Bloggen, Og mig selv - sagde hunden, Skriverier

DET KRÆVER ØVELSE, RUTINER OG PÅMINDELSER…

12/11/2019

Helt ærligt altså –

Jeg bliver da så irriteret på mig selv!

Jeg vil gerne blogge, jeg vil gerne gøre det om ikke dagligt så i alle tilfælde flere gange om ugen.

Jeg vil gerne skrive om stort og småt, om mad, om strik, om have, om liv med skrammer og buler, om pelsdyr, piger og børnebørn.

Så hvorfor får jeg det ikke gjort?!?

Jeg er ude af træning og rutiner.

Jeg glemmer det og går “bare” og laver en masse ting, som så fint kunne deles her.

Strikkede sager, som sidder på pindene og er på vej og også sager, der er afsluttet men særligt skønne.

Jeg har lige lavet dejlige dejlige måltider omkring Mortens aften med smørmøre ænder og sprøde salater, som sagtens kunne ligge her til brug og glæde for andre.

Men jeg glemmer det!

Og når jeg så kommer i tanke om det, så sukker jeg lidt og tænker på, om det overhovedet har sin berettigelse? Er der brug for det? Behov for det? Glædes nogen over det?

Gør jeg selv?

Er tiden løbet fra de små hverdags blogs? Er tiden mere til de semi-professionelle med strammere og smallere fokus, med mere tid til at arbejde med indholdet, med samarbejdspartnere og tydeligt ønske om at kunne leve af sin tilstedeværelse på nettet?

Jeg ved det ikke…

Det er ikke sådan, at jeg sidder her og har følelsen af ikke at ha’ lov, jeg må jo lige præcis det jeg vil her, på min digitale plet og jeg ved, at her er trofaste læsere, som vender forbi og snupper en dosis af det, som jeg deler.

Men jeg oplever også, hvordan der på FB og IG kommenteres på indholdet her på siden, at der stilles spørgsmål der i stedet for her, og det får mig til at tænke over, om de fleste mon trives bedre på de lidt hurtigere platforme, hvor man blot med et lille dap med pegefingeren kan tilkendegive, at man har set, måske læst og også kan li’ det, der er delt.

Måske er vi alle – rigtigt meget inkl mig selv – faldet i hurtighedsgryden, selv om mange af os siger, at vi længes efter mere ro og mere fordybelse?

Jeg vil så gerne i gang med at skrive igen, jeg elsker det, virkelig, og skriver lige så gerne bare for mig selv, men skal det så være her? Eller bare i et lille lukket dokument, der kun læses af mig selv?

Jeg kan i alle tilfælde konstatere, at det vil kræve øvelse, vedholdenhed og små påmindelser for at jeg kommer her forbi…

Jeg har tidligere lavet en lille skriveøvelse koblet på en bog, der hed noget i retning af 365 ting at skrive om, det var faktisk ret sjovt. Måske skulle jeg gribe til sådan én igen med et håndslag fra min ene hånd til min anden hånd om 3 ugentlige små skriverier?

Jeg kunne også gøre det sådan, at jeg skrev korte tekster over stikord fra jer læsere. Der skal ikke meget til at starte min indre skrivemaskine, den er nærmest selvkørende. Tap tap tap kører fingerne over det imaginære tastatur og så vokser der en lille flok ord. Om ingenting og om altid. Om vejret, om krydrede chokoladesnurrer, om engelsk strik, om ambassadører, om venskaber og utålmodighed.

Jeg vælger at være tålmodig med mig selv, jeg holder fast i følelsen af gerne at ville skrive lige netop her, at jeg vil skrive om alt det, der svømmer og svæver mellem fuglene og fiskene.

En fast aftale om ugentlige skrivetider. Jeg sætter det i kalenderen.

Og kan du så måske smide et stikord eller to herunder, ikke på FB eller andre steder, herunder, så samler jeg dem op og bruger dem til små tekster om alt og intet og måske noget helt særligt.

Stikord. Èt ord. Måske to.

Hjælper du?

Billedet af den dahlia er selvfølgelig ikke fra i dag, en grå kold novemberdag, men fra en fejende flot sommerdag med sol og varme, og egentlig kunne jeg jo skrive om hvor grueligt tørret jeg blev af dette års dahlia knolde, for det var fileme da en værre historie…

Hverdagsliv, Og mig selv - sagde hunden, Skrammer og buler

hjemmedag i blødt tøj…

05/11/2019

Udenfor er dagen stadig lidt mørk og faktisk meget grå. På den lidt kolde og fugtige november måde.

