Hverken fugl eller fisk header image 1

BIP BIP BIP OG SÅ EN RÆKKE EDER…

Tuesday 16. September 2014 · Bloggen

Kæmpe verbena...

I aftes sad jeg her ved computeren.
Med kaffe og Søren Huss strømmende ud af højtalerne.

Jeg sad og skrev et indlæg om den koncert, som jeg var til i søndags, med netop Huss i Mariehøj Kirke.
Jeg skrev om sangenes dybe, om kirkerummets stemningsfuldhed, om det at finde styrke i aleneheden, om at røres og mærke genklang.

Jeg skrev godt, når jeg nu har mulighed for at sige det selv, ordene flød bare, oppe fra hovedet, ind fra hjertet og ned i fingrene og jeg var vel i hvad man kan kalde et slags skriveflow.

Lige indtil.
Bip bip bip bip bip bip –
høje advarselslyde fra computeren og en slags gråt gardin rullede ned over skærmen og ALT bare frøs…

Der var ingen vej uden om.
Genstart var løsningen.

Og også det, der åd mine ord.
Pokkers.
Pis.

Normalt gemmer WordPress af sig selv, når jeg skriver, men den brutale nedlukning var åbenbart mere, end det kunne håndtere, for væk var det hele og selv med det lige var skrevet i minutterne inden, så var det sådan set også væk fra hjernen.
Ikke væk væk – men bare sådan væk i den gode og flydende form, det var kommet ud i.

Jeg hader den slags.
For i en gen-skrivning opnår man sjældent samme klang og tone og det ønskede jeg bare sådan, netop fordi at det var det indlægget handlede om, det med alle vores toner, der klinger forskelligt ind i dem, som vi omgiver os med.

Men væk er de, ordene, måske kommer de en dag i en anden form.
Pokkers.

Men koncerten var fantastisk…

→ 4 kommentarer

SØNDAGSNYDNING…

Sunday 14. September 2014 · Lidt af hvert

UDSYN...

SENSOMMER HVIDT...

SORT KASHMIR...

OG KAFF'...

For første gang i umindelige timer har vi en weekend uden planer.
Vi skal ingenting –
I-N-G-E-N-T-I-N-G!

Ikke andet en lige præcis det, som falder os ind og som vi tænker, at vi gider.
Og hvor gør det bare godt.

Vi dasker rundt, lægger os og rejser os, drikker kaffe, smører os en mad, går ud i haven og ind igen.
Ser lidt film og tv og lytter lidt radio.
Vasker lidt tøj og bage en brunsviger.
Og laver ingenting.

Der strikkes, hækles, læses, skrives engelsk-opgave, facebook’es og læses nyheder.
Jeg flytter lidt rundt på lysestager og andet småt og skriver mål ned til de rammer, som jeg mangler for at få hængt nogle af de fine tryk op, de ligger bare her og ligger og det er da ærgerligt.

Listerne til Vrads får et gennemsyn og nyt kommer på.
Der svarer på en enkelt mail mens andre får lov til at sidde over til mandag.
Intet SKAL er på programmet og får man startet noget, som man alligevel ikke helt gider, så lader man det bare ligge.

Og laver ingenting…

Jeg er gået i gang med den sorte Kashmir og fornemmer allerde nu, at det vil blive et stykke meget brugt strik.
Lige så brugt som min blålige udgave, der nærmest har hængt på mig siden sidste maske blev lukket.

Egentlig er jeg ikke så vild med de lidt hårde meleringer, der nemt opstår, når man har enten en meget lys eller mørk bundfarve og så sætter noget kontrastfyldt til, jeg holder allermest af tone i tone og ikke for meget afvigelse, så det at strikke med sort som bundfarve er lidt af en øvelse – måske endda prøvelse – men jeg ser også, at når meleringerne kommer op i stor skala som her på Kashmir, så kan det godt finde nåde for mine øjne.

Så mens vi laver ingenting, så vokser Kashmir stille og let og næsten lidt kedeligt.
Retrille efter retrille.
Pind efter pind.

Men gentagelserne og de automatiserede vendemasker er med til at holde mig fast i følelsen af intet af være forpligtet af og på.
Og det er vel sådan at en weekend fuld af ingenting skal føles.

Pind efter pind.
Time efter time.
Ro på.
Uden på og inden i.

Vi trænger og vi nyder og hiver alt det bedste ud af det…

→ 1 kommentar

LAKRIDSKONFEKT…

Sunday 14. September 2014 · I køkkenet, Lækkerier, Mad, Opskrifter, Sund og stærk, Øko-ven

LAKRIDSKONFEKT...

Når det udvalgte fredagsslik består af Spaghetti Carbonara, så må der sundheds-slik til om lørdagen.
Man kunne selvfølgelig også helt springe den slags sødhed over, men sådan nogle regler er der heldigvis ikke her i huset, hvor det er okay at spise det man vil, når man vil og næsten også hvor man vil.

