Browsing Category

Lidt af hvert

Lidt af hvert

LAEMMIN VEST

19/01/2021

I mine dogmer for strikkeåret 2020 havde jeg noteret, at der var et lille smuthul på de ret stramme indkøbsrammer; et smuthul, der hed “2 dealbreakers i løbet af året”, altså 2 x indkøb til lige præcis det projekt, som jeg bare måtte i gang med, koste hvad det ville.

De blev begge brugt. Et tørklæde og en vest. På ingen måde store og dyre projekter, men projekter, der faldt lige præcis på et tørt sted, den dag behovet for at strikke netop dem opstod og jeg købte ind med stort og veltilpas smil om munden.

Laemmin vesten faldt jeg over i et gammelt Laine Magazine. Kender i det der med at ha’ bladret igennem en bog eller et magasin en hel masse gange og så pludselig få øje på noget nyt. Sådan var det med Laemmin for mig. Måske var det snirkelmønsteret på ryggen, der havde fået mig til bare at bladre forbi de første mange gange, men da jeg pludselig kiggede “uden om” den del af vesten, så blev den pludselig meget attraktiv.

Jeg synes, at vesten er så fin over en enkel kjole og også ret flot over en lidt lang skjorte og smalle jeans. Lige et stykke beklædning for mig og et fint tillæg til alle de lukkede veste/slipovers, der ses alle steder og som jeg jo også selv har et par stykker af. Ind imellem er det godt at kunne være mere åben – so to speak.

FAKTABOKS

Mønster: Laemmin Vest af Renate Kamm. Laine Magazine no. 7

Garn: 4 ngl Pernilla i fv 827 og 3 ngl Tilia i fv 363. Begge garner fra Filcolana. Der var rester af begge kvaliteter, har ikke vejet dem.

Pinde: 5 mm til både rib og strukturstrik

Egne krumspring: I opskriften er der strikket et sirligt snirkelmønster ind nederst på ryggen, dette har jeg udeladt og i stedet ladet ribben fortsætte op over samme (nogenlunde da) antal masker, som snirklerne blev strikket over. Højden af dette ribmønster har jeg ladet være den samme som snirklerne. Jeg kunne også helt ha’ udeladt mønster/rib på den nederste del af ryggen, men jeg tænker, at det er med til at trække ryggen en anelse sammen, så der kommer lidt mere figur på den lidt brede vest.

Farven er lige i øjet, synes jeg, så lækker til denim og lyseblåt. Og kombien af de to garner skaber et blødt men alligevel formfast stykke strik. Jeg er rigtigt gode tilfreds med den Laemmin er jeg.

Lidt af hvert

TREYSTA

19/01/2021

En af de uldne opgaver, jeg gav mig selv, da jeg planlagde strikkeåret 2020, var at blive bedre til flerfarvestrik. Det var en teknik, som havde hvilet i alt for mange år og som stort set ikke havde været på mine pinde, siden jeg strikkede utallige katte-, spøgelses- og lammebluser til pigerne, da de var små. Jeg har fedtet lidt med en enkelt Riddari og et par andre småprojekter, men strikningen af disse har været i snegletempo og engang fløj det bare over pindene, det tempo ønskede jeg at komme tilbage til.

Især ønskede jeg at strikke flerfarvemønster på alle de islandske trøjer, som jeg ville elske at ha’ i min garderobe. Jeg er VILD med de trøjer, deres dæmpede look – hvis altså dæmpede farver vælges – passer så godt til den måde, som jeg kan li’ at klæ’ mig på, rolige nuancer, naturmaterialer og ikke for meget uro. Jeg synes, at de rustikke islandske garner er noget af det smukkeste og har intet problem med at bære dem ind på kroppen; det er ikke garner for folk med følsom hud, men det er et faktastiske garn for os, der godt kan klare lidt stikken.

Egentlig havde jeg planlagt at strikke en cardigan stærkt inspireret af trøjerne fra Farmers Market, men min hjerne var det meste af 2020 trættere end træt og at bevæge mig ud i egne konstruktioner og omregninger det gik på ingen måde, så jeg snuppede i stedet én af alle de smukke trøjer, der var tilgængelige i allerede publiceret udgave, valget faldt på Treysta.

Jeg havde ikke svært ved at vælge farver, for jeg skulle bruge, hvad jeg allerede havde på lager, så enten kunne den blive meget lys eller også kunne den blive meget mørk. Ælle bælle mørk blev den. Nærmest sortbrun. Den var lynhurtigt strikket op, den strikkede nærmest sig selv, garnet glider let på pindene og med et lidt afkortet mønster på bærestykket og nul mønsterstrik andre steder, så gik det hurtigt fra garn i plade til cardigan på krop.

Treysta er vidunderlig. Jeg kunne sagtens strikke mig én mere. I lysere brun måske. Men jeg kunne jo også stramme mig lidt an og se, om jeg da ikke kan få tegnet mig et diagram med dråbemønster, som jeg kan tilpasse Treystas maskeantal, for opskriften er så fin med det mere lette og feminine look og venderækkerne, som får trøjen til at sidde meget pænere end de traditionelle islændere gør.

Måske får jeg det gjort. Måske. Indtil videre jubler jeg bare over, at jeg har denne fjerlette og alligevel dejlig varme brune cardi at bære over mine tynde skjorter.

