Browsing Category

Dengang

Dengang, Garn, Genbrug, Loppefund, Strik

RUNDT OG RUNDT OG RUNDT…

17/11/2019

Da jeg var i Göteborg for nogle uger siden, købte jeg mig en blå ulden sømandsjakke.

Ikke en ny men en secondhand til omkring 80.- danske kroner.

Dobbeltradet smal model i kraftigt stampet marineblå uld. Med de sorte knapper med ankre på.

Ægte sailor fra danske Hempel.

Jeg havde én helt magen til først i 80’erne, købt i en lille skibsproviantering i Haderslev lige overfor Teateret Møllen. De havde mange gode ting i den butik, selvfølgelig allermest til både, men også gode bunker til os med hang til modetøj, Docksides sailersko, blå- og hvidstribede enkle trøjer i både uld og kraftigt bomuld, det var alt sammen i så lækker kvalitet og ikke til at slide op.

Men det gjorde vi selvfølgelig heller ikke, for før vi var nået til noget som helst, der kunne minde om bare det mindste slid, da var moden skiftet og vi var hoppet i brede hvide InWear bukser med trekvartlange ben og så en lille top til. Intet slid bare videre.

Eller det vil sige – faktisk holdt jeg fast i lige præcis de sejler-items i en lille flok år, skoene gik jeg vildt godt i og de var nemme at hoppe ud og ind af, når først de var gået godt til og jakken var varm og god og de stribede bluser, dem er jeg aldrig holdt op med at elske. For et par år siden smed jeg min bedste Nautico trøje ud, det var nærmest til at tude over, og ovenpå i Amandas skab lever stadig en enkelt gang originale striber fra min ungdom, bløde udtrådte striber, som er i brug som hyggetøj for netop hende, der elsker blødt tøj, der er gået godt til….

Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne ville finde en sømandsjakke igen og der har med jævne mellemrum været bud nok på modellen fra forskellige danske modefirmaer, men de har ikke været helt så kraftige i ulden; de har såmænd været lækre og flotte, men ikke lige sådan helt rigtige, som jeg gerne ville ha’ det.

Og så er jeg kommet fra det igen. I perioder. Og så er tanken dukket op igen. En blå klassisk sømandsjakke.

Jeg synes, at den passer så godt til den måde, som jeg kan li’ at klæde mig på. Sådan lidt blåt, roligt og i naturmaterialer. Og så er den varm på den bedste måde, ulden varm.

Der har garanteret været masser af lejligheder, hvor jeg kunne ha’ købt mig en “ægte” maritim jakke, jeg kunne ha’ bevæget mig hen til en skibsproviantering, jeg kunne ha’ søgt og købt på nettet, jeg kunne ha’ gjort så meget, men det har ikke været sådan noget, jeg virkelig virkelig ville, det har været en tanke, som ind imellem har strejfet mig og så har været væk igen.

Men så hang den der pludselig! I Smyrna Secondhand i et industrikvarter i Göteborg. I min størrelse og til nærmest foræringsvis. I perfekt stand og bare lige til at smutte i. Så nu er den her. Den blå klassiske uldne jakke, som jeg nu skal ha’ i noget, der kunne ligne for evigt…

Til sådan en jakke skal man ha’ et uldent stribet halstørklæde. Det skal man bare. Siger jeg.

Og når det nu er min jakke, så glæder den regel selvfølgelig bare ekstra meget.

Jeg har – selvfølgelig – et langt uldent blå-hvid stribet halstørklæde, men det ville være et for oplagt og lidt for nedtonet valg. Striberne må gerne ha’ lidt mere kulør. Ja altså jeg er ikke blind og kan sagtens se, at det ikke er sådan vanvittig meget kulør, der er på de nye uldne striber, men det er jo 100 % Anne kulører, det er ingen vist i tvivl om.

Mange gode rester af lammeuld med en løbelængde på ca 575 m/100 g. er fundet frem oppe fra kasserne – hurra for lagergarn – og efter en høj rib forneden går det nu bare rundt og rundt og rundt i glatstrik på p.4.

Easy peasy og hurtigt.

Men efter en lille meters penge blev det alligevel for meget for mig med alt det blå, brune og sennep. Lidt for nedtonet og herreagtigt, synes jeg. Noget blødere måtte med i striberækken.

Og det kommer der så nu. Tre fine toner af noget rosa og fersken og jeg ved allerede nu, at de tre striber vil give tørklædet et helt helt andet udtryk, mere annesk…

Jeg har besluttet mig for at tage ribben af og strikke en rosa stribe ind der og så strikke ribben igen, for ellers kommer alle de nye farver til at ligge i den sidste meter af tørklædet og det bliver for ubalanceret for mig. Og skal tørklædet nu holde lige så længe som jakken, så skal jeg være helt helt tilfreds med det.

Og det er jeg ret sikker på, at jeg bliver nu. En lille optrævling i den forkerte ende og bagefter så ellers bare rundt rundt rundt igen og snart kan jeg så svinge to uldne meter om halsen oven på den blå sømandsjakke.

