Browsing Category

Skriverier

For hjerte og sjæl, Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden, Skriverier

NOGEN.

09/03/2021

Da jeg havde fødselsdag for en god uges tid siden, fik jeg så mange dejlige hilsner på alle de forskellige platforme og i år ramte de lige en en lille smule dybere end ellers og var måske også lidt mere tiltrængte, end jeg ellers plejer at mærke. Mit følelsesregister står pivåbent for tiden, jeg er tyndhudet og alt rumler ind for fuld kraft.

Glæde, lykke, uro, smerte, alt får et ekstra drej på volumeknappen. Teksten herunder skrev jeg som tak for alle hilsnerne på Facebook og vil også dele det her i lettere tilpasset format.

For et par uger siden dumpede et nyt fint lille menneske ned i vores familie og i samme døgn mistede mennesker, som vi kender, deres datter. Liv og død. Lys og mørke. Livet.

Og jeg har i de sidste uger tænkt så meget på, hvor livsvigtigt det er, at der er nogen, der holder os, når vi hænger ud over afgrunden i sorg og fortvivlelse, og hvor vigtigt det også er, at nogen jubler og glædes sammen med os, når livet stråler.

At nogen er med til det hele, ikke nødvendigvis de samme, men at der er nogen, der ser og hører og spejler. Nogen. At vi er noget for nogen og nogen er noget for os.

Jeg er –

nogens mor

nogens mormor

nogens søster

nogens datter

nogens ven

nogens medarbejder

nogens kollega

nogens veninde

nogens madmor

nogens lejer

nogens mentor

nogens sjælesørger

nogens torn i øjet

nogens gamle bekendte

nogens superhelt

nogens værste mareridt.

Jeg er nogens.Og så er jeg mig.

Allermest mig –

hård og blød

mild og ilter

energisk og træt

larmende og stille

fjollet og gravalvorlig

rummelig og afvisende

kompleks

modsatrettet

Et menneske. Nogen. Og allermest er jeg det, fordi jeg er det sammen med andre. Nogen.

Jeg er nu i mit 56. år. Det er jeg taknemmelig for, meget taknemmelig, intet er givet, intet er lovet, jeg tager hver dag, som den kommer og jeg tager den med glæde. Også selv om det er en grå dag, en blå dag, en svær dag. Jeg tager den med alligevel og gør det så gerne.

Sammen med mig selv og sammen med nogen.

Blog-ord, Skriverier

BLOG-ORD 1 : LYNHISTORIER…

19/12/2019

Da jeg for en måneds tid siden skrev, at I var velkomne til at komme med stik-ord, som jeg så senere kunne bruge som en slags skriveøvelser her på bloggen, var I hurtige på tasterne og der kom så mange fine forslag til, hvad jeg kunne kaste mig over.

Jeg er ikke rigtigt kommet i gang endnu, men tog listen frem i dag og kiggede den igennem, jeg har jo lyst til at skrive om alt derpå, men for at gøre det lidt let tilgængeligt for mig selv på sådan en lidt træt torsdag som denne, så hev jeg en af kasserne med Lynhistorier ud af skabet og trak et kort. På engelsk åbenbart. Havde glemt, at vi også havde den udgave liggende.

Så altså – here we go – en lille lynende hurtig historie about a scar. Jeg sætter ikke minut-uret til, det klarer min hjerne ikke, jeg må ha’ tid.

Da jeg var barn var sodavandsdrikning noget, der hørte højtider og fester til. I alle tilfælde hjemme hos min mormor og morfar. Hos min fars forældre var der en mere afslappet holdning til indtagelse af den slags, sikkert fordi, at de tænkte, at den bare skulle have gas på hyggen, når jeg var hos dem.

