Hverken fugl eller fisk header image 1

CHOKO-MUFFINS PÅ 5 MINUTTER…

Monday 13. October 2014 · Bagværk, Familie, Familieliv, I køkkenet, Lækkerier, Opskrifter

Choko...

Blød og intens...

Det er smørret, der gør 'et...

Chop chop...

Alle familier har vel deres køkken-klassikere, retter, som spises igen og igen og som alle i familien kan lave uden at skulle bruge ret meget energi på det. Retter, som bliver til livretter, både p.g.a. deres smag og også fordi man ender med at ha’ en stor bunke dejlige minder, som kommer i spil lige så snart man tager den første bid.

Vi har en håndfuld af de retter.
Skramsgaderetten.
De svenske kötbullar.
Pavlovaen med danske jordbær.
Jordskokkesuppen med tomat og skinkebrød.

Og så selvfølgelig de gode choko-muffins.
De bliver bagt igen og igen og igen.

Fordi de smager godt.
Fordi de bliver en familie-tradition.
Fordi de tager mindre end ingen tid at lave og lykkes hver gang.
De er en klassiker her hos os…

Pigerne kalder dem de legendariske muffins og alle skolekammerater og venners børn kender dem også under det navn, for kagerne er slæbt med til alle mulige – og også umulige – skolearrangementer, udflugter og friluftsoplevelser i de sidste mange år. De er bagt til fødselsdage, julehygge, havefester og sommergilder. Igen og igen.

Jeg fik i sin tid opskriften af min nabo Bente og da jeg ved, at det er mere end 12 år siden, at jeg boede ved siden af hende, ja så ved jeg også, at det er mindst 12 år siden, at jeg startede med at røre disse små søde kager sammen.

Opskriften er delt her på bloggen engang for længe siden, så længe som 8 år og i dag, da jeg hurtigt rørte en portion sammen, tænkte jeg, at det nok var okay med en reprise.

Så her kommer den, opskriften på helt almindelige nede-på-jorden lige-ud-af-landevejen choko-muffins.
Ingredienserne skal ikke piskes sammen af flere omgange, bare ned i en stor skål på en gang og så giv massen en god gennemrøring med en grydeske og kogekonemuskler…

12 USA-giga-size eller 22 store danske

250 g. hvedemel
1 tsk. natron
225 g. sukker
40 g. kakao
1 tsk. vanillesukker
100 g. hakket chokolade – frit valg på alle hylder, noget med mint, chili eller orange er også godt
1 1/4 dl. mælk
90 g. smeltet smør
2.5 dl A38 eller lignende syrligt mælkeprodukt
1 stort æg

Den godt sammenrørte dej fordeles i et passende antal muffin-forme.
Bages ved 200 g i ca 15 min. Tjek en enkelt før du hiver hele pladen ud. Det gode gamle trick med en kødnål eller en aflagt strikkepind holder stadig.

Ind imellem kommer vi lidt topping på. En tyk glasur rørt af flormelis og en klat smør, pynter med lidt glimmer, bær eller blomster. Andre dage, som i dag, ryger de bare lige ned i løgnhalsen som de er og det kan de sagtens klare.

Gode er de, hverken avancerede eller højkonditorish, men bare gode på den gode måde.
Bag dem -
måske bliver de også legendariske i din familie…

→ 11 kommentarer

ET SULEFAD TIL PYNT OG NYTTE…

Sunday 5. October 2014 · Genbrug, Gode sites, Inspiration, Lidt af hvert, Udflugter

Sulefad...

Sulefad...

Sulefad...

Tingfinderiet...

Vi har været mod nordvest i dag, op i en del af landet, hvor jeg sjældent kommer, på besøg derude hvor kragerne vender og hvor roen gør blid og pulsen sænkes.
Vi har været der før og kommer der igen, til Tingfinderiet, sådan er det, for der er godt at være og man får noget med derfra på både den ene og den anden måde.

Vi har hentet et sulefad, som jeg fik stillet til side, straks jeg så det på Tingfinderiets Instagram konto for et par uger siden. Jeg har ønsket mig sådan et rigtigt længe og da det nu pludselig var der i den helt rigtige form og den rigtige – og store – størrelse, så måtte det bare være.
For jeg kan jo nærmest ikke drive stationen uden sådan et fad.
Til pynt og til nytte…

Jeg er vild med at komme op og gå alle de mange kvm på den gamle gård igennem, ting og ting og ting og flere ting, overalt, men skønne skønne ting, der er så sirligt og indbydende sat op og havde jeg penge som skidt og en varebil at læsse i, så ville jeg slæbe derfra i vildskab.

