Browsing Category

Skriverier

Bloggen, Og mig selv - sagde hunden, Skriverier

DET KRÆVER ØVELSE, RUTINER OG PÅMINDELSER…

12/11/2019

Helt ærligt altså –

Jeg bliver da så irriteret på mig selv!

Jeg vil gerne blogge, jeg vil gerne gøre det om ikke dagligt så i alle tilfælde flere gange om ugen.

Jeg vil gerne skrive om stort og småt, om mad, om strik, om have, om liv med skrammer og buler, om pelsdyr, piger og børnebørn.

Så hvorfor får jeg det ikke gjort?!?

Jeg er ude af træning og rutiner.

Jeg glemmer det og går “bare” og laver en masse ting, som så fint kunne deles her.

Strikkede sager, som sidder på pindene og er på vej og også sager, der er afsluttet men særligt skønne.

Jeg har lige lavet dejlige dejlige måltider omkring Mortens aften med smørmøre ænder og sprøde salater, som sagtens kunne ligge her til brug og glæde for andre.

Men jeg glemmer det!

Og når jeg så kommer i tanke om det, så sukker jeg lidt og tænker på, om det overhovedet har sin berettigelse? Er der brug for det? Behov for det? Glædes nogen over det?

Gør jeg selv?

Er tiden løbet fra de små hverdags blogs? Er tiden mere til de semi-professionelle med strammere og smallere fokus, med mere tid til at arbejde med indholdet, med samarbejdspartnere og tydeligt ønske om at kunne leve af sin tilstedeværelse på nettet?

Jeg ved det ikke…

Det er ikke sådan, at jeg sidder her og har følelsen af ikke at ha’ lov, jeg må jo lige præcis det jeg vil her, på min digitale plet og jeg ved, at her er trofaste læsere, som vender forbi og snupper en dosis af det, som jeg deler.

Men jeg oplever også, hvordan der på FB og IG kommenteres på indholdet her på siden, at der stilles spørgsmål der i stedet for her, og det får mig til at tænke over, om de fleste mon trives bedre på de lidt hurtigere platforme, hvor man blot med et lille dap med pegefingeren kan tilkendegive, at man har set, måske læst og også kan li’ det, der er delt.

Måske er vi alle – rigtigt meget inkl mig selv – faldet i hurtighedsgryden, selv om mange af os siger, at vi længes efter mere ro og mere fordybelse?

Jeg vil så gerne i gang med at skrive igen, jeg elsker det, virkelig, og skriver lige så gerne bare for mig selv, men skal det så være her? Eller bare i et lille lukket dokument, der kun læses af mig selv?

Jeg kan i alle tilfælde konstatere, at det vil kræve øvelse, vedholdenhed og små påmindelser for at jeg kommer her forbi…

Jeg har tidligere lavet en lille skriveøvelse koblet på en bog, der hed noget i retning af 365 ting at skrive om, det var faktisk ret sjovt. Måske skulle jeg gribe til sådan én igen med et håndslag fra min ene hånd til min anden hånd om 3 ugentlige små skriverier?

Jeg kunne også gøre det sådan, at jeg skrev korte tekster over stikord fra jer læsere. Der skal ikke meget til at starte min indre skrivemaskine, den er nærmest selvkørende. Tap tap tap kører fingerne over det imaginære tastatur og så vokser der en lille flok ord. Om ingenting og om altid. Om vejret, om krydrede chokoladesnurrer, om engelsk strik, om ambassadører, om venskaber og utålmodighed.

Jeg vælger at være tålmodig med mig selv, jeg holder fast i følelsen af gerne at ville skrive lige netop her, at jeg vil skrive om alt det, der svømmer og svæver mellem fuglene og fiskene.

En fast aftale om ugentlige skrivetider. Jeg sætter det i kalenderen.

Og kan du så måske smide et stikord eller to herunder, ikke på FB eller andre steder, herunder, så samler jeg dem op og bruger dem til små tekster om alt og intet og måske noget helt særligt.

Stikord. Èt ord. Måske to.

Hjælper du?

Billedet af den dahlia er selvfølgelig ikke fra i dag, en grå kold novemberdag, men fra en fejende flot sommerdag med sol og varme, og egentlig kunne jeg jo skrive om hvor grueligt tørret jeg blev af dette års dahlia knolde, for det var fileme da en værre historie…

Familie, Familieliv, Pigerne, Skriverier

4 : 642….

08/06/2014

Fødselsdagpigen...

Fødselsdagboller...

“Tell a complete stranger about a beloved family tradition”

Hvis nogen engang spørger mig, om vi har særlige traditioner i vores familie, så vil jeg kunne diske op med mange.
Nogen af dem er helt sikker gengangere fra andre familier, andre er mere vores egne.
Nogen er vigtige og må aldrig springes over, andre er sådan mere “når vi husker det”-agtige.