Det er jeg vild med og så glad for, at jeg da fik øje på det blå uld der midt i alt det andet overtøj, især fordi øjnene mest var tunet ind på noget med jul og halm og lys og stjerner og trænisser, som der ikke var en eneste lille skæv én af.

Et billede af jakken?

Det kommer der selvfølgelig.

Men først når der er striber at sætte til…

Bagværk, Dengang, Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl

VANILLEKRANSEHULLER PÅ ØJEMÅL…

16/12/2013

Med uens huller...

Jeg har bagt vanillekranse i dag.
Store sprøde kranse med sorte prikker af vanillekorn og knas af friskhakkede mandler.

Jeg har bagt efter Blomsterbergs opskrift, for den har fået så mange lovord rundt omkring, at jeg blev nødt til at prøve.
Vores jul bliver ikke uden sukker og mel eller andre syndige og mavepinefremkaldende råvarer, sådan er det og det er lige som det skal være, vi høvler ikke fabriksfremstillet slik eller kage ned, vi nyder en lille smule af det, som er lavet herhjemme af lødige råvarer og det bliver nydt, virkelig nydt.

Jeg har bagt med mine veninder og i går lavede pigerne og jeg konfekt i stride strømme og i dag blev det så til et par plader af Blomsterbergs kranse, mens aftensmaden passede sig selv på komfuret.
Et par plader, som sikkert bliver startskuddet på mange flere, for de er juleknasesprødevidunderlige…

Dejen efter denne opskrift er så blød og smidig, at man fint kan sprøjte kransene ud med en god sprøjtepose.
Jeg vil anbefale jer at bestille en rulle engangssprøjteposer hos Kunst og Køkkentøj, poserne er kraftige nok til ikke at gå op i limningen og man klipper selv hul til sin tyl, så alle kan passe her i.

Jeg bruger stort set aldrig andet og elsker fornemmelsen af at smide den bruge pose ud og så er der ryddet op, ikke flere stofposer, der skal skrubbes og tørres, bare en lille tyl, som er ren med et vift af opvaskebørsten.
Gå uden om de sæt, som findes i supermarkeder og hos isenkræmmere, dem hvor man monterer sin tyl i en lille plastholder, der skrues om posen, stor stor bue uden om.

Heldigvis har de sidste års store bagetrend smittet af på detailhandlens udvalg og vi kan alle hente godt værktøj hos de fleste isenkræmmere.
Godt værktøj er et must lige meget hvad man arbejder med. Også til vanillekranse…

I dag sprøjtede jeg kransene ud på øjemål og mange af dem fik en hulstørrelse, der lå tæt på hinanden, men der var også nogen, der var for store og nogen, der var for små og den slags går ikke i mit julebageværksted.
Hullerne i kransene skal være lige store – LIGE store.

Og det kræver selvfølgelig øvelse, når man bruger sprøjteposen.
Næste gang bliver det bedre. Det skal blive bedre.
Og gør det ikke, ja så bliver der tegnet cirkler på bagepapiret.

For min morfars vanillekransehulleopmåler findes ikke mere og den var jo også beregnet til den slags dej, som blev kørt igennem en gammeldaws kødhakker med håndsving.
Og den lille historie om den kommer lige her…

Min morfar, min Måff, var en særlig mand, en ganske særlig mand for mig og mange andre af dem, som var i hans liv.
Han nød at optræde på slap line og få folk til at le og huje, bestemt ikke noget, som passede min ret reserverede mormor, som var bedst tilpas, når man opførte sig korrekt, han var en bulderbasse og en idérig hjemme-håndværker og han kunne få ting til at fungere og virke igen nede i sit værksted.
Han var fuld af gak og løjer og ind imellem for mange af dem, men det tænkte jeg aldrig over som barn.

Jeg elskede ham bare, ja det gør jeg vel stadigvæk, selv om han har været død i mere end 35 år.
Jeg elsker ham, elsker minderne og alle de historier, som stadig lever.

En decemberdag, da vi bagte vanillekranse i mit barndomshjem, sukkede min mormor over den uensartethed, der var over de nybagte kranse. Hun ønskede, at hullerne var nøjagtigt lige store og selvom hun forsøgte at være skarp på øjemålet, når hun stod der med de lange baner af dej, der var kørt ud på bakker igennem kødhakkerens stjernetyl, ja så spillede det bare ikke for hende.
Hun var hård ved sig selv og ønskede i mange af livets facetter perfektion, sådan var det bedst for hende, tingene skulle være smukke, ordentlige, uden mislyd, og så var det lige meget om det var børnene, hjemmet eller hullerne i vanillekransene…

Min morfar forsvandt fra køkkenet, smuttede ned i sit værksted i kælderen og kom kort efter op med et lille hjemmebikset stykke udstyr til vanillekransebagning.
En lille træklods med håndtag og med stykker af en ituklippet gul plastdejskraber fra Amo banket på enderne.
Klodsen var lige så lang, som en udstrakt vanillekrans’ længde og han demonstrede straks teknikken ved at banke den ned igennem en lang pølse af dej, der stod klar på en bakke.