Inde er der heldigvis varmt og rart og stearinlysene lægger et blødt skær over stuen, hvor jeg sidder og læser og sipper en kop dampende kaffe. Helt stille.

Tirsdag er hjemmedag. Nuldag.

Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil kalde de hverdage, hvor jeg ikke arbejder, for fridage. Lørdag og søndag er fridage, tirsdag og torsdag er hjemmedage. Dage, hvor jeg skal hvile og samle mig, så jeg kan klare arbejdsdagene på ordentlig og effektiv vis.

Det kræver stadig øvelse. At være nådig overfor de begrænsninger, som ligger i mit liv nu, at være rummelig overfor, at jeg ikke kan det samme som tidligere og at det faktisk er både anerkendt og veldokumenteret.

Jeg må gerne være hjemme og ikke arbejde hver dag. Ja man kan vel egentlig sige, at jeg bliver betalt for at blive hjemme og hvile mig, at det er vurderet, at det er sådan det skal være og at jeg derfor får en flexydelse for det, en lillebitte offentlig løn for de timer, jeg ikke kan arbejde…

Men det tager tid at lande i det, lang tid kan jeg mærke, både for mig selv og for nogen af dem rundt om mig, det er ikke let at fordøje så markant et skift i et liv, ikke for den, som er ramt, og heller ikke for dem, der står et stykke fra og kigger på. I mit tilfælde er de, der er helt tæt på, dog ret skarpe på, hvad der er gang i.

Mine piger er meget mere realistiske omkring det, en jeg er.

“Du kan IKKE, mor.”

“Vær nu bare sød og læg dig en halv time.”

Og det bliver sagt med kærlighed og forståelse. Også når Laura siger “Du er som et lille barn lige nu, et lille barn, der ikke har fået sovet en god lur!” Så griner vi og jeg græder måske lidt. Men det må jeg godt, lige så meget som jeg må være hjemme et par dage om ugen.

Pigerne går så fint ved siden af mig i denne proces, kærlige og rummelige, og er også gode til at klappe lidt til mig, når jeg selv presser mig frem frem frem, de tør godt at gå ind foran mig og holde et stopskilt op.

For dem har det også været en proces, og der er helt sikkert også dage, hvor de er ved at rive håret af sig selv og savner at alt bare var som før, det bliver hårdt for dem, en belastende situation.

Forhåbentlig ikke en belastende mor men “bare” en belastende situation…

Så er dag er jeg hjemme. Uden planer.

Ikke andre end dem af den husmoderagtige slags.

Vasketøj, der skal lægges sammen og lægges på plads.

En bordplade, der trænger til sæbekærlighed.

En lille oprydningen i garn, der er efterladt i poser, smårester efter de sidste projekter.

Og når de ting er klaret så er der – på tankeplan i alle tilfælde – gjort klar til nogle små juleklipperier. Årets juledue skal udtænkes og en model laves, så der senere kan klippes og limes en god flok.

En hjemmedag. En nuldag. En stilleogroligdag.

I blødt tøj og med snorkende hund som selskab.

En rar dag…

Ferie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Oplevelser, Skrammer og buler

göteborg tur – retur…

03/11/2019

Nærmest på klokkeslet for en uge siden landede jeg med en stor vippende færge ved kajen i Frederikshavn efter en lille flok dejlige dage i Göteborg. Nogle dage, som jeg på forhånd var ved at opgive, fordi jeg bar helt og aldeles udkørt og overkørt, jeg havde grædt en god portion salte opgivende tårer i dagene inden afgang onsdag aften.

Turen havde været planlagt længe, ja faktisk siden sidste år i uge 42, fordi min skønne og lige så svenskofile veninde Judith og jeg opdagede, at der var antikmesse i Borås i den sidste weekend i oktober og det ville vi gerne med til. Men jo tættere vi kom på afrejsen, jo mere presset blev jeg over det og var ved at melde pas på det hele rigtigt mange gange i dagene op til.

Men jeg gjorde det ikke.
For jeg vidste jo, at når først jeg var i bilen på vej mod nord og senere ombord på færgen, så ville jeg være rolig og tilpas. Og også fuld af forventningens glæde. Jeg skal bare afsted. “Bare”.
Det er ikke let for mig længere, jeg har svært ved at overskue at få pakket, at få gjort klar til at være væk hjemmefra på sådan et helt lavpraktisk plan og også på det mentale plan, jeg trives allerbedst herhjemme, hvor jeg kender alt og selv styrer alt. Sådan da.
Jeg er stadig i gang med at lære at være i det, som nu er mit helt almindelige ualmindelige nye liv, og jeg bliver så overvældet af det, så ked af det, fordi jeg ikke klarer det samme mere og netop bliver så overvældet ved udsigten til at skulle være væk hjemmefra, for jeg har altid elsket at komme ud og snuse til livet uden for min egen matrikel…

