Browsing Category

Børnebørn

Bloggen, Børnebørn, Familie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Pigerne

DET MAN IKKE VED, DET KAN MAN DIGTE SIG TIL…

18/11/2019

I aftes lagde jeg et par billeder af vores lille hus i vintermørket op på min Instagram Story og en af mine følgere skrev følgende til mig:

Hvem bor egentlig i dit hus? Gør nogle af dine døtre? Gør en partner eventuelt? Det har jeg tit spekuleret på.

Og så skrev vi lidt frem og tilbage om det og jeg vil sige, at hun havde fået digtet sig en god historie om, hvordan nu tingene forholdt sig her. Ingen hjemmeboende døtre og så en partner, der overhovedet ikke ville nævnes på de sociale medier. Det fik vi os et par grin af, for hun havde ikke rigtigt ret i nogen af sine antagelser.

Og da der også forleden var en, der skrev her på siden, at det kunne være rart med en slags forbindelse fra hjernerystelsestiden og så til dags dato, ja så tænker jeg, at vi lige ta’r en meget hurtig og overordnet status på familiesituation og livsvilkår og andre aktualiteter for klanen.

Bare sådan meget meget overordnet og måske nærmest noget, der kan minde lidt om en opremsning, men så er i da ajour og behøver ikke at digte selv…

Da jeg faldt og knaldede hovedet i et sneglat fortov i januar 2016 var status, at jeg boede i byen sammen med mine to yngste, Laura og Amanda, og min ældste var rykket fra sin andel af vores villavillakulla og ud til sin kæreste lidt længere uden for byen. Og i det regnskab med ældste + kæreste fik jeg også det dejligste tillæg endnu i mit liv, nemlig Anton, mit ældste barnebarn, der var 3 år, da jeg var så heldig at blive en del af hans liv.

Jeg havde min hverdag på stationen, hvor jeg jonglerede med mad, gæster og masser af arbejde. Selvstændig på godt og ondt. Og faktisk var der ikke plads til ret meget andet end den form for selvstændighed i mit liv på daværende tidspunkt.

Siden er der sket rigtigt rigtigt meget i mit liv.

Både p.g.a. gokket i nødden og også igennem den helt almindelige udvikling, som alle liv går igennem på forskellige plan…

Nu er vi i november 2019. Og rigtigt rigtigt meget er forandret.

Nu bor jeg et andet sted. Jeg arbejder et andet sted. Min barnebarnssum er nu forøget med 200 %.

Det mellemste barn er flyttet hjemmefra og ikke bare hjemmefra men til en-anden-by-hjemmefra.

Jeg stoppede på stationen ved årsskiftet 17/18 og forud for det gik der en lang periode med trælse forhandlinger og et meget nedslidt hoved. Det er en helt beretning for sig selv og jeg er faktisk ikke rigtigt sikker på, at jeg vil bruge kræfter på at rulle alt for meget af den ud og hvis jeg på et tidspunkt vælger at gøre det, så bliver det i indlæg, som kun handler om lidt præcis det.

Jeg fik tilbudt et job som souschef i en skøn lille økologisk forretning med take away, catering og folkekøkken, som var en slags klassekammerat til den hverdagsvogn, som jeg med succes havde haft på stationen. Forretningen ligger i Silkeborg og det var intet problem at hoppe ind i produktionen og hverdagen der, da jeg skulle arbejde sammen med velkendte og gode mennesker.

Jeg arbejder der stadig og er stadig souschef, men som en følge af mit brækkede hoved er jeg nok den kokke souschef i verden, der arbejder allermindst. 12 timer om ugen er hvad jeg kan holde til, men hvilke 12 timer! Jeg sparker Janteloven til hjørnet og tillader mig at skrive, at jeg faktisk er helt eminent i de 12 timer. Planen er, at det er mit job lige så længe, at det giver mening for alle, både chefen og souschefen og den plan er jeg rigtig tilpas med…

I sommeren 16 flyttede Laura hjemmefra. Hun ville gerne læse Logopædi og det kan man kun i Odense, så hun er nu placeret dejligt der lige midt i den smukke fynske by og lever et dejligt men travlt studieliv. Hun skrev sin bachelor i foråret og er nu i gang med sin kandidat. Hun er vild med det og har selvfølgelig lige øget sin opmærksomhed omkring sproget med ca.10.000 procent. En af hendes dansklærere fra folkeskolen sagde forleden til mig: Så får du ENDELIG lidt modstand på det sproglige, AnneS.

