UDE AF DRIFT…

Min mor vil rigtigt gerne svare på alle Jeres kommentarer omk. Noma, men hun kan ikke komme til computeren. Hun faldt og fik hjernerystelse i mandags og er ikke på toppen.

KH. Laura

NOMA KATTEN…

Noma...Stationsliv...Garn vant...

Først på sommeren kom en lille forhutlet og skræmt killing løbende til stationen. Hvor hun kom fra ved ingen, men træt og bange og tynd var hun og holdt sig på behørig afstand af os alle. Vi satte mad til hende og gik så væk, så hun kunne spise i fred, vi satte os stille og prøvede at lokke hende til os med blid stemme og rolige bevægelser og især Amanda gjorde en ihærdig indsats for at hjælpe det lille skræmte kræ.

 

Langsomt langsomt vænnede den lille brune kat sig til os og begyndte at komme, når hun hørte min bil om morgenen, og langsomt langsomt fattede hun så meget tillid, at hun lod os kæle og passe på sig.

Hun var så smuk og fin og ganske særlig med sin salt-og-peber-pels og store gule øjne.

Noma kom hun til at hedde, det var lige som om at “stationskatten” ikke var navn nok, hun blev jo vores kat på samme måde, som dem herhjemme.

Vi fik hende neutraliseret og øretatoveret hos vores dyrlæge, der også gav hende det store helbredstjek og en aldersvurdering, der landede på, at hun er fra sensommeren 2014, altså bare en stor killing, der havde klaret vinteren ude og måske endda alene…

 

Hen over sommeren levede hun det dejlige liv på stationen med masser af mus i skoven, dejlig mad serveret både morgen og aften og oceaner af klappende aende hænder fra både ansatte og gæster. Noma holdt hof på en pude på bænken ved ishuset og lagde sig også gerne op til folk, der inviterede til den slags.

Og når ingen holdt øje, så sneg hun sig op i lejligheden over stationen og lå i mine bløde dyner.

Et dejligt katteliv og masser af glæde og grin for os, der var omkring hende…

 

Da efteråret kom tog vi Noma med hjem til byen, vi havde indrettet et vinterbo til hende på verandaen og troede, at hun ville ha’ det dejligt der, alene ude på stationen skulle og kunne hun jo ikke være. Her på verandaen var der varmt og trygt, der var mad, der var os og der var en dejlig have at løbe i.

Ind skulle hun ikke, vi har jo en god portion pelsdyr i forvejen og havde en idé om, at Noma kunne flytte med frem og tilbage til stationen i takt med årstidernes skiften og vores åbne og lukkede perioder.

Egentlig havde vi det fint med, at hun skulle bo på verandaen, masser af katte lever ude på landet uden mulighed for at ligge i sofaerne inde, og på verandaen var der både seng, uldtæpper og en varm mur fra soveværelset og ikke mindst, så var vi hos hende hver dag…

 

De første uger var hun lukket inde på verandaen, hun skulle lære sit nye sted at kende, hun sov og sov og sov, jeg forestiller mig, at hun slappede af, mærkede at der var trygt og godt og at hun ikke behøvede at gøre noget som helst for at få mad eller andet.

Men hun er jo også en “fri fugl”, hvis man kan sige sådan om en kat, vant til at leve i skoven og løbe frit og hurtigt omkring i både leg og jagt.

Og vi lukkede hende ud i haven efter 3-4 uger. Og det gik så fint, hun var ude et par timer af gangen og kom så op og sov igen og hver nat lå hun krøllet sammen som en lille kugle i sin forede papkasse.

Alt var godt…

 

I alle tilfælde lige indtil et par af kvarterets store katte begyndte at jagte og banke hende. Vi for ud lige så snart, at vi hørte balladen, vi råbte og fægtede med arme og ben og kastede vand på de store udyr, som uhyggeligt nok var ret ligeglade med os og som også kunne finde på at gå truende hen imod os.

Vi reddede Noma en del gange men en dag fik den ene kat jagtet hende væk, sådan for alvor.

Hun kom ikke tilbage og vi brugte de næste mange dage på at kalde og lede, vi gik kvarteret tyndt og kaldte og lokkede, gik ud på verandaen og rystede med hendes madskål mange gange om dagen og havde bange anelser. Måske var hun jagtet så langt væk, at hun ikke kunne finde hjem, måske var hun alvorligt såret eller endnu værre død.

Stakkels Noma og stakkels os.

Ugerne gik og selv om vi håbede, så er det svært at blive ved med at være optimistisk…

 

 

I sidste uge fik jeg så pludselig en besked på Facebook:

“Mangler du en grå lille kat?”

