Browsing Category

For hjerte og sjæl

Familieliv, For hjerte og sjæl, Husdyr, Hverdagsliv

14 MÅNEDER OG FULD AF KRUDT…

21/09/2014

Snorketræ...

A9215564

Ham her –
vi knuselsker ham bare.
Kort og godt.
Vildt og inderligt.

Huxihund.

Han har boet hos os i 1 års tid nu og på trods af det KÆMPE store stykke arbejde det har været – og sommetider stadig er – at ha’ en livlig hvalp, ja så kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg har glædet mig over ham hver eneste dag.
Der har selvfølgelig også været momenter, hvor jeg har været ved at eksplodere, som da han åd Amandas briller eller sprang lige midt ned i mit vidunderlige lille snedker-loppe-bakkebord og det hele nærmest eksploderede ud i stuen, da blev jeg da lige lidt indebrændt i et minut eller to.

Eller hundredetyvende gang han smed sig midt i den største mudderpøl i skoven.
Eller da han hev en tomatplante ud af drivhuset.
Eller gnaskede en dyr håndcreme i stykker.
Eller slikkede på min gode håndmad med spegepølse.
Eller stak i galop efter en stakkels dame, der var mest til små hunde.

Men det meste af tiden er han verdens bedste hund og han giver så meget liv, så mange grin, så meget varme og så mange skønne oplevelser, at jeg nærmest ikke kan forestille mig ikke at ha’ ham ved siden af mig hver eneste dag…

I dag har vi været tidligt oppe og i hundeskoven sammen med en herlig og meget grinende veninde og hendes Corgi, vi havde kaffe og morgenmad med og blev stort set ikke “generet” af andre mennesker i skoven. Vi klarede at vende verden og få spist og hundene klarede stort set det samme.
I fuld fart.

Siden har der ikke været meget gang i ham, ikke andet end lidt smådrillerier med hugget strikketøj og bjæf af pigerne, der tillod sig at spise knækbrød med ost og pølse i stuen, jeg tror, at dagen i dag er udnævnt til dovensøndag, men måske ændrer det sig, når vi andre sætter os til rette ved middagsbordet, så vågner han sikkert op til dåd og unoder.

Så planen kunne være en tur mere i skoven inden maden.

Huxi er – på trods af hvad andre måtte påstår – en rigtig rolig hund, der er god til bare at være omkring os uden for meget hurlumhej, han ligger oftest lige ved mine fødder og holder øje med, at jeg ikke drager på tur ud i køkkenet eller haven uden ham.
Han ligger på badeværelsesgulvet og venter, mens jeg er under bruseren, og ved siden af min seng, når jeg sover. Ind imellem også i min seng.

Han følger mig som en skygge og kigger op mod mig med nogle øjne, der siger “Hva’ skal vi nu? Må jeg komme med? Jeg er jo din hund, så jeg skal med, det skal jeg!” og det skal han jo også, så ofte som muligt og der hvor det giver mening…

Han er den hund, som jeg i mit voksenliv har været mest knyttet til, måske fordi det bare er mig, der har opdraget og sørget for og taget mig af, igen og igen og igen, han er helt særlig og bare så god.
Jeg elskede Nugga, virkelig, men ham her altså, han har for alvor most sig ind i mit hjerte.

Vi træner stadig indkald og andre kommandoer, han har sin egen vilje, men driver han den for langt og får en skrap irettesættelse, så er han slukøret, han vil helst ikke ha’ skæld ud, men det får man altså, hvis man tager en spurter og ikke lader sig kalde tilbage.
Men i bund og grund er vi rent opdragelsesmæssigt ved at være der, hvor tiden bare skal arbejde for, at han bliver lidt mere rolig og afbalanceret, for hormonerne er ret voldsomme lige nu og kan man dominere, så vil man dominere. Sådan er det og det må vi så arbejde med, det der med, at det er mig, der bestemmer, altid og uden undtagelse.