Efter en sammenkomst hjemme var der en lille flok Fuglsang sodavand til overs, lækre søde boblende sodavand i små glasflasker. Jeg plagede flere gange om at få lov til at drikke én af dem, bare én, en iskold en var det, for de stod ude i noget, som vi kalde Slippen, en smal passage mellem vores hus og nabohuset, hvor byens store Materialist boede, datidens Matas. Hvordan sodavandene er endt dernede på det store slidte trappetrin af sten, aner jeg faktisk ikke, det var ikke et sted, hvor der normalt sådan lige stod en flok kolde drikke, men de stod altså der et par dage efter sammenkomsten og de lokkede noget så skrækkeligt.

Det endte – selvfølgelig – med, at jeg tænkte: Nu tager jeg bare én og så må jeg få skæld ud, hvis de opdager det! Jeg fik listet en oplukker med ned oppe fra den tunge køkkenskuffe og knappede en sodavand op og drak den i store grådige slurke. Væk var den i løbet af et øjeblik. Og så stod jeg ellers der med den tomme flaske. Og hvad skulle jeg så gøre af den?

Kan i mærke panikken? Jeg var jo ude i Point of no return, for sodavanden var drukket og det kunne ligesom ikke gøres om, jeg havde bare ikke tænkt længere end dertil i min iver for at bælle noget sukkerdrik.

Jeg gik i panik, drejede rundt om mig selv både fysisk og mentalt og tænkte bare Åhh nej åhh nej og pludselig røg flasken ud af hånden på mig! Ned på de store gamle sten, der lå i slippen. Crash bang og tusind glasskår. Panik panik panik. Havde nogen hørt larmen? Kom de nu løbende ned af trappen? Hvordan skulle jeg samle det op? Og hvad skulle jeg gøre med skårene?

Høj puls og paniksved.

Jeg begyndte at samle op og tænkte mig ikke om, samlede bare de tykke skarpe skår op i næven. Samlede og samlede og samlede lige indtil jeg på en eller anden både fik skåret et dybt buet snit i min højre håndflade. Lige på det tykke sted under pegefingeren. DYBT! Følte nærmest at glasskåret sad fast inde i knoglen. Jeg turde ikke skrige eller tude. Så var afsløringen jo lige så sikker som Amen i kirken. I min panik smed jeg alle de opsamlede skår igen og stod nærmest bare som stivnet, mens jeg kiggede ned på hånden med det gabende sår og så hvordan blodet bare piblede. Stærkere og stærkere og mere og mere. Det tap-blødte.

Jeg blev så svimmel. Af ren og skær panik.

Og til sidst skreg jeg vel. Og græd. Højt!

Og min mormor kom løbende.

Hun sagde ikke et ord men hev mig op i køkkenet, op på køkkenbordet og tændte for den kolde hane, så hun kunne komme til at se såret.

“Hvordan er det sket, Anne?” Intet svar, bare hulk. “Anne?!?”

Og så fortalte jeg det vel. Jeg husker det ikke, husker ikke skæld ud, husker ikke formaninger, husker bare panikken inden i og en forfærdelig dunken i hånden i de næste mange timer. Og så en stod hvid stram forbinding. Måske lidt større end nødvendigt så jeg rigtigt kunne sidde der og glo på den og tænke over, at jeg havde gjort noget rigtigt dumt. Og det endda uden at spørge. Dumt.

Arret sidder der endnu, helt tydeligt, halvmåneformet og lidt hævet op over resten af håndfladen.

Et ar. En lynhistorie.

Jeg har oprettet en ny kategori, der hedder blog-ord, i den vil jeg lægge alle de indlæg, som jeg skriver over jeres stikord. Dette her var det første og med gode gamle Lynhistorie som støttepædagog og igangsætter…

Bloggen, Og mig selv - sagde hunden, Skriverier

DET KRÆVER ØVELSE, RUTINER OG PÅMINDELSER…

12/11/2019

Helt ærligt altså –

Jeg bliver da så irriteret på mig selv!

Jeg vil gerne blogge, jeg vil gerne gøre det om ikke dagligt så i alle tilfælde flere gange om ugen.

