SVENSKE LÆNGSLER…

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg kunne jo starte med at skrive en hel masse om det at skulle vende tilbage til en blog, der ikke har været passet i et par år. Eller om alt det vilde og dejlige og underlige og sørgelige og vanvittige og herlige, der er sket, mens jeg ikke har været her forbi.

Men det lader jeg være med, det kan komme i et andet indlæg. Måske. Måske ikke. Ind imellem er det bedre bare at fortsætte og lade tiden, der gik, passe sig selv. Vi får at se…

 

Det, som jeg ikke vil lade være med, er at dele en nybagt småkage med jer. Opskriften på småkagen i alle tilfælde, det andet ville nok blive for bøvlet.

Jeg har nemlig bagt i dag, jeg måtte bare efter at ha’ set en gammel bekendts billeder fra Flickorna Lundgren på Skäret. Hun havde spurgt, hvor det var pigerne og jeg drak kaffe i Sverige for et par år siden og jeg vidste med det samme, at det var dette sted, som hun tænkte på. Hun var der i formiddags og mit hjerte slog lige et ekstra slag, da jeg så vanillehjerterne og de store staudebede…

 

Da jeg var der med mine egne piger, ja der købte jeg selvfølgelig Flickornas vidunderlige bagebog og alle de kager, som vi havde nydt deroppe på græsset med udsigt over vandet, de var i bogen. Opskrifter på Hallongrotta, Kanelbullar, Karlsbaderbröd og alt det andet gode! Alt undtagen lige de småkager, som jeg måtte afsted efter en ekstra portion af, Skåneringen, den opskrift er nemlig – eller vel rettere åbenbart – en familiehemmelighed.

 

Men jeg har selvfølgelig prøvet mig frem, flere gange på flere forskellige måder, og jeg har faktisk været tættere på originalen, end den udgave, som jeg vil dele med jer i dag, er. Jeg synes bare, at denne her lille kage på en eller anden måde er lidt mere delikat, finere i sit udtryk og så har jeg jo heller ikke forbrudt mig mod familiehemmelighederne ved at afsløre, hvordan man laver ringene på den svenske måde…

 

Min småkageringe, som vi vel meget passende kan kalde Svenske længsler, er bagt med en lille smule kartoffelmel og det gør dem vældigt porøse men også rigtigt lækre. De originale er mere faste i det, nærmest som tynd mørdej, sådan som jeg husker det.

Så disse her skal man behandle varsomt og nok først bage den dag, hvor man har lyst til at spise dem, en tur i kagedåsen er ikke noget for dem. Det vil ikke være praktisk i en stor forretning, som den oppe i Sverige, for det vil give alt for meget spild, alt for mange knækkede kager, men hjemme er det jo knap så væsentligt, for der er altid nogen, der lige kan hapse de knækkede.

 

Jeg fik ca. 24 stk ud af portionen her:

 

2 dl hvedemel

1/2 dl kartoffelmel

1/2 dl flormelis

100 g koldt smør

2 tsk kardemomme (gerne friskknust eller i alle tilfælde af god kvali, hvis den er stødt på forhånd)

1 stor æggeblomme

 

Alt køres på foodprocessoren til dejen lige er samlet og ikke længere.

Lægges på køl i en times tid og det er vigtigt, for det har betydning for, hvor sprøde småkagerne kan blive.

 

Imens dejen hviler, så kan du knuse lidt kardemommefrø og blande med perlesukker, jeg har altid rigeligt at den svenske hvide slags på lager men den almindelige duer selvfølgelig også, og snitte lidt mandler eller hasselnødder at drysse med.

 

Dejen rulles tyndt ud på meldrysset bord. Del den gerne i mindre stykker inden udrulning, så den ikke bliver for varm, heller 6 småkager af gangen end 12, der klistrer og ikke vil samarbejde.

I dag stak jeg kagerne ud med et almindeligt drikkeglas og stak det lille hul ud med låget fra mælkekartonen og det gjorde jeg faktisk for at ingen skulle gå i panik over ikke at ha’ de rette udstikkere i metal. Det er fuldstændigt lige meget, alt der kan presses ned i dejen og få skåret den, ja det duer. Glas med forholdsvis tynd kant er selvfølgelig nemmere at bruge end en ølkrus fra Berlin.

 

Ringene lægges på bagepapir, pensles med æggehviden, som er til overs fra selve dejen og drysses så med kardemomme, perlesukker og nødder.

Afbages ved ca 200 grader, du kender din ovn bedre end jeg kender den, tiden vil afhænge af din ovn men 7-8 min er et god fingerpeg.

Afkøl ringene på bagerist og nyd dem så med en dejlig kop te eller kaffe og drøm dig til Sverige eller hvor du nu har en flig af dit hjerte til at hvile…

UPDATE PÅ DET BRÆKKEDE HOVED…

Sprøde hvide...“Hvordan går det med dig?”

“Håber hovedet har det bedre og at du er klar til stationen!”

 

Jeg får så mange søde beskeder på sms, mail, FB og IG og jeg er taknemmelig for hver og én af dem, vil gerne svare på alle men får det ikke gjort, får svaret mange men ikke alle. Jeres varme, omsorg og bekymringer er rørende og føles som et dejlig varmt tæppe, der lægges over mig og jeg sætter uendelig meget pris på det.

 

Jeg har bestemt mig for at bruge nogle minutter her ved computeren, der ellers ikke er mit hoveds bedste ven, for at skrive en update, så den bliver givet så samlet som muligt. Ikke opløftende eller spændende lægning, I know, men så er det gjort og jeg kan slippe lidt af den dårlige samvittighed…

 

Jeg har været hjemme i hvad der vel ligner 6-7 uger nu med efterveer af kontakt med en hård betonkant på en glat vinteraften i januar. Slog baghovedet og blev fragtet til Viborg Sygehus med ambulance, hjernerystelse og besked på totalt ro og hvile i nogle uger.

