JEG VIL JO RIGTIGT GERNE MEN…

Æbleblomster...

I aftes fik jeg en sms fra en af mine skønne veninder.

“Fyyyyy Anne. Du har ikke blogget i 2 mdr og 4 dage og der er støv på din blog”

Jeg ved det, undskyld, jeg ved det og jeg vil så gerne.
For der er jo tusind ting at fortælle om.
Om det at blive 50 og holde en fest, som jeg ikke glemmer sådan lige med det samme.
Om mit nye arbejdsliv.
Min station.
Min perron.
Mit ishus.
Om mine søde gæster.
Om indretning af et sommerhjem.
Om Huxi og kattene.
Om pigerne, der lever dejlige ungdomsliv.
Om det strikketøj, der er mere støvet end bloggen.

Jeg vil så gerne fortælle om det hele og vise billeder af alt det, som ikke lige sådan lader sig beskrive.
Der er bare lige det med tiden.
Den er knap.
For netop mit nye arbejdsliv fylder en del. Sådan ca 80 timer om ugen og så er der ikke meget tid til at blogge, når jeg også skal ha’ tid til at trække vejret og kramme mine piger.

Men pludselig bliver alt det nye også en slags hverdag og rutinerne tager over og SÅ vender jeg tilbage.
For fuld damp.

JAMEN ALTSÅ…

Mandagssnevejr på stationen...

Jeg kommer alt for sjældent forbi her.

Faktisk så sjældent, at bloggen åbenbart har været væk fra nettet et stykke tid, sådan helt væk og bare viste en helt hvid side, hvis man klikkede sig hen på adressen.

 

I dag blev jeg heldigvis gjort opmærksom på det af én, som var på jagt efter et babytæppe herfra og jeg fik straks gang i noget support.

Og uden alt for meget bøvl er bloggen nu kørende igen og jeg er ved at slettet de rigtigt mange spam-kommentarer, der er landet i maskinhuset under “nedbruddet”.

Som for øvrigt var noget med nogle plugins, der lavede løjer, hvad ved jeg om den slags…

 

Men selv om jeg ikke får passet siden her, så ligger der jo stadig gode opskrifter og billeder at underholde sig med og intentionen er nu også, at jeg skal tilbage til tasterne og dele lidt ud af livet omkring de 50.

Når jeg altså lige lander på fødderne i alt det nye her!

 

Jeg har været under ret stort pres rent arbejdsmæssigt på denne side af nytår, har skullet skyde gang i stationsprojektet sideløbende med at jeg afviklede mit gamle job, det har været lige i overkanten og der har ikke været tid til ret meget andet end bare at klare de absolut mest nødvendige ting. 2 x job, familie, hjem og hund. Og søvn.

Jeg har overlevet mere end egentlig levet og det har været drøjt.

Nu er jeg så for alvor i gang med de første trin ud i livet som selvstændig og jeg er jublende lykkelig for min beslutning, jeg ved bare, mærker det helt inden i, at det var den rigtige beslutning…

 

Jeg glæder mig til at vise jer meget mere fra den smukke gamle station, få taget nogle billeder af det ikke-ret-meget håndarbejde, som er røget af pindene, få delt et par gode opskrifter og egentlig bare sådan få samlet op.

Men først har jeg lige en fødselsdag at fejre.

50 på lørdag.

Det bliver en fest…

SØNDAG MED RO PÅ …

Pladeuld... Strik til mig... Sofatæpper.... Vasefyld...

 

Det er den dovneste søndag i hundrede år.

Ingen laver noget, i alle tilfælde ikke andet end lige præcis det, som vi hver især gider.

Nogen sover, andre hænger ud i sofaen med norsk skiløb, bog og strikketøj.

Og ind imellem åbnes og lukkes køleskabet og en mad fortæres.

 

Fra ovnen dufter det af ølkage, som jeg mente, at Tora bestemt måtte lære at bage, når hun faktisk har sin helt private ølbrygger i sin mand Morten.

Varme vinterkrydderier sender de fineste duftnoter ud i rummene og vi ved, at inden længe, så er lunt brød med koldt tandsmør og en frisk kande te, lige sådan som det gerne må være på en grå blæsende søndag.

I alle tilfælde i vores optik…

 

 

Vi har besøg af skønne Tora, som er ved at komme sig oven på et efterår med heftigt pres af udarbejdelse af Master-opgave, man bliver mør af den slags, men heldigvis ved hun nu, at alt besværet har lønnet sig, for fredag blev hun ringet op og fik at vide, at karakteren A var givet. Sikke en fest.

Hun sidder i sofaen og smiler og hygger sig med skiløb og strik og en masse snak med Amanda og så pusler jeg lidt rundt og sørger godt for dem.

Og sætter mig og smiler med.

Og snakker og strikker.

Vi har det godt og behøver egentlig ikke de store oplevelser ude for at føle, at vi har oplevet en masse.

Netflix har fået lov at underholde og det samme har pelsraketterne, der gerne giver et lille nummer, ikke sådan på kommando men mere bare fordi, at der er masser af hopla i både Huxi og Saxo…

 

Jeg er gået i gang med endnu en lopapeysa til mig selv, Riddari hænger smukt på bøjlen, den er alt alt for varm til mig, så nu er jeg i gang med en mere luftig én af slagsen, strikket af 1 tråd pladegarn og 1 tråd tynd alpaca, skøn skøn blading og lige om lidt er jeg færdig med det mønstrede bærestykke og så er det bare rundt og rundt i gråt på bul og ærmer.

Noget af garnet har jeg selv haft med fra Island og det gør jo ikke strikkeglæden mindre, og giver vel også en eller anden form for undskyldning for at tage afsted efter mere, når nu de indkøbte plader er strikket op.

Mønster har jeg ikke noget af, jeg har mål min Riddari og udregnet maskeantal derfra, for jeg har en anden strikkefasthed denne gang og så har jeg skulet lidt til et dråbe-mønster i den fine bog, som jeg har fået foræret af Frida, jeg er faktisk ret sikker på, at hun ville glædes over, hvor meget den bog er blevet bladret i og sukket henført over.

 

Så sammen med dejlige mennesker, mulighed for dovneri, ølkage og friskt strikketøj, så er dette her nogenlunde den perfekte søndag.

Jeg smiler vel egentlig lige så meget, som hende, der sidder og koser sig over sit A.

Livet er godt. Rigtigt godt…