Hvis det altså bare er lavet fra bunden og af gode råvarer.
Sådan en regel har vi og den gider vi at holde…

Der kan findes rigtigt mange gode opskrifter rundt omkring på nettet, hvis man har lyst til at spise rent og alligevel sødt. Der er udgivet fine kogebøger om det og i de fleste helsekostbutikker kan man også købe lækkert slik lavet af tørret frugt og andet godt.

At kalde det sundt er nok lige på kanten, i alle tilfælde hvis man høvler kæmpe mængder ned, men hellere søde sager lavet på rene økologiske varer end en pose dutter fyldt med farvestoffer, e-numre og underlige ingredienser, som jeg ikke kender…

I går hev jeg lidt forskelligt fra skabene frem på køkkenbordet og forsøgte at fremstille nogle små konfekt-agtige bidder, som kunne minde om nogle, der blev serveret på en sommerhustur med dejlige veninder for nogle uger siden.

Nogen var et smut i Aalborg, mens vi andre travede stranden ved Blokhus tynd, og med sig hjem havde de en æske med raw lakridsbidder. At der var dadler og lakrids i, det er helt sikkert, og nok også kokos.
Resten huskede de ikke og der var heller ikke den store tid til at fin-smage, for i løbet af få øjeblikke var de fortæret og jeg sad tilbage med en opgave, der lød “En opskrift på nogen mage til”…

Helt mage til er den ikke, denne her er min og der er bl.a. chia frø i og også lidt citron og det var der ikke de dem, der forsvandt som dug for solen.
Men jeg tør næsten godt at sige, at disse her er mindst lige så godt.
Og de er hurtigt lavet.
Og de kan holde sig i køleskabet en uges tid.
Og ingredienserne kan bruges til mange andre gode ting i køkkenet.
Og det meste købes i et større supermarked.

Billigt? Nej! Godt? JA!!
Og en enkelt eller to om dagen kunne faktisk godt være sundt, for både mandler, chia, kokosolie og hamp er godt for kroppen…

Der bliver ca 24 stk af denne portion:
30 dadler af den gode semi-tørrede slags
1 dl kokosmel
Revet skal af ½ citron
2 spsk chia frø
1 spsk hampmel
6 spsk kokosolie
1-2 spsk raw lakridspulver Jeg tog 2 men forestiller mig at 1 kan være rigeligt for andre.

Alle ingredienserne køres til en lind masse i en foodprocessor og presses ned i en lille form foret med bagepapir eller film.
Overfladen kan evt drysses med lidt ristede kokosflager eller lidt kokosmel.

Konfekten køles godt af og skæres derefter i små mundrette bidder.
Og nydes kolde med et saligt smil om munden…

→ 12 kommentarer

DOBBELT OP PÅ SINAI…

Friday 12. September 2014 · Garn, Gode sites, Strik, Strikkeopskrifter

SINAI HUER...

BLÅ- OG SORT MELERET...

KASHMIR II...

Det kan mærkes i luften nu.
At efteråret nærmer sig.

Græsset er vådt – meget vådt – af dug om morgenen og om aftenen forsvinder lyset hurtigere, end jeg er klar til.
Stearinlys, uldtæpper og bløde hjørner i sofaen er gjort klar og tanker omkring regnvejrsdage inde med film, strik og lur er ikke fremmede.

Jeg er ikke klar endnu, slet ikke, men der er jo ingen vej uden om og så kan man vel lige så godt tage imod med varme åbne arme.
Og huestrik…

Jeg har været nedlagt af noget maveonde nogle dage i denne uge. Sådan ret meget nedlagt.
Og det meste af tiden er gået med lange lure i et køligt værelse og forsigtig sipning af te og ristet brød.

Men ind imellem har der været dømt film på Netflix og strikketøj i hænderne, retstrikket blødhed, der skal varme vores hoveder, når vi skal trave skovene tynde sammen med Huxi denne vinter.

Egentlig havde jeg forbandet lyst til at gå i gang med en Kashmir mere, men uden god sort silk mohair fra Garnudsalg gik det ikke. Jeg prøvede at strikke lidt med en lignende – troede jeg – kvalitet fra Drops, men ak og ve det var et sørgeligt syn, slet ikke noget for mine øjne.

Silketråden, som danner kernen i garnet, var tvundet af hvidt og sort, og blev nærmest sådan lidt glimmeragtig ved opstrikning, glimmer er bare ikke Anne S, og så synes jeg også, at mohair’ens fine fimrefibre var noget mere klumpede end på den lækre fra Gug.

