Browsing Category

Og mig selv – sagde hunden

For hjerte og sjæl, Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden, Skriverier

NOGEN.

09/03/2021

Da jeg havde fødselsdag for en god uges tid siden, fik jeg så mange dejlige hilsner på alle de forskellige platforme og i år ramte de lige en en lille smule dybere end ellers og var måske også lidt mere tiltrængte, end jeg ellers plejer at mærke. Mit følelsesregister står pivåbent for tiden, jeg er tyndhudet og alt rumler ind for fuld kraft.

Glæde, lykke, uro, smerte, alt får et ekstra drej på volumeknappen. Teksten herunder skrev jeg som tak for alle hilsnerne på Facebook og vil også dele det her i lettere tilpasset format.

For et par uger siden dumpede et nyt fint lille menneske ned i vores familie og i samme døgn mistede mennesker, som vi kender, deres datter. Liv og død. Lys og mørke. Livet.

Og jeg har i de sidste uger tænkt så meget på, hvor livsvigtigt det er, at der er nogen, der holder os, når vi hænger ud over afgrunden i sorg og fortvivlelse, og hvor vigtigt det også er, at nogen jubler og glædes sammen med os, når livet stråler.

At nogen er med til det hele, ikke nødvendigvis de samme, men at der er nogen, der ser og hører og spejler. Nogen. At vi er noget for nogen og nogen er noget for os.

Jeg er –

nogens mor

nogens mormor

nogens søster

nogens datter

nogens ven

nogens medarbejder

nogens kollega

nogens veninde

nogens madmor

nogens lejer

nogens mentor

nogens sjælesørger

nogens torn i øjet

nogens gamle bekendte

nogens superhelt

nogens værste mareridt.

Jeg er nogens.Og så er jeg mig.

Allermest mig –

hård og blød

mild og ilter

energisk og træt

larmende og stille

fjollet og gravalvorlig

rummelig og afvisende

kompleks

modsatrettet

Et menneske. Nogen. Og allermest er jeg det, fordi jeg er det sammen med andre. Nogen.

Jeg er nu i mit 56. år. Det er jeg taknemmelig for, meget taknemmelig, intet er givet, intet er lovet, jeg tager hver dag, som den kommer og jeg tager den med glæde. Også selv om det er en grå dag, en blå dag, en svær dag. Jeg tager den med alligevel og gør det så gerne.

Sammen med mig selv og sammen med nogen.

Dengang, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Årets gang

VINTERDAGE

06/02/2021

Jeg ved ikke noget bedre end sne og frost. Sådan skal vinteren gerne være. Kold kold kold og med alt det bruge dækket af hvidt.

Jeg elsker lyset og de dæmpede lyde og jeg elsker den kolde klare luft om næsen, for min skyld måtte det gerne være sådan fra starten af november til engang sidst i marts. Men der bliver mindre og mindre af den slags her på vores breddegrader, det er trist og skræmmende.

Når det hvide kolde vejr så endelig landet, så sørger jeg for at nyde det ekstra meget, sørger for at være ude og mærke det og sørger for at glæde mig over det ekstra lys det tilfører de mørke vinterdage, hvor lyset ikke er her i ret mange timer. Jeg bekymrer mig aldrig om, at det tager tid af af-ise bilen eller at det kan være lidt (for) spændende at køre på de glatte veje, det tager jeg gerne med, hvis bare der er sne.

Vi bor på et koldt sted midt i landet og sneen ligger ofte lidt længere herude. Ingen trafik, ingen varme fra fjernevarmen, der løber under fortovene i byen, ingen store huse, der står tæt på hinanden og smider varme ud. Her er bare koldt og stille.

I denne omgang har vi på ingen måde fået så meget sne, som andre dele af landet, jeg indrømmer gerne, at jeg bliver barnligt misundelig, og snart er her ikke rigtigt mere tilbage, det forsvinder lige så stille, selv om her er så isnende koldt. Jeg kigger hver dag på mine vejr apps og håber at se snefnug på skærmen. Men indtil videre intet held med det.

Da jeg var barn, boede vi midt i Haderslev med udsigt til domkirken og det ene torv i byen. Jeg elskede at sidde og kigge ned på gaden og over på Torvet og se sneflokkene vrimle omkring de mennesker, der gik hurtigt afsted, foroverbøjede med huerne godt trukket ned, de ville hjem i varmen. Jeg husker de dæmpede lyde, der steg op fra gaden, lydene af bilerne, der sneglede sig afsted og de mumlende stemmer fra dem, der måtte ud i vejret.

Jeg husker så tydeligt min mormors stemme, når hun vækkede mig om morgenen og sagde: Se ud af vinduet, Anne! Der var kun én grund til, at hun startede min dag på den måde, og jeg vidste allerede før, jeg trak gardinet til side, at jeg ville kigge ud på hvidt.

Jeg husker kælketure i Damparken, ind imellem med vores Buster spændt foran den lille trækælk, han forstod ikke, at han skulle starte stille op og røg bare afsted i boxer-fart, når min morfar løb foran og kaldte på ham, jeg lå mere i sneen end jeg sad på kælken, sendt bagud i raketfart, når hunden sprang frem.