Jeg manglede en kat, men jo ikke en grå, så jeg troede ikke, at det kunne passe, men sendte et billede af Noma til kvinden, som havde hende.

Og sørme – det VAR hende, juble og tårer og stor stor glæde.

 

Hun havde været væk i 7 uger og kun været hos kvinden i 3, så hvor hun har været i de første uger ved vi ikke.

Kvinden vidste ikke, at der fandtes 2 katteregistrer og først da hun blev gjort opmærksom på dette, lykkedes det hende at finde frem til vores dyrlæge, der så kunne fortælle hende, hvor Noma hørte til.

Kvinden boede på en gade kort herfra og jeg skyndte mig afsted med transport kasse og bankende hjerte. Jeg har nærmest aldrig været så lettet i hele mit liv. Nærmest ikke.

Det var faktisk ikke let for mig, at tage Noma med derfra, for det sås tydeligt, at kvinden var blevet rigtig glad for katten og nød led den i alle tilfælde ikke, godt opfedet og plejet og passet, og jeg endte med at tilbyde, at Noma kunne blive. Og det var ikke bare for kvindens skyld, men lige så meget for min egen.

For hånden på hjertet – så kan jeg ikke klare, at Noma skal jagtes af de store katte, jeg kan ikke holde til, at hun blive væk igen, jeg klarer det ikke.

Hun er den fineste lille gode kat og hun skal ha’ det så godt som muligt og det piner mig, at jeg ikke kan holde de store katte væk.

Desværre var det ikke tilladt at have katte eller andre husdyr i ejendommen og kvinden var også alvorligt syg, så hun havde hjælpere i sit hjem og derfor var det ikke let at snyde med forbudet omk husdyr…

 

Lige nu bor Noma nede i Sophies lejlighed og går kun ud i haven, når vi andre går med, men selv da er hun meget forsigtig og bryder sig ikke om uventede lyde eller bevægelser, så suser hun ind igen. Og så er der også lige det, at Sophie i den kommende weekend flytter ud af lejligheden med de sidste ting, det har været undervejs i lang tid, da hun bor hos sin kæreste nu, og når hun er ude, ja så flytter der nye ind og det er nok for meget at forvente, at de vil overtage den lille misling sammen med gardiner og sådan.

 

Det er ikke en mulighed at køre Noma ud på stationen nu, der er for ensomt derude og hun er vant til daglig kontakt og jo også til at blive fodret og sørget for.

Der er ræve og andre sultne store dyr derude og jeg vil være så bange for, at hun ender i maven på én af dem.

 

Så nu skal vi beslutte om vi tør at have hende i fri dressur på verandaen igen med risiko for bank og flugt hjemmefra eller om vi skal finde et nyt hjem til hende.

Og hvor finder man så det? Et sted, hvor hun vil blive puslet om men stadig leve det fri dejlige liv?

Er det her gennem bloggen, at vi finder det? Er der en læser, der mangler sig en dejlig kat?

Vi er i syv sind, men ønsker det aller bedste for smukke gode lille Noma og måske er det bedste, at hun kommer væk herfra, hvor de store grumme katte hersker og deler ørertæver ud…

 

Lang og snørklet og rodet historie – og også den første i lang tid, men der om senere.

Og som en lille sløjfe på Noma-fortællingen, så fortalte kvinden, der havde taget hende til sig, at Noma var kommet slæbende med en tilskadekommet killing, havde lagt den ude i haven og var blevet ved med at miave og skubbe indtil de var gået med derud, god og omsorgsfuld lille kat.

Noma min Noma –

måske snart en andens…

 

 

 

 

STARTSKUD…

LET IT SNOW...

Jeg går og pakker poser og kasser med pynt til stationen, hvidt og glas og naturmaterialer. Og så lige en enkelt granguirlande af den grønneste plastic.

Julestemningen har ikke rigtigt indfundet sig, ikke en eneste lille dims er pakket ud herhjemme, men jeg må sætte mig selv op til at gøre noget ved det ude i skoven, for om få dage dukker de første julegæster op og de skal ikke snydes for pynterier.

 

Det bliver enkelt og nedtonet, det synes jeg, at jeg skylder de fine rum, de er så fine i sig selv og skal ikke plastres til i kugler og flethjerter.

Jeg er ude i noget med laminerede snefnug, krystalglas, små graner i vand, hyacinter og masser af lys. En stor fyrgren og noget lærk.

Og så lidt mere hvidt pynt.

Et sulefad med kæmpelys og kogler,

Hvid tusch og måske lidt fra egne julekasser.

 

Det skal nok ende godt og jeg tænker, at Michael Bublé og It’s beginning to look a lot like Christmas for fuld volumen kan sætte gang i de indre dalende snefnug og det milde julesmil…