HVEM SKULLE NU HA’ TROET DET…

JAVA pandebånd..

RIA riller...

Top down raglan...

Pigerne har aldrig vist den store interesse for håndarbejde, Sophie og Amanda har broderet i perioder, lidt, og Laura har vist også prøvet til en enkelt gang. En smule hækling er det også blevet til for Sophie, men hun blev ikke sådan for alvor fanget af det, det røg hurtigt til hjørnet, da hun ikke var tilfreds.

Jeg har med jævne mellemrum prøvet at friste med strikkepindene men ingen af dem har bidt på.

Før nu. Pludselig.

 

Laura bestemte sammen med sin veninde, at de godt gad at prøve, jeg havde viftet med den ene af Skappel bøgerne foran dem og et eller andet fangede.

Udflugt til Gug og verdens dejligste garnbutik og inden afgang nåede Amanda også at springe på “Jeg-vil-strikke-vognen” og proklamerede, at et pandebånd måtte være det, som hun gad at starte med, ikke trøjer som de andre to.

Og sådan blev det så…

 

Laura købte lækker blød alpaca i den fineste brune farve og Amanda gik efter gråt til ørerne.

Og så stod de der med poser og pinde og var klar til at gå i gang. Nærmest med det samme og der har ikke været mange pauser i strikkeriet, siden de kom i gang.

 

Amanda har nået 2 pandebånd og er godt i gang med en over-hovedet-hygge-trøje og Laura kan lige om lidt lukke af nederst på bullen på en retrillecardigan.

Meget sjovt – og faktisk som så mange gange før – var der sammenfald mellem projekterne på vores adresse og hos Liselotte, hun grinede vældigt, da Amanda en uges tid efter garnindkøbet hev de nystrikkede pandebånd op af posen ved langbordet på Tjørnevej, hun kunne nemlig gå ud i bryggerset og hente hele tre af nøjagtigt samme model, som lå til tørring derude. Så der var fem dobbelt op på Java lykke den dag.

 

Til Lauras cardigan projekt fandt vi en egnet og ønsket model i Lene Holme Samsøe Suveræn strik, en Ria model med fin raglan og mulighed for en lille krave. Og Laura strikker bare der ud af, som havde hun aldrig lavet andet.

Altså lige indtil noget går galt, så kastes projektet i armene på mor, der selvfølgelig straks træder til. Det er jo en KÆMPE fornøjelse at være med til at få fyret op under den næste generation af afhængige strikkere i familien. Lauras veninde og faktisk også hendes mor, der ikke har strikket i de sidste 20 år, klirrer også bare afsted, maske efter maske og det er en fest at være med til…

 

Laura har fået sat mere garn til side oppe nordpå, hun måtte have mere i samme kvalitet, bare i marineblå denne gang, og jeg ved, at planen er en blød raglan med bådhals til at tage oven på alle de fine skjorter hun har. Men først lige et par ærmer og en smule montering på den blå.

Fortsætter det i samme tempo, ja så er der ikke længe til det er klaret.

 

Så når dagens opgaver er klaret, når der er spist og vasket op, så sidder vi på stribe i sofaen med hvert vores strikketøj og jeg har mere råderet over fjernbetjeningen, end jeg længe har haft, for de nye strikkere er så fokuserede og så optagede af deres masker, at jeg får lov til at se noget af det, som ellers har været stemt ude til fordel for det, som pigerne gerne vil se.

Det er WIN på flere måder, dette strikkeri.

2 ud af 3 døtre strikker!

Hvem skulle ha’ troet det.

 

 

Og moderen? Strikker hun?

Det gør hun selvfølgelig. Nissehuer, et par lunesokker og faktisk også en Lun genser til sig selv. Den er fiks og færdig og klar til deling, når den er tør lige om lidt, lækker strik siger jeg bare. Og på pindene sidder der nu en rille-cardi, en patent-jakke og også en lille børne-islænder, jeg skulle jo nødigt kede mig ved kun at kunne strikke på et enkelt projekt af gangen…

 

4 : 642….

Fødselsdagpigen...

Fødselsdagboller...

“Tell a complete stranger about a beloved family tradition”

Hvis nogen engang spørger mig, om vi har særlige traditioner i vores familie, så vil jeg kunne diske op med mange.
Nogen af dem er helt sikker gengangere fra andre familier, andre er mere vores egne.
Nogen er vigtige og må aldrig springes over, andre er sådan mere “når vi husker det”-agtige.

