LUN GENSER…

LUN GENSER...

BÅDHALS...

GLAT OG RET...LONE JAKKE...

Jeg har strikket mig en Lun genser og det passer jo helt perfekt nu, hvor temperaturen er droppet en hel del grader.

Blød og lun og lækker og lige til at hive over hovedet med en lækker top under.

 

Modellen fik jeg øjnene op for under et besøg hos Yarnfreak, hvor den hang strikket op i Engleuld og mohair, jeg prøvede en på og måtte erkende, at noget strik bliver meget pænere, når det først får en krop indeni, sådan var det med Lun genser, der ærlig talt ser lidt underlig ud i al sin firkantethed med smalle små ærmer, men altså PÅ – der er den bare så god…

 

Skulderkonstruktionen er rigtigt flot og måden ærmerne vokser ud af hulmønsteret på skulderen er bare virkelig fin, faktisk så fin, at jeg måske godt kunne finde på at strikke én mere i en lidt længere model, sådan ned-under-numsen-lang. Denne her er taljekort og fin til jeans, jeg gad godt én mere til tykke strømper og et par hæle.

Men det skulle bestemt være som et strikketøj nummer 2, for jeg går alt for hurtigt kold i en masse glatstrik, omgang efter omgang efter omgang i ensfarvet, det bliver så trættende, men et par centimeter om dagen i en lille pause bliver jo på sigt også til noget.

Næste gang vil jeg forsøge mig med en kombination af højlandsuld og alpaca, jeg skal passe på med ikke at få for mange fimre-hår i min strik, der må nemlig gerne være noget med et lidt mere groft udtryk og det tænker jeg kunne klæde den lune genser i lang udgave…

 

Og imens jeg så pønser på det, så strikker jeg videre på et projekt med masser af fimmer, nemlig Lone jakken fra Helga Isagers nye fantastiske booklet Room 606.

Jeg strikker i en kombi af højlandsuld og silkmohair fra Garnudsalg og så er der også lige lidt tynd alpaca fra samme sted med i projektet. Jeg har valgt at skifte den tynde medløber ud i hver farvesektion, sådan at der er mest mulig ro på de forskellige farver. Og så faktisk også fordi, at Lone strikkes af garn fra skuffen, så der var ikke nok silkmohair i samme farve. Men hva’ gør det, når det ender så smukt, som jeg synes, at det gør.

 

Room 606 er den flotteste strikkebog, jeg har set længe, og jeg har lyst til at strikke stort set alle modeller. Engang. Lige nu holder jeg mig til Lone, en halvfærdig Kashmir, en islænder til Anton og så det løse…

 

FAKTABOKS

Mønster:

Lun genser fra Pickles

 

Garn:

Ca 12 nøgler Cashsilk Once. Lækkert og blødt. Lidt “stift” at strikke med pga kernen i garnet, men blødheden opvejer så rigeligt denne lille udfordring. Og så er det jo billigt som bar’ pokker.

 

Størrelse:

Medium

 

Pinde:

Som anbefalet i opskriften. Og så selvfølgelig Addi Turbo, som for altid vil være mine favoritter.

 

Egne krumspring:

Kun et eneste lille ét: Jeg har strikket ærmerne længere og taget lidt ind undervejs, da jeg har mere brug for et par ærmer, der varmer hele vejen ned og samtidig sidder tæt, så de ikke ender i kagedejen. Og det er lykkedes helt fint og uden at trøjens udtryk blev ret meget anderledes.

Bestemt et dejligt stykke strik og som skrevet, så er planen en længere søster inden længe…

SØNDAGS-STRIBER…

Kugle-kjolen...

Sømandsstriber...

Halskant...

Nellikepynt...

Søndagen er skudt i gang ved spisebordet med stribestrlk, venindesnak og kaffetår.

Verden ude må vente, for her er flere ting at vende, flere oplevelser at dissekere og forsøge at forstå og selvfølgelig mange mange flere striber at strikke. Her er højt hår, blødt tøj og så for øvrigt en Huxihund, der ikke har det mindste ønske om fredelig og tilbagelænet formiddag.

Men det klarer vi med en vis portion tålmodighed og samme portion ignorering og så prøver vi at nå det, som vi kan, inden verden derude bliver for insisterende…

 

Jeg strikker striber, fine fine striber til en skøn lille ny model fra Lone Kjeldsen, Kugle-kjolen hedder den, men her hos mig må den vist bare hedde sømandsstriber, for jeg er så plat, at jeg næste ikke kan sige det andet uden at smile lidt for bredt. Jeg burde sikkert være både ældre og klogere end det, men med min egen pigeflok i huset, så skal der ikke siges ret meget om k-ordet før latteren bryder løs.

Men lige meget med navnet, modellen er fantastisk.