 

De uger har grebet om sig, fordi jeg ganske enkelt ikke får det ret meget bedre. Bevares – jeg er da oppe, kan se lidt tv, lave nogle enkle måltider, strikke og var for første gang i går på et par timers udflugt uden at gå helt i sort bagefter.

Men der er også meget, som jeg ikke kan, jeg kan ikke læse, jeg kan kun køre meget korte ture i bil, jeg kan ikke koncentere mig, jeg kan ikke tåle larm og uro omkring mig, jeg bliver stresset af selv det mindste pres, som såmænd bare kan være to spørgsmål i rap og jeg er svimmel og har ondt i hovedet hver dag. Jeg har en fornemmelse af en hjerne, der er polstret med susende rockwool, det er ikke rart.

 

Alt det i sig selv er ubehageligt, trykkende og gør mig ked af det.

Og når man så lige lægger livet som selvstændig oven i, ja så har man vel det, som vi uden ret meget overdrivelse kan kalde en lortesituation…

 

Om 2 uger skal jeg åbne stationen igen til en ny sæson. 2 uger!

Min læge ser på mig, som om at jeg er debil, når jeg siger, at det skal jeg bare, det er mit levebrød og der er reelt ingen vej uden om. Jeg skal åbne og sådan er det!

Så lige nu arbejdes der på at finde løsninger, så det kan lade sig gøre. Ekstra mandskab, færre åbningstimer, mindre menukort og sådan, men alt det bliver en økonomisk belastning og det er ikke den slags spekulationer, som jeg har brug for, mens jeg faktisk prøver på at blive frisk.

 

At drive et sted som stationen er et kæmpe arbejde, der kræver et stort og køligt overblik, også for mange måneder ud i fremtiden, folk booker fest og arrangementer lang tid frem og de skal selvfølgelig vide, hvad mulighederne er og sådan og det kræver igen overblik, overskud og energi.

Heldigvis er folk meget forstående og imødekommende, men bare det at tage en telefonsamtale med et fremmed menneske om lokaler, menuer, priser og andet væsentligt kræver så mange kræfter, at jeg bagefter har noget, der kunne minde om grynet sagovælling i kraniet…

 

“Du må uddelegere!” bliver der sagt, og der er ikke noget, jeg hellere ville lige nu, men at gøre den slags kræver også en heftig indsats og så lander vi igen der, hvor jeg ikke magter det og derfor prøver selv.

“Sig nu til!!” bliver der også sagt, og det gør jeg gerne, men det er bare ikke alt, som sådan kan lægges i andres hænder.

“Luk butikken” hører til blandt de ekstreme forslag, for det er jo i virkeligheden lig med bankerot, færdig, slut prut finale, og det skal et uheldigt styrt alligevel ikke have lov til at betyde, ikke endnu i alle tilfælde, måske ender det med at blive sådan, men det bliver ikke uden kamp herfra.

 

Jeg får også mange rigtigt søde og velmenende forslag til alternative behandlingsmuligheder, jeg tager imod det hele og noterer til senere brug, men jeg forsøger rigtigt meget at lytte til, hvad jeg mærker i min krop og også på min psyke, og det er ret tydeligt for mig selv, at det ikke er i disse dage, at jeg skal starte et forløb op, som kan sende mig i alle mulige retninger. Jeg har brug for fokus og struktur og det går bedst, når jeg lægger planerne selv og ikke står på ny grund.

Jeg er på ingen måde afvisende overfor forskellige typer af behandling – tvært imod – det har jeg ofte tyet til for både mig selv og for pigernes udvikling og trivsel, men det er bare ikke lige nu. Alle er dog skrevet bag øret og når tiden er til det, så tages det op til sortering og udførelse…

 

Jeg forsøger at være som jeg plejer at være, positiv og jubeloptimist, men jeg klarer det ikke så godt, jeg er faktisk skræmt fra vid og sans og er ked af det sådan helt ind i knoglerne. Det er ikke rart at være sendt til tælling, ikke for nogen, ikke for mig, og jeg har det rigtigt svært med at være i noget, hvor jeg ikke kan tage kontrol eller skubbe i en anden retning. Giver det mening?

 

Familie og venner rykker sammen om mig og gør alt de kan for at aflaste og passe på mig, det er fantastisk, jeg er et heldigt menneske, og som skrevet øverst, ja så er alle hilsner og opmuntringer fra alle jer andre også vidunderligt varmende og føles dejligt anerkendende.

Jeg bruger Instagram som en livline ud i verden, forsøger at følge med og dele det, som fylder hverdagen lige nu, strik og dyr, dyr og strik, strik og dyr og lidt der imellem, det er hurtigt og nemt og kræver ikke mere, end jeg kan rumme og holde til. Knips – kort tekst – del. Det duer. Og skulle nogen ud fra denne aktivitet konkludere, at jeg da vist har det udemærket, ja så må de om det, for det er langt fra virkeligheden, sådan som det jo ofte kan være, når et liv aflæses i bittesmå delte øjeblikke.

 

Over and out herfra.

Mine 10 minutter ved skærmen er brugt.

Vi ses…

 

 

UDE AF DRIFT…

Min mor vil rigtigt gerne svare på alle Jeres kommentarer omk. Noma, men hun kan ikke komme til computeren. Hun faldt og fik hjernerystelse i mandags og er ikke på toppen.

KH. Laura