Browsing Category

For hjerte og sjæl

For hjerte og sjæl, Hverdagsliv, Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden, Udeliv

vINTERDAGE MED DYP

28/01/2021

Grå dag og blå dage. Kolde dage og fis-lunkne dage. Regn, slud og sne og alt alt for lidt af det sidste.

Det er godt, at huset er lunt og hult og at jeg også sagtens kan nyde at sidde med mit strikketøj og mine bøger time efter time. For udelivet kalder ikke så meget på mig, når det er gråt og sjasket, jeg gider godt at blive kold men jeg nærmest hader at bevæge mig rundt i fugtigt tøj og dug på brillerne.

I dag er smuk og blå og jeg har skam også været ude. Både ude og nede. Et vinterdyp – ja faktisk to – sammen med gode bademakkere på broen skød min hjemmedag i gang og siden har der været små dagligdags ting at klare og også lidt læsning af den faglige slags at udfordre hjernen med.

Jeg er stadig novice ud i vinterbadningens kunst, var i for første gang dagen før min fødselsdag i februar sidste år og har for alvor fået gang i dypperierne fra sensommeren, men jeg ved, at det er noget, som jeg ikke slipper frivilligt igen.

Blodets brusen i årerne bagefter og tilfredsheden og glæden over at gøre noget, som kræver at jeg kommer ud af røret og afsted. Det lille fine nye fælleskab der på badebroen giver mig smil om munden og sang på hjertet, når jeg kører hjem igen.

2 dage om ugen. 4-5 kvinder alt efter dagsform og så lige så mange dyp, som man synes, at man orker. En kop te og lidt snak og grin, mens teen drikkes og så hjem hver for sig igen. 30 minutter fra jeg kører afsted og til jeg er hjemme igen, men de 30 minutter sidder i kroppen resten af dagen på en rigtig dejlige måde. Og det er det mentale velvære, der tæller allermest i denne kolde ligning.

I dag var luften -3 og vandtermometeret stod på et klingede NUL, da vi hev det op efter endt badning. Og det krævede faktisk lige lidt mere end bare et enkelt slag med spaden, før vi fik hul på isen, men i kom vi og det endda uden de store hvin. Måske fordi vi nærmest var lidt lammede af kulde.

Jeg vil helst gå ud fra bredden og kaste mig frem og svømme ud til broen. Men det går altså ikke lige nu. Det ville se dumt ud, hvis jeg lå der med bar krop oven på isen og forsøgte at padle, så i disse dage er det på stigen. Ned, trække vejret nogle gange, op igen. Og så ned igen, når man lige har ventet lidt på tur.

Jeg er ligeglad med de artikel, der siger, at der er mange sundhedsmyter omkring vinterbadning; jeg gør det ikke for at blive sund på den fysiske måde, jeg gør det ene og alene fordi jeg er vild med følelsen i kroppen, mens jeg er i vandet og også når jeg igen har fået mit varme tøj på. Det sætter sig direkte i humøret og det tåler bestemt gerne et lille tilskud på især de grå og våde dage.

Jeg er ikke saunatypen, jeg vil hellere hjem til brændeovnen og lidt stilletid efter et dyp. Og der er jo helt frit valg på den hylde, så jeg suser bare hjem og nyder, at der er buldrende ild i ovnen og rigeligt af varme drikke. Og en dag forude med smil om munden og på hjertet.

En dag til rugbrødsbagning og opstart af en Zipper til Laura, nu er jeg nemlig endelig i mål med en strikkeprøve on point.

Og så også nogle af de der husmoderlige pligter, som jo også hører livet til. Kedelige eller ej…

For hjerte og sjæl, Jul

NÅR TRADITIONEN ER, AT DER INGEN TRADITION ER…

17/12/2019

I vores julemåned er der egentlig en del traditioner; småkagerne, der bages sammen med gamle dejlige kolleger, de lune safrangule brød på Lucia morgen, maden, måden vi åbner gaver på, julekortene, julekalenderkigning og småudflugterne til julemarkeder rundt omkring.