Jeg vil gerne skrive om stort og småt, om mad, om strik, om have, om liv med skrammer og buler, om pelsdyr, piger og børnebørn.

Så hvorfor får jeg det ikke gjort?!?

Jeg er ude af træning og rutiner.

Jeg glemmer det og går “bare” og laver en masse ting, som så fint kunne deles her.

Strikkede sager, som sidder på pindene og er på vej og også sager, der er afsluttet men særligt skønne.

Jeg har lige lavet dejlige dejlige måltider omkring Mortens aften med smørmøre ænder og sprøde salater, som sagtens kunne ligge her til brug og glæde for andre.

Men jeg glemmer det!

Og når jeg så kommer i tanke om det, så sukker jeg lidt og tænker på, om det overhovedet har sin berettigelse? Er der brug for det? Behov for det? Glædes nogen over det?

Gør jeg selv?

Er tiden løbet fra de små hverdags blogs? Er tiden mere til de semi-professionelle med strammere og smallere fokus, med mere tid til at arbejde med indholdet, med samarbejdspartnere og tydeligt ønske om at kunne leve af sin tilstedeværelse på nettet?

Jeg ved det ikke…

Det er ikke sådan, at jeg sidder her og har følelsen af ikke at ha’ lov, jeg må jo lige præcis det jeg vil her, på min digitale plet og jeg ved, at her er trofaste læsere, som vender forbi og snupper en dosis af det, som jeg deler.

Men jeg oplever også, hvordan der på FB og IG kommenteres på indholdet her på siden, at der stilles spørgsmål der i stedet for her, og det får mig til at tænke over, om de fleste mon trives bedre på de lidt hurtigere platforme, hvor man blot med et lille dap med pegefingeren kan tilkendegive, at man har set, måske læst og også kan li’ det, der er delt.

Måske er vi alle – rigtigt meget inkl mig selv – faldet i hurtighedsgryden, selv om mange af os siger, at vi længes efter mere ro og mere fordybelse?

Jeg vil så gerne i gang med at skrive igen, jeg elsker det, virkelig, og skriver lige så gerne bare for mig selv, men skal det så være her? Eller bare i et lille lukket dokument, der kun læses af mig selv?

Jeg kan i alle tilfælde konstatere, at det vil kræve øvelse, vedholdenhed og små påmindelser for at jeg kommer her forbi…

Jeg har tidligere lavet en lille skriveøvelse koblet på en bog, der hed noget i retning af 365 ting at skrive om, det var faktisk ret sjovt. Måske skulle jeg gribe til sådan én igen med et håndslag fra min ene hånd til min anden hånd om 3 ugentlige små skriverier?

Jeg kunne også gøre det sådan, at jeg skrev korte tekster over stikord fra jer læsere. Der skal ikke meget til at starte min indre skrivemaskine, den er nærmest selvkørende. Tap tap tap kører fingerne over det imaginære tastatur og så vokser der en lille flok ord. Om ingenting og om altid. Om vejret, om krydrede chokoladesnurrer, om engelsk strik, om ambassadører, om venskaber og utålmodighed.

Jeg vælger at være tålmodig med mig selv, jeg holder fast i følelsen af gerne at ville skrive lige netop her, at jeg vil skrive om alt det, der svømmer og svæver mellem fuglene og fiskene.

En fast aftale om ugentlige skrivetider. Jeg sætter det i kalenderen.

Og kan du så måske smide et stikord eller to herunder, ikke på FB eller andre steder, herunder, så samler jeg dem op og bruger dem til små tekster om alt og intet og måske noget helt særligt.

Stikord. Èt ord. Måske to.

Hjælper du?

Billedet af den dahlia er selvfølgelig ikke fra i dag, en grå kold novemberdag, men fra en fejende flot sommerdag med sol og varme, og egentlig kunne jeg jo skrive om hvor grueligt tørret jeg blev af dette års dahlia knolde, for det var fileme da en værre historie…