HVEM SKULLE NU HA’ TROET DET…

JAVA pandebånd..

RIA riller...

Top down raglan...

Pigerne har aldrig vist den store interesse for håndarbejde, Sophie og Amanda har broderet i perioder, lidt, og Laura har vist også prøvet til en enkelt gang. En smule hækling er det også blevet til for Sophie, men hun blev ikke sådan for alvor fanget af det, det røg hurtigt til hjørnet, da hun ikke var tilfreds.

Jeg har med jævne mellemrum prøvet at friste med strikkepindene men ingen af dem har bidt på.

Før nu. Pludselig.

 

Laura bestemte sammen med sin veninde, at de godt gad at prøve, jeg havde viftet med den ene af Skappel bøgerne foran dem og et eller andet fangede.

Udflugt til Gug og verdens dejligste garnbutik og inden afgang nåede Amanda også at springe på “Jeg-vil-strikke-vognen” og proklamerede, at et pandebånd måtte være det, som hun gad at starte med, ikke trøjer som de andre to.

Og sådan blev det så…

 

Laura købte lækker blød alpaca i den fineste brune farve og Amanda gik efter gråt til ørerne.

Og så stod de der med poser og pinde og var klar til at gå i gang. Nærmest med det samme og der har ikke været mange pauser i strikkeriet, siden de kom i gang.

 

Amanda har nået 2 pandebånd og er godt i gang med en over-hovedet-hygge-trøje og Laura kan lige om lidt lukke af nederst på bullen på en retrillecardigan.

Meget sjovt – og faktisk som så mange gange før – var der sammenfald mellem projekterne på vores adresse og hos Liselotte, hun grinede vældigt, da Amanda en uges tid efter garnindkøbet hev de nystrikkede pandebånd op af posen ved langbordet på Tjørnevej, hun kunne nemlig gå ud i bryggerset og hente hele tre af nøjagtigt samme model, som lå til tørring derude. Så der var fem dobbelt op på Java lykke den dag.

 

Til Lauras cardigan projekt fandt vi en egnet og ønsket model i Lene Holme Samsøe Suveræn strik, en Ria model med fin raglan og mulighed for en lille krave. Og Laura strikker bare der ud af, som havde hun aldrig lavet andet.

Altså lige indtil noget går galt, så kastes projektet i armene på mor, der selvfølgelig straks træder til. Det er jo en KÆMPE fornøjelse at være med til at få fyret op under den næste generation af afhængige strikkere i familien. Lauras veninde og faktisk også hendes mor, der ikke har strikket i de sidste 20 år, klirrer også bare afsted, maske efter maske og det er en fest at være med til…

 

Laura har fået sat mere garn til side oppe nordpå, hun måtte have mere i samme kvalitet, bare i marineblå denne gang, og jeg ved, at planen er en blød raglan med bådhals til at tage oven på alle de fine skjorter hun har. Men først lige et par ærmer og en smule montering på den blå.

Fortsætter det i samme tempo, ja så er der ikke længe til det er klaret.

 

Så når dagens opgaver er klaret, når der er spist og vasket op, så sidder vi på stribe i sofaen med hvert vores strikketøj og jeg har mere råderet over fjernbetjeningen, end jeg længe har haft, for de nye strikkere er så fokuserede og så optagede af deres masker, at jeg får lov til at se noget af det, som ellers har været stemt ude til fordel for det, som pigerne gerne vil se.

Det er WIN på flere måder, dette strikkeri.

2 ud af 3 døtre strikker!

Hvem skulle ha’ troet det.

 

 

Og moderen? Strikker hun?

Det gør hun selvfølgelig. Nissehuer, et par lunesokker og faktisk også en Lun genser til sig selv. Den er fiks og færdig og klar til deling, når den er tør lige om lidt, lækker strik siger jeg bare. Og på pindene sidder der nu en rille-cardi, en patent-jakke og også en lille børne-islænder, jeg skulle jo nødigt kede mig ved kun at kunne strikke på et enkelt projekt af gangen…

 

NISSER PÅ SPIL…

Nisserrier til Anton...Jeg har været så fantastisk heldig at få et nyt lille menneske ind i mit liv, et helt særligt dejligt og vidunderligt barn, som Sophie har “tiltusket” sig ved at finde en dejlig kæreste, der er far til Anton på 3. Vi er vilde med ham, ja med dem begge, både den store og den lille mand, og glæder os hver dag over, at vores lille klan med ét blev udvidet.

 

Som med et trylleslag har mine øjne fået et andet fokus, når jeg handler, når jeg læser, når jeg strikker og planlægger, pludselig er det ting, der passer til at være 3 år og livlig, der fylder synfeltet og hjertet. Jeg er VILD med det og intet er for godt til stumpen.