Det handler på ingen måde om, hvad jeg skal eller hvem jeg skal det sammen med, det handler ene og alene om, at det for mig stadig føles så ukendt at være så begrænset i min energi. Især den mentale energi, som alle jo bruger, når de gør sig klar til at tage afsted, man tænker på de praktiske ting, der skal klappe før og undervejs, på aktiviteterne ude, på penge, på logi, på vejr, på beklædning, mange mange små ting, som ryger igennem bevidstheden og som jo egentlig ingenting fylder normalerwiese, der når man måske knap at registrere, at de tanker ryger igennem, men med min hjerne så bliver det overload på en begrænset energi og kapacitet.

Jeg ved, at det hjælper mig med struktur og forudsigelighed, så det forsøger jeg at skabe, bl.a. ved at bo et sted, hvor jeg har boet før, ved at pakke tøj og andre personlige ting, som giver mig ro og veltilpashed, og især er jeg opmærksom på, at tage et godt strikketøj med, en bog, som jeg er begyndt på, så jeg ved, at jeg har lyst til at læse den og også mine rigtigt gode hørebøffer, der kan skærme en træt hjerne mod lyde udefra…


I Göteborg skulle vi ikke andet end at hygge os, slentre stille igennem de udvalgte butikker, som vi kender i forvejen og som får vores hjerter til at synge en smule. Vi skulle fika, i bio, på loppis og også bare hænge hjemme i sofaen. Og så selvfølgelig i Ica, som er et fast punkt på alle ture til Sverige og det er alligevel blevet til en del i årernes løb. At gå i supermarked i et fremmed land er altid underholdende, synes jeg, ikke så meget for at købe nogen, men mere for at undersøge udbudet og kigge på de lokales indkøbsvaner, jeg elsker det. Men i Ica køber jeg også altid noget, i vores familie er der helt faste ting, som bare må med hjem, Prästost, kardemommefrø, Falukorv og måske også lidt sæsonvarer. Og selvfølgelig lösgodis, det er et must.

Og så føles det jo ret perfekt at ha’ en rejsemakker, der gider de helt samme ting og som gider de få samme butikker, som jeg gør. Butikker med papir, bøger, køkkengrej og enkelt nordisk design. Og efter der nu er småbørn i familien igen så også en tur i en dejlig legetøjsbutik eller to.

Jeg køber ikke meget, det har jeg ikke behov for, hverken i den ene eller den anden butik, men jeg kigger og jeg piller og jeg får idéer og enkelte særlige ting kommer måske også med hjem…

Og da jeg så gik der i Göteborg i gader, som jeg kendte, forbi landemærker, som jeg har set utallige gange, sad i det lille køkken i lejligheden i Majorna, ja så følte jeg mig jo præcis lige så godt tilpas, som jeg havde gjort hjemme, og havde det bare rart og dejligt og lige tilpas. Det velkendte og afprøvede gør mig tilpas, jeg behøver ikke store rejser til fremmede destinationer, jeg behøver ikke vilde ture, jeg behøver struktur og genkendelighed og så behøver jeg at gøre op med tanken om, at det andet er bedre, at livet er mere spændende og mere værd, hvis man rejser langt og til nye steder, min kærlighed til en lille svensk tur er jo lige så meget værd som en andens glæde ved juleshopping i New York eller trekking i Nepal.

Jeg lever fint og godt i mit lille stille liv og når jeg giver mig selv lov til at gå i sort forud for en tur og giver mig selv lov til at sige, at jeg ikke har lyst, og også tager imod den hjælp og den opbakning, som jeg får af mine piger og mine veninder, så kan jeg faktisk gode ting, ikke som engang, men det er falder stille til ro inden i, at det er sådan det er og at det er mere end ok.

At rejse ud og komme hjem gjorde hverken min træthed eller det uoverskuelige værre eller bedre, der var status quo, men mens jeg var afsted, så mærkede jeg alligevel, hvordan jeg kunne slappe af i at være væk, fordi jeg havde lagt en plan og fordi jeg også langsomt bliver bedre til at sige til og fra, inden jeg er kørt helt over.

Et nyt liv. Skridt for skridt. Og med en kardemummabulla i maven så går det så meget nemmere.

Placebo i ved.

Og forresten – antikmessen, som havde været i gang i 40 år i Borås, den kom vi ikke til, for sidste år var sidste gang. Helvete…