Og det gør jeg, han har helt ret, ham den gamle lærer, som også var en kær kollega til mig.

Amanda bor jeg sammen med i vores lille hus på landet. Hun startede på Aarhus Universitet nærmest samme dag, som Laura startede på SDU, men på en studieretning, som ligger lysår fra Lauras. Amanda læser medicinal kemi og er helt sikker på, at hun er landet på helt rette hylde, det er så dejligt for hende.

Hun kører de 50 km til Aarhus hver morgen og de 50 hjem igen hver eftermiddag og hun gør det uden at kny, for at bo her på landet det elsker hun! Hun er ikke fristet af byliv og andet dejligt i Aarhus, for hende er det dejligt fuglesang, skov, rådyr, stilhed og hjemmeliv uden impulser fra byens puls.

Jeg savner Laura meget, det er jeg ikke bleg for at indrømme, hun mangler her, hvor resten af familien er. Jeg under hende så meget et dejligt ungdomsliv i Odense, men det er som om, at der mangler en brik i familiepuslespillet. Hun kommer ofte hjem, det nyder vi alle, ikke kun mig men lige så meget hendes to søstre, som også mangler at have hende med i alle de små dagligdags ting…

Og så er der jo Sophie. Da jeg slog hovedet, havde hun knap mødt sin mand endnu, og nu små 4 år efter er hun gift med verdens rareste mand, hus- og sommerhusejer og mor til 2 fine rollinger og selvfølgelig stadig den bedste bonusmor for Anton, der nu er 7 år og går i 1.klasse hjemme i Aarhus.

2 rollinger – Topper og Vilma.

Topper, som til dels er opkaldt efter min far og til dels efter Ole Lund Kirkegaards Topper, han blev født i oktober 2016 og forandrede vores familie for evigt. På skønneste vis.

3 år nu og børnehavedreng med alt hvad det indebærer af godt og frækt!

Vilma, som nærmest aldrig bliver kaldt Vilma men alt muligt andet, hun kom ind i vores liv i september 2018, og satte ligesom lidt ekstra gang i det hele. Fuld fart frem.

1.2 år nu og vuggestuebarn i samme institution som sin bror.

De tre fine fine børn skal selvfølgelig ha’ meget mere spalteplads her på siden, en mere indgående beskrivelse det fortjener de helt sikkert.

Mine tre små.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol…

I kæledyrsbestanden er der status quo.

Huxi, Saxo og Sigga. Ingen nytilflyttere selv om jeg rigtigt meget ønsker mig en hund mere.

Og en kat måske. Det er for længe siden, at vi har haft en killing i huset.

Og huset er jo huset på det vidunderlige sted, som jeg allerede har fortalt så indgående omkring.

Helt ærligt – jeg kunne ikke ønske mig mere.

3 fine fine piger, som er så godt på vej i deres voksenliv.

3 skønne skønne børnebørn, der giver så meget liv og glæde.

3 pelsede venner, der giver indre ro og spreder hår med rund hånd.

Et lille skævt hus på landet.

Et dejligt og ægte job i de timer, hvor jeg er i stand til det.

En lynstatus herfra. En slags opremsning.

Så har i styr på tropperne og ingen behøver længere at digte historier om os.

Og forresten – det der med en partner, der ikke vil nævnes på de sociale medier, det er også bare en historie, jeg lever alene og jeg lever rigtigt godt og dejligt sådan.

Livet er smukt og fint og helt og aldeles perfekt uperfekt, lige sådan som jeg holder allermest af det…