Jeg smiler af mig selv, når jeg opdager, at jeg sender en “Hvordan går det med ham?”-sms til min ældste uden at spørge Sophie om, hvordan hun har det, pludselig er det noget andet, der fylder vores samtaler. Jeg bliver lykkelig og også rigtig stolt, når jeg ser, hvor let hun er trådt ind i rollen som ekstra-mor, hvordan hun tager det dybt seriøst og læser og undersøger og gør alt det, som giver tryghed og mening for et lille menneske. Hun er enestående.

Også i sin overbærenhed med den mor, der så rigeligt er i gang med at være supplerings-mormor…

 

Jeg har fået lov til at lave kalendergaver til Anton til de decemberdage, hvor han er hos sin far og Sophie, og jeg har været hos Fru Tulipan for at hente en sok, der kan holde på gaverne. Jeg har strikket en lille hue, som skal ligge i sokken den første dag, sammen med et lille brev fra en nissedreng, der bor i skoven nær huset. Det er en fest at planlægge pakkerne og brevene, som skal følge med. Der er købt bøger, skumfægtesværd, plastdyr til badekar og andre småting og så kommer der også små aktiviteter og udflugter i til de dage, hvor jeg ved at der er god tid både her og der.

Planen er at brevene skal klistres i en lille bog, som så kan ryge i kassen med julebøger og kigges igen i de efterfølgende år, hyggeligt for børnene og en hjælp for en kvinde, der forhåbentlig får en ordentlig flok børnebørn, og som sætter pris på genbrug af gode idéer. Og hvis nogen har fif og hengemte dejlige idéer, så modtages de selvfølgelig med kyshånd, for der er jo mange dage og mange år at tage af…

 

 

CHOKO-MUFFINS PÅ 5 MINUTTER…

Choko...

Blød og intens...

Det er smørret, der gør 'et...

Chop chop...

Alle familier har vel deres køkken-klassikere, retter, som spises igen og igen og som alle i familien kan lave uden at skulle bruge ret meget energi på det. Retter, som bliver til livretter, både p.g.a. deres smag og også fordi man ender med at ha’ en stor bunke dejlige minder, som kommer i spil lige så snart man tager den første bid.

Vi har en håndfuld af de retter.
Skramsgaderetten.
De svenske kötbullar.
Pavlovaen med danske jordbær.
Jordskokkesuppen med tomat og skinkebrød.

Og så selvfølgelig de gode choko-muffins.
De bliver bagt igen og igen og igen.

Fordi de smager godt.
Fordi de bliver en familie-tradition.
Fordi de tager mindre end ingen tid at lave og lykkes hver gang.
De er en klassiker her hos os…

Pigerne kalder dem de legendariske muffins og alle skolekammerater og venners børn kender dem også under det navn, for kagerne er slæbt med til alle mulige – og også umulige – skolearrangementer, udflugter og friluftsoplevelser i de sidste mange år. De er bagt til fødselsdage, julehygge, havefester og sommergilder. Igen og igen.

Jeg fik i sin tid opskriften af min nabo Bente og da jeg ved, at det er mere end 12 år siden, at jeg boede ved siden af hende, ja så ved jeg også, at det er mindst 12 år siden, at jeg startede med at røre disse små søde kager sammen.

Opskriften er delt her på bloggen engang for længe siden, så længe som 8 år og i dag, da jeg hurtigt rørte en portion sammen, tænkte jeg, at det nok var okay med en reprise.

Så her kommer den, opskriften på helt almindelige nede-på-jorden lige-ud-af-landevejen choko-muffins.
Ingredienserne skal ikke piskes sammen af flere omgange, bare ned i en stor skål på en gang og så giv massen en god gennemrøring med en grydeske og kogekonemuskler…

12 USA-giga-size eller 22 store danske

250 g. hvedemel
1 tsk. natron
225 g. sukker
40 g. kakao
1 tsk. vanillesukker
100 g. hakket chokolade – frit valg på alle hylder, noget med mint, chili eller orange er også godt
1 1/4 dl. mælk
90 g. smeltet smør
2.5 dl A38 eller lignende syrligt mælkeprodukt
1 stort æg

Den godt sammenrørte dej fordeles i et passende antal muffin-forme.
Bages ved 200 g i ca 15 min. Tjek en enkelt før du hiver hele pladen ud. Det gode gamle trick med en kødnål eller en aflagt strikkepind holder stadig.

Ind imellem kommer vi lidt topping på. En tyk glasur rørt af flormelis og en klat smør, pynter med lidt glimmer, bær eller blomster. Andre dage, som i dag, ryger de bare lige ned i løgnhalsen som de er og det kan de sagtens klare.

Gode er de, hverken avancerede eller højkonditorish, men bare gode på den gode måde.
Bag dem –
måske bliver de også legendariske i din familie…