Browsing Category

Familie

Børnebørn, Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl

SALLY 10.FEBRUAR 2021

18/02/2021

For en uges siden dumpede der det fineste lille nye barn ned i vores flok. Sophie fødte sit 3. barn i løbet af 4.5 år og sammen med storebror Anton tæller den lille familie nu 4 vidunderlige børn.

Smukke børn.

Skønne børn.

Skøre børn.

Stædige børn.

Følsomme børn.

Selvstændige børn.

Udfordrende børn.

Elskede børn.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol.

Sally, min lillebitte rumpenisse.

4 fine personligheder i kroppe af forskellige størrelser, sikke en flok, sikke en rigdom.

Dagene går lige nu med at åååhhh’e og ae og sidde stille med den lille varme baby tæt i armene og så selvfølgelig også med at springe afsted efter de andre, der ikke længere gider at ligge stille i armene. Ikke ret længe i alle tilfælde.

Vi har nydt sneen, vi har nydt isen på søen, varm chokolade udenfor, pølser på bål, Gurli på tv, sofasidning, kælketure, lidt for meget fredagssnolder på andre dage end fredag, en slags barselsbobbel for hele vores lille flok.

Amanda og Laura rykker tæt, endnu tættere end vanligt, om deres søster og hjælper og elsker og opmuntrer, både deres store storesøster, der for alvor er rykket ind i småbørnsfamilielivet, og også deres små nevøer og niecer, som får lov til at fylde deres mosterhjerter på fineste vis.

Jeg elsker at se et lille nyt liv falde ind og få plads i den lille tætte kreds, hvor her er plads til præcis alle dem, som kommer til os, jeg bliver stolt og rørt over at se mine døtres kærlighed til hinanden, den tindrer.

Og selvfølgelig er vi også bare en helt almindelig familie med irritationer, ævl og svære dage, vi lever ikke i en rom-com men i en helt ordinær virkelighed med lidt for hårde ord i pressede perioder og ind imellem også vulkanudbrud af følelser. Men mest af alt så fylder kærligheden.

Til de små. Og til de store.

Og til hinanden.

Min fine trio, der nu er udvidet med en kvartet.

Bloggen, Børnebørn, Familie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Pigerne

DET MAN IKKE VED, DET KAN MAN DIGTE SIG TIL…

18/11/2019

I aftes lagde jeg et par billeder af vores lille hus i vintermørket op på min Instagram Story og en af mine følgere skrev følgende til mig:

Hvem bor egentlig i dit hus? Gør nogle af dine døtre? Gør en partner eventuelt? Det har jeg tit spekuleret på.

Og så skrev vi lidt frem og tilbage om det og jeg vil sige, at hun havde fået digtet sig en god historie om, hvordan nu tingene forholdt sig her. Ingen hjemmeboende døtre og så en partner, der overhovedet ikke ville nævnes på de sociale medier. Det fik vi os et par grin af, for hun havde ikke rigtigt ret i nogen af sine antagelser.

Og da der også forleden var en, der skrev her på siden, at det kunne være rart med en slags forbindelse fra hjernerystelsestiden og så til dags dato, ja så tænker jeg, at vi lige ta’r en meget hurtig og overordnet status på familiesituation og livsvilkår og andre aktualiteter for klanen.

Bare sådan meget meget overordnet og måske nærmest noget, der kan minde lidt om en opremsning, men så er i da ajour og behøver ikke at digte selv…

Da jeg faldt og knaldede hovedet i et sneglat fortov i januar 2016 var status, at jeg boede i byen sammen med mine to yngste, Laura og Amanda, og min ældste var rykket fra sin andel af vores villavillakulla og ud til sin kæreste lidt længere uden for byen. Og i det regnskab med ældste + kæreste fik jeg også det dejligste tillæg endnu i mit liv, nemlig Anton, mit ældste barnebarn, der var 3 år, da jeg var så heldig at blive en del af hans liv.

Jeg havde min hverdag på stationen, hvor jeg jonglerede med mad, gæster og masser af arbejde. Selvstændig på godt og ondt. Og faktisk var der ikke plads til ret meget andet end den form for selvstændighed i mit liv på daværende tidspunkt.

Siden er der sket rigtigt rigtigt meget i mit liv.

Både p.g.a. gokket i nødden og også igennem den helt almindelige udvikling, som alle liv går igennem på forskellige plan…

Nu er vi i november 2019. Og rigtigt rigtigt meget er forandret.

Nu bor jeg et andet sted. Jeg arbejder et andet sted. Min barnebarnssum er nu forøget med 200 %.

Det mellemste barn er flyttet hjemmefra og ikke bare hjemmefra men til en-anden-by-hjemmefra.