I dag bankede mit hjerte ekstra hårdt for et langbord og nogle store flettede kurve.
For nogle lerfade og en postsorteringsreol.
Jeg sukkede også over en trækvogn, som kunne bruges til lune tæpper på perronen og over nogle gamle vinduer, som kunne bruges til både det ene og det andet.
Og så var der selvfølgelig et par tekander og flere flødekander, som også blinkede til mig.

Men jeg kom jo bare efter fadet, det var aftalen med mig selv.
Og okay så – en lille bitte hundredekrone seddel til lidt ekstra.

Og det ekstra blev i dag noget, som jeg ikke selv fik øje på eller fik idéer omkring, en stor tung messingklokke, som jo selvfølgelig skal stå i ishuset, så man kan ringe sig til betjening, hvis stationskonen er rendt i køkkenet eller ud for at nippe sine pelargonier…

Jeg elsker passionerede mennesker, sådan nogen, der for alvor brænder for det, som de laver og hvis glæde og iver smitter os andre. Og så er det fuldstændig lige meget, om de mennesker sælger garn, anlægger haver, udvikler madopskrifter, driver landbrug, laver æblemost eller som Tina her kører land og rige rundt for at finde lige præcis de særlige ting, som kan få vi andres loppe-gener til at hoppe af fryd.

Hos Tingfinderiet er der gamle ting for enhver smag, for dem, der elsker slidt og hvidt og fransk, for dem der er til det mere rustikke og sandelig også for dem, der er til teak, orange og lidt retroplast.
Jeg tager ikke derop for at finde en skat for en 2 krone, sådan er det ikke der, det kan jeg gøre i de mindre kønne genbrugsforretninger rundt omkring.
Nej jeg tager derop for at få inspiration og en “total-oplevelse” og en dejlig snak med et godt og sødt menneske. Og jeg sætter rigtigt meget pris på, at nogen sørger for samle alt det, som jeg elsker at skønt gammelt herligt grej og sætte det smukt op. Det er ikke genbrug og lopper til salg for mindre end ingenting, det er udvalgt og gode varer til salg for en rimelig pris.

Og jeg vil gerne lige understrege, hvis nogen skulle komme i tvivl eller tænke betalt reklame, at dette her ene og alene skrives og postes, fordi jeg er helt og aldeles verliebt i det sted.

Hilsen hende, der nu er indehaver af et sulefad.
Alene ordet er jo det hele værd…

→ 4 kommentarer

CANARD A LA ST. MARCEL…

Friday 3. October 2014 · Ferie, I køkkenet, Lækkerier, Mad, Opskrifter

Canard...

Basilikum dip...

Blus på...

Og så et blad salvie...

En skøn og varm og aftenmørk lørdag i juli spiste jeg sammen med nogle af de mennesker, som jeg elsker allermest på et livligt marked i den lille by, som ligger nærmest det store gode hus på landet i Frankrig.
Vi havde nået både live Tour de France enkeltstart ved mållinien i Périgueux og jazzkoncert ved en skovsø, inden vi drog op i byen for at spise sammen og godt med en masse glade og byfestsvimle franskmænd.

Den aften var der Marché Gourmand i byen, masser af lokale lavede og solgte mad og overskuddet herfra skulle gå til et projekt i byen, noget på sportspladsen tror jeg, og vi kunne vælge og vrage imellem landlige franske retter, noget kinesisk, store søde pandekager og meget andet godt.
Vi havde egne tallerkener og glas med under armen og det var ikke vanskeligt at finde noget, som man havde lyst til at fylde på eller i.

