4 : 642….

Fødselsdagpigen...

Fødselsdagboller...

“Tell a complete stranger about a beloved family tradition”

Hvis nogen engang spørger mig, om vi har særlige traditioner i vores familie, så vil jeg kunne diske op med mange.
Nogen af dem er helt sikker gengangere fra andre familier, andre er mere vores egne.
Nogen er vigtige og må aldrig springes over, andre er sådan mere “når vi husker det”-agtige.

Men helt sikkert gælder:
Nybagte Luciaboller d.13.12. i morgenmørket.
Ferier i Sverige med falukorv og mos.
Jordbærselvpluk ved Annexgården.
Nytår med de samme venner hvert år.
Julekortskrivning med småkager og glögg til.
Tændte stearinlys og servietter på bordet hver eneste dag.
Hyldeblomst-tur i juni.
Julepyntet hus på den første søndag i advent.
Små hyggelige og skøre gaver til hinanden, hvis en af os har været på tur.

Og mange mange flere.
Nye er kommet til i de sidste år, hvor vi er blevet en ny familie, og de er blevet fint forenet med de gamle, sådan at det nu bare er vores.

Jeg har spurgt pigerne om traditioner og ens for dem alle tre var, at fødselsdagspigen og de lyse boller blev nævnt som noget af det allerførste.
Så mon ikke man kan konkludere, at de to ting i alle tilfælde er en meget meget fast og vigtig tradition…

Fødselsdagspigen købte min mor til os, da Amanda og Laura var små. HUn havde straks tænkt på Amanda, da hun så de store øjne og den kække opstopper. Vi andre forstod hende.
Figuren er sådan lidt Carl Larsson-ish og meget forskellige fra de andre ting, som bor i vores hjem og også rigtigt meget forskellige fra min mors smag og stil, men den måtte bare med hjem og gives videre til os.

Den lille blonde svenske pige med blomsterkrans i håret kan holde et kertelys i sin ene hånd og hun står altid på fødselsdagsbordet foran den af os, der har fødselsdag og lyset bliver tændt i morgenstunden og igen og igen indtil alle fejringer er ovre.
Ingen fødselsdag uden pigen og hun sætter også rammen for, hvordan blomster m.m. kommer til at se ud på bordet, for de skal jo helst passe til hendes stille farver.

Når fødselsdagen er omme pakkes pigen i skabet igen.
4 gange om året er hun fremme i lyset.
28.2.
28.3.
3.5.
6.7.

Så næste gang er ved Sophies fødselsdag om en lille måneds tid.
En dag, hvor der i mange mange år, blev serveret boller i karry, fordi det var Sophies allerstørste livret, jeg har ikke tal på hvor mange gange, at jeg har stået i bagende varme og kogt boller og bikset karrysauce til 25 mennesker.
Men den tradition er vist efterhånden veget for kagebord og grill…

Fødselsdagspigen har været væltet på gulvet af store kluntede Otto og har brækket benene, men det betyder ikke, at hun må blive i skabet eller måske endda sendes til de evige jagtmarker via containerpladsen. Hun er blevet lappet og står klar med nystrøget forklæde til næste gang, sådan er det, og jeg skal ikke prøve at foreslå andet.

Men det er vel også sådan, at man vænner sig til meget, også underlige piger på bordet og hun er i alle tilfælde rigtig vigtigt for mine piger og derfor smiler jeg også, når jeg tager hende frem og sætter hende på bordet.
Jeg tænker på alle de andre gange, hvor jeg har taget hende ud af mørket i skabet, tænker på de glade forventningsfulde små pigeansigter, jeg hører deres stemmer og de hvinende skrig, når kagekonen mistede hovedet.

Jeg tænker på deres livretter og alle gæsterne, de samme som kommer igen år efter år og som kender og elsker mine piger for lige præcis det og dem de er.
Lykken og varme og samhørigheden er så fint samlet på de dage, hvor man sidder og ser på det barn, som er blevet et år ældre.

Så ingen fødselsdag hos os uden den lille pige på bordet.
Kitch og kærlighed.
Og så altid kæmpe store bjerge af nybagte fødselsdagsboller, for uden dem er det heller ikke helt rigtigt…

VORES STUDENT….

Laura 16.5.2014

Laura...

Laura...

IB student...

I går kl 12.30 satte min mor studenterhuen på toppen af Lauras krøllede hoved.
2 års slid og slæb og KÆMPE indsats på IB i Ikast er forbi og foran hende ligger nu studentergilder, pjank og pjat og frihed, noget der ikke har været ret meget plads til i de sidste år.

Hun er lykkelig og svævende og det samme er alle vi omkring hende.
Og så lægger vi låg på alle tankerne om, hvordan det mon er gået med alle eksaminerne, for det ved vi alligevel intet om først allersidst i juli.

Stort hurra og 1000 vis af kys, knus og kærlighed fra en stolt og lykkelig mor til den strålende mellemste…

AMANDA 18 ÅR…

Avekat...

