Browsing Category

Skriverier

Blog-ord, Skriverier

BLOG-ORD 1 : LYNHISTORIER…

19/12/2019

Da jeg for en måneds tid siden skrev, at I var velkomne til at komme med stik-ord, som jeg så senere kunne bruge som en slags skriveøvelser her på bloggen, var I hurtige på tasterne og der kom så mange fine forslag til, hvad jeg kunne kaste mig over.

Jeg er ikke rigtigt kommet i gang endnu, men tog listen frem i dag og kiggede den igennem, jeg har jo lyst til at skrive om alt derpå, men for at gøre det lidt let tilgængeligt for mig selv på sådan en lidt træt torsdag som denne, så hev jeg en af kasserne med Lynhistorier ud af skabet og trak et kort. På engelsk åbenbart. Havde glemt, at vi også havde den udgave liggende.

Så altså – here we go – en lille lynende hurtig historie about a scar. Jeg sætter ikke minut-uret til, det klarer min hjerne ikke, jeg må ha’ tid.

Da jeg var barn var sodavandsdrikning noget, der hørte højtider og fester til. I alle tilfælde hjemme hos min mormor og morfar. Hos min fars forældre var der en mere afslappet holdning til indtagelse af den slags, sikkert fordi, at de tænkte, at den bare skulle have gas på hyggen, når jeg var hos dem.

Efter en sammenkomst hjemme var der en lille flok Fuglsang sodavand til overs, lækre søde boblende sodavand i små glasflasker. Jeg plagede flere gange om at få lov til at drikke én af dem, bare én, en iskold en var det, for de stod ude i noget, som vi kalde Slippen, en smal passage mellem vores hus og nabohuset, hvor byens store Materialist boede, datidens Matas. Hvordan sodavandene er endt dernede på det store slidte trappetrin af sten, aner jeg faktisk ikke, det var ikke et sted, hvor der normalt sådan lige stod en flok kolde drikke, men de stod altså der et par dage efter sammenkomsten og de lokkede noget så skrækkeligt.

Det endte – selvfølgelig – med, at jeg tænkte: Nu tager jeg bare én og så må jeg få skæld ud, hvis de opdager det! Jeg fik listet en oplukker med ned oppe fra den tunge køkkenskuffe og knappede en sodavand op og drak den i store grådige slurke. Væk var den i løbet af et øjeblik. Og så stod jeg ellers der med den tomme flaske. Og hvad skulle jeg så gøre af den?

Kan i mærke panikken? Jeg var jo ude i Point of no return, for sodavanden var drukket og det kunne ligesom ikke gøres om, jeg havde bare ikke tænkt længere end dertil i min iver for at bælle noget sukkerdrik.

Jeg gik i panik, drejede rundt om mig selv både fysisk og mentalt og tænkte bare Åhh nej åhh nej og pludselig røg flasken ud af hånden på mig! Ned på de store gamle sten, der lå i slippen. Crash bang og tusind glasskår. Panik panik panik. Havde nogen hørt larmen? Kom de nu løbende ned af trappen? Hvordan skulle jeg samle det op? Og hvad skulle jeg gøre med skårene?

Høj puls og paniksved.

Jeg begyndte at samle op og tænkte mig ikke om, samlede bare de tykke skarpe skår op i næven. Samlede og samlede og samlede lige indtil jeg på en eller anden både fik skåret et dybt buet snit i min højre håndflade. Lige på det tykke sted under pegefingeren. DYBT! Følte nærmest at glasskåret sad fast inde i knoglen. Jeg turde ikke skrige eller tude. Så var afsløringen jo lige så sikker som Amen i kirken. I min panik smed jeg alle de opsamlede skår igen og stod nærmest bare som stivnet, mens jeg kiggede ned på hånden med det gabende sår og så hvordan blodet bare piblede. Stærkere og stærkere og mere og mere. Det tap-blødte.

Jeg blev så svimmel. Af ren og skær panik.

Og til sidst skreg jeg vel. Og græd. Højt!

Og min mormor kom løbende.

Hun sagde ikke et ord men hev mig op i køkkenet, op på køkkenbordet og tændte for den kolde hane, så hun kunne komme til at se såret.

“Hvordan er det sket, Anne?” Intet svar, bare hulk. “Anne?!?”

Og så fortalte jeg det vel. Jeg husker det ikke, husker ikke skæld ud, husker ikke formaninger, husker bare panikken inden i og en forfærdelig dunken i hånden i de næste mange timer. Og så en stod hvid stram forbinding. Måske lidt større end nødvendigt så jeg rigtigt kunne sidde der og glo på den og tænke over, at jeg havde gjort noget rigtigt dumt. Og det endda uden at spørge. Dumt.