Men helt sikkert gælder:
Nybagte Luciaboller d.13.12. i morgenmørket.
Ferier i Sverige med falukorv og mos.
Jordbærselvpluk ved Annexgården.
Nytår med de samme venner hvert år.
Julekortskrivning med småkager og glögg til.
Tændte stearinlys og servietter på bordet hver eneste dag.
Hyldeblomst-tur i juni.
Julepyntet hus på den første søndag i advent.
Små hyggelige og skøre gaver til hinanden, hvis en af os har været på tur.

Og mange mange flere.
Nye er kommet til i de sidste år, hvor vi er blevet en ny familie, og de er blevet fint forenet med de gamle, sådan at det nu bare er vores.

Jeg har spurgt pigerne om traditioner og ens for dem alle tre var, at fødselsdagspigen og de lyse boller blev nævnt som noget af det allerførste.
Så mon ikke man kan konkludere, at de to ting i alle tilfælde er en meget meget fast og vigtig tradition…

Fødselsdagspigen købte min mor til os, da Amanda og Laura var små. HUn havde straks tænkt på Amanda, da hun så de store øjne og den kække opstopper. Vi andre forstod hende.
Figuren er sådan lidt Carl Larsson-ish og meget forskellige fra de andre ting, som bor i vores hjem og også rigtigt meget forskellige fra min mors smag og stil, men den måtte bare med hjem og gives videre til os.

Den lille blonde svenske pige med blomsterkrans i håret kan holde et kertelys i sin ene hånd og hun står altid på fødselsdagsbordet foran den af os, der har fødselsdag og lyset bliver tændt i morgenstunden og igen og igen indtil alle fejringer er ovre.
Ingen fødselsdag uden pigen og hun sætter også rammen for, hvordan blomster m.m. kommer til at se ud på bordet, for de skal jo helst passe til hendes stille farver.

Når fødselsdagen er omme pakkes pigen i skabet igen.
4 gange om året er hun fremme i lyset.
28.2.
28.3.
3.5.
6.7.

Så næste gang er ved Sophies fødselsdag om en lille måneds tid.
En dag, hvor der i mange mange år, blev serveret boller i karry, fordi det var Sophies allerstørste livret, jeg har ikke tal på hvor mange gange, at jeg har stået i bagende varme og kogt boller og bikset karrysauce til 25 mennesker.
Men den tradition er vist efterhånden veget for kagebord og grill…

Fødselsdagspigen har været væltet på gulvet af store kluntede Otto og har brækket benene, men det betyder ikke, at hun må blive i skabet eller måske endda sendes til de evige jagtmarker via containerpladsen. Hun er blevet lappet og står klar med nystrøget forklæde til næste gang, sådan er det, og jeg skal ikke prøve at foreslå andet.

Men det er vel også sådan, at man vænner sig til meget, også underlige piger på bordet og hun er i alle tilfælde rigtig vigtigt for mine piger og derfor smiler jeg også, når jeg tager hende frem og sætter hende på bordet.
Jeg tænker på alle de andre gange, hvor jeg har taget hende ud af mørket i skabet, tænker på de glade forventningsfulde små pigeansigter, jeg hører deres stemmer og de hvinende skrig, når kagekonen mistede hovedet.

Jeg tænker på deres livretter og alle gæsterne, de samme som kommer igen år efter år og som kender og elsker mine piger for lige præcis det og dem de er.
Lykken og varme og samhørigheden er så fint samlet på de dage, hvor man sidder og ser på det barn, som er blevet et år ældre.

Så ingen fødselsdag hos os uden den lille pige på bordet.
Kitch og kærlighed.
Og så altid kæmpe store bjerge af nybagte fødselsdagsboller, for uden dem er det heller ikke helt rigtigt…

VORES STUDENT….

Laura 16.5.2014

Laura...

Laura...

IB student...

I går kl 12.30 satte min mor studenterhuen på toppen af Lauras krøllede hoved.
2 års slid og slæb og KÆMPE indsats på IB i Ikast er forbi og foran hende ligger nu studentergilder, pjank og pjat og frihed, noget der ikke har været ret meget plads til i de sidste år.

Hun er lykkelig og svævende og det samme er alle vi omkring hende.
Og så lægger vi låg på alle tankerne om, hvordan det mon er gået med alle eksaminerne, for det ved vi alligevel intet om først allersidst i juli.

Stort hurra og 1000 vis af kys, knus og kærlighed fra en stolt og lykkelig mor til den strålende mellemste…