Min mormor var en frossenpind, kuldskær og ikke så glad for vinterlivet, hun blev helst inde, men min morfar gad det hele, kælketure, snebolde, huler, når der var sne nok til det. Vi kunne være ude i timevis.

Jeg husker lugten af de våde vanter og elefanthuer på radiatoren, støvlerne, der blev stoppet med avispapir for at tørre så hurtigt som muligt, og jeg husker med særlig glæde de magiske aftener, hvor vi kunne nå ned og lege i sneen efter aftensmaden. Lege i mørket, der blev lyst op af de hvide bunker og af min morfars militærlygter, der kunne skifte farve mellem klar, grøn og rød ved at skubbe små ekstra farvede glas op og ned foran pæren. Vi fik varm cacao fra små feltrationsposer, det smagte ikke så godt, mest lidt af vand, men det hørte med og så kunne vi jo altid få en kop varm te, når vi kom ind.

Jeg elskede de vinterdage, jeg elsker dem stadigvæk, og nu slipper jeg heldigvis for de vasketure, som barndommens snedage i skolegården bød på, Keld, Erik og store Klaus var nogle børster, der kunne holde en så fast, at man ikke havde en chance, og de var ikke for fine til at samle sne der, hvor de også kunne få fat i lidt frossen jord. Kan i huske, hvor ondt det gjorde, når sådan en lille frossen jordklump blev gnedet rundt på den kolde kolde bløde kind? Jeg kan!

Heldigvis fyldte deres lede vasketure meget mindre end alle de andre skønne vinterlege. I alle tilfælde når jeg sidder her og tænker tilbage. Jeg elskede vinter og sne.

Og det gør jeg stadig. Det er heldigvis en af de ting, som jeg ikke voksede fra.

Så send gerne mere sne. Meget mere sne…

For hjerte og sjæl, Hverdagsliv, Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden, Udeliv

vINTERDAGE MED DYP

28/01/2021

Grå dag og blå dage. Kolde dage og fis-lunkne dage. Regn, slud og sne og alt alt for lidt af det sidste.

Det er godt, at huset er lunt og hult og at jeg også sagtens kan nyde at sidde med mit strikketøj og mine bøger time efter time. For udelivet kalder ikke så meget på mig, når det er gråt og sjasket, jeg gider godt at blive kold men jeg nærmest hader at bevæge mig rundt i fugtigt tøj og dug på brillerne.

I dag er smuk og blå og jeg har skam også været ude. Både ude og nede. Et vinterdyp – ja faktisk to – sammen med gode bademakkere på broen skød min hjemmedag i gang og siden har der været små dagligdags ting at klare og også lidt læsning af den faglige slags at udfordre hjernen med.

Jeg er stadig novice ud i vinterbadningens kunst, var i for første gang dagen før min fødselsdag i februar sidste år og har for alvor fået gang i dypperierne fra sensommeren, men jeg ved, at det er noget, som jeg ikke slipper frivilligt igen.

Blodets brusen i årerne bagefter og tilfredsheden og glæden over at gøre noget, som kræver at jeg kommer ud af røret og afsted. Det lille fine nye fælleskab der på badebroen giver mig smil om munden og sang på hjertet, når jeg kører hjem igen.

2 dage om ugen. 4-5 kvinder alt efter dagsform og så lige så mange dyp, som man synes, at man orker. En kop te og lidt snak og grin, mens teen drikkes og så hjem hver for sig igen. 30 minutter fra jeg kører afsted og til jeg er hjemme igen, men de 30 minutter sidder i kroppen resten af dagen på en rigtig dejlige måde. Og det er det mentale velvære, der tæller allermest i denne kolde ligning.

I dag var luften -3 og vandtermometeret stod på et klingede NUL, da vi hev det op efter endt badning. Og det krævede faktisk lige lidt mere end bare et enkelt slag med spaden, før vi fik hul på isen, men i kom vi og det endda uden de store hvin. Måske fordi vi nærmest var lidt lammede af kulde.

Jeg vil helst gå ud fra bredden og kaste mig frem og svømme ud til broen. Men det går altså ikke lige nu. Det ville se dumt ud, hvis jeg lå der med bar krop oven på isen og forsøgte at padle, så i disse dage er det på stigen. Ned, trække vejret nogle gange, op igen. Og så ned igen, når man lige har ventet lidt på tur.

Jeg er ligeglad med de artikel, der siger, at der er mange sundhedsmyter omkring vinterbadning; jeg gør det ikke for at blive sund på den fysiske måde, jeg gør det ene og alene fordi jeg er vild med følelsen i kroppen, mens jeg er i vandet og også når jeg igen har fået mit varme tøj på. Det sætter sig direkte i humøret og det tåler bestemt gerne et lille tilskud på især de grå og våde dage.

Jeg er ikke saunatypen, jeg vil hellere hjem til brændeovnen og lidt stilletid efter et dyp. Og der er jo helt frit valg på den hylde, så jeg suser bare hjem og nyder, at der er buldrende ild i ovnen og rigeligt af varme drikke. Og en dag forude med smil om munden og på hjertet.

En dag til rugbrødsbagning og opstart af en Zipper til Laura, nu er jeg nemlig endelig i mål med en strikkeprøve on point.

Og så også nogle af de der husmoderlige pligter, som jo også hører livet til. Kedelige eller ej…