Arret sidder der endnu, helt tydeligt, halvmåneformet og lidt hævet op over resten af håndfladen.

Et ar. En lynhistorie.

Jeg har oprettet en ny kategori, der hedder blog-ord, i den vil jeg lægge alle de indlæg, som jeg skriver over jeres stikord. Dette her var det første og med gode gamle Lynhistorie som støttepædagog og igangsætter…

Bloggen, Og mig selv - sagde hunden, Skriverier

DET KRÆVER ØVELSE, RUTINER OG PÅMINDELSER…

12/11/2019

Helt ærligt altså –

Jeg bliver da så irriteret på mig selv!

Jeg vil gerne blogge, jeg vil gerne gøre det om ikke dagligt så i alle tilfælde flere gange om ugen.

Jeg vil gerne skrive om stort og småt, om mad, om strik, om have, om liv med skrammer og buler, om pelsdyr, piger og børnebørn.

Så hvorfor får jeg det ikke gjort?!?

Jeg er ude af træning og rutiner.

Jeg glemmer det og går “bare” og laver en masse ting, som så fint kunne deles her.

Strikkede sager, som sidder på pindene og er på vej og også sager, der er afsluttet men særligt skønne.

Jeg har lige lavet dejlige dejlige måltider omkring Mortens aften med smørmøre ænder og sprøde salater, som sagtens kunne ligge her til brug og glæde for andre.

Men jeg glemmer det!

Og når jeg så kommer i tanke om det, så sukker jeg lidt og tænker på, om det overhovedet har sin berettigelse? Er der brug for det? Behov for det? Glædes nogen over det?

Gør jeg selv?

Er tiden løbet fra de små hverdags blogs? Er tiden mere til de semi-professionelle med strammere og smallere fokus, med mere tid til at arbejde med indholdet, med samarbejdspartnere og tydeligt ønske om at kunne leve af sin tilstedeværelse på nettet?

Jeg ved det ikke…

Det er ikke sådan, at jeg sidder her og har følelsen af ikke at ha’ lov, jeg må jo lige præcis det jeg vil her, på min digitale plet og jeg ved, at her er trofaste læsere, som vender forbi og snupper en dosis af det, som jeg deler.

Men jeg oplever også, hvordan der på FB og IG kommenteres på indholdet her på siden, at der stilles spørgsmål der i stedet for her, og det får mig til at tænke over, om de fleste mon trives bedre på de lidt hurtigere platforme, hvor man blot med et lille dap med pegefingeren kan tilkendegive, at man har set, måske læst og også kan li’ det, der er delt.

Måske er vi alle – rigtigt meget inkl mig selv – faldet i hurtighedsgryden, selv om mange af os siger, at vi længes efter mere ro og mere fordybelse?

Jeg vil så gerne i gang med at skrive igen, jeg elsker det, virkelig, og skriver lige så gerne bare for mig selv, men skal det så være her? Eller bare i et lille lukket dokument, der kun læses af mig selv?

Jeg kan i alle tilfælde konstatere, at det vil kræve øvelse, vedholdenhed og små påmindelser for at jeg kommer her forbi…

Jeg har tidligere lavet en lille skriveøvelse koblet på en bog, der hed noget i retning af 365 ting at skrive om, det var faktisk ret sjovt. Måske skulle jeg gribe til sådan én igen med et håndslag fra min ene hånd til min anden hånd om 3 ugentlige små skriverier?

Jeg kunne også gøre det sådan, at jeg skrev korte tekster over stikord fra jer læsere. Der skal ikke meget til at starte min indre skrivemaskine, den er nærmest selvkørende. Tap tap tap kører fingerne over det imaginære tastatur og så vokser der en lille flok ord. Om ingenting og om altid. Om vejret, om krydrede chokoladesnurrer, om engelsk strik, om ambassadører, om venskaber og utålmodighed.

Jeg vælger at være tålmodig med mig selv, jeg holder fast i følelsen af gerne at ville skrive lige netop her, at jeg vil skrive om alt det, der svømmer og svæver mellem fuglene og fiskene.

En fast aftale om ugentlige skrivetider. Jeg sætter det i kalenderen.

Og kan du så måske smide et stikord eller to herunder, ikke på FB eller andre steder, herunder, så samler jeg dem op og bruger dem til små tekster om alt og intet og måske noget helt særligt.

Stikord. Èt ord. Måske to.

Hjælper du?