Intet slår striber og med de overlagte skuldersømme og kontrastfarven ved halsen får den lille kjole bare det fineste udtryk og jeg strikker på livet løs…

 

Jeg har fundet garn i skuffen, Blackhill højlandsuld i farven Flødeskum og Bly og så en lille rest lys grå af ukendt oprindelse til kanterne. Kontrasterne ved halsen bliver pink-lilla-ish, jeg har ikke lagt mig fast endnu men bare fundet en lille flok i restekassen og valget bliver først taget, når jeg kommer til det sted i arbejdet. Men jeg ved, at det er en lille lilla pige, der skal bære kjolen, en lille pige, der lige om lidt bliver et år og jeg håber, at hun kan blive det med striber på…

 

Der er mange flere modeller på Lones side, som jeg kunne tænke mig at få på pindende, ja der er faktisk ikke en eneste af børnemodellerne, som jeg ikke får lyst til at strikke, når jeg sidder og kigger på dem, de er så søde og med så fin finish, det elsker jeg.

Og jeg tænker, at alle opskrifterne giver uendelige muligheder for variation, især for alle os, der elsker det tynde uld og som har bugnende lagre heraf. Og så er jeg stor fan af opskrifter, der lander i ens digitale postkasse meget kort tid efter, at man har forelsket sig, det er jo ikke til at holde ud at vente, når først man har set og tænkt Ja.

 

Jeg striber videre ind i søndagen, lidt endnu i alle tilfælde, for der ligger lidt hængepartier i form af kommentarer på bloggen, som jeg vil forholde mig til, en stak ubesvarede mails og sms’er, et mindre tårn af vasketøj og en støvsugning, der bør klares. Men jeg har også brug for bare at flyde og nyde og søndag er vel nærmest beregnet til den slags…

 

DOBBELT OP PÅ SINAI…

SINAI HUER...

BLÅ- OG SORT MELERET...

KASHMIR II...

Det kan mærkes i luften nu.
At efteråret nærmer sig.

Græsset er vådt – meget vådt – af dug om morgenen og om aftenen forsvinder lyset hurtigere, end jeg er klar til.
Stearinlys, uldtæpper og bløde hjørner i sofaen er gjort klar og tanker omkring regnvejrsdage inde med film, strik og lur er ikke fremmede.

Jeg er ikke klar endnu, slet ikke, men der er jo ingen vej uden om og så kan man vel lige så godt tage imod med varme åbne arme.
Og huestrik…

Jeg har været nedlagt af noget maveonde nogle dage i denne uge. Sådan ret meget nedlagt.
Og det meste af tiden er gået med lange lure i et køligt værelse og forsigtig sipning af te og ristet brød.

Men ind imellem har der været dømt film på Netflix og strikketøj i hænderne, retstrikket blødhed, der skal varme vores hoveder, når vi skal trave skovene tynde sammen med Huxi denne vinter.

Egentlig havde jeg forbandet lyst til at gå i gang med en Kashmir mere, men uden god sort silk mohair fra Garnudsalg gik det ikke. Jeg prøvede at strikke lidt med en lignende – troede jeg – kvalitet fra Drops, men ak og ve det var et sørgeligt syn, slet ikke noget for mine øjne.

Silketråden, som danner kernen i garnet, var tvundet af hvidt og sort, og blev nærmest sådan lidt glimmeragtig ved opstrikning, glimmer er bare ikke Anne S, og så synes jeg også, at mohair’ens fine fimrefibre var noget mere klumpede end på den lækre fra Gug.

Så ingen Kashmir men der imod 2 næsten 3 forskellige udgaver af Sinai, som er at finde i samme bog som Kashmir, nemlig Helga Isagers seneste, The Map Collection

Til huerne havde jeg smårester af silk mohair i skuffen og jo masser af rester af den tynde uld fra flere års ivrig samlen til huse.

Først strikkede jeg en grå-sort til mig selv.
Så en blå-grå til Amanda.
Og lige om lidt så er der en sort-grå til enten Laura eller Sophie.

Og jeg er ret sikker på, at der kommer flere til, jeg får det så godt, når jeg får brugt af de små sørgelig dunter af uld, der på forunderlig vis bliver ved med at dukke op.

Mon ikke der er en veninde eller to, der trænger til at gå vinteren i møde med lune ører?
Jeg tror det!

Hvis jeg da ellers får tid til at strikke flere –
for i dag er der landet en blød pakke i min postkasse. En pakke sendt afsted med kys fra nord og med 3 nøgler sort inden i.
Og ulden til Kashmir ligger allerede klar. Sort, forskellige nuancer af gråt og så et lille blåt tvist.

Jeg vil tro, at denne weekend, som faktisk er uden planer, vil sætte fut i det store bløde stykke strik…

Huerne er strikket nøjagtigt som opskriften i den lille bog angiver, det var der ingen grund til at pille ved.
Og vægten mangler stadig batteri, så jeg har ikke vejet, men de vejer tæt på ingenting.
Og kan strikkes på en films-tid.

Så det er vel bare at gå i gang, hvis man tænker, at man lige kunne bruge en Sinai…