Browsing Category

Bloggen

Bloggen, Børnebørn, Familie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Pigerne

DET MAN IKKE VED, DET KAN MAN DIGTE SIG TIL…

18/11/2019

I aftes lagde jeg et par billeder af vores lille hus i vintermørket op på min Instagram Story og en af mine følgere skrev følgende til mig:

Hvem bor egentlig i dit hus? Gør nogle af dine døtre? Gør en partner eventuelt? Det har jeg tit spekuleret på.

Og så skrev vi lidt frem og tilbage om det og jeg vil sige, at hun havde fået digtet sig en god historie om, hvordan nu tingene forholdt sig her. Ingen hjemmeboende døtre og så en partner, der overhovedet ikke ville nævnes på de sociale medier. Det fik vi os et par grin af, for hun havde ikke rigtigt ret i nogen af sine antagelser.

Og da der også forleden var en, der skrev her på siden, at det kunne være rart med en slags forbindelse fra hjernerystelsestiden og så til dags dato, ja så tænker jeg, at vi lige ta’r en meget hurtig og overordnet status på familiesituation og livsvilkår og andre aktualiteter for klanen.

Bare sådan meget meget overordnet og måske nærmest noget, der kan minde lidt om en opremsning, men så er i da ajour og behøver ikke at digte selv…

Da jeg faldt og knaldede hovedet i et sneglat fortov i januar 2016 var status, at jeg boede i byen sammen med mine to yngste, Laura og Amanda, og min ældste var rykket fra sin andel af vores villavillakulla og ud til sin kæreste lidt længere uden for byen. Og i det regnskab med ældste + kæreste fik jeg også det dejligste tillæg endnu i mit liv, nemlig Anton, mit ældste barnebarn, der var 3 år, da jeg var så heldig at blive en del af hans liv.

Jeg havde min hverdag på stationen, hvor jeg jonglerede med mad, gæster og masser af arbejde. Selvstændig på godt og ondt. Og faktisk var der ikke plads til ret meget andet end den form for selvstændighed i mit liv på daværende tidspunkt.

Siden er der sket rigtigt rigtigt meget i mit liv.

Både p.g.a. gokket i nødden og også igennem den helt almindelige udvikling, som alle liv går igennem på forskellige plan…

Nu er vi i november 2019. Og rigtigt rigtigt meget er forandret.

Nu bor jeg et andet sted. Jeg arbejder et andet sted. Min barnebarnssum er nu forøget med 200 %.

Det mellemste barn er flyttet hjemmefra og ikke bare hjemmefra men til en-anden-by-hjemmefra.

Jeg stoppede på stationen ved årsskiftet 17/18 og forud for det gik der en lang periode med trælse forhandlinger og et meget nedslidt hoved. Det er en helt beretning for sig selv og jeg er faktisk ikke rigtigt sikker på, at jeg vil bruge kræfter på at rulle alt for meget af den ud og hvis jeg på et tidspunkt vælger at gøre det, så bliver det i indlæg, som kun handler om lidt præcis det.

Jeg fik tilbudt et job som souschef i en skøn lille økologisk forretning med take away, catering og folkekøkken, som var en slags klassekammerat til den hverdagsvogn, som jeg med succes havde haft på stationen. Forretningen ligger i Silkeborg og det var intet problem at hoppe ind i produktionen og hverdagen der, da jeg skulle arbejde sammen med velkendte og gode mennesker.

Jeg arbejder der stadig og er stadig souschef, men som en følge af mit brækkede hoved er jeg nok den kokke souschef i verden, der arbejder allermindst. 12 timer om ugen er hvad jeg kan holde til, men hvilke 12 timer! Jeg sparker Janteloven til hjørnet og tillader mig at skrive, at jeg faktisk er helt eminent i de 12 timer. Planen er, at det er mit job lige så længe, at det giver mening for alle, både chefen og souschefen og den plan er jeg rigtig tilpas med…

I sommeren 16 flyttede Laura hjemmefra. Hun ville gerne læse Logopædi og det kan man kun i Odense, så hun er nu placeret dejligt der lige midt i den smukke fynske by og lever et dejligt men travlt studieliv. Hun skrev sin bachelor i foråret og er nu i gang med sin kandidat. Hun er vild med det og har selvfølgelig lige øget sin opmærksomhed omkring sproget med ca.10.000 procent. En af hendes dansklærere fra folkeskolen sagde forleden til mig: Så får du ENDELIG lidt modstand på det sproglige, AnneS.

