HELT OG ALDELES FORLIEBT…

På vej hjem....

I armene på Amanda...

Tryg og tillidsfuld...

 

He’s in da house.

Saxokatten . den lille bløde røde – mylingen – mislingen – og vi er alle fuldstændig forelskede i det lille væsen.

 

Han er så tillidsfuld og kærlig og sidder bare i armene på Amanda og tager det hele ind med stort og roligt overblik og masser af nysgerrighed.

Der er ingen trang til at gemme sig eller trække sig væk fra os, han er her bare, helt lige som om, at han havde været her længe og det er en stor og dejlig overraskelse, at han ikke går lidt i panik over den store hoppende hund, for Saxo har aldrig mødt andre firbenede end katten og man må sige, at Huxi er noget af en mundfuld at blive konfronteret med, men det klarer han bare så fint, den lille fine Saxo…

 

Huxi er ved at gå ud af sit gode skind af nysgerrighed og forelskelse, men han har brug for at blive styret lidt i det, for ellers så bliver det for voldsomt, så Amanda styrer Saxo og jeg styrer Huxi og så går det fint og jeg får som bonus trænet mine biceps rigtigt meget. Nogle og tredive kilo ivrig hund kræver sin kvinde.

Sigga er en blandig af skræmt og fornærmet, hun er i alle tilfælde ikke imponeret over Saxo og skrider med hovent blik og løftet hale ind i soveværelset og gider ikke deltage i alle andres jubel, men vi kender hendes nysgerrighed og legetrang godt nok til at vide, at når hun lige er færdig med at “straffe” os, ja så bliver der hop og spjæt og nedlagt julepynt lige om lidt.

Det tager vi gerne med, vi er bare flyvende over, at der igen er 2 katte i huset, sådan går det nemlig bedst, synes vi.

 

Jeg skal selvfølgelig nok lægge billeder op her, men den største strøm vil komme på Instragram, så måske ses vi der…

NOVEMBER LØRDAG…

Sprøde hvide...

 

Morgentåge og lidt trist vejr ude, ikke sådan koldt for alvor men alligevel køligere end det har været længe, gråt i gråt og træer uden blade og haver uden blomster.

Der er ikke så meget ved at kigge ud, så jeg nøjes med at glæde mig over de syn, som er at finde herinde. En dampende kaffekop, hvide blomster i vaserne, en sovende hund og et influenzasnøftende barn, der er stået op og stråler af glæde og forventning, for i dag flytter en lille rød pelsraket ind. Og det skal buldrende feber og fyldte bihuler ikke forhindre.

Amanda har købt sig en fin rød Maine Coon killing og har de sidste 11 uger fulgt ham tæt med fotos og beskrivelser og nu er dagen her endelig, afhentning og mulighed for egen næse ned i den puffede fine pels. Saxo hedder han og mon ikke han bringer (mere) liv og glade dage med sig. Det tror vi på.

Og vi glæder os.

For vildt…

 

Så ud i det triste og grå skal vi, men bare for en kort bemærkning, og ellers er vi vel ved at være det, hvor man så småt kunne skule ned i en kasse med decemberpynt, tænke tanker om adventskrans og kalenderlys, skrive lister til den kommende torsdag, som er store bagedag med strikkeveninderne præcis som sidste år, og måske også pudse vinduerne inde, så de er klar til pyntning, ude er de klaret og heldigvis for det, for det ville være koldt for fingrene i dag.

 

Jeg plejer at være helt klar med idéer til pynt og placering på denne tid af året, men på en eller anden måde har det lune herlige vejr som har præget efteråret udskudt alle tanker om den slags, ikke et eneste stykke pynt er blevet produceret og spisebordet har ikke været oversvømmet af glimmer, papir og lim. Min hjerne er stadig i oktober, tror jeg, men hvis jeg nu slog lågerne op ind til forsyningsskabet for dims og dut, mon så ikke den indre klippeklistrejunkie får abstinenser?

Det er da et forsøg værd. Lidt materialer og så en tur omk. Pinterest, hvor jeg flittigt samler idéer til både december og masser af andet.

 

Måske bliver det i dag, måske ikke, det kunne vel tænkes, at dagen bliver mere katte- end papirfyldt og det vil være helt i orden.

Det er jo stadig bare november og pyntet bliver her helt sikkert. Præcis som det plejer…

NOVEMBER-BLOMSTRING…

Pynt på taget i november...

 

De sidste i år...

Mens vi sidder inde og bladrer i julemagasiner, klipper det første stykke pynt og glæder os til gløgg, så er der stadig hopla i haven. Det er ikke til at se at vi om et par uger rammer årets sidste måned. For bare 14 dage siden skar vi de sidste store dahliahoveder af for at kunne grave knoldene op og krukkerne stod stadig med struttende sommerblomster, som måtte lade livet for at forårets tulipanløg kunne lægges i. Det har været et dejligt varmt og langt efterår.

 

Tallerkensmækkerne på taget af det gamle rustne skur kunne vi ikke nænne at smide på komposten, de fik lov at leve lidt endnu og faktisk blomstrer de stadig på livet løs og senest i morges   –  med Huxi som makker  –  har jeg hentet en buket ind til en lille vase. Nu står de her og sender deres særlige skarpe duft ud i rummet, som inden længe dufter af appelsiner og nelliker og friske grannåle, det er lidt en underlig fornemmelse.

Tomater havde vi også med ind, små og fint modne men dog uden den sødme, som en solmoden tomat har. Det er ok, vi snupper dem uden og nyder, at vi halvvejs ind i november måned kan spise økologiske tomater af egen avl.

 

En hjemmeavlet tomat med flagesalt og så ugens Alt for Damerne med juledims –

en ikke tidligere afprøve kombi…

 

 

Og bare lige for en god ordens skyld så er billedet af tallerkensmækkerne ikke fra i morges men fra forleden dag. I dag er her koldt og råt og gråt…