Cheesecake...

Pakker...

Morfars flag...

Æbleblomster...

Vanillehjerter...

Marieboller...

Så er det officielt slut med umyndige børn herhjemme.
Ingen under 18 mere, ingen, der ikke må køre bil eller stemme til valg.

Store børn, myndige børn, men vel ikke rigtigt voksne bortset fra den ældste.

Amanda fyldte 18 i lørdags og hele dagen var sat af til fejring, hurra og hygge.
Og hold da nu op, som det blev en dejlig dag, livlig og samtidig rolig på den måde, som Amanda holder af, kagebord, gæster, pulled pork og kolde øl, snak, grin, hygge og bare masser af varme til og imellem de, som var her og gav den gas med fejringen…

Jeg synes, at der er gang i mange store ting og følelser her hos os for tiden, Sophies “hjemflytning”, Lauras studentereksaminer og nu Amandas fødselsdag, alt sammen ting, som bringe en masse minder frem om dengang og engang.
Billeder på nethinden, små “lydklip” i hjernen med små bestemte barnestemmer, der siger “Nej – vil selv”, pigebørn med gyldne sommerlokker og små opstoppernæser og blå knæ. De første smil, de første ord, vågne nætter og stille eftermiddagen i sofaen sammen med solvarme trætte børn med sut og klud.

Små trygge viljefaste glade piger, som nu er stærke stolte modige unge kvinder, jeg kan slippe og lade dem flyve og så bare være her, være tilgængelig og være til stede, når det er det, der er brug for.
Og det bliver der jo ved med at være, brug for mor, for forældre, for ind imellem bliver verden stor og uoverskuelig, også selv om man nærmest kan det hele selv…

Jeg tænkte rigtigt længe over, hvad jeg skulle gi’ Amanda i lørdags.
En gave, når man runder de 18, skal være én, som kan holde, noget, som kan følge med videre ud i livet, noget, der markerer overgangen mellem barn og voksen, sådan tænker jeg omkring det. Ikke tøj eller sko, ikke en vasketøjskurv eller et flytte-hjemmefra-sæt i Ikea kvalitet, ikke en elektronisk dimmer, der er forældret i løbet af et lille øjeblik.
Det skal være kram, det skal kunne bruges, det skal kunne huske på.

Jeg har været i 7 sind i de sidste mange uger og så pludselig i fredags på vej hjem fra job kom det til mig.
Aben! Kaj Bojesens fine lille bløde abe!!
Selvfølgelig!

Sådan en til hende den lille sveske, som altid hang om min hals med sine lange arme fast krammende og hælene borende sig ind i mine rygstykker, mit lille chimpanse med de store brune øjne, hende som bare helst hang hos mor og ikke var ret glad for andre, hende der stadig hang der, da hun var 4-5 år.
Og også hende, der hvis alt går vel, starter på sit drømmestudie som dyrlæge i eftersommeren 2015.

Hun skulle selvfølgelig ha’ en abe, hende Amanda…

Så det fik hun og også stakke af andre herligheder, bløde pakker, hårde pakker, noget med ledning, noget med ord, kolde kontanter og varme knus.
Og så fik hun kager.
Mange kager!

Hun havde bedt om:
Fødselsdagboller af den fuldfede slags med masser af kardemomme.
Marieboller med creme og bær.
Cheesecake.
Vanillehjerter.
Brownie med saltet karamel-is.

Og hvad man ønsker, det skal man få, når man har fødselsdag, sådan er det.

SÅ der blev bagt. Og bagt. Og bagt igen.
Og for første gang kom de svenske hjerteforme i brug, forme som en sød og varm læser har slæbt hjem fra Sveriges land, for at vi herhjemme kan nyde vanillehjerter, som vi gjorde det i sommer hos Flickorna Lundgren.

Vi er nærmest mætte endnu.
Og som om at eget kageorgie i lørdags ikke var tilstrækkeligt, så havde Oline i Gug også bagt til Amanda i går, da vi kom derop, en kæmpe høj og flot lagkage med både hindbær og citroncreme, ikke et øje var tørt og den smagte bare himmelsk.

Jo jo – hun er skam fejret og forkælet, hende vores rosin, vores B2, Blyp, lillesøs og Kommanda.
Fejret, forkælet, elsket og uundværlig.
Bare lige helt og aldeles sådan som hun skal være…

Kun i et splitsekund i aftes, da hun sagde “Hov forresten mor, jeg skulle jo ha’ de der 50 muffins med i morgen?!” var jeg ved at få nok af fejringen, men vi klarede den sammen. 50 Red Velvet med glasurdut og bær.
Og SÅ var det slut med den fødselsdag.

18 unge smukke glade år er hun, hende vores lillesøster.
Jeg forstår det ikke.
Men jeg forstår og mærker, at jeg rent faktisk ikke ville ha’ undværet et eneste minut af de år, glemte kager eller ej…