Men i virkeligheden så er han meget mere en tøsedreng end hans umiddelbare fremtoning og attitude kunne give anledning til at tro andet, han er bange i mørke, han er bange for skrappe hunde og han er ikke vild ukendte objekter på gade og i skov.
Huxi hunderæd…

Huxi skal selvfølgelig med ud og være stationshund, han skal ha’ lov at lunte rundt inde og ude, når vi er der alene og passe på mig, når det sådan for alvor er mørkt helt derude i skoven og når der er åbent og folk myldrer ud og ind, så har han heldigvis en hel lejlighed til sin rådighed ovenpå.

Jeg er sikker på, at han vil elske at springe op bag i bilen hver morgen for at komme med derud, hvor der er plads til at sprælle og få en friskstegt fiskefrikaldelle.

Der er lige smidt en stak billeder af ham på Flickr, nogen har måske lyst til at se, at han også kan andet end at fede den på gulvet i entréen…

Blomster, For hjerte og sjæl, Haveliv, Hjemme, Nye rammer, Planter, Udeliv

BY-HAVEN…

16/07/2014

Sommeraften...

Lathyrus...

Kæmpe Verbena...

Pelargonie...

Oxalis...

Georgine...

Tallerkensmækker...

Agurk...

Melisse...

Tag-pynt...

Bøftomater...

Salvie...

For 3 år siden gik jeg stadig rundt i min have på heden.
Den store have med roser, stauder, træer, bærbuske, frugttræer, havehus, drivhus, dahliabede, græs og gode lækroge.
Jeg elskede den have, som grænsede op til eng og vildnis, den have, som vi havde puklet med at anlægge, fra stenet mark til sirligt grønt.

Timevis havde jeg gået derude, i sommerhalvåret hver eneste dag i mange timer, luget og gødet og vandet og nippet, jeg elskede det og synes det var en fest at få lov at bestemme hver eneste lille plantes placering, farve, form og fylde.
Jeg elskede det sted og det var tungt at gå rundt og vide, at jeg nu bare passede og plejede for at det skulle kunne friste andre til at overtage…

Da jeg flyttede til byen, sådan lidt over hals og hoved, var jeg heldig i ét hug at finde et sted, som passede i størrelse, som gav en instant følelse af hjem og tryghed, som var i orden og som også havde en lille have.
Jeg kunne og kan ikke forestille mig et liv uden en have at tumle rundt i, jeg må ud, jeg må ha’ jord under neglene og egne blomster at plukke ind af.

Og det har jeg her.
Og nu oven i købet helt for mig/os selv, for efter at vi nu fylder alle tre lejligheder i huset, så er der heller ikke fremmede at dele haven med, den er vores og vi kan i princippet gøre hvad vi vel derude.
Jeg har endda en have, som er meget nemmere at få liv i, end den gamle have på heden var, for jorden på heden var stenet, tør, uden orme og svær at få liv i, her er der dybbrun fed næringsrig muld, her er fugt og skygge af store gamle træer, her vælter orme rundt og jorden kan holde på vandet, når der er kommet noget ned fra oven.

Bevares – her er også klamme brune snegle, som guffer mine dahliaer og laver slimede spor mellem stauderne, men der er ikke flere, end at de kan holdes nede med en skarp spade og et ubarmhjertig hak…

Haven har ikke været passet i årevis, ingen har keret sig eller haft kræfterne, men det er der rådet bod på, jeg gik straks i gang, da jeg flyttede ind og med Sophie som makker er der nu ikke mange hjørner, som ikke er blevet ordnet.
Vi kæmper en kamp mod skvalderkål og snerler, vi forsøger at redde de gamle stauder på siden af huset og når lejligheden byder sig igen, passende årstid og en mand med motorsav, så skal de gamle frugttræer skæres tilbage.

Vi har lavet nye bede med roser og sommerblomster, vi har lavet fin krukkehave i gårdhaven og fået fjernet et grimt gammelt hegn. Vi har skuret og skrubbet på et rustens haveskur og forsøger i år at nette det lidt med en omgang tallerkensmækkere i plantesække på taget.
Vi har fået lavendelhæk, drivhus, hængekøje, palleseng og tørresnore, vi er så godt på vej.