Vi gik på jagt hver for sig imellem de velduftende boder og vendte tilbage til bordet med bugnende tallerkener og alle spiste lystigt med meget Uhmmmmm og Ååhhhh som underlægningstone.
Mad – god mad – og dejlig vin og endnu dejligere selskab og den mørke varme aften skabte en særlig stemning og jeg tror aldrig, at jeg vil glemme de smagsnoter, som ramte min mund den aften. Det var nærmest magisk…

Siden vi kom hjem for et par måneder siden, har jeg mange gange tænkt på den ret med kartofler og and, som jeg fik, så enkel og rustik og SÅ fyldt med smag.
Jeg stod der og småpludrede på engelsk-fransk med kvinde, der vendte mine kartofler og tørrede krydderurter på den store pande i sydende andefedt og sagde selvfølgelig skål til hendes mand, der klarede at styre både stort vinglas og skriver af andebryst på en kæmpe pande og fik også sagt høfligt nej tak til et confiteret andelår, som de synes, at min ret skulle toppes op med.

Der duftede så himmelsk af and og lidt af jul, mens jeg stod der og uden overdrivelse, så kunne jeg mærke hvordan, at min mund fyldtes med vand og maven med sult.

Og forleden nåede jeg så dertil, hvor min smagsoplevelse i St.Marcel måtte hives hjem på eget spisebord.
Jeg eksperimenterede og det lykkedes og det er bestemt ikke sidste gang, at vi vil få vores egen Canard a la St.Marcel…

Jeg har ikke lavet en opskrift, nærmere bare en anvisning men jeg er helt sikker på, at man vil kunne fifle sig frem efter den og hvis ikke, så må man gerne spørge her.
Til os 4 herhjemme brugte jeg et meget stort fad rodfrugter i små tern, persillerod, gulerødder, pastinak og jordskokker. Dem blandede jeg med masser af rødløg og en håndfuld friske timiankviste fra haven.

Og da jeg ikke lige havde andefedt ved hånden, ja så vendte jeg et par gode håndfulde bacontern ned i grøntsagerne.
Stillede fadet i ovnen og bagte herligheden i det der vel svarer til 3 kvarters tid ved 185 grader.

Da fadet var røget i ovnen lavede jeg en lille dip at spise til, lige dele god mayo og creme fraiche blendet med en håndfuld frisk basilikum og et par hvidløgsfed, et lille nip havsalt og et vrid peber blev det også til. I med stavblenderen og en gang tæsk med den, indtil det hele var luftigt og lysegrønt…

Ænderne klarede jeg på grillen. 2 stk velvoksne bryster skåret i 1 cm tykke skiver på tværs, krydret let med salt og peber og så stegt på ret høj varme i nogle minutter på hver siden, ikke gennemstegte men heller ikke det mindste blodige.
Ind under et stykke staniol og trække i nogle minutter, mens jeg dækkede bord…

Kartofler havde jeg ikke i min grøntblanding, jeg kogte nogle små fine med skræl, som de, der lystede, kunne spise ved siden af. Og det gjorde de så.
Og vi Uhhmmm’ede og Ååhhh’ede nærmest lige så meget, som da vi sad der i Frankrig, prikken over i’et havde selvfølgelig været et glas lokal vin og Familien Wellers bedste selskab.

Jeg elsker enkelt nede på jorden mad, som dette her, retter, som er simple at tilbede, retter med få ingredienser og samtidig med masser af velsmag.
Og man kunne jo sagtens forenkle endnu mere, hvis man ikke havde tid eller snilde til at snitte så meget grønt så ensartet og småt, så var det jo bare at hive en pose rodfrugter fra frostdisken og blande dem med kartoffeltern og bage det i ovnen, mens man brunede de hele bryster på panden og lod dem stege færdige inde i den varme ovn og så først bagefter skar dem ud.

Nemt med nemt på, lige så hurtigt som at hente take away og garanteret noget sundere og velsmagende.

Hop ombord i det –
i vil ikke fortryde.

Canard a la St.Marcel a la Mme Stange et filles.
Eller noget…

→ 4 kommentarer

HVIS NU LYKKEN OGSÅ ER AT KUNNE HÆKLE I RUNDKREDS…

Monday 29. September 2014 · Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden

Havebuket...

Dahlia...

Hæklemøg...

Aluminia...

Der skal egentlig ikke så meget til at gøre mig glad, tilpas og tilfreds.
Engang var jeg sådan én, der længtes efter at ha’ et sommerhus, en åben pejs, en mand, der gad at hjælpe til, et større drivhus, flere rejser, mere tøj, tyndere lår og invitationer til middage på lækker restaurant.

Nu er jeg ligeglad –
eller måske bare lige glad om jeg har det eller ej.
Lykken bor jo ikke ude i sommerhuset eller ovre i den mand, som er uden initiativ eller nede i lommerne på de nye jeans fra Acne.
Den bor lige inde i mig selv og jeg mærker den hver dag.