Og det gør jeg, han har helt ret, ham den gamle lærer, som også var en kær kollega til mig.

Amanda bor jeg sammen med i vores lille hus på landet. Hun startede på Aarhus Universitet nærmest samme dag, som Laura startede på SDU, men på en studieretning, som ligger lysår fra Lauras. Amanda læser medicinal kemi og er helt sikker på, at hun er landet på helt rette hylde, det er så dejligt for hende.

Hun kører de 50 km til Aarhus hver morgen og de 50 hjem igen hver eftermiddag og hun gør det uden at kny, for at bo her på landet det elsker hun! Hun er ikke fristet af byliv og andet dejligt i Aarhus, for hende er det dejligt fuglesang, skov, rådyr, stilhed og hjemmeliv uden impulser fra byens puls.

Jeg savner Laura meget, det er jeg ikke bleg for at indrømme, hun mangler her, hvor resten af familien er. Jeg under hende så meget et dejligt ungdomsliv i Odense, men det er som om, at der mangler en brik i familiepuslespillet. Hun kommer ofte hjem, det nyder vi alle, ikke kun mig men lige så meget hendes to søstre, som også mangler at have hende med i alle de små dagligdags ting…

Og så er der jo Sophie. Da jeg slog hovedet, havde hun knap mødt sin mand endnu, og nu små 4 år efter er hun gift med verdens rareste mand, hus- og sommerhusejer og mor til 2 fine rollinger og selvfølgelig stadig den bedste bonusmor for Anton, der nu er 7 år og går i 1.klasse hjemme i Aarhus.

2 rollinger – Topper og Vilma.

Topper, som til dels er opkaldt efter min far og til dels efter Ole Lund Kirkegaards Topper, han blev født i oktober 2016 og forandrede vores familie for evigt. På skønneste vis.

3 år nu og børnehavedreng med alt hvad det indebærer af godt og frækt!

Vilma, som nærmest aldrig bliver kaldt Vilma men alt muligt andet, hun kom ind i vores liv i september 2018, og satte ligesom lidt ekstra gang i det hele. Fuld fart frem.

1.2 år nu og vuggestuebarn i samme institution som sin bror.

De tre fine fine børn skal selvfølgelig ha’ meget mere spalteplads her på siden, en mere indgående beskrivelse det fortjener de helt sikkert.

Mine tre små.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol…

I kæledyrsbestanden er der status quo.

Huxi, Saxo og Sigga. Ingen nytilflyttere selv om jeg rigtigt meget ønsker mig en hund mere.

Og en kat måske. Det er for længe siden, at vi har haft en killing i huset.

Og huset er jo huset på det vidunderlige sted, som jeg allerede har fortalt så indgående omkring.

Helt ærligt – jeg kunne ikke ønske mig mere.

3 fine fine piger, som er så godt på vej i deres voksenliv.

3 skønne skønne børnebørn, der giver så meget liv og glæde.

3 pelsede venner, der giver indre ro og spreder hår med rund hånd.

Et lille skævt hus på landet.

Et dejligt og ægte job i de timer, hvor jeg er i stand til det.

En lynstatus herfra. En slags opremsning.

Så har i styr på tropperne og ingen behøver længere at digte historier om os.

Og forresten – det der med en partner, der ikke vil nævnes på de sociale medier, det er også bare en historie, jeg lever alene og jeg lever rigtigt godt og dejligt sådan.

Livet er smukt og fint og helt og aldeles perfekt uperfekt, lige sådan som jeg holder allermest af det…

Bloggen, Og mig selv - sagde hunden, Skriverier

DET KRÆVER ØVELSE, RUTINER OG PÅMINDELSER…

12/11/2019

Helt ærligt altså –

Jeg bliver da så irriteret på mig selv!

Jeg vil gerne blogge, jeg vil gerne gøre det om ikke dagligt så i alle tilfælde flere gange om ugen.

Jeg vil gerne skrive om stort og småt, om mad, om strik, om have, om liv med skrammer og buler, om pelsdyr, piger og børnebørn.

Så hvorfor får jeg det ikke gjort?!?

Jeg er ude af træning og rutiner.

Jeg glemmer det og går “bare” og laver en masse ting, som så fint kunne deles her.