Billedet af den dahlia er selvfølgelig ikke fra i dag, en grå kold novemberdag, men fra en fejende flot sommerdag med sol og varme, og egentlig kunne jeg jo skrive om hvor grueligt tørret jeg blev af dette års dahlia knolde, for det var fileme da en værre historie…

Familie, Familieliv, Pigerne, Skriverier

4 : 642….

08/06/2014

Fødselsdagpigen...

Fødselsdagboller...

“Tell a complete stranger about a beloved family tradition”

Hvis nogen engang spørger mig, om vi har særlige traditioner i vores familie, så vil jeg kunne diske op med mange.
Nogen af dem er helt sikker gengangere fra andre familier, andre er mere vores egne.
Nogen er vigtige og må aldrig springes over, andre er sådan mere “når vi husker det”-agtige.

Men helt sikkert gælder:
Nybagte Luciaboller d.13.12. i morgenmørket.
Ferier i Sverige med falukorv og mos.
Jordbærselvpluk ved Annexgården.
Nytår med de samme venner hvert år.
Julekortskrivning med småkager og glögg til.
Tændte stearinlys og servietter på bordet hver eneste dag.
Hyldeblomst-tur i juni.
Julepyntet hus på den første søndag i advent.
Små hyggelige og skøre gaver til hinanden, hvis en af os har været på tur.

Og mange mange flere.
Nye er kommet til i de sidste år, hvor vi er blevet en ny familie, og de er blevet fint forenet med de gamle, sådan at det nu bare er vores.

Jeg har spurgt pigerne om traditioner og ens for dem alle tre var, at fødselsdagspigen og de lyse boller blev nævnt som noget af det allerførste.
Så mon ikke man kan konkludere, at de to ting i alle tilfælde er en meget meget fast og vigtig tradition…

Fødselsdagspigen købte min mor til os, da Amanda og Laura var små. HUn havde straks tænkt på Amanda, da hun så de store øjne og den kække opstopper. Vi andre forstod hende.
Figuren er sådan lidt Carl Larsson-ish og meget forskellige fra de andre ting, som bor i vores hjem og også rigtigt meget forskellige fra min mors smag og stil, men den måtte bare med hjem og gives videre til os.

Den lille blonde svenske pige med blomsterkrans i håret kan holde et kertelys i sin ene hånd og hun står altid på fødselsdagsbordet foran den af os, der har fødselsdag og lyset bliver tændt i morgenstunden og igen og igen indtil alle fejringer er ovre.
Ingen fødselsdag uden pigen og hun sætter også rammen for, hvordan blomster m.m. kommer til at se ud på bordet, for de skal jo helst passe til hendes stille farver.

Når fødselsdagen er omme pakkes pigen i skabet igen.
4 gange om året er hun fremme i lyset.
28.2.
28.3.
3.5.
6.7.

Så næste gang er ved Sophies fødselsdag om en lille måneds tid.
En dag, hvor der i mange mange år, blev serveret boller i karry, fordi det var Sophies allerstørste livret, jeg har ikke tal på hvor mange gange, at jeg har stået i bagende varme og kogt boller og bikset karrysauce til 25 mennesker.
Men den tradition er vist efterhånden veget for kagebord og grill…

Fødselsdagspigen har været væltet på gulvet af store kluntede Otto og har brækket benene, men det betyder ikke, at hun må blive i skabet eller måske endda sendes til de evige jagtmarker via containerpladsen. Hun er blevet lappet og står klar med nystrøget forklæde til næste gang, sådan er det, og jeg skal ikke prøve at foreslå andet.

Men det er vel også sådan, at man vænner sig til meget, også underlige piger på bordet og hun er i alle tilfælde rigtig vigtigt for mine piger og derfor smiler jeg også, når jeg tager hende frem og sætter hende på bordet.
Jeg tænker på alle de andre gange, hvor jeg har taget hende ud af mørket i skabet, tænker på de glade forventningsfulde små pigeansigter, jeg hører deres stemmer og de hvinende skrig, når kagekonen mistede hovedet.

Jeg tænker på deres livretter og alle gæsterne, de samme som kommer igen år efter år og som kender og elsker mine piger for lige præcis det og dem de er.
Lykken og varme og samhørigheden er så fint samlet på de dage, hvor man sidder og ser på det barn, som er blevet et år ældre.

Så ingen fødselsdag hos os uden den lille pige på bordet.
Kitch og kærlighed.
Og så altid kæmpe store bjerge af nybagte fødselsdagsboller, for uden dem er det heller ikke helt rigtigt…