Grantræet tager form, sikkert og godt, men i uendelig langsom fart.

Ikke fordi, at det er vanskeligt strik eller at lysten til turbo ikke er der, men dagene har bare været fyldt af så meget andet.

Jeg er færdig med det, der svarer til domino-firkanter nok til for- eller bagstykke, så nu venter anden halvleg, men mon ikke den kan klares hen over weekenden, der byder på flere sid-stille-ned-aktiviteter…

Det bliver herligt, når alle de små lapper er samlet i krans og det bare skal gå derud af rundt og rundt i glatstrik med lidt ind- og udtagninger.

Jeg er godt tilfreds med mit farvevalg, det er ikke vovet eller skrapt, men jeg tror til gengæld, at det så bliver et stykke langstidsholdbart strik, som kan sættes til alle mulige farver.

Første outfit sammen med ponchoen bliver helt sikkert jeans, grå basis-T og så mine Frey – elskede slidte smadrede boots – det bliver et klasse sæt!

Mon ikke bare jeg skal rumle ind og strikke i stedet for at sidde og drømme om, hvad Grantræet skal bæres sammen med?!

Det tror jeg…

Nu er vi så de lykkelige ejere af et langbord med indlagt skønhedplet, brændt lige der midt på pladen af et overtændt fyrfadslys, der ikke blev opdaget i tide.

Pokkers, siger jeg bare!

Og også Pyyhhhh og 7-9-13, for en brændt plet er da trods alt bedre, end et brændt hus!!

Men bortset fra det lille stunt, så er jeg jo godt hjemme igen, lidt klogere end før og temmelig meget mere træt.

Godt at det er weekend nu…

Altså bare lige for en kort bemærkning.

Jeg forlader hjem, mand og børn, indkøb, madlavning, vasketøj, madpakker, oprydning, lektiehjælp og alt det andet, der på herligste vis fylder min hverdag.

3 dage på Severin med dejlig mad, hyggeligt selskab og mange timers fordybelse i PMT-O.

Det bliver mere end bare almindeligt godt, det er jeg sikker på.

Jeg efterlader trygt min familie herhjemme i hinandens herlige selskab, jeg ved at de er gode til at nyde den frihed, der råder, når mors skarpe øje ikke hviler over pligter og normer.

Jeg ved, at der hersker Al magt til  junkfood og laissez faire, og det har jeg det ganske udemærket med.

Og så vender jeg jo frygteligt tilbage, inden de og I nærmest når at blinke.

Vi ses…

En lille speltpandekage med fyld a la Ungarn – sådan da.

Hop over på Øko-bloggen og få opskriften på en ikke-usund lækkerbid…

Alt er nu i hus til et Grantræ til mig.

Lækkert Tvinni og Alpaca 1 fra Isager, som jo også har leveret opskriften og så en mængde små Holst-nøgler, der skal supplere det, der er på lager.

I den “rigtige” opskrift er de farvede dominotern strikket i forskellige nuancer af rødt, mine skal være forskellige nuancer af alle de jeg elsker, for der må gerne være lidt gang i kanten på mit Grantræ…

Jeg har fundet min “Moster-poncho” frem og målt lidt på kryds og tværs, og senere i dag, så er jeg top-klar til at sætte pindene i de første små lapper.

Opskriften er nøje læst igennem, og jeg må sige, at jeg ikke er imponeret; jeg er glad for, at jeg kan strikke efter gehør og på lykke og fromme, og så være ret sikker på at ende op med et i orden resultat, for som Ulla ofte har sagt om Isager-opskrifterne, så er det de rene sudokuer, Grantræet her er ingen undtagelse.

Men det tager jeg ovenfra og ned, jeg er tilpas forelsket i mange af både mor og datters modeller, de har begge skøn sans for detaljer og giver strikkerierne et moderne snit, som jeg længes efter at se lidt flere steder.

Så Grantræ – here we go…

Jeg har haft alrummet for mig selv en stor del af formiddagen, og har nydt at sidde ved et bord badet i solstråler og  fantastiske klare farver, som forstærkes af alt det kridende hvide udenfor.

Der er høj blå himmel og klar frost her på heden i dag, og det er en februardag lige efter mit hjerte.