Og var haven vores egen, ja så gik vi nok mere til den på “anskaffelses-siden” og købte de stauder, bærbuske og roser, som kunne være med til at gøre det helt som vi kunne ønske os…

I dag skal der slåes græs og stikkes et par kanter af, hvis vejret ellers gider at være med til det.
Og alle pelargonierne skal nippes, de ser noget forhutlede ud efter al den sile-regn.
Klatrerosen, som vi har plantet ved facaden, skal ha’ et par snore mere at klatre på og måske skulle den lille lavendelhæk ha’ en lugning.

Jeg gider det hele, udeliv er godt liv for mig, det gi’r energi og ro inden i og jeg får den vildeste optur over alle de små frø, som vi smed for et par måneder siden, nu står som fine blomster i bedene, klar til at komme med ind i vaser og også bare smykke derude.

Jord under neglene, ro i hovedet og også tanker om, hvordan jeg kan lave en fin krukkehave på stationen i Vrads næste sommer. En krukkehave, der både kan smykke og også levere urter og pynt til frokostretter og kagebord.
Næste sommer?! Det er så vildt at tænke på.
Næste sommer – med have her og station der.

Der bliver nok at se til. På den dejlige måde.
Og så er det godt at vide, at jeg har oasen her i byen at komme hjem til, finde ro i, falde ned i, her er godt at være.
Med og uden blomster, men gerne med…

Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl, Skriverier

2: 642

01/06/2014

På bordet....

Grøn...

Blå bølger...

Klematis...

“A present from my mother”

At fortælle om mit liv med min mor, om vores relation og vores gode og dårlige år ville være et kæmpe arbejde.
Hårdt og knugende men sikkert også styrkende og givende og en dag vil jeg gøre det.

Jeg er der, hvor jeg sagtens kan gøre det, også på en ordentlig måde, men jeg synes nærmest, at der er så meget at fortælle, så mange lag og vinkler, at det vil kræve dage, uger, måneder og hundredevis af sider at komme ordentligt omkring.

Så det bliver ikke i dag, men jeg vil fortælle om en gave, en helt særlig og vidunderlig gave, som jeg har fået af min mor, mens vi har boet her i jomfruburet.
En gave, som jeg er meget meget beskyttende overfor, både sådan helt konkret men også på et følelsemæssigt plan.

Nu deler jeg, måske giver det mening, måske vil der være ting, som ikke er så nemme at forstå, når man sidder på den anden side af skærmen, men som giver god god mening her…

Sammenlagt har jeg vel boet hos min mor i 14-16 måneder fordelt over 3 perioder, sidste gang da jeg var 5, og ellers er jeg vokset op hos min mormor og morfar.
Det har ikke været enkelt, ikke for nogen af os, men når man kigger på det store billede, så er jeg vokset op med masser af kærlighed, anerkendelse og livsmod og helt sikkert også drevet frem af en iboende og nok medfødt jernvilje til at få det bedste ud af det liv, som blev givet mig.

En sådan trio af mor, datter og datterdatter er ikke for sarte sjæle, når de kvinder på hver deres måde ville stå op for egne meninger og holdninger, med forskellige strategier og udtryksformer har det ind imellem været en krigszone med sværdslag, tårer og væltede drømme og håb, som det er svært at forklare for de, som aldrig har oplevet det på tæt hold.

Jeg har elsket dem begge, min mor og min mormor, men der har ikke altid været mulighed eller plads til at vise det eller rent faktisk at mærke det, for uden at placere ansvar på bare en enkelt eller bebrejde nogen, så kan jeg roligt sige, at det i perioder har været en plage uden lige at være placeret imellem de to kvinder, der var mine mødre…

Da jeg skulle flytte fra huset på heden kom jeg ret kraftigt i kontakt med nogle af de voldsomme oplevelser og følelser af svigt, som jeg har slæbt rundt på i alt for mange år, og jeg brugte skilsmissen som et springbræt til at få ryddet op, gjort op og gjort klar til et bedre liv.
Jeg vidste, at nu var det nu, hvis jeg skulle finde ro og vælge det, som ville være godt for mig og ikke bare godt for dem, som hørte til min flok.