Men helt sikkert gælder:
Nybagte Luciaboller d.13.12. i morgenmørket.
Ferier i Sverige med falukorv og mos.
Jordbærselvpluk ved Annexgården.
Nytår med de samme venner hvert år.
Julekortskrivning med småkager og glögg til.
Tændte stearinlys og servietter på bordet hver eneste dag.
Hyldeblomst-tur i juni.
Julepyntet hus på den første søndag i advent.
Små hyggelige og skøre gaver til hinanden, hvis en af os har været på tur.

Og mange mange flere.
Nye er kommet til i de sidste år, hvor vi er blevet en ny familie, og de er blevet fint forenet med de gamle, sådan at det nu bare er vores.

Jeg har spurgt pigerne om traditioner og ens for dem alle tre var, at fødselsdagspigen og de lyse boller blev nævnt som noget af det allerførste.
Så mon ikke man kan konkludere, at de to ting i alle tilfælde er en meget meget fast og vigtig tradition…

Fødselsdagspigen købte min mor til os, da Amanda og Laura var små. HUn havde straks tænkt på Amanda, da hun så de store øjne og den kække opstopper. Vi andre forstod hende.
Figuren er sådan lidt Carl Larsson-ish og meget forskellige fra de andre ting, som bor i vores hjem og også rigtigt meget forskellige fra min mors smag og stil, men den måtte bare med hjem og gives videre til os.

Den lille blonde svenske pige med blomsterkrans i håret kan holde et kertelys i sin ene hånd og hun står altid på fødselsdagsbordet foran den af os, der har fødselsdag og lyset bliver tændt i morgenstunden og igen og igen indtil alle fejringer er ovre.
Ingen fødselsdag uden pigen og hun sætter også rammen for, hvordan blomster m.m. kommer til at se ud på bordet, for de skal jo helst passe til hendes stille farver.

Når fødselsdagen er omme pakkes pigen i skabet igen.
4 gange om året er hun fremme i lyset.
28.2.
28.3.
3.5.
6.7.

Så næste gang er ved Sophies fødselsdag om en lille måneds tid.
En dag, hvor der i mange mange år, blev serveret boller i karry, fordi det var Sophies allerstørste livret, jeg har ikke tal på hvor mange gange, at jeg har stået i bagende varme og kogt boller og bikset karrysauce til 25 mennesker.
Men den tradition er vist efterhånden veget for kagebord og grill…

Fødselsdagspigen har været væltet på gulvet af store kluntede Otto og har brækket benene, men det betyder ikke, at hun må blive i skabet eller måske endda sendes til de evige jagtmarker via containerpladsen. Hun er blevet lappet og står klar med nystrøget forklæde til næste gang, sådan er det, og jeg skal ikke prøve at foreslå andet.

Men det er vel også sådan, at man vænner sig til meget, også underlige piger på bordet og hun er i alle tilfælde rigtig vigtigt for mine piger og derfor smiler jeg også, når jeg tager hende frem og sætter hende på bordet.
Jeg tænker på alle de andre gange, hvor jeg har taget hende ud af mørket i skabet, tænker på de glade forventningsfulde små pigeansigter, jeg hører deres stemmer og de hvinende skrig, når kagekonen mistede hovedet.

Jeg tænker på deres livretter og alle gæsterne, de samme som kommer igen år efter år og som kender og elsker mine piger for lige præcis det og dem de er.
Lykken og varme og samhørigheden er så fint samlet på de dage, hvor man sidder og ser på det barn, som er blevet et år ældre.

Så ingen fødselsdag hos os uden den lille pige på bordet.
Kitch og kærlighed.
Og så altid kæmpe store bjerge af nybagte fødselsdagsboller, for uden dem er det heller ikke helt rigtigt…

Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl, Skriverier

2: 642

01/06/2014

På bordet....

Grøn...

Blå bølger...

Klematis...

“A present from my mother”

At fortælle om mit liv med min mor, om vores relation og vores gode og dårlige år ville være et kæmpe arbejde.
Hårdt og knugende men sikkert også styrkende og givende og en dag vil jeg gøre det.

Jeg er der, hvor jeg sagtens kan gøre det, også på en ordentlig måde, men jeg synes nærmest, at der er så meget at fortælle, så mange lag og vinkler, at det vil kræve dage, uger, måneder og hundredevis af sider at komme ordentligt omkring.

Så det bliver ikke i dag, men jeg vil fortælle om en gave, en helt særlig og vidunderlig gave, som jeg har fået af min mor, mens vi har boet her i jomfruburet.
En gave, som jeg er meget meget beskyttende overfor, både sådan helt konkret men også på et følelsemæssigt plan.

Nu deler jeg, måske giver det mening, måske vil der være ting, som ikke er så nemme at forstå, når man sidder på den anden side af skærmen, men som giver god god mening her…

Sammenlagt har jeg vel boet hos min mor i 14-16 måneder fordelt over 3 perioder, sidste gang da jeg var 5, og ellers er jeg vokset op hos min mormor og morfar.
Det har ikke været enkelt, ikke for nogen af os, men når man kigger på det store billede, så er jeg vokset op med masser af kærlighed, anerkendelse og livsmod og helt sikkert også drevet frem af en iboende og nok medfødt jernvilje til at få det bedste ud af det liv, som blev givet mig.

