint nok at yde en ekstra indsats.

Lørdagens formiddag har jeg brugt bag disken i kiosken, en bi-tjans som jeg simpelthen elsker, både fordi den giver mig tid til at snakke og hygge med Helle, men også fordi, at det jeg laver der er så modsætningsfyldt til mit daglige arbejde.

I kiosken er jeg færdig, når jeg er færdig og intet trækker ud i måneds- eller årvis.

Dejlig og befriende kontrast…

Senere i dag er der dømt voksen tid på godt lille spisested og bagefter “The lovely Bones” i bio, timer i godt selskab og med godt programmet sætter point ind på overskudskontoen, så der er lidt at tage af, når det lynhurtigt bliver travl hverdag igen.

Og travlt det bliver der, en konfirmation rykker hurtigt nærmere, et uddannelsesforløb kræver opmærksomhed og småjusteringer på jobbet giver nye udfordringer.

Travlt – men med gode projekter – jeg piver ikke, jeg skal bare lige trække vejret ind imellem.

SÅ det gør jeg lige nu, stille og roligt og helt ned i maven.

Her på min allerbedste plads i selskab med strik og drik…

Den opmærksomme har sikkert for længst bemærket, at bloggen i dag har iklædt sig lyst og lækkert forårsdress.

Topnice – hvis jeg sådan selv må sige det – og det må jeg vel, når det nu er min helt egen blog.

Og rigtigt nice er det altså også, at jeg over en kop kaffe og et par pinde på et strikketøj sådan kan sidde og fabulere om “Noget helt lyst, noget af det gule igen og så lige et par fuglefisk.” og bum-bum lige midt på en mandag formiddag tikker der så en sms ind:

“Bare lige så du ved det…

Jeg roder med din side.

Bare skæld ud, når du engang ser det og måske hader det ”

Jeg hader ingenting, og da slet ikke at ha’ en herlig veninde, der kan gribe min strøtanker oppe i luften imellem alt det andet snak og så lige transformere dem til et friskt og forårsagtigt layout.

Tak til dig – din ørn…

Jeg har det ikke let med at ha’ sagt farvel til det glade gule layout, men det måtte til, for på en eller anden måde havde jeg efter et års tid fået sådan lidt “ejerfornemmelser” over det, og blev en smule tøsefornærmet, da det dukkede op på en anden side, og det nytter jo ikke noget, vel.

Så derfor skiftede jeg til blåt, men det gik ikke, jeg følte mig fremmed i eget hjem og har derfor fået lidt gule strejf ind i det forårsfriske.

Og en gang – en eller anden gang – så kommer det gule helt sikkert tilbage igen.

Men lige nu ser her sådan her ud.

Og det er da flot, sy’s du ikk’…

En ufrivillig én af slagsen altså!!

I min iver over at det nu var weekend, frihed og lediggang for at par dage bare glemte jeg i fredags at få hentet de bundter Tvinni, som jeg har til “opmagasinering” i en garnforretning.

Ikke mere garn – ikke mere grantræ.

Pokkers – nu havde jeg jo ellers lige tiden til et par timers automatstrik i sofahjørnet…

Betyder det mon opstart af nyt projekt?

Isyning af smukke knapper i den grønne Folklore??

Eller nogle lange seje pinde på min Snowbird, der vokser i roligt tempo???

Jeg ved godt, hvad der lokker mest!

Men hvad for noget, tænker jeg så!!

Til mig, til manden, til en baby, for alvor eller bare for sjov…

Efter en vidunderlig dag nordpå i går daffer jeg i dag rundt i snegletempo og kan ikke rigtigt bestemme mig for, om jeg skal spænde op til den helt store tur rundt i huset med oprydning af småbunker og udmugning i outdated tøj eller om jeg bare skal klatte sammen i et sofahjørne og spinde og dase som en kat?!

Jeg er veltilpas helt ud i fingerspidserne efter to meget energiopfyldende oplevelser her sidst på ugen, først en skøn koncert torsdag og så en anden slags skønne timer lørdag, hvor verden blev vendt på hovedet og tilbage igen, hvor alt muligt og umuligt var på tapetet, hvor både alvor og spas var på tapetet.

Veltilpas og egentlig også meget veludhvilet, så den sløvhed jeg mærker i kroppen og på øverste etage er måske i virkeligheden bare mere et udtryk for ren og uforfalsket tilstedeværelse i nuet.

Det vil jeg bilde mig ind og vandre tilbage til de blødere møbler og så hænge ud der lidt længere med højt hår og hængerøv.

Og så snupper jeg lige en kop “lively” te med, så jeg kan være klar, hvis nu trangen til aktivitet melder sig…

“Nogen” mener, at jeg ikke skal regne med smagsprøver, når jeg kommer på besøg!

Nogen truer med, at det hele vil forsvinde inden, lige ned i det mørke sukkerhungrende dyb!!

Men hva’ så med mit dyb, hva??

Det har altså været foruden hele ugen og går sådan og mangler at blive fyldt.

Med sukker og smag af kanel, med blødhed af smør og duft af kardemomme…

Jeg må ha’ Monkey-bread, og da jeg tror på, at truslen fra nord udspringer af sandheden, ja så har jeg altså bagt mit eget.

Hvis du også er sådan én, der har en stor sød blød plet indeni, der skal passes og plejes, så har jeg skrevet mål og vægt op undervejs, mens jeg forgreb mig på poser og bøtter med godter fra øko-kassen.

Du kan finde aben lige her…

Jeg mærkede og hørte for 8-9 timer siden, at jeg stadig er god for en god gang jubel og hvin, når en lækker mås i et par stramme sorte læderbukser tager en omgang på scenen!

Jeg mærker lige nu, at stemmen åbenbart ikke længere er god for flere timers høj fællessang.

Tak for underholdningen TH, topklasse, jeg er klar igen til sommer i Indelukket.

Livet rækker hånden ud – jeg ta’r imod…