Browsing Category

Lidt af hvert

Lidt af hvert

en duft af vitamin c og maja sæbe…

12/12/2019

Vinter er citrusfrugter og grove grøntsager.

De sidste dufter ikke af så meget andet end jord, før man giver sig til at tilberede dem, men citrusfrugterne sender straks deres duft ud i rummet, når de pakkes ud og lægges på fade og i skåle. Syrligt og aromatisk.

Jeg elsker alle slags citrusfrugter, alle, og spiser dem med lige stor glæde. Ja det vil sige – rå citroner i store mundfulde er måske ikke lige en hofret, men for hvem er det egentlig det?

Her hos os er der pomelo, clementiner, mandariner, appelsiner og grape, jeg sluger det hele. Amanda er ekspertskrælleren, når det gælder pomelo’erne, hun forstår lige at få alt det lækker inden i pillet ud af de tykke hvide hinder, hun har den tålmodighed til det, som jeg ikke helt har…

Da jeg pillede en appelsin tidligere på dagen, kom jeg til at tænke på min mormors juleforberedelser, hun gik systematisk til værks og købte løbende ind hen over slutningen af november og ind i december, så der var rigelige forsyninger af lækkerier til både at nyde i løbet af julemåneden og så i juledagene, hvor der ofte var godt fyldt op ved bordet og i gæsteværelserne.

Vi boede i en gammel og kæmpestor lejlighed midt i byen og mellem 1.sal, hvor vi levede vores hverdagsliv og gæsteværelserne på 2.sal var der en lang trappe med et lille repos et stykke oppe, der på trappen var der køligt, ja det var der faktisk i det meste af lejligheden, men i modsætning til i stuerne blev der aldrig tændt for varmen i den store gang med trappen, og når juleindkøbene begyndte, så blev de linet op på trin og repos. Æbler, appelsiner, mandariner, sodavand, øl, nødder, portvin, ekstra grødris, kirsebærsauce og dåserne med konfekten. Der var nok af fristelser for både små og knap så små børn og også voksne og ind imellem forsvandt der måske også noget, som ikke var mening skulle forsvinde.

Men ingen fik skæld ud og der var altid mere end rigeligt, så der skete faktisk ikke en pind ved, at det sank gevaldigt i appelsinbeholdningen…

Mens jeg tænkte på juleforsyningstrappen, kom jeg også til at tænke på min oldemor. Min mormors mor. Ingeborg Kirstine Marie. På alle de juleaftener, som jeg har holdt sammen med hende, på alle hendes pudsige idéer og fantastiske fortællinger, på hendes varme synnejyske hjerte og på hendes ukuelighed.

Og så sad jeg bare der med et smil om munden og på hjertet og kunne pludselig dufte hende. Sådan en pudret duft af fin gammel dame. Hun var ikke fin fin men bare ordentlig og pænt gjort i stand, kridhvidt boppet hår og en klirrende stor Georg Jensen broche med rav-dråber, sort kjole, nyloner og sorte sko med fornuftig hæl til at trave om juletræet med. Ingeborg.

På hendes badeværelse stod der dåser, som duftede af hende, som jo duftede af det, som var i dem, Pudder og sæbe med en flamenco danser uden på. Sorte silkepapir og rødt og guld på emballagen. Maja.

Jeg tror ikke, at hun ruttede med de fine sæber og pudderet med den store bløde lyserøde pude til at duppe det på med, men på særlige dage kom den fine duft bølgende, når hun bevægede sig gennem rummene. Jeg fik også engang lov til at blive pudret fra top til tå, da jeg havde siddet i blød i hendes badekar efter en dag i hendes kolonihave, jeg følte mig som en prinsesse, en spansk en af slagsen.

I dufte bor der mange minde. For os alle.

I dag kom jeg fra appelsinens duft til mormors juletrappe til oldemors Maja pudder.

Jeg tog turen med glæde…

Lidt af hvert

DECEMBER DECEMBER…

05/12/2019

Dagene bli’r mindre
Og nætterne de gror
Det er mørkt og det er vinter
Skyggerne forsvinder, før vi får rejst os op
Når vi kommer hjem
Med kroppen lidt på slæb
Er alting akkurat ligesom før
Og alting står præcist
Så upræcist som i går
Og nu sidder vi her og glemmer og glemmer
December december
Det er længe siden sidst

Sådan synger Rasmus Walter i sin December sang, som jeg holder rigtigt meget af.