Nogle år når vi alt det, som vi plejer og gerne vil, andre år er der noget, som spænder ben og så når vi knap så meget, men visse ting skal bare til før det rigtigt er jul for os. Lige præcis sådan som det også er i de fleste andre familier.

Èn ting er der overhovedet ingen tradition omkring og det er måden vi pynter på, når december starter. Det er en tradition, at vi pynter den 1.søndag i advent, eller i alle tilfælde begynder på det, men det er også den absolut eneste tradition, der er for det. Intet andet er fast eller sikkert…

Forleden talte jeg med min veninde Judith om noget af det julepynt, som jeg har arvet hjemmefra min farmor, og mens jeg fortalte om, hvordan der altid stod en grøn høj glasvase med fyrgrene og røde filthjerter på telefonbordet hjemme hos min farmor og farfar og hvordan min fars små engle af træ og pap altid stod samme sted på reolen i samme hus, så kunne jeg pludselig mærke, hvor dejligt og rart det var at kunne genkalde mig de billeder og især stemninger fra det julepyntede hus i Kolding.

Jeg spurgte Amanda, om hun havde nogle særlige minder om vores julepynt, om nogle bestemte ting på bestemte steder, jeg kendte i virkeligheden godt svaret på forhånd. Det var: “Nej ikke rigtigt!”

Og det er ikke fordi, at Amanda husker specielt dårligt eller ikke har været opmærksom på julepynten, men der er da fordi, at hendes mor hvert eneste år har lavet en “ny” jul! Jeg har altid hygget mig så meget med at finde på nyt, nye opstillinger, nye makkerpar, nye farver, gak og løjer. Og det har været fint og flot og sjovt at kigge på, det tør jeg faktisk godt selv at sige. Pyntningstraditionen har været, at der ingen tradition har været på nogen som helst måde…

Men forleden kunne jeg pludselig bare mærke, at den glæde og rare følelse jeg fik ved at tænke på min farmors bløde filthjerter på fyr, den glæde kunne jeg godt ha’ lyst til at plante i andre små hjerter.

Og med flytningen til en meget mindre bolig end tidligere, ja der har de kreative juleudfoldelser også fået lidt trangere kår, her er virkelig ikke plads til de store armbevægelser og hvis jeg skal kunne trække vejret igennem december, så skal der være mere samling på det og mere strømligning.

Lidt men godt og så noget, som kan tages frem igen og igen og måske – men kun måske – få lov til at stå det samme sted. Og egentlig er det ikke så svært for mig at vælge, hvad det så skal være. For det skal selvfølgelig være de ting, som er lidt tidsløse, klassiske juleting, blide farver, naturmaterialer og smukke former. Lidt træ, lidt glas, lidt dansk, lidt svensk, lige gammelt og lidt af nyere dato.

Og når julen pakkes væk om nogle uger, så vil jeg sortere alle kasserne og kun beholde det, som jeg tænker er langtidsholdbart for mig. Resten bliver solgt. For der er mange gode ting i de kasser, rigtigt mange. Både fordi at jeg har haft meget større huse at pynte og også fordi, at der år efter år er blevet tilført nye skønne ting til samlingerne.

Julen bliver nok aldrig bare rød og granstikkende her, men fremover bliver den mere genkendelig og dermed forhåbentlig også noget, der kan skabe en slags tradition at tænke tilbage på. Og hvem ved – måske kan jeg stadig nå at give mine piger en oplevelse af, at hjemme hos mor stod og hang de tre klirrende englespil altid lige der til højre på den lange reol.

