Browsing Category

Årets gang

Familieliv, Haveliv, Hverdagsliv, Årets gang

SEPTEMBERSTEMNING…

24/09/2014

TUSMØRKE...

DAHLIA...

TID TIL FLAMMER...

Pludselig mærkes det bare tydeligt.
Efteråret banker på.
Regn, tusmørke, nye farver i haven og et temperaturfald, der er til at tage at føle på.
Koldt med bare fødder i sandalerne på morgenens havetur, koldt med bare arme og koldt med vinduet på vid gab, mens der bruses.

Vi kryber sammen inde og tænder lys, folder de bløde tæpper ud over os i sofaen og brygge varme drikke.
Forunderligt og underligt –
for lige forleden sad vi ude i solen med iskaffe i glasset og blødt græs mellem tæerne.

Det er vel september, når den er allermest sig selv.
Som april.
Lunefuld, sol og varme, regn og kulde.

En af mine kolleger sagde i morgen, at når vi rammer april og den første sol skinner og vi rammer 13 grader, så flår vi tøjet af og råber op om, hvor dejligt varmt det er og når bladene så falder i sensommeren og temperaturen falder sammen med dem og måske rammer 13 grader, så skutter vi os og sukker over, at det er for koldt.
Danmark i en nøddeskal – skønt og smukt med de skiftende årstider men også svært altid at følge med til…

Vi plukker stadig blomster ind fra haven, henter agurker og tomater i drivhuset og æbletræet bugner og jeg holder stadig fast i tanken om et par lune sensommerdage, slippe alt det dejlige ved sommermulighederne er jeg endnu ikke helt klar til.

Og dog –
der venter jo også gode efterårsaktiviteter.
Den sidste slåning af plænen.
Tømning af potterne med trætte sommerblomster, potter der bagefter skal fyldes med tulipanløg, så de kan stå og pynte på perronen til foråret.

Opgravning af dahliaknolde, der skal sættes et andet sted næste år og samling af endnu flere frø fra haven, frø der skal spredes med gavmild hånd på ledig jord i Vrads.

Vi skal koge æblegrød, sylte grønne tomater og og måske nå at plukke en portion hyldebær.

Og mest af alt skal vi bare nyde, at sommeren har været så god ved os i år med masser af soldage og høje temperaturer, så det på en eller anden måde føles okay at kysse den farvel og byde efteråret velkommen.

Lige om lidt altså, når lige jeg er færdig med at nyde septembers smukke dage…