Også på dage, som ellers ikke er værd at skrive hjem eller her om, dage med ringe standart og bøvl, det er lige meget, jeg er lige glad, i alle tilfælde når alt kommer til alt og det sørger jeg for at det kommer hver aften, inden jeg lægger mig til at sove.
Jeg gør status over dagen, tænker på de 3 gode og de 3 glade, for tiden skriver jeg dem ikke ned men tænker bare på dem og det er nok.

Lykken bor i mig og jeg giver aldrig slip i den igen.
Aldrig…

I dag er en af de der dage, hvor barren for succes ikke skal sættes alt for højt, en slags minusdag, i alle tilfælde på helbredssiden og den slags orker jeg ikke rigtigt.
Influenzahoved og dryptud og sart skind, jeg er ikke til den slags, ikke til dage, der skal sove væk eller timer med alt for meget tomgang.

Jeg kørte afsted til jobbet i morges og drog retur mod øst, da klokken rundede frokost. Gik på hovedet i seng og tænkte NU skal jeg sove og bare blive rask.
Jeg hverken sov eller blev rask, men jeg så et par afsnit af Elementary og fik tænkt en masse tanker.

Tanker om alvor og leg, om Vrads og gode kokke, om Anders Agger og 2 x Anne med ænder, om bolig og blomsterdyrkning, om min 50 års fødselsdag, om at komme sig og komme over, om mine pigers styrker og mod, om nye strikkeprojekter og gode retter til menukortet.
Om bæredygtighed og oprigtighed, om gode mennesker i mit liv, om min hund og om en 4-hjulstrækker med læderindtræk, om kærlighed og grin og alt muligt andet…

Det står aldrig stille der oppe på øverste etage, tankerne løber og jeg når vidt omkring og lærer hver dag nyt om mine måde at være i verden på, jeg forholder mig kritisk men ikke uden nåde til min egen gøren og laden og det kan der sagtens smutte timer med.
En grubler kunne man måske kalde mig, sådan én, hvor hjernen ville vise høj aktivitet på langt de fleste tider af døgnet, kvaliteten af aktiviteten vil nok svinge, det er jeg faktisk ret sikker på, men det stopper ikke.
For der er altid noget at tænke på og forholde sig til.
Altid.

Og mens jeg tænker videre, så øver jeg mig i at hækle rundt, jeg er ikke god til det, jeg kommer til at presse omgangsstarten én maske hen for hver omgang, så jeg er startet forfra siden billedet herover blev taget og forfra igen, for jeg vil kunne og jeg giver ikke op.
Jeg prøver igen og pludselig lykkes det.

Og når først det gør det, så kan tankerne flyder lettere, end når jeg sidder og bander og det er der vel også en slags lykke i…

→ 10 kommentarer

SLØV SØNDAG…

Sunday 28. September 2014 · Lidt af hvert

Lys...

Jeg har glædet mig hele ugen til at det skulle blive søndag.
Dagene har været fyldt til randen med aktivitet og travlhed og jeg har klaret det ved at holde fokus på, at søndag var fri for aftaler og forpligtelser, at den kunne blive lige så doven og nattøjsagtig, som jeg ville ha’ brug for. Og også en søndag med lidt tid til at besvare kommentarer her, mails og et par “overvintrende” sms’er.

Kender i det?
Det der med bare lige at skulle klare verden før man skal klare at passe på sig selv?!?
Dum idé – det ender sjældent, som man har forestillet, tænkt og ønsket sig.

Jeg er ramt af et eller andet influenza-agtigt, det kom som lynet fra en klar himmel midt på aftenen i går, snot, ondt i halsen, ømme bihuler, øm hals, sarte øjne og en knagende bragende hovedpine.
Hvad sker der lige for det??
Det har jeg altså ikke bestilt!

Laura var syg onsdag-torsdag med nøjagtigt samme symptomer, hun var rigtigt sløj, og i går formiddag fik Amanda det så dårligt og jeg rundede lige dagen af med at melde mig ind i klubben.
Så meget for hyggelig, doven og flyderagtig søndag…

Bevares -
jeg har da ikke haft aftaler i dag, men det er lige som bare ikke det samme, når man nærmest ikke orker at se tv og strikke. Når man ikke kan sove, fordi hovedet dunker og ørerne presser, når man lægger sig ned.
Når man bare er skidt men ikke så skidt, at man bliver helt slået omkuld.

