NOVEMBER LØRDAG…

Sprøde hvide...

 

Morgentåge og lidt trist vejr ude, ikke sådan koldt for alvor men alligevel køligere end det har været længe, gråt i gråt og træer uden blade og haver uden blomster.

Der er ikke så meget ved at kigge ud, så jeg nøjes med at glæde mig over de syn, som er at finde herinde. En dampende kaffekop, hvide blomster i vaserne, en sovende hund og et influenzasnøftende barn, der er stået op og stråler af glæde og forventning, for i dag flytter en lille rød pelsraket ind. Og det skal buldrende feber og fyldte bihuler ikke forhindre.

Amanda har købt sig en fin rød Maine Coon killing og har de sidste 11 uger fulgt ham tæt med fotos og beskrivelser og nu er dagen her endelig, afhentning og mulighed for egen næse ned i den puffede fine pels. Saxo hedder han og mon ikke han bringer (mere) liv og glade dage med sig. Det tror vi på.

Og vi glæder os.

For vildt…

 

Så ud i det triste og grå skal vi, men bare for en kort bemærkning, og ellers er vi vel ved at være det, hvor man så småt kunne skule ned i en kasse med decemberpynt, tænke tanker om adventskrans og kalenderlys, skrive lister til den kommende torsdag, som er store bagedag med strikkeveninderne præcis som sidste år, og måske også pudse vinduerne inde, så de er klar til pyntning, ude er de klaret og heldigvis for det, for det ville være koldt for fingrene i dag.

 

Jeg plejer at være helt klar med idéer til pynt og placering på denne tid af året, men på en eller anden måde har det lune herlige vejr som har præget efteråret udskudt alle tanker om den slags, ikke et eneste stykke pynt er blevet produceret og spisebordet har ikke været oversvømmet af glimmer, papir og lim. Min hjerne er stadig i oktober, tror jeg, men hvis jeg nu slog lågerne op ind til forsyningsskabet for dims og dut, mon så ikke den indre klippeklistrejunkie får abstinenser?

Det er da et forsøg værd. Lidt materialer og så en tur omk. Pinterest, hvor jeg flittigt samler idéer til både december og masser af andet.

 

Måske bliver det i dag, måske ikke, det kunne vel tænkes, at dagen bliver mere katte- end papirfyldt og det vil være helt i orden.

Det er jo stadig bare november og pyntet bliver her helt sikkert. Præcis som det plejer…

NOVEMBER-BLOMSTRING…

Pynt på taget i november...

 

De sidste i år...

Mens vi sidder inde og bladrer i julemagasiner, klipper det første stykke pynt og glæder os til gløgg, så er der stadig hopla i haven. Det er ikke til at se at vi om et par uger rammer årets sidste måned. For bare 14 dage siden skar vi de sidste store dahliahoveder af for at kunne grave knoldene op og krukkerne stod stadig med struttende sommerblomster, som måtte lade livet for at forårets tulipanløg kunne lægges i. Det har været et dejligt varmt og langt efterår.

 

Tallerkensmækkerne på taget af det gamle rustne skur kunne vi ikke nænne at smide på komposten, de fik lov at leve lidt endnu og faktisk blomstrer de stadig på livet løs og senest i morges   –  med Huxi som makker  –  har jeg hentet en buket ind til en lille vase. Nu står de her og sender deres særlige skarpe duft ud i rummet, som inden længe dufter af appelsiner og nelliker og friske grannåle, det er lidt en underlig fornemmelse.

Tomater havde vi også med ind, små og fint modne men dog uden den sødme, som en solmoden tomat har. Det er ok, vi snupper dem uden og nyder, at vi halvvejs ind i november måned kan spise økologiske tomater af egen avl.

 

En hjemmeavlet tomat med flagesalt og så ugens Alt for Damerne med juledims –

en ikke tidligere afprøve kombi…

 

 

Og bare lige for en god ordens skyld så er billedet af tallerkensmækkerne ikke fra i morges men fra forleden dag. I dag er her koldt og råt og gråt…

 

 

 

ULDEN HJERNEGYMNASTIK…

Kaffe tår og stjerne...

Lys på en grå dag...

Nellike...

Skulderstrik...

En kop kaffe og 3 miniature snebolde og så en opgave omkring noget skulderstrikning.

Sådan ser lørdagen ud lige nu, stille og med masser af tid til nærmest ingenting i blødt tøj og højt hår.

Det kan næsten føles lidt som en gave, når sådan en lørdag uden en eneste aftale lige pludselig dukker op, ingen aftaler med andre end os selv om bare at være, mig og så mine tre skønne møer.

 

Der er ro på dem, én sover middagslur, en anden ser film og den tredje går sådan lidt til og fra, rutefart mellem spisebord og sofa og med hyggelige ting at fortælle.

Og alt det vi kunne lave, det lader vi være med at kigge på, det er der sikkert stadig i morgen, når vi er klar til mere aktivitet end nu…

 

 

Og de skuldre der?! Hva’ med dem?

Tjah – en af mine veninder strider sig igennem en Isager Kashmir og er gået helt og aldeles kold og død i strikning af nakke og skuldre. Og jeg havde jo strikket mig én, så hvordan havde jeg gjort?

Godt spørgsmål, siger jeg bare, gid jeg vidste det, gid jeg kunne huske det!

Men det kunne jeg ikke, lige meget hvor meget jeg end vred hjernen og kiggede på min elskede store blå trøje, kiggede og talte og undersøgte, lige meget hjalp det.

 

Så nu strikker jeg!

Og trævler op!!

Og bander  –  stygt og meget  –  det er jeg god til og faktisk ser det ud til at hjælpe lidt, for lige om et øjeblik, så er jeg igennem en opstrikning af det øverste stykke af ryggen på Kashmir og instrukser er givet over telefonen hjem til min gamle by mod syd.

 

God og grundig hjernegymnastik på en doven lørdag.

Måske der skulle brygges endnu en kaffe og så kigges efter et strikketøj, der kan klares på automatpilot, én gang Isager om dagen må være tilstrækkeligt til at holde hjernen skarp, nu sløver jeg den bare resten af dagen.

 

Med god samvittighed og lige så stor tilfredshed…