Jeg stoppede på stationen ved årsskiftet 17/18 og forud for det gik der en lang periode med trælse forhandlinger og et meget nedslidt hoved. Det er en helt beretning for sig selv og jeg er faktisk ikke rigtigt sikker på, at jeg vil bruge kræfter på at rulle alt for meget af den ud og hvis jeg på et tidspunkt vælger at gøre det, så bliver det i indlæg, som kun handler om lidt præcis det.

Jeg fik tilbudt et job som souschef i en skøn lille økologisk forretning med take away, catering og folkekøkken, som var en slags klassekammerat til den hverdagsvogn, som jeg med succes havde haft på stationen. Forretningen ligger i Silkeborg og det var intet problem at hoppe ind i produktionen og hverdagen der, da jeg skulle arbejde sammen med velkendte og gode mennesker.

Jeg arbejder der stadig og er stadig souschef, men som en følge af mit brækkede hoved er jeg nok den kokke souschef i verden, der arbejder allermindst. 12 timer om ugen er hvad jeg kan holde til, men hvilke 12 timer! Jeg sparker Janteloven til hjørnet og tillader mig at skrive, at jeg faktisk er helt eminent i de 12 timer. Planen er, at det er mit job lige så længe, at det giver mening for alle, både chefen og souschefen og den plan er jeg rigtig tilpas med…

I sommeren 16 flyttede Laura hjemmefra. Hun ville gerne læse Logopædi og det kan man kun i Odense, så hun er nu placeret dejligt der lige midt i den smukke fynske by og lever et dejligt men travlt studieliv. Hun skrev sin bachelor i foråret og er nu i gang med sin kandidat. Hun er vild med det og har selvfølgelig lige øget sin opmærksomhed omkring sproget med ca.10.000 procent. En af hendes dansklærere fra folkeskolen sagde forleden til mig: Så får du ENDELIG lidt modstand på det sproglige, AnneS.

Og det gør jeg, han har helt ret, ham den gamle lærer, som også var en kær kollega til mig.

Amanda bor jeg sammen med i vores lille hus på landet. Hun startede på Aarhus Universitet nærmest samme dag, som Laura startede på SDU, men på en studieretning, som ligger lysår fra Lauras. Amanda læser medicinal kemi og er helt sikker på, at hun er landet på helt rette hylde, det er så dejligt for hende.

Hun kører de 50 km til Aarhus hver morgen og de 50 hjem igen hver eftermiddag og hun gør det uden at kny, for at bo her på landet det elsker hun! Hun er ikke fristet af byliv og andet dejligt i Aarhus, for hende er det dejligt fuglesang, skov, rådyr, stilhed og hjemmeliv uden impulser fra byens puls.

Jeg savner Laura meget, det er jeg ikke bleg for at indrømme, hun mangler her, hvor resten af familien er. Jeg under hende så meget et dejligt ungdomsliv i Odense, men det er som om, at der mangler en brik i familiepuslespillet. Hun kommer ofte hjem, det nyder vi alle, ikke kun mig men lige så meget hendes to søstre, som også mangler at have hende med i alle de små dagligdags ting…

Og så er der jo Sophie. Da jeg slog hovedet, havde hun knap mødt sin mand endnu, og nu små 4 år efter er hun gift med verdens rareste mand, hus- og sommerhusejer og mor til 2 fine rollinger og selvfølgelig stadig den bedste bonusmor for Anton, der nu er 7 år og går i 1.klasse hjemme i Aarhus.

2 rollinger – Topper og Vilma.

Topper, som til dels er opkaldt efter min far og til dels efter Ole Lund Kirkegaards Topper, han blev født i oktober 2016 og forandrede vores familie for evigt. På skønneste vis.

3 år nu og børnehavedreng med alt hvad det indebærer af godt og frækt!

Vilma, som nærmest aldrig bliver kaldt Vilma men alt muligt andet, hun kom ind i vores liv i september 2018, og satte ligesom lidt ekstra gang i det hele. Fuld fart frem.

1.2 år nu og vuggestuebarn i samme institution som sin bror.

De tre fine fine børn skal selvfølgelig ha’ meget mere spalteplads her på siden, en mere indgående beskrivelse det fortjener de helt sikkert.

Mine tre små.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol…

I kæledyrsbestanden er der status quo.

Huxi, Saxo og Sigga. Ingen nytilflyttere selv om jeg rigtigt meget ønsker mig en hund mere.

Og en kat måske. Det er for længe siden, at vi har haft en killing i huset.

Og huset er jo huset på det vidunderlige sted, som jeg allerede har fortalt så indgående omkring.

Helt ærligt – jeg kunne ikke ønske mig mere.

3 fine fine piger, som er så godt på vej i deres voksenliv.