Jeg er nærmest sådan lidt rastløs, sætter mig lidt hist og bagefter pist, starter på en film, men orker den alligevel ikke, laver en kop te, men drikker den ikke, samler mit strikketøj op men lægger det i kurven igen, prøver at hækle men mislykkes med det.
Det eneste jeg for alvor har fået startet OG sluttet i dag er en tur i skoven med Huxi, luften var dejligt men jeg fik det ikke bedre af det.

Brok og ynk og pis -
nu skal jeg nok stoppe og hoppe af nettet igen, for sådan en klagesang kan jo nærmest ødelægge andres gode søndagshumør og det er jeg nu alligevel ikke ude på. Og undskyld, hvis jeg ikke har fået svaret dig, som har skrevet en sød kommentar her på bloggen eller har sendt mig en mail, jeg vender tilbage inden længe.

Hej-hej herfra Familien Syg, der anmoder om en erstatningssøndag…

→ 14 kommentarer

SEPTEMBERSTEMNING…

Wednesday 24. September 2014 · Familieliv, Haveliv, Hverdagsliv, Årets gang

TUSMØRKE...

DAHLIA...

TID TIL FLAMMER...

Pludselig mærkes det bare tydeligt.
Efteråret banker på.
Regn, tusmørke, nye farver i haven og et temperaturfald, der er til at tage at føle på.
Koldt med bare fødder i sandalerne på morgenens havetur, koldt med bare arme og koldt med vinduet på vid gab, mens der bruses.

Vi kryber sammen inde og tænder lys, folder de bløde tæpper ud over os i sofaen og brygge varme drikke.
Forunderligt og underligt –
for lige forleden sad vi ude i solen med iskaffe i glasset og blødt græs mellem tæerne.

Det er vel september, når den er allermest sig selv.
Som april.
Lunefuld, sol og varme, regn og kulde.

En af mine kolleger sagde i morgen, at når vi rammer april og den første sol skinner og vi rammer 13 grader, så flår vi tøjet af og råber op om, hvor dejligt varmt det er og når bladene så falder i sensommeren og temperaturen falder sammen med dem og måske rammer 13 grader, så skutter vi os og sukker over, at det er for koldt.
Danmark i en nøddeskal – skønt og smukt med de skiftende årstider men også svært altid at følge med til…

Vi plukker stadig blomster ind fra haven, henter agurker og tomater i drivhuset og æbletræet bugner og jeg holder stadig fast i tanken om et par lune sensommerdage, slippe alt det dejlige ved sommermulighederne er jeg endnu ikke helt klar til.

Og dog -
der venter jo også gode efterårsaktiviteter.
Den sidste slåning af plænen.
Tømning af potterne med trætte sommerblomster, potter der bagefter skal fyldes med tulipanløg, så de kan stå og pynte på perronen til foråret.

Opgravning af dahliaknolde, der skal sættes et andet sted næste år og samling af endnu flere frø fra haven, frø der skal spredes med gavmild hånd på ledig jord i Vrads.

Vi skal koge æblegrød, sylte grønne tomater og og måske nå at plukke en portion hyldebær.

Og mest af alt skal vi bare nyde, at sommeren har været så god ved os i år med masser af soldage og høje temperaturer, så det på en eller anden måde føles okay at kysse den farvel og byde efteråret velkommen.

Lige om lidt altså, når lige jeg er færdig med at nyde septembers smukke dage…

→ 10 kommentarer

14 MÅNEDER OG FULD AF KRUDT…

Sunday 21. September 2014 · Familieliv, For hjerte og sjæl, Husdyr, Hverdagsliv

Snorketræ...

A9215564

Ham her -
vi knuselsker ham bare.
Kort og godt.
Vildt og inderligt.

Huxihund.

Han har boet hos os i 1 års tid nu og på trods af det KÆMPE store stykke arbejde det har været – og sommetider stadig er – at ha’ en livlig hvalp, ja så kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg har glædet mig over ham hver eneste dag.
Der har selvfølgelig også været momenter, hvor jeg har været ved at eksplodere, som da han åd Amandas briller eller sprang lige midt ned i mit vidunderlige lille snedker-loppe-bakkebord og det hele nærmest eksploderede ud i stuen, da blev jeg da lige lidt indebrændt i et minut eller to.