De stod der i alle tilfælde i 2019…

Du vil kunne finde masser af billeder af de forskellige års jule”installationer”, hvis du skriver jul i søgefeltet. Jeg tror, at jeg vil tage mig en tur rundt i alle de gamle indlæg og lige få genopfrisket julepyntningen igennem tiden…

Bloggen, Børnebørn, Familie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Pigerne

DET MAN IKKE VED, DET KAN MAN DIGTE SIG TIL…

18/11/2019

I aftes lagde jeg et par billeder af vores lille hus i vintermørket op på min Instagram Story og en af mine følgere skrev følgende til mig:

Hvem bor egentlig i dit hus? Gør nogle af dine døtre? Gør en partner eventuelt? Det har jeg tit spekuleret på.

Og så skrev vi lidt frem og tilbage om det og jeg vil sige, at hun havde fået digtet sig en god historie om, hvordan nu tingene forholdt sig her. Ingen hjemmeboende døtre og så en partner, der overhovedet ikke ville nævnes på de sociale medier. Det fik vi os et par grin af, for hun havde ikke rigtigt ret i nogen af sine antagelser.

Og da der også forleden var en, der skrev her på siden, at det kunne være rart med en slags forbindelse fra hjernerystelsestiden og så til dags dato, ja så tænker jeg, at vi lige ta’r en meget hurtig og overordnet status på familiesituation og livsvilkår og andre aktualiteter for klanen.

Bare sådan meget meget overordnet og måske nærmest noget, der kan minde lidt om en opremsning, men så er i da ajour og behøver ikke at digte selv…

Da jeg faldt og knaldede hovedet i et sneglat fortov i januar 2016 var status, at jeg boede i byen sammen med mine to yngste, Laura og Amanda, og min ældste var rykket fra sin andel af vores villavillakulla og ud til sin kæreste lidt længere uden for byen. Og i det regnskab med ældste + kæreste fik jeg også det dejligste tillæg endnu i mit liv, nemlig Anton, mit ældste barnebarn, der var 3 år, da jeg var så heldig at blive en del af hans liv.

Jeg havde min hverdag på stationen, hvor jeg jonglerede med mad, gæster og masser af arbejde. Selvstændig på godt og ondt. Og faktisk var der ikke plads til ret meget andet end den form for selvstændighed i mit liv på daværende tidspunkt.

Siden er der sket rigtigt rigtigt meget i mit liv.

Både p.g.a. gokket i nødden og også igennem den helt almindelige udvikling, som alle liv går igennem på forskellige plan…

Nu er vi i november 2019. Og rigtigt rigtigt meget er forandret.

Nu bor jeg et andet sted. Jeg arbejder et andet sted. Min barnebarnssum er nu forøget med 200 %.

Det mellemste barn er flyttet hjemmefra og ikke bare hjemmefra men til en-anden-by-hjemmefra.

Jeg stoppede på stationen ved årsskiftet 17/18 og forud for det gik der en lang periode med trælse forhandlinger og et meget nedslidt hoved. Det er en helt beretning for sig selv og jeg er faktisk ikke rigtigt sikker på, at jeg vil bruge kræfter på at rulle alt for meget af den ud og hvis jeg på et tidspunkt vælger at gøre det, så bliver det i indlæg, som kun handler om lidt præcis det.

Jeg fik tilbudt et job som souschef i en skøn lille økologisk forretning med take away, catering og folkekøkken, som var en slags klassekammerat til den hverdagsvogn, som jeg med succes havde haft på stationen. Forretningen ligger i Silkeborg og det var intet problem at hoppe ind i produktionen og hverdagen der, da jeg skulle arbejde sammen med velkendte og gode mennesker.

Jeg arbejder der stadig og er stadig souschef, men som en følge af mit brækkede hoved er jeg nok den kokke souschef i verden, der arbejder allermindst. 12 timer om ugen er hvad jeg kan holde til, men hvilke 12 timer! Jeg sparker Janteloven til hjørnet og tillader mig at skrive, at jeg faktisk er helt eminent i de 12 timer. Planen er, at det er mit job lige så længe, at det giver mening for alle, både chefen og souschefen og den plan er jeg rigtig tilpas med…

I sommeren 16 flyttede Laura hjemmefra. Hun ville gerne læse Logopædi og det kan man kun i Odense, så hun er nu placeret dejligt der lige midt i den smukke fynske by og lever et dejligt men travlt studieliv. Hun skrev sin bachelor i foråret og er nu i gang med sin kandidat. Hun er vild med det og har selvfølgelig lige øget sin opmærksomhed omkring sproget med ca.10.000 procent. En af hendes dansklærere fra folkeskolen sagde forleden til mig: Så får du ENDELIG lidt modstand på det sproglige, AnneS.