Jeg føler også, at jeg har kroppen lidt på slæb i de mørke mørke dage, som vi alle klarer os igennem lige nu, mørkt langt de fleste vågne timer, det kan godt suge energien lidt ud af mig.

Jeg tænder lys alle vegne, levende lys og blide elektriske lyskilder i alle rum og på alle flader, jeg sætter julepynt frem, der kan bryde mørket med lidt glimmer og metalskær og jeg sørger for, at der er blomster i vaser og potter. Jeg gør, hvad jeg kan for at bryde mørket og er egentlig også god til at favne de mørke dage og nyde, at de giver mig en slags tur-pas til sofa, serier og strik.

Jeg trækker hjem i hulen og laver så godt som ingenting. Lukker øjnene for det meste af det, som foregår rundt om mig, tuner endnu mere ind på det stille lille liv og finder glæde og ro i det…

Men der er jo alligevel også ting at tage sig af i denne måned. Ting, der ikke lige handler om at hygge sig i egen lille lune sofa. Ting ude i verden, som jeg ikke helt kan lukke øjnene for.

Forberedelser til julen. Gaverne. Maden. Aftalerne om hygge og samvær. Småkagerne og lidt konfekt.

Bjældeklang og julesang, drillenisser og glade spændte børneøjne.

Jeg elsker faktisk det hele, må bare tage det i et rolige tempo end før, så kroppen bliver knap så skæv og hjernen knap så slidt, så jeg kan give mig tiden til at sidde lidt her ved tastaturet og skrive om stort og småt og alt og ingenting.

Det havde jeg nemlig lige glemt lige igen, vanens magt er stor – især når den er etableret godt og grundigt og ikke bare ligger som et spirende lille frø, jeg sidder jo lige så godt her, som jeg gør i sofaen, og faktisk med lidt større glæde, når alt kommer til alt…

Lidt af hvert

giv mig mere lilla…

20/11/2019

Fredag i sidste uge stod jeg op i et vanvittigt morgengry.

Madam Mim lilla himmel, der spejlede sig i vores sø, vilde vilde farver over hele himlen, man skulle næsten tro, at det var løgn. Løgn og photoshop – men det var ingen af delene, det var blot en ekstraordinær bjergtagende november morgenstund.

På en måde smittede den lilla starter af på resten af dagens timer, jeg startede ud med at blive forundret og måske også en anelse fortryllet og med de stemninger gik jeg igennem dagen og klarede det hele med lethed og smil…

De seneste dage har været anderledes dæmpede.

Grå. Tågede. Lidt tunge i det.

Både i vejret og i humøret.

Jeg går ikke i sort om vinteren, jeg kan rigtigt godt li’ den, holder lige meget af alle 4 årstider, de er med til at gøre vores lille land til noget særligt, synes jeg, men det grå og tågede det lægger sig ligesom som en tungt tæppe på mig. Jeg bliver ikke trist, ikke ked af det, jeg bliver faktisk en anelse gnaven og det er jeg nærmest ellers aldrig. Måske en time eller to engang hvert tredie år.

Ellers ikke. Jeg er mest frisk i humøret og har let til smil og optur. Bare ikke i tåge.

Jeg er heller ikke vild med blæsevejr, men der kan jeg jo bare skride ind og så ikke mærke det.

Gråvejr og tåge ses også, selvom man sidder inde…

Så jeg vil faktisk gerne ønske mig flere lilla morgener.

Og også nogle dage – eller uger – med hvidt foroven og hvidt forneden. Med klingende frost og røde næser og knirk under støvlerne. Sådan ønsker jeg mig mine novemberdage. Og decemberdage. Og januar og februar.

Kulde, der kan svitse alt det våde væk, kulde, der kan give den blåeste af alle blå himler og så fine hvide drys over alle de brune blade og den våde jord.

Jeg elsker forår.

Jeg elsker sommer.

Jeg elsker efterår.

Jeg elsker vinter.

Men vinteren mest når den er kold kold kold og ikke levner plads til det grå og tunge vejr…