Så det gjorde jeg, gjorde noget, og det gav en ro inden i, som også gav mulighed for at række ud og lukke op imod dem og det, som havde været med til at forme.

Min mormor døde året før, at Laura blev født, så nu er vi bare 2 af de 3 tilbage, 2 som stille finder melodien og som er villige til at øve og øve og forstå, også selv om det faktisk kan være rigtigt svært og udfordrende, når man ikke kender og forstår og også er bange for at spille så meget forkert, at det hele braser.

Men vi er på vej og det er godt og i sig jo en gave, som jeg er glad for blev mulig…

I min stue står en mere håndgribelig gave, som med største forsigtighed er blevet fragtet fra min mor i København her til mig i Jylland.
En vidunderlig smuk grøn vase, som var en bryllupsgave til min mormor og morfar, der blev gift i 1945, da han kom tilbage til Danmark efter mere end 2 år i koncentrationslejr uden for Berlin.

En vase, der er så smuk i både form og farve, den er silkeblød at stryge hænderne over og den smukke farve er helt forrygende til både meget larmende blomster men også til de mere blege og stille af slagsen.

Jeg er vokset op med den vase, der stod på “domkirken”, et gammelt dækketøjsskab, som stod i spisestuen hos min mormor og morfar.
Spisestuen med det flotteste parketgulv, som min mormor gav Blitza hver anden sommer, spisestuen med de smukke hvide døre mod de andre rum og det gamle udskårne egeloft fra 1770’erne.

Der stod den, den grønne vase, med årstidens blomster i, tulipaner, syrener, roser, asters, georginer og ind imellem også bare smukke grene.
Jeg har altid elsket den vase og blomsterne, en af de ting, som både min mor og jeg har fået ind med “modermælken” af den samme kvinde, glæden over at pynte hverdagen med smukke buketter…

Da min mormor døde flyttede vasen hjem til min mor og jeg var svært misundelig, jeg ønskede mig den sådan, både fordi den var smuk men også fordi at den var så tydeligt et billede på min mormors stil og glæde ved at bevæge sig i smukke rum.
Men ak, min mor var også meget meget glad for lige netop den vase, og sådan blev det så, at den boede hos hende.

Engang – da mine piger stadig var små – og vi var på besøg i København, bad min mor Torben om at køre hende til Østerbro, tror jeg, hvor min mor skulle ha’ klinket vasen, der var gået i to, revnet lige midt hen over det bredeste sted.
Vasen blev afleveret, blev klinket på fineste og næsten usynlige vis og hentet hjem til min mor igen.

Næsten lige så god som ny…

Efter at jeg var flyttet herind, efter at der var kommet mere ro ind i mit liv og min mor og jeg igen havde kontakt, måske den bedste kontakt nogensinde, forærede min mor mig den grønne vase i fødselsdagsgave.
En gestus, som jeg tænker, fortæller så meget om det sted, som vi sammen står på nu, en vilje, et ønske og en målrettethed omkring det at blive en slags familie, som gør godt og glad og ikke belaster eller knuger.

Jeg elsker den vase endnu højere, end jeg gjorde før, og mærker en dyb og ægte glæde, når jeg sætter buketter i den.
Buketter af knitrende tulipaner, som får mormor frem på nethinde.
Buketter af skærmblomster fra grøftekanten, som jeg ved min mor elsker.
Buketter af svumlende georginer, som jeg nok elsker allermest.

Og jeg smiler ved tanken om, at vilje, håndværk, indsigt og kærlighed kan klinke både fine grønne vaser og gamle ituslåede relationer, hvis man vil, tør og orker.

En gave fra min mor, en gave som er blevet et symbol og nu også en lille historie…