Bum – bum – bum.
Og vupti var der måske 12-14 stykker dej, der når de fik enderne sat sammen, ville få den helt perfekte størrelse og det helt perfekte og ikke mindste lige store hul i midten.

Nu kunne min mormor jo ha’ taget dette her som en provokation, det ville jeg sikkert ha’ gjort, hvis nogen anden end lige præcis ham, havde foræret mig sådan et stykke rimeligt overflødedigt perfektions-værktøj, men nej, hun blev faktisk inderligt glad for den lille dims og lettet over, at hun nu kunne anrette julens kagefade med sirlige vanillekranse uden slinger i valsen.

Jeg ville ønske, at de begge to havde været her i dag, i mit lillebitte køkken, der lige nu dufter af jul og vanille, at de kunne ha’ siddet på en stol med kaffekop og en enkelt lille Manne, at jeg kunne ha’ grint sammen med dem over det lille stykke værktøj, ha’ kysset dem og fortalt dem, hvor lykkelig jeg er for, at de har givet mig historier med, som pigerne og jeg nu morer os over.
Jeg elskede og elsker de to mennesker, Fru Lige store huller og Hr Den fikser jeg.

Jeg elsker også vanillekranse.
Også dem, som måske fik et lidt skævt hul i eftermiddagens sidste timer.
Men allermest elsker jeg dem med de lige store huller, arv og miljø i ved…

Dengang, Lynhistorier

DE SKO VAR JEG VIRKELIG GLAD FOR…

07/11/2012

Dagens lyner.

 

Da jeg var en lille skolepige havde jeg et par hvide laksko med spænder på.

De havde en lille sort hård hæl, der kunne lave de samme klik-lyde, som højhælede damesko kunne. Mine sko var ikke høje, men jeg synes, at det lød sådan, når jeg gik hen over gulvet i spisestuen, hvor der ikke var gulvtæppe på, men bare smukt parket.

 

Skoene havde rem om ankelen, messing spænde og et t op over vristen, de var så flotte i det skinnende hvide lak, jeg elskede de sko. Det var ikke hverdagssko, jeg fik dem kun på, når vi skulle noget særligt, på besøg hos nogen, til fest på skolen, til afdansningsbal en enkelt gang og så måtte jeg tage dem på, når jeg klædte mig ud som fin dame i mormors gamle natkjoler…

 

Natkjolerne elskede jeg næsten lige så meget, som jeg elskede skoene, de var flotlette og fine i deres 50’er pasteller med tynde stropper og en enkelt blonde. Der var også sådan en vatteret housecoat, blå og blank, med store runde stofbetrukne knapper og et par dybe lommer, hvor man kunne ha’ både slik, arve-læbestift og lidt tøj til Pusle-dukken.

Med sådan en housecoat, hvide knæstrømper og klikkende laksko så var jeg virkelig en dame, en rigtig fin en af slagsen.

 

Når jeg havde klasseveninderne med hjemme og lege ville de også rigtigt gerne klæde sig ud i nogle af gevandterne, smøre sig med læbestifterne og promenere op og ned i vores lange gang med dukkevogn og håndtaske. Men skoene måtte de ikke låne, de var kun til mig…

 

En dag havde jeg bare en enkelt veninde med hjemme og vi legede berømte, jeg var Sophia Loren, for min morfar havde sagt til mig, at jeg havde lige så skønne øjne som hendes, så det var selvfølgelig hende jeg var, først senere i livet blev jeg til Anni-Frid fra Abba, og som jeg husker det var veninden en dansktopsangerinde, måske Dorte Kollo.

Vi skred afsted i natkjolerne, der nok har været knækorte til mormor, men som på os nærmest havde havfrueslæb, vi svingede med håndtaskerne og sendte luftkys til vores fans, mens vi gik op og ned ad trapperne til gæsteværelserne ovenpå.

 

Jeg havde bare ikke rigtigt kontrol over at styre både lang kjole, luftkys og glatte laksko, og da det ellers gik allerbedst med at se laber italiensk ud gled jeg på trappen og hamrede min magre ryg ned i kanten af alle de trin, som jeg måtte passere for at nå fra top til bund. Slut med at være diva den dag.

 

Der var trøst og kys og lidt ekstra forkælelse af hente fra mormor, der hjalp mig ud af filmstjernedresset, men skoene fik lov at blive på sammen med hverdagstøjet, da jeg lovede, at jeg var færdig med at gå på trapper og vinke på samme tid.

Jeg slog mig, ryggen var øm og kulørt i mange dage, men skoene var stadig et must, når jeg skulle være fin.

Både barnefin og filmstjernefin.

Klik-klik-klik-klik…