Strikkede sager, som sidder på pindene og er på vej og også sager, der er afsluttet men særligt skønne.

Jeg har lige lavet dejlige dejlige måltider omkring Mortens aften med smørmøre ænder og sprøde salater, som sagtens kunne ligge her til brug og glæde for andre.

Men jeg glemmer det!

Og når jeg så kommer i tanke om det, så sukker jeg lidt og tænker på, om det overhovedet har sin berettigelse? Er der brug for det? Behov for det? Glædes nogen over det?

Gør jeg selv?

Er tiden løbet fra de små hverdags blogs? Er tiden mere til de semi-professionelle med strammere og smallere fokus, med mere tid til at arbejde med indholdet, med samarbejdspartnere og tydeligt ønske om at kunne leve af sin tilstedeværelse på nettet?

Jeg ved det ikke…

Det er ikke sådan, at jeg sidder her og har følelsen af ikke at ha’ lov, jeg må jo lige præcis det jeg vil her, på min digitale plet og jeg ved, at her er trofaste læsere, som vender forbi og snupper en dosis af det, som jeg deler.

Men jeg oplever også, hvordan der på FB og IG kommenteres på indholdet her på siden, at der stilles spørgsmål der i stedet for her, og det får mig til at tænke over, om de fleste mon trives bedre på de lidt hurtigere platforme, hvor man blot med et lille dap med pegefingeren kan tilkendegive, at man har set, måske læst og også kan li’ det, der er delt.

Måske er vi alle – rigtigt meget inkl mig selv – faldet i hurtighedsgryden, selv om mange af os siger, at vi længes efter mere ro og mere fordybelse?

Jeg vil så gerne i gang med at skrive igen, jeg elsker det, virkelig, og skriver lige så gerne bare for mig selv, men skal det så være her? Eller bare i et lille lukket dokument, der kun læses af mig selv?

Jeg kan i alle tilfælde konstatere, at det vil kræve øvelse, vedholdenhed og små påmindelser for at jeg kommer her forbi…

Jeg har tidligere lavet en lille skriveøvelse koblet på en bog, der hed noget i retning af 365 ting at skrive om, det var faktisk ret sjovt. Måske skulle jeg gribe til sådan én igen med et håndslag fra min ene hånd til min anden hånd om 3 ugentlige små skriverier?

Jeg kunne også gøre det sådan, at jeg skrev korte tekster over stikord fra jer læsere. Der skal ikke meget til at starte min indre skrivemaskine, den er nærmest selvkørende. Tap tap tap kører fingerne over det imaginære tastatur og så vokser der en lille flok ord. Om ingenting og om altid. Om vejret, om krydrede chokoladesnurrer, om engelsk strik, om ambassadører, om venskaber og utålmodighed.

Jeg vælger at være tålmodig med mig selv, jeg holder fast i følelsen af gerne at ville skrive lige netop her, at jeg vil skrive om alt det, der svømmer og svæver mellem fuglene og fiskene.

En fast aftale om ugentlige skrivetider. Jeg sætter det i kalenderen.

Og kan du så måske smide et stikord eller to herunder, ikke på FB eller andre steder, herunder, så samler jeg dem op og bruger dem til små tekster om alt og intet og måske noget helt særligt.

Stikord. Èt ord. Måske to.

Hjælper du?

Billedet af den dahlia er selvfølgelig ikke fra i dag, en grå kold novemberdag, men fra en fejende flot sommerdag med sol og varme, og egentlig kunne jeg jo skrive om hvor grueligt tørret jeg blev af dette års dahlia knolde, for det var fileme da en værre historie…

Bloggen, Lidt af hvert

HVOR STARTER MAN, NÅR MAN HAR VÆRET VÆK…

28/10/2015

ÅRETS SIDSTE...IMG_2892blogEn hverdag uden alt for meget pres lægger sig stille om mig nu, hvor årets sidste ordinære tog er kørt ind i remisen og hvor både Veterandag og efterårsferie er klaret. Pludselig er der masser af tid til bare at være, til at mærke, at tænke og fordøje.

Jeg er flad, godt brugt, på en dejlig måde, det er godt at mærke, men jeg mærker også, at mit hoved har været på overarbejde i meget lang tid og nu har rigtigt meget brug for at få reflekteret og korrigeret og komme tilbage i vant skarp form.

