Lige i dag er denne fine fine sang det eneste jeg vil sende afsted herfra.

Endeløs respekt, kærlighed og beundring til jer 3, mine smukke døtre, i tapre krigere, Amanda, Laura og Sophie.
Der findes ingen grænse eller krav i min kærlighed til jer…

My oh my -
kan i forestille jer det??

Anne S på langs det meste af dagen.
Uden TV.
Uden bøger.
Uden Wordfeud og andet underholdning på telefonen.
Uden strikketøj i mere end 5 min hver anden time.

Det er jo nærmest som en science fiction, som grønne mænd fra Mars og edderkopper på størrelse med huse.
Det er ikke i tråd med den virkelighed vi kender.

Ikke desto mindre er det min virkelighed lige nu og efter lægens ordre ca et par håndfulde dage endnu.
Måske kan jeg efter weekenden få lov at se bare en lillebitte tiny weenie anelse tv, måske.

Om jeg keder mig?
Om tiden føles laaaaaaang?
Jo tak…

Jeg lusker stille omkring, daffer ud i haven og kigger til det fine drivhus, der voksede frem over weekenden, klapper min hund og trisser over til fysioterapeuten og får stille massage på den maste nakke.
Jeg sætter mig i sofaen, jeg sætter mig på verandaen, jeg sætter mig ved spisebordet og GLOR.

Ud i luften, dagdrømmer og sukker og tænker på alt det, som jeg holder af at lave.
At arbejde, at suse rundt, at pløje mig igennem bøger, at grave og rive rundt i buske og træer, tumle med hunden og voldælte et brød.

Det er den ondelyneme godt at dette her får en ende inden alt for længe ellers måtte der en gummihammer til for at holde mig i ro.
Jeg er bare ikke skabt til det.

Men jeg får tænkt en masse tanker, får skrevet en masse breve til forskellige mennesker oppe i hovedet og får formuleret 258 blog-indlæg om alt mellem himmel og jord og stædighed og lykke og overlevelse.

Jeg drømmer om dovne franske dage sammen med mennesker, som jeg elsker, jeg vrikker med tæerne, som stille bliver brune af det danske sommervejr og studerer de grove hænder, som bærer præg af masser af fysisk arbejde ved komfur, køkkenbord og i havens bede…

Måske er det ikke så skidt at det ikke er godt for noget at ligge stille.
Jeg får ryddet op inden i, mærker igen den ro, som er blevet en af mine bedste venner, og får skilt skæg fra snot og får lagt ansvaret tilbage til dem, som vil ha’ mig til at ta’ det, som ikke er mit.

Måske er det godt for mig.
At ha’ tid. At ha’ plads. At ha’ mulighed.
Men det må også godt holde op igen, det her liggen på langs.

Jeg gør mit allerallerbedste for at følge lægens ordre og anvisninger.
Men ind imellem så snyder jeg mig til 5 minutter på Facebook og Instagram, bare lige sådan for at snuse til livet udenfor.
Og nu brugte jeg så 5 minutter her ved skærmen, jeg måtte bare.

Nu slukker jeg og lægger mig.
Og dagdrømmer om alle de projekter, som jeg skal ha’ gang i, når jeg igen er Anne på højkant.

Og så:
TUSIND TAK for alle de gode ønsker om god bedring, de har været skønne at få læst højt…

Jeg elsker morgenmad.
Så meget at jeg faktisk begynder at glæde mig til den, når jeg ligger og skal falde i søvn om aftenen.

Jeg planlægger, hvad jeg skal spise næste morgen, smager på det inde i hovedet og tænker også over, om det mon skal være en te-morgen eller om jeg vil nyde en kaffe mere.

Èn ting er altid sikkert – i alle tilfælde i sommerhalvåret – jeg skal ha’ yoghurt.
Helt almindelig og plain yoghurt naturel som så toppes meget gavmildt op med frugt, nødder, rugbrødsmusli, grove flager, rosiner, friskpresset appelsinsagt, revet ingefær, kokos eller hvad jeg nu har lyst til.

For det er lysten, der driver værket.
Lysten til mad, som er lavet lige efter den sult, som jeg måtte ha’ den pågældende dag…

I dag er fridag med god tid, så yoghurten fik selskab af en brie-mad.
På almindelige job dag spiser jeg ikke brød om morgenen, for den slags kan først indtages, når jeg har været vågen længe, men når fridagene giver mulighed for senere morgenmad, så er jeg også til ost og brød.
Og mange kopper te eller kaffe.

Stille langsom doven morgenmad gør mig nærmest lykkelig.
Forjaget presset morgen uden mad gør mig til en møgkælling.

Så derfor sørger jeg for tid og yoghurt.
Hver dag til hverdag…

I dag har jeg spist så langsomt, at de ellers friske katte er drattet trætte om igen, de plejer at tåge rundt, mens jeg spiser, og er klar til at suse med på badeværelset, når jeg skal bruse. I dag har de opgivet og måske bliver de liggende, når jeg rejser mig om lidt.

En kop te mere og et par sider mere i den elektroniske bog, så er jeg klar til resten af dagen.
Med venindefødselsdag, lille udflugt og planlægning af indkøb og gøremål til den fest, som jeg skal deltage i og kokkerere til på lørdag.

Nyd den smukke midtugefridag med eller uden morgenmad.
Jeg er færdig med min og derfor er kællingebarometeret tæt på nul…

Stille weekendmorgenmad i eget selskab.
Bare stille.

Med tid til tanker og reflektioner om store og så sandelig også små ting.
Det er dejligt, når den slags rolige momenter får lov at folde sig ud og man har mulighed for at flyde med.
Det har jeg lidt endnu men bagefter venter bad, tæmning af krøller og så nogle timer i mere upbeat tempo med glade kunder og et godt lørdagssalg.

Og efter lukketid venter venindeudflugt til havet med middag, gin og mulighed for at være oppe til hanen galer…

Men lige nu er her bare stille.
Det gør godt efter en arbejdsuge i højt tempo og en masse weekenden, hvor der har været mere travlt.

Jeg hænger ud ved bordet, bladrer i en havebog og sms’er lidt med Amanda, jeg kigger ud på sommermorgenen og bliver egentlig bare så vildt tilfreds og taknemmelig for, at livet er som det er.

Og så griner jeg lidt, når jeg igen lige får lyst til at skrive om de sommermorgenglade fugle i haven, for i morges skrev en herlig kvinde sådan her på Facebook

Jeg vil også, som andre så yndefuldt beskriver, vågne til solsortesang. Men nej, jeg vågner til skrigene af en masse måger… Specielt de 2 der sidder på taget og lyder som 2 mennesker der knalder, og hvor lyden bliver forstærket gennem badeværelsets udluftningskanal er da bare skønne at vågne til….