Eller hundredetyvende gang han smed sig midt i den største mudderpøl i skoven.
Eller da han hev en tomatplante ud af drivhuset.
Eller gnaskede en dyr håndcreme i stykker.
Eller slikkede på min gode håndmad med spegepølse.
Eller stak i galop efter en stakkels dame, der var mest til små hunde.

Men det meste af tiden er han verdens bedste hund og han giver så meget liv, så mange grin, så meget varme og så mange skønne oplevelser, at jeg nærmest ikke kan forestille mig ikke at ha’ ham ved siden af mig hver eneste dag…

I dag har vi været tidligt oppe og i hundeskoven sammen med en herlig og meget grinende veninde og hendes Corgi, vi havde kaffe og morgenmad med og blev stort set ikke “generet” af andre mennesker i skoven. Vi klarede at vende verden og få spist og hundene klarede stort set det samme.
I fuld fart.

Siden har der ikke været meget gang i ham, ikke andet end lidt smådrillerier med hugget strikketøj og bjæf af pigerne, der tillod sig at spise knækbrød med ost og pølse i stuen, jeg tror, at dagen i dag er udnævnt til dovensøndag, men måske ændrer det sig, når vi andre sætter os til rette ved middagsbordet, så vågner han sikkert op til dåd og unoder.

Så planen kunne være en tur mere i skoven inden maden.

Huxi er – på trods af hvad andre måtte påstår – en rigtig rolig hund, der er god til bare at være omkring os uden for meget hurlumhej, han ligger oftest lige ved mine fødder og holder øje med, at jeg ikke drager på tur ud i køkkenet eller haven uden ham.
Han ligger på badeværelsesgulvet og venter, mens jeg er under bruseren, og ved siden af min seng, når jeg sover. Ind imellem også i min seng.

Han følger mig som en skygge og kigger op mod mig med nogle øjne, der siger “Hva’ skal vi nu? Må jeg komme med? Jeg er jo din hund, så jeg skal med, det skal jeg!” og det skal han jo også, så ofte som muligt og der hvor det giver mening…

Han er den hund, som jeg i mit voksenliv har været mest knyttet til, måske fordi det bare er mig, der har opdraget og sørget for og taget mig af, igen og igen og igen, han er helt særlig og bare så god.
Jeg elskede Nugga, virkelig, men ham her altså, han har for alvor most sig ind i mit hjerte.

Vi træner stadig indkald og andre kommandoer, han har sin egen vilje, men driver han den for langt og får en skrap irettesættelse, så er han slukøret, han vil helst ikke ha’ skæld ud, men det får man altså, hvis man tager en spurter og ikke lader sig kalde tilbage.
Men i bund og grund er vi rent opdragelsesmæssigt ved at være der, hvor tiden bare skal arbejde for, at han bliver lidt mere rolig og afbalanceret, for hormonerne er ret voldsomme lige nu og kan man dominere, så vil man dominere. Sådan er det og det må vi så arbejde med, det der med, at det er mig, der bestemmer, altid og uden undtagelse.

Men i virkeligheden så er han meget mere en tøsedreng end hans umiddelbare fremtoning og attitude kunne give anledning til at tro andet, han er bange i mørke, han er bange for skrappe hunde og han er ikke vild ukendte objekter på gade og i skov.
Huxi hunderæd…

Huxi skal selvfølgelig med ud og være stationshund, han skal ha’ lov at lunte rundt inde og ude, når vi er der alene og passe på mig, når det sådan for alvor er mørkt helt derude i skoven og når der er åbent og folk myldrer ud og ind, så har han heldigvis en hel lejlighed til sin rådighed ovenpå.

Jeg er sikker på, at han vil elske at springe op bag i bilen hver morgen for at komme med derud, hvor der er plads til at sprælle og få en friskstegt fiskefrikaldelle.

Der er lige smidt en stak billeder af ham på Flickr, nogen har måske lyst til at se, at han også kan andet end at fede den på gulvet i entréen…

→ 28 kommentarer

KOLDBRYGGET ISKAFFE MED MYNTE…

Sunday 21. September 2014 · I køkkenet, Lækkerier, Opskrifter

Iskaffe med mynte...

Koldbrygget...