Og det gør jeg, han har helt ret, ham den gamle lærer, som også var en kær kollega til mig.

Amanda bor jeg sammen med i vores lille hus på landet. Hun startede på Aarhus Universitet nærmest samme dag, som Laura startede på SDU, men på en studieretning, som ligger lysår fra Lauras. Amanda læser medicinal kemi og er helt sikker på, at hun er landet på helt rette hylde, det er så dejligt for hende.

Hun kører de 50 km til Aarhus hver morgen og de 50 hjem igen hver eftermiddag og hun gør det uden at kny, for at bo her på landet det elsker hun! Hun er ikke fristet af byliv og andet dejligt i Aarhus, for hende er det dejligt fuglesang, skov, rådyr, stilhed og hjemmeliv uden impulser fra byens puls.

Jeg savner Laura meget, det er jeg ikke bleg for at indrømme, hun mangler her, hvor resten af familien er. Jeg under hende så meget et dejligt ungdomsliv i Odense, men det er som om, at der mangler en brik i familiepuslespillet. Hun kommer ofte hjem, det nyder vi alle, ikke kun mig men lige så meget hendes to søstre, som også mangler at have hende med i alle de små dagligdags ting…

Og så er der jo Sophie. Da jeg slog hovedet, havde hun knap mødt sin mand endnu, og nu små 4 år efter er hun gift med verdens rareste mand, hus- og sommerhusejer og mor til 2 fine rollinger og selvfølgelig stadig den bedste bonusmor for Anton, der nu er 7 år og går i 1.klasse hjemme i Aarhus.

2 rollinger – Topper og Vilma.

Topper, som til dels er opkaldt efter min far og til dels efter Ole Lund Kirkegaards Topper, han blev født i oktober 2016 og forandrede vores familie for evigt. På skønneste vis.

3 år nu og børnehavedreng med alt hvad det indebærer af godt og frækt!

Vilma, som nærmest aldrig bliver kaldt Vilma men alt muligt andet, hun kom ind i vores liv i september 2018, og satte ligesom lidt ekstra gang i det hele. Fuld fart frem.

1.2 år nu og vuggestuebarn i samme institution som sin bror.

De tre fine fine børn skal selvfølgelig ha’ meget mere spalteplads her på siden, en mere indgående beskrivelse det fortjener de helt sikkert.

Mine tre små.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol…

I kæledyrsbestanden er der status quo.

Huxi, Saxo og Sigga. Ingen nytilflyttere selv om jeg rigtigt meget ønsker mig en hund mere.

Og en kat måske. Det er for længe siden, at vi har haft en killing i huset.

Og huset er jo huset på det vidunderlige sted, som jeg allerede har fortalt så indgående omkring.

Helt ærligt – jeg kunne ikke ønske mig mere.

3 fine fine piger, som er så godt på vej i deres voksenliv.

3 skønne skønne børnebørn, der giver så meget liv og glæde.

3 pelsede venner, der giver indre ro og spreder hår med rund hånd.

Et lille skævt hus på landet.

Et dejligt og ægte job i de timer, hvor jeg er i stand til det.

En lynstatus herfra. En slags opremsning.

Så har i styr på tropperne og ingen behøver længere at digte historier om os.

Og forresten – det der med en partner, der ikke vil nævnes på de sociale medier, det er også bare en historie, jeg lever alene og jeg lever rigtigt godt og dejligt sådan.

Livet er smukt og fint og helt og aldeles perfekt uperfekt, lige sådan som jeg holder allermest af det…