FAKTABOKS

Mønster: Treysta af Jennifer Steingass. Jeg har strikket str L

Garn: Plötulopi. Knap 300 g ialt hvor af de 215 g er bundfarve. Jeg ruller den sprøde lopi op til et nøgle, før jeg strikker, så kommer jeg ikke så let til at trække fibrene fra hinanden. Sker det alligevel, så lægger jeg bare de to ender ind over hinanden med et overlap på 7-8 cm og strikker videre, denne manøvre ses ikke, når arbejdet er færdigt og den sprøde uld er så slidstærk, når først den er strikket op. Plötulopi vejer ingenting og er vidunderligt at bære.

Pinde: 3.5 mm 4 mm 4.5 mm Min strikkefasthed passede til den anbefalede. Jeg plejer ellers at skulle 0.5 mm ned men jeg tænker, at jeg holder lidt fastede på strikketøjet, når garnet er så sprødt.

Egne krumspring: Jeg slog 5 m mere op, placeret midt på forstykket, så jeg havde nogle masker at klippe op i, Treysta er født som en lukket trøje og jeg ønskede en åben. Da trøjen var færdig, hæklede jeg ned langs begge sider af de ekstra 5 masker, som jeg havde strikket i 1 x 1 rib hele vejen og klippede derefter op i den midterste maske. Det er en meget enkel måde at åbne et stykke lukket strik og især i de mere rustikke fibre med alle deres små “fangarme” er der høj succesrate for udfaldet af det opklippede, det er ikke noget, man behøver at være bange for at gøre ved sit strik. Man skal være opmærksom på, at man ikke får trukket for meget i arbejdet, mens man hækler de to rækker, der skal sørge for at holde sammen på arbejdet efter opklip; trækker man for meget, så får man nogle flagrende forkanter og det kan være svært at gøre pænt, selv om man så kan prøve at samle lidt stramt op i rib til forkanten. Jeg har strikket en almindelig 2 x 2 ribstolpe på begge sider og fordelt 10 knaphuller på den ene. Knapper har jeg endnu ikke syet i, de skal være meget lette for ikke at trække i den fine uld.

Jeg har også sprunget over en del af mønsterstrikken på min udgave af Treysta. Den sidste rapport på bullens mønster sprang jeg over, fordi jeg heller ville have samlet mønster uden de lidt “fritsvævende” farvedryp nederst. Og mønsterrapporten nederst på bul og ærmer har jeg heller ikke taget med, jeg kan li’ det mere skrabede look, hvor den øverste bort får lov at spille en solo.

Jeg er VILD med min Treysta. Og er så glad for, at jeg strikkede lige netop den model, der gav mig inspiration til også at lægge venderækker ind 3 steder på den tofarvede Riddari, som jeg strikkede senere på året.

Måske skulle jeg bladre lidt i Jennifer Steingass’ udgivelser og snuppe en mønsterstrik mere.

Lidt af hvert

VARME PÅ HOVED OG HÆNDER.

18/01/2021

Jeg startede strikkeåret 2021 ud med lidt til at varme mig i på de vinterdage, som vi forhåbentlig får. Sne og frost i ved.

Jeg har strikket mig en Hipsterhue og et par Mads Nørgaard vanter, der passer til en rigtig rar og faktisk også ret pæn blå uldfrakke, som jeg har købt brugt.

Huen var lynhurtigt af pindende, lidt sløvere gik det med vanterne, selv om jeg strikkede og strikkede på dem, men jeg strikkede lige så meget tilbage som frem. Opskriften er født med en kile til tommelfingeren og sådan én har jeg aldrig strikket før, i alle tilfælde ikke i mønsterstrik og der måtte flere forsøg til på begge hænder, før jeg var tilfreds.

Da jeg havde strikket 2 par med kiletommel, gjorde Liselotte mig opmærksom på, at der på Garnudsalgs side ligger en herlig gratis opskrift på vanter med det, som man vist kalder en norsk tommel. Eller der omkring i alle tilfælde. Viggas vanter hedder de og findes lige her.

FAKTABOKS

Mønster: Hipsterhuen fra Petiteknit

Garn: 55 g. Filcolana Pernilla fv 580810 Fisherman Blue Melange

Pinde: 3.5 mm

Egne krumspring: Ingen overhovedet

Mønster: Mads Nørgaard vanter fra Knithouse.dk Købt som kit

Garn: Icelandic 100 5 wool (100 m / 50 g)

Pinde: 4.5 mm

Egne krumspring: Har strikket 5 omgange mere før indtagningerne til toppen end opskriften sagde. Jeg har meget store hænder, så det var nødvendigt. Har også strikket et par til Amanda, der har meget lange fingre og de fik også lidt flere omgange. Men jeg er sikker på, at opskriften passer perfekt til en helt almindelig hånd, hvad det så egentlig måtte være for en hånd.

Jeg tilføjede også en ekstra indtagning i toppen, så jeg sluttede af med 8 m i stedet for de 16, som opskriften siger. Det giver en pænere afslutning, synes jeg.

Jeg brugte ikke den neon-orange, som var med i kittet, men strikkede i stedet toppen af resten af Pernilla garnet fra hue projektet. Jeg lagde garnet dobbelt og tilføjede en tråd Kashmir Lux i mørk blå. Jeg kan li’ det lidt dæmpede look. Og Amanda har så fået manchetter i den kradse kulør, hun kan altid gemme den oppe i ærmerne, hvis det alligevel bliver for meget med det neon råberi.

Så altså – varme ører og varme store hænder. Send gerne sne og frost. Meget af begge del, be’ om og tak.