Browsing Category

For hjerte og sjæl

For hjerte og sjæl, Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden, Skriverier

NOGEN.

09/03/2021

Da jeg havde fødselsdag for en god uges tid siden, fik jeg så mange dejlige hilsner på alle de forskellige platforme og i år ramte de lige en en lille smule dybere end ellers og var måske også lidt mere tiltrængte, end jeg ellers plejer at mærke. Mit følelsesregister står pivåbent for tiden, jeg er tyndhudet og alt rumler ind for fuld kraft.

Glæde, lykke, uro, smerte, alt får et ekstra drej på volumeknappen. Teksten herunder skrev jeg som tak for alle hilsnerne på Facebook og vil også dele det her i lettere tilpasset format.

For et par uger siden dumpede et nyt fint lille menneske ned i vores familie og i samme døgn mistede mennesker, som vi kender, deres datter. Liv og død. Lys og mørke. Livet.

Og jeg har i de sidste uger tænkt så meget på, hvor livsvigtigt det er, at der er nogen, der holder os, når vi hænger ud over afgrunden i sorg og fortvivlelse, og hvor vigtigt det også er, at nogen jubler og glædes sammen med os, når livet stråler.

At nogen er med til det hele, ikke nødvendigvis de samme, men at der er nogen, der ser og hører og spejler. Nogen. At vi er noget for nogen og nogen er noget for os.

Jeg er –

nogens mor

nogens mormor

nogens søster

nogens datter

nogens ven

nogens medarbejder

nogens kollega

nogens veninde

nogens madmor

nogens lejer

nogens mentor

nogens sjælesørger

nogens torn i øjet

nogens gamle bekendte

nogens superhelt

nogens værste mareridt.

Jeg er nogens.Og så er jeg mig.

Allermest mig –

hård og blød

mild og ilter

energisk og træt

larmende og stille

fjollet og gravalvorlig

rummelig og afvisende

kompleks

modsatrettet

Et menneske. Nogen. Og allermest er jeg det, fordi jeg er det sammen med andre. Nogen.

Jeg er nu i mit 56. år. Det er jeg taknemmelig for, meget taknemmelig, intet er givet, intet er lovet, jeg tager hver dag, som den kommer og jeg tager den med glæde. Også selv om det er en grå dag, en blå dag, en svær dag. Jeg tager den med alligevel og gør det så gerne.

Sammen med mig selv og sammen med nogen.

Børnebørn, Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl

SALLY 10.FEBRUAR 2021

18/02/2021

For en uges siden dumpede der det fineste lille nye barn ned i vores flok. Sophie fødte sit 3. barn i løbet af 4.5 år og sammen med storebror Anton tæller den lille familie nu 4 vidunderlige børn.

Smukke børn.

Skønne børn.

Skøre børn.

Stædige børn.

Følsomme børn.

Selvstændige børn.

Udfordrende børn.

Elskede børn.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol.

Sally, min lillebitte rumpenisse.

4 fine personligheder i kroppe af forskellige størrelser, sikke en flok, sikke en rigdom.

Dagene går lige nu med at åååhhh’e og ae og sidde stille med den lille varme baby tæt i armene og så selvfølgelig også med at springe afsted efter de andre, der ikke længere gider at ligge stille i armene. Ikke ret længe i alle tilfælde.

Vi har nydt sneen, vi har nydt isen på søen, varm chokolade udenfor, pølser på bål, Gurli på tv, sofasidning, kælketure, lidt for meget fredagssnolder på andre dage end fredag, en slags barselsbobbel for hele vores lille flok.

Amanda og Laura rykker tæt, endnu tættere end vanligt, om deres søster og hjælper og elsker og opmuntrer, både deres store storesøster, der for alvor er rykket ind i småbørnsfamilielivet, og også deres små nevøer og niecer, som får lov til at fylde deres mosterhjerter på fineste vis.

Jeg elsker at se et lille nyt liv falde ind og få plads i den lille tætte kreds, hvor her er plads til præcis alle dem, som kommer til os, jeg bliver stolt og rørt over at se mine døtres kærlighed til hinanden, den tindrer.

Og selvfølgelig er vi også bare en helt almindelig familie med irritationer, ævl og svære dage, vi lever ikke i en rom-com men i en helt ordinær virkelighed med lidt for hårde ord i pressede perioder og ind imellem også vulkanudbrud af følelser. Men mest af alt så fylder kærligheden.

Til de små. Og til de store.

Og til hinanden.

Min fine trio, der nu er udvidet med en kvartet.