3 skønne skønne børnebørn, der giver så meget liv og glæde.

3 pelsede venner, der giver indre ro og spreder hår med rund hånd.

Et lille skævt hus på landet.

Et dejligt og ægte job i de timer, hvor jeg er i stand til det.

En lynstatus herfra. En slags opremsning.

Så har i styr på tropperne og ingen behøver længere at digte historier om os.

Og forresten – det der med en partner, der ikke vil nævnes på de sociale medier, det er også bare en historie, jeg lever alene og jeg lever rigtigt godt og dejligt sådan.

Livet er smukt og fint og helt og aldeles perfekt uperfekt, lige sådan som jeg holder allermest af det…

Familie, Familieliv, Garn, Pigerne, Strik

HVEM SKULLE NU HA’ TROET DET…

19/11/2015

JAVA pandebånd..

RIA riller...

Top down raglan...

Pigerne har aldrig vist den store interesse for håndarbejde, Sophie og Amanda har broderet i perioder, lidt, og Laura har vist også prøvet til en enkelt gang. En smule hækling er det også blevet til for Sophie, men hun blev ikke sådan for alvor fanget af det, det røg hurtigt til hjørnet, da hun ikke var tilfreds.

Jeg har med jævne mellemrum prøvet at friste med strikkepindene men ingen af dem har bidt på.

Før nu. Pludselig.

 

Laura bestemte sammen med sin veninde, at de godt gad at prøve, jeg havde viftet med den ene af Skappel bøgerne foran dem og et eller andet fangede.

Udflugt til Gug og verdens dejligste garnbutik og inden afgang nåede Amanda også at springe på “Jeg-vil-strikke-vognen” og proklamerede, at et pandebånd måtte være det, som hun gad at starte med, ikke trøjer som de andre to.

Og sådan blev det så…

 

Laura købte lækker blød alpaca i den fineste brune farve og Amanda gik efter gråt til ørerne.

Og så stod de der med poser og pinde og var klar til at gå i gang. Nærmest med det samme og der har ikke været mange pauser i strikkeriet, siden de kom i gang.

 

Amanda har nået 2 pandebånd og er godt i gang med en over-hovedet-hygge-trøje og Laura kan lige om lidt lukke af nederst på bullen på en retrillecardigan.

Meget sjovt – og faktisk som så mange gange før – var der sammenfald mellem projekterne på vores adresse og hos Liselotte, hun grinede vældigt, da Amanda en uges tid efter garnindkøbet hev de nystrikkede pandebånd op af posen ved langbordet på Tjørnevej, hun kunne nemlig gå ud i bryggerset og hente hele tre af nøjagtigt samme model, som lå til tørring derude. Så der var fem dobbelt op på Java lykke den dag.

 

Til Lauras cardigan projekt fandt vi en egnet og ønsket model i Lene Holme Samsøe Suveræn strik, en Ria model med fin raglan og mulighed for en lille krave. Og Laura strikker bare der ud af, som havde hun aldrig lavet andet.

Altså lige indtil noget går galt, så kastes projektet i armene på mor, der selvfølgelig straks træder til. Det er jo en KÆMPE fornøjelse at være med til at få fyret op under den næste generation af afhængige strikkere i familien. Lauras veninde og faktisk også hendes mor, der ikke har strikket i de sidste 20 år, klirrer også bare afsted, maske efter maske og det er en fest at være med til…

 

Laura har fået sat mere garn til side oppe nordpå, hun måtte have mere i samme kvalitet, bare i marineblå denne gang, og jeg ved, at planen er en blød raglan med bådhals til at tage oven på alle de fine skjorter hun har. Men først lige et par ærmer og en smule montering på den blå.

Fortsætter det i samme tempo, ja så er der ikke længe til det er klaret.

 

Så når dagens opgaver er klaret, når der er spist og vasket op, så sidder vi på stribe i sofaen med hvert vores strikketøj og jeg har mere råderet over fjernbetjeningen, end jeg længe har haft, for de nye strikkere er så fokuserede og så optagede af deres masker, at jeg får lov til at se noget af det, som ellers har været stemt ude til fordel for det, som pigerne gerne vil se.

Det er WIN på flere måder, dette strikkeri.

2 ud af 3 døtre strikker!

Hvem skulle ha’ troet det.

 

 

Og moderen? Strikker hun?

Det gør hun selvfølgelig. Nissehuer, et par lunesokker og faktisk også en Lun genser til sig selv. Den er fiks og færdig og klar til deling, når den er tør lige om lidt, lækker strik siger jeg bare. Og på pindene sidder der nu en rille-cardi, en patent-jakke og også en lille børne-islænder, jeg skulle jo nødigt kede mig ved kun at kunne strikke på et enkelt projekt af gangen…