Jeg ved godt, hvordan jeg skal gøre det, jeg skal skrive, det er mit bedste redskab, når jeg skal ha’ overblik og struktur på tankerne, ord på skrift er nemmere at være konstruktiv omkring end det er på de løse strøtanker og fornemmelser, der svæver i luften omkring mig.

De er såmænd masser af berettigelse, de løse, det er ofte dem, der på sigt bliver de formfaste og gode, men de skal lige hives ned og kigges op og trykkes i form, så de bliver til at anvende eller til at sætte fri igen. Jeg kan selvfølgelig ikke skrive mig igennem 2015 dag for dag, men jeg kan nu nok gøre det punkt for punkt, jeg hverken kan eller vil gøre det offentligt, det vil slet ikke være meningsfuld læsning, men jeg vil da gerne hive noget af det delbare ind på scenen her.

Bid for bid, gode lunser af det, som nu er mit liv, mit nye liv, som ind imellem nærmest føles som en drøm. Hvis det da ikke lige var for den ømme krop og det trætte hoved, som stædigt minder mig om, at det er ret meget virkelighed…

 

Men hvor starter man, når man har været længe væk?

Går man tilbage og kigger frem? Eller står man, hvor man står, og kigger tilbage?

Kan man overhovedet huske, hvad og hvordan eller er det bare noget man bilder sig ind?

Og der er jo så meget, nærmest alt for meget, et nyt arbejdsliv, et nyt hjemmeliv, familie, små særlige oplevelser og så nogle af de store milepæle, der står for først at forsvinde sammen med mig den dag, hvor tankerne ikke flyder mere.

 

Jeg skal nok bare i gang, få lagt de mange hundrede fotos fra det sidste halve år over på computeren, kigge dem igennem og slå ned der, hvor jeg mærker noget røre sig. Og så bare skrive. Her og i lommebogen, vigtige ting og ligegyldigheder, glæder, grin og overvejelser og en enkelt skuffelse måske.

Jeg gider rigtigt godt men det føles nærmest lidt uoverskueligt.

Måske jeg bare skal messe de ord for mig selv, som jeg nærmest har slidt op i mit tidligere job, “Et skridt af gangen, stille og roligt, spis ikke hele elefanten på én gang, bare én bid af gangen, vælg det, som er vigtigt og giver mening og lad det andet ligge.

OG PIS –

for nu havde jeg skrevet indlægget færdigt, postet det, eller i alle tilfælde forsøgt på det og så gik skidtet ned og de sidste mange ord og lange sætninger forsvandt ud i intetheden.

Pis og pokkers.

Og den trætte hjerne kan ikke genskabe, den husker ikke, heller ikke selvom den lige havde siddet og gjort sig umage. Men det var vist noget i denne retning:

 

Engang var det så let at sætte sig ved computeren og lynskrive et indlæg, det gik nærmest af sig selv, for både jeg selv og læserne var up-to-date, sidste indlæg var smidt op dagen før og sjældent var der jo sket noget revolutionerende i de sidste 24 timer. Jeg husker letheden og det ubekymrede, når jeg kigger tilbage i tæt på 10 års skriblerier, der er ord og billeder af hverdagsliv, børn, have, mad, strik, rejser, natur, pelsdyr og alt det andet, der fylder i et helt almindeligt liv, der er letbenet underholdning og også svære dybe tanker om det, som fyldte i tiden.

 

Måske var jeg bare en anden dengang, mere ubekymret, mere skråsikker og uden ret meget tvivl på berettigelse. Måske.

Jeg skrev jo bare, det flød ud af hjernen og ned gennem armene til fingrene, der tastede. Nu sidder jeg her og vender og drejer og debattere med mig selv, om det da virkelig er relevant og interessant eller bare rigtigt meget lige meget.

Men jeg vil så gerne, for jeg kender jo til glæden over at dele og over at tænke højt, på den værdi, det har for mig, at læse det, som jeg selv har skrevet, for bedre at kunne forstå og handle.

Hænger i på?

Hvis ja – så vær tålmodige og se med milde øjne på mig, jeg famler lidt i blinde her. Og den der med cyklen, at når først man har lært det, så glemmer man det aldrig, sådan føles dette her ikke for mig, jeg slingrer for vildt og råber på støttehjul.

Men jeg prøver.

For jeg vil jo bare så gerne