Jeg længes ikke efter, at sneen skal forsvinde og foråret komme, jeg husker alt for tydeligt mange vintre med masser af mørke, regn og rusk, og det gør mig ærlig talt i lidt dårligt humør at leve alt for længe i den slags, så jeg hejser gerne flaget for sne og frost.

Forår skal det såmænd nok blive, lige pludselig er det april og alt begynder at vælte op derude…

Min søndag kommer til at være fyldt med lidt mere aktivitet end dagen i går, sådan er det vel altid, når der har været ferie og en ny fyldt uge venter forude.

Middelfart og arbejdsseminar fylder en god del af dagene, der ligger lige foran, så det skal jeg gøre mig klar til.

Jeg skal ha’ kigget en smule på noget konfirmations-noget og også ha’ tænkt et par tanker og lagt lidt planer for næste søndag, hvor jeg fylder 45.

Femogfyrre – 45 – firtifem, det er sgi alligevel en del.

Men det vil jeg undlade at dvæle alt for meget ved lige denne formiddag, jeg bliver så træt ved tanken, og det har jeg faktisk ikke tid til at blive, for der var jo også lige noget med en opskrift til Urtekram, en opskylning af et babytæppe, nogle knapper i en bluse og ikke mindst opstarten af en træ i voksenstørrelse.

Sæt i gang, kone, der er nok at tage sig til…

Stille lørdag med masser af hyggelige sysler at fordrive tiden med.

Avislæsning.

Strikketøj.

Vaske-ditto.

Hundeklap.

Tedrikning.

Blomsterarrangeren.

Listeskrivning.

Lektielæsning.

Lørdag med ro til krop og sjæl.

Og så endda med det fineste snevejr til…

Senere kommer naboerne til simremad og rødvin.

Måske kommer posten også med det garn, som er bestilt til Grantræet.

Jeg kan mærke helt ind i knoglerne, at denne uges ferie har gjort mig rigtigt godt, jeg trængte mere til den, end jeg på forhånd troede.

Alt er godt, i vater og i ro.

Og med den fine lørdag, som stadig har masser af timer at byde på, så er det ikke svært at smile og føle sig rigtigt godt tilpas…

Folklore II er strikket færdig, ender er hæftet og belægnings-strik riet fast.

Den er klar til brug lige om lidt, når jeg har fundet de rigtige knapper og fået dem monteret hele vejen ned ad det ene forstykke.

Den er blevet SÅ god!

Man skulle næsten tro, at den var strikket lige præcis til min facon!!

Og mens jeg kigger efter knapper, så kigger jeg også lige efter et lille stykke Liberty, der kan stå godt til de grønne farver og de koralfarvede pletter.

Det må være til at finde, bare lige en meter til et blødt og sirligt tørklæde…

Efter en uge i Lemvigs bakkede landskab er vi igen landet på heden.

Ugen har bragt os præcis det vi havde brug for – RO – masser af ro, og det har gjort rigtigt godt for både store og små.

Alt er pakket ud, vaskemaskinen snurrer og pigerne er daffet på egne værelser og sidder nu bag lukkede døre og nyder eget gode selskab.

Det levner tid til en opdatering i det ganske danske blogland, hvor der kan nå at ske rigtigt meget på sådan en uge…

Billede lånt af Isager…

Enten skal jeg bede om at blive sådan ca. 8 år igen eller også må jeg finde ud af at strikke et Grantræ i størrelse 45 år.

Vældig vældig fin poncho, denne her…

Gad vide om det er små retrille-stammer, der sidder der forneden og stritter.

Jeg må ud og se “træet” i levende live, så jeg kan finde ud af, hvilke krumspring jeg skal i gang med for at få skidtet til at kunne rumme én, der er en del større end størrelse barn…

6 timers vejledning i Holstebro i dag og så kunne jeg endelig sige ordet!

Ordet, der smager så skønt og giver sådan en dejlig fornemmelse inden i, som får mig til at sukke dybt på den afspændende måde og får mig til at smile bredt og længe.

Ferie-ferie-ferie-ferie!!

For hulen da, hvor det føles skønt…

Taskerne er tæt på at være færdigtpakkede, alle fornødenheder er stuvet ned og lige om lidt vil jeg kigge lidt på, hvad der skal med af uld og pinde.

Men først vil jeg lige bruge den allersidste dråbe af energi, der er at opdrive i min krop, jeg vil vride og presse og klemme og så vil jeg drøne gennem huset som en hvid skummende tornado.