En sådan trio af mor, datter og datterdatter er ikke for sarte sjæle, når de kvinder på hver deres måde ville stå op for egne meninger og holdninger, med forskellige strategier og udtryksformer har det ind imellem været en krigszone med sværdslag, tårer og væltede drømme og håb, som det er svært at forklare for de, som aldrig har oplevet det på tæt hold.

Jeg har elsket dem begge, min mor og min mormor, men der har ikke altid været mulighed eller plads til at vise det eller rent faktisk at mærke det, for uden at placere ansvar på bare en enkelt eller bebrejde nogen, så kan jeg roligt sige, at det i perioder har været en plage uden lige at være placeret imellem de to kvinder, der var mine mødre…

Da jeg skulle flytte fra huset på heden kom jeg ret kraftigt i kontakt med nogle af de voldsomme oplevelser og følelser af svigt, som jeg har slæbt rundt på i alt for mange år, og jeg brugte skilsmissen som et springbræt til at få ryddet op, gjort op og gjort klar til et bedre liv.
Jeg vidste, at nu var det nu, hvis jeg skulle finde ro og vælge det, som ville være godt for mig og ikke bare godt for dem, som hørte til min flok.

Så det gjorde jeg, gjorde noget, og det gav en ro inden i, som også gav mulighed for at række ud og lukke op imod dem og det, som havde været med til at forme.

Min mormor døde året før, at Laura blev født, så nu er vi bare 2 af de 3 tilbage, 2 som stille finder melodien og som er villige til at øve og øve og forstå, også selv om det faktisk kan være rigtigt svært og udfordrende, når man ikke kender og forstår og også er bange for at spille så meget forkert, at det hele braser.

Men vi er på vej og det er godt og i sig jo en gave, som jeg er glad for blev mulig…

I min stue står en mere håndgribelig gave, som med største forsigtighed er blevet fragtet fra min mor i København her til mig i Jylland.
En vidunderlig smuk grøn vase, som var en bryllupsgave til min mormor og morfar, der blev gift i 1945, da han kom tilbage til Danmark efter mere end 2 år i koncentrationslejr uden for Berlin.

En vase, der er så smuk i både form og farve, den er silkeblød at stryge hænderne over og den smukke farve er helt forrygende til både meget larmende blomster men også til de mere blege og stille af slagsen.

Jeg er vokset op med den vase, der stod på “domkirken”, et gammelt dækketøjsskab, som stod i spisestuen hos min mormor og morfar.
Spisestuen med det flotteste parketgulv, som min mormor gav Blitza hver anden sommer, spisestuen med de smukke hvide døre mod de andre rum og det gamle udskårne egeloft fra 1770’erne.

Der stod den, den grønne vase, med årstidens blomster i, tulipaner, syrener, roser, asters, georginer og ind imellem også bare smukke grene.
Jeg har altid elsket den vase og blomsterne, en af de ting, som både min mor og jeg har fået ind med “modermælken” af den samme kvinde, glæden over at pynte hverdagen med smukke buketter…

Da min mormor døde flyttede vasen hjem til min mor og jeg var svært misundelig, jeg ønskede mig den sådan, både fordi den var smuk men også fordi at den var så tydeligt et billede på min mormors stil og glæde ved at bevæge sig i smukke rum.
Men ak, min mor var også meget meget glad for lige netop den vase, og sådan blev det så, at den boede hos hende.

Engang – da mine piger stadig var små – og vi var på besøg i København, bad min mor Torben om at køre hende til Østerbro, tror jeg, hvor min mor skulle ha’ klinket vasen, der var gået i to, revnet lige midt hen over det bredeste sted.
Vasen blev afleveret, blev klinket på fineste og næsten usynlige vis og hentet hjem til min mor igen.

Næsten lige så god som ny…

Efter at jeg var flyttet herind, efter at der var kommet mere ro ind i mit liv og min mor og jeg igen havde kontakt, måske den bedste kontakt nogensinde, forærede min mor mig den grønne vase i fødselsdagsgave.
En gestus, som jeg tænker, fortæller så meget om det sted, som vi sammen står på nu, en vilje, et ønske og en målrettethed omkring det at blive en slags familie, som gør godt og glad og ikke belaster eller knuger.

Jeg elsker den vase endnu højere, end jeg gjorde før, og mærker en dyb og ægte glæde, når jeg sætter buketter i den.
Buketter af knitrende tulipaner, som får mormor frem på nethinde.
Buketter af skærmblomster fra grøftekanten, som jeg ved min mor elsker.
Buketter af svumlende georginer, som jeg nok elsker allermest.

Og jeg smiler ved tanken om, at vilje, håndværk, indsigt og kærlighed kan klinke både fine grønne vaser og gamle ituslåede relationer, hvis man vil, tør og orker.

En gave fra min mor, en gave som er blevet et symbol og nu også en lille historie…