Dengang, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Årets gang

VINTERDAGE

06/02/2021

Jeg ved ikke noget bedre end sne og frost. Sådan skal vinteren gerne være. Kold kold kold og med alt det bruge dækket af hvidt.

Jeg elsker lyset og de dæmpede lyde og jeg elsker den kolde klare luft om næsen, for min skyld måtte det gerne være sådan fra starten af november til engang sidst i marts. Men der bliver mindre og mindre af den slags her på vores breddegrader, det er trist og skræmmende.

Når det hvide kolde vejr så endelig landet, så sørger jeg for at nyde det ekstra meget, sørger for at være ude og mærke det og sørger for at glæde mig over det ekstra lys det tilfører de mørke vinterdage, hvor lyset ikke er her i ret mange timer. Jeg bekymrer mig aldrig om, at det tager tid af af-ise bilen eller at det kan være lidt (for) spændende at køre på de glatte veje, det tager jeg gerne med, hvis bare der er sne.

Vi bor på et koldt sted midt i landet og sneen ligger ofte lidt længere herude. Ingen trafik, ingen varme fra fjernevarmen, der løber under fortovene i byen, ingen store huse, der står tæt på hinanden og smider varme ud. Her er bare koldt og stille.

I denne omgang har vi på ingen måde fået så meget sne, som andre dele af landet, jeg indrømmer gerne, at jeg bliver barnligt misundelig, og snart er her ikke rigtigt mere tilbage, det forsvinder lige så stille, selv om her er så isnende koldt. Jeg kigger hver dag på mine vejr apps og håber at se snefnug på skærmen. Men indtil videre intet held med det.

Da jeg var barn, boede vi midt i Haderslev med udsigt til domkirken og det ene torv i byen. Jeg elskede at sidde og kigge ned på gaden og over på Torvet og se sneflokkene vrimle omkring de mennesker, der gik hurtigt afsted, foroverbøjede med huerne godt trukket ned, de ville hjem i varmen. Jeg husker de dæmpede lyde, der steg op fra gaden, lydene af bilerne, der sneglede sig afsted og de mumlende stemmer fra dem, der måtte ud i vejret.

Jeg husker så tydeligt min mormors stemme, når hun vækkede mig om morgenen og sagde: Se ud af vinduet, Anne! Der var kun én grund til, at hun startede min dag på den måde, og jeg vidste allerede før, jeg trak gardinet til side, at jeg ville kigge ud på hvidt.

Jeg husker kælketure i Damparken, ind imellem med vores Buster spændt foran den lille trækælk, han forstod ikke, at han skulle starte stille op og røg bare afsted i boxer-fart, når min morfar løb foran og kaldte på ham, jeg lå mere i sneen end jeg sad på kælken, sendt bagud i raketfart, når hunden sprang frem.

Min mormor var en frossenpind, kuldskær og ikke så glad for vinterlivet, hun blev helst inde, men min morfar gad det hele, kælketure, snebolde, huler, når der var sne nok til det. Vi kunne være ude i timevis.

Jeg husker lugten af de våde vanter og elefanthuer på radiatoren, støvlerne, der blev stoppet med avispapir for at tørre så hurtigt som muligt, og jeg husker med særlig glæde de magiske aftener, hvor vi kunne nå ned og lege i sneen efter aftensmaden. Lege i mørket, der blev lyst op af de hvide bunker og af min morfars militærlygter, der kunne skifte farve mellem klar, grøn og rød ved at skubbe små ekstra farvede glas op og ned foran pæren. Vi fik varm cacao fra små feltrationsposer, det smagte ikke så godt, mest lidt af vand, men det hørte med og så kunne vi jo altid få en kop varm te, når vi kom ind.

Jeg elskede de vinterdage, jeg elsker dem stadigvæk, og nu slipper jeg heldigvis for de vasketure, som barndommens snedage i skolegården bød på, Keld, Erik og store Klaus var nogle børster, der kunne holde en så fast, at man ikke havde en chance, og de var ikke for fine til at samle sne der, hvor de også kunne få fat i lidt frossen jord. Kan i huske, hvor ondt det gjorde, når sådan en lille frossen jordklump blev gnedet rundt på den kolde kolde bløde kind? Jeg kan!

Heldigvis fyldte deres lede vasketure meget mindre end alle de andre skønne vinterlege. I alle tilfælde når jeg sidder her og tænker tilbage. Jeg elskede vinter og sne.

Og det gør jeg stadig. Det er heldigvis en af de ting, som jeg ikke voksede fra.

Så send gerne mere sne. Meget mere sne…