For noget af det rigtigt lækre ved en ferie kan også være det at komme hjem igen.

Især til et nypudset og glatstrøget hus.

Så WWWWWuuuuussssshhhhhhh giver jeg det hele en gang af det gode knofedt og det duftende skummende vand.

Og bagefter  -  så er der dømt AFSLAPNIIIIIIIING….

En ganske almindelig torsdag aften, og så alligevel ikke, for det er torsdag-aften-før-fredag-hvor-der-er-feriestart og det skaber en særlig stemning, der lægger sig blødt om os 4, der tusser rundt og gør det, som vi hver især kan li’.

En enkelt læser lektier, en anden spiller PS, en zapper kanaler og den sidste ordne den slags ting, der nu er at ordne, inden man drager afsted på ferie.

Sådan noget som at pakke stakke af håndklæde og stykker til at viske med, tjekke vasketøjsskufferne for uvasket yndlingstøj, finde bøger og andet underholdning.

Det er mig, der er den sidste…

Vi trænger bare så helt vildt meget til ferie, både voksne og børn, på en eller anden måde har vi alle været ramt af kæmpe travlhed i starten af det nye år og nu må vi bare lige ha’ en uge i snegletempo og nattøj, hvis ikke vi skal trimle inden foråret rammer os, et forår der rummer flere store fester og andre udfordringer, der kræver kræfter og friskhed.

Så vi stempler ud her hjemmefra, med hund og ekstrahund, med spil, mad, strik og tegnegrej og masser af planer om ingenting og udflydning.

Vi har pakket et bjerg af DVD’er, for der er nogen af os, der synes at film og dyner og rå mængder popcorn er nogenlunde den allerbedste måde at slappe af på. og det gør nogen så.

Egentlig har vi et sommerhus, der venter på os i morgen, men det må vente til lørdag, for vi vil ikke skynde os for at kommer på ferie.

God tid og ro på er en øvelse for os alle, nok især Hr og Fru.

Så vi øver og siger “Først på lørdag” og nyder vores stille torsdag og også det at vide, at fredag aften er til rådighed for det sidste pakkeri…

“Før ørerne falder af”…

Det er lige før, at mine bare hænger i en tynd strimmel hud lige nu!

Men måske kan de bindes op med noget af det skind, der kan tages fra mit maveskind, der er sprækket af grin!!

En herlig veninde har gjort mig opmærksom på, at der havde været endnu et surt opstød omkring størrelsen på Folklore.

Lige det gider jeg ikke så meget at sige om, det er vist sagt det jeg havde at sige om strikkeprøve og strikkefasthed.

Men jeg gider rigtigt godt sige noget om, at jeg synes, at det er vældig god underholdning, at nogen bræger om en opskrift, som jeg er temmelig sikker på, at de ikke har købt, men bare byttet sig til.

Det er da underholdende.

Jeg ved godt at bytteriet forgår, fred være med det, men det er dog grineren, at man kommer til at reklamere med det på sin blog.

SÅ tak for at ha’ gjort min aften lidt mere munter  -

og held og lykke med næste stykke strikketøj, Frue…

Vi kom jo aldrig af med hende lille sorte Sally.

Ingen havde brug for en lille kattefrøken, da hun var parat til at flytte hjemmefra, kun et enkelt hold meldte sig klar, men da hun skulle bo i laden hos dem, ja så måtte hun altså blive her hos os i det lune hyggelige hus.

Og vi klager ikke, hun er den mest vidunderlige lille kat, vi knuselsker hende, og end ikke Torbens far, der ellers pludselig gav udtryk for, at han var noget lun på hende og gerne ville overtage, kunne få os til at slippe hende, hun hører til her nu.

Og helt ærligt – 2 eller 3 katte – det kan være lige fedt…

Sally har den smukkest sorte tykke blanke pels, jeg har nærmest aldrig set noget lignende, den ser næsten kunstig ud og garneret med de to mest kuglerunde gule øjne, ja så ligner hun faktisk noget, som er taget med hjem fra legetøjsbutikkens hylde.

Hun er en smækforkælet lille diva og har nu fået sig selv bildt ind, at det nye fede langhårede fåreskind, som jeg har købt til at lune sofahjørnet med, er købt med det ene formål at agere blødt underlag for hendes kattedaserier.

Jeg nænner ikke at fratage hende denne illusion…