Kaffeterninger...

Kold kaffe - sådan for alvor...

Myntesirup...

Forleden så Laura og jeg en liste over madmoden lige nu, den indeholdt blandt andet:
Kål i alle afskygninger
Avocadomadder
Cheesecake
Tatar
Skyr
Hotdogs
Koldbrygget kaffe

Vi kunne hurtigt konstatere, at vi her hjemme er ret langt fremme i bussen på madfronten, for alle tingene her er nogen, der jævnligt dukker op på bordet.
Noget mere end andet selvfølgelig, for der er nu alligevel grænser for, hvor meget tatar man kan klemme ned i løbet af ugen og det samme med cheesecake jo.

Kål, skyr og avocado spiser vi i kilovis.
Hotdogs – af den helt ordentlige slags – hver anden uge.
Og kommer jeg i nærheden af en sous vide, så er jeg også gerne mand for straks at vacuumere et eller andet og smide det i.

Men koldbrygget kaffe, det var vi altså ikke nået til endnu.
Ikke i tirsdags i alle tilfælde.

Onsdag så det anderledes ud…

Tanke, teknik og fakta om koldbrygget blev min godnatlæsning tirsdag og onsdag morgen klokken rigtigt tidligt var jeg i gang med gode økologiske bønner og kaffekværn og kogt afkølet vand.
Op i stempelkanden med skidtet og så stod det ellers på køkkenbordet og bryggede igennem hele min arbejdsdag og også et par timer efter hjemkomst.

Planen var en svalende iskaffe på en smuk sensommereftermiddag.
Og sådan blev det selvfølgelig også.

Stemplet på kanden blev trykket i bund og en yderst velduftende kaffe blev hændt op i en kanden sammen med minimælk og en lille bitte anelse rørsukker.
I med stavblenderen og så ellers en heftig køretur, så der blev pisket luft og fylde ned i mælkekaffen.

Nogen kan godt li’ en mere plain iskaffe, hvor den kolde kaffe forsigtigt blandes med mælk i et glas med isterninger, men jeg er vild med den mere cremede konsistens, som en tur med stavblenderen giver…

Om morgenen havde jeg smidt en isterningpose med varm kaffe i fryseren, så de kunne være klar til om eftermiddagen og jeg var for en tid siden kommet forbi et billede med noget kaffe med myntesirup i, så det var der også planer om.

Om som det – heldigvis – ofte går her, så blev planerne ført ud i livet.

Iskaffe på koldbrygget kaffe med mynte og kaffeterninger.
Og det læskede og smagte så englene sang falset.

Den koldbryggede kaffe er meget mere rund og blød i smagen end en traditionel kaffe er og det synes jeg er rigtigt godt til en iskaffe.
Det er virkelig vigtigt, at man lader kaffen trække i mange timer, da det ellers bare vil være en gang tynd pjask uden ret mange smagsnoter. 10-12 timer er minimum.

Jeg brugte 150 gram friskmalede bønner til ca 7 dl kogt afkølet vand.
Og det var selvfølgelig mere kaffe, end vi lige skulle bruge den dag, men det holder sig fint på køl i nogle dage…

Myntesirup havde jeg i køleskabet, vi havde en flaske med hjem fra Frankrig, og det gik at bruge det som en lille smagsvinkler, men næste gang vil jeg koge min egen sirup, for den købte er lavet på pebermynte og jeg er gladere for den almindelige grønne mynte, som gror i vildskab ved mit drivhus.
Jeg vil koge 2 dl vand op med 2 dl rørsukker og 1/2 vanillestang og så tilsættes det boblende sukkervand 2 dl hakket grøn mynte.

Jeg forestiller mig, at blandingen bare skal koge 3-5 minutter og så ellers trække i kasserollen indtil den er kold og så kan bladene sigtes fra, før det hældes i et lille glas med låg og sætte på køl…

Vores koldbryggede iskaffe med mynte lavede vi sådan her:
halv kaffe og halv mælk og en lille dryp myntesirup gives en ordentlig tur af stavblenderen og smages evt til med lidt rørsukker.
Hældes over kaffeterninger og nydes i små rolige læskende sip, der bringer smilet frem.

Nemmere bliver det da ikke –
når man altså først lige har haft tålmodighed til at vente på at kaffe skulle trække.
12 timer…

→ 2 kommentarer

Jimmy