Så ingen Kashmir men der imod 2 næsten 3 forskellige udgaver af Sinai, som er at finde i samme bog som Kashmir, nemlig Helga Isagers seneste, The Map Collection

Til huerne havde jeg smårester af silk mohair i skuffen og jo masser af rester af den tynde uld fra flere års ivrig samlen til huse.

Først strikkede jeg en grå-sort til mig selv.
Så en blå-grå til Amanda.
Og lige om lidt så er der en sort-grå til enten Laura eller Sophie.

Og jeg er ret sikker på, at der kommer flere til, jeg får det så godt, når jeg får brugt af de små sørgelig dunter af uld, der på forunderlig vis bliver ved med at dukke op.

Mon ikke der er en veninde eller to, der trænger til at gå vinteren i møde med lune ører?
Jeg tror det!

Hvis jeg da ellers får tid til at strikke flere -
for i dag er der landet en blød pakke i min postkasse. En pakke sendt afsted med kys fra nord og med 3 nøgler sort inden i.
Og ulden til Kashmir ligger allerede klar. Sort, forskellige nuancer af gråt og så et lille blåt tvist.

Jeg vil tro, at denne weekend, som faktisk er uden planer, vil sætte fut i det store bløde stykke strik…

Huerne er strikket nøjagtigt som opskriften i den lille bog angiver, det var der ingen grund til at pille ved.
Og vægten mangler stadig batteri, så jeg har ikke vejet, men de vejer tæt på ingenting.
Og kan strikkes på en films-tid.

Så det er vel bare at gå i gang, hvis man tænker, at man lige kunne bruge en Sinai…

→ 5 kommentarer

FETACREME…

Thursday 11. September 2014 · Lækkerier, Mad, Øko-ven

FETA CREME…

Der har været nogle efterlysninger på den tusse-gamle opskrift på feta creme.
2009 – det er længe siden, men den smager stadigvæk lige så godt. Mindst!

Jeg linker til opskriften i dette indlæg, men det er desværre en blindgyde efter Urtekram har ryddet op og fået nye design.
Men opskriften ligger altså stadig ovre hos dem og du kan nu finde den lige præcis her.

Jeg smiler lidt over, at den ligger i kategorien Søde sager.
Sød feta? Ikke så ofte set.

Haps haps fetacreme til jer, der har spurgt og også til os, der måske lige havde glemt det lidt…

→ 5 kommentarer

SENSOMMER…

Tuesday 2. September 2014 · Lidt af hvert

Dahlia...

Nyt til trappe-potten...

Plukke-klar...

Æbleoverflod...

Duftende urter...

Nyt hegn...

Pludselig er det september og solen, de gode temperaturer og den blå himmel er vendt tilbage for en stund.
Der findes næsten intet smukkere end en sensommerdag med højt til himmelen og duften af modne æbler og blommer i luften.

En kop kaffe i en tilbagelænet liggestol.
Lukkede øjne og snuden op mod solen.
Byens lyde som underlægningsmusik og et blødt bredt hundehoved under hånden.

Børn, der motionerer en knirkende trampolin i nabohaven.
Smækkende døre inde i mit hus og lyden af pigernes stemmer ud igennem de åbne vinduer.
“Skal du ha’ kaffe, Laura?” råber Amanda og jeg kender svaret uden at behøve at høre det.

Jeg sidder bare der og sidder og tænker på alt det gode, alt det dejlige og hyggelige, som jeg har i mit liv.
Jeg er vel hvad man roligt kan kalde en heldig og lykkelig kvinde.

“Er du forelsket?!” spurgte en veninde forleden.
“Nææææhhhh – ikke på den måde, ikke på den der kærestemåde, jeg er bare så vild med livet og sådan for tiden” svarede jeg.

Jeg mærkede det sådan helt ind i knoglerne i dag, da jeg sad der i septembersolen.
Det var vidunderligt…

→ 23 kommentarer

HELDIGE KARTOFLER…

Monday 25. August 2014 · Bloggen, Gode sites, I køkkenet, Lidt af hvert, Mad, Og mig selv - sagde hunden, Oplevelser, Øko-ven

Få udvalgte...

I kurve og sæk...

Anne H...

Kartoffelsuppe....

Samosa og blå kartoffel...

I torsdags var jeg sammen med en lille flok inviteret til en aften i køkkenet sammen med Anne Hjernø i Økologisk Landsforenings hus i Aarhus.
De havde inviteret i anledning af den økologiske uge og fordi de har fået Anne H. til at lave en lille bog med kartoffelopskrifter, økologiske forståes.
De havde også inviteret Kirsten Skjøde Donslund, som oppe i nærheden af Bjerringbro dyrker 17 – eller var det i virkeligheden 19 – forskellige kartoffelsorter og også dejlige sortbrogede grise med krølle på halen.

Jeg havde glædet mig rigtigt meget til at skulle i køkkenet sammen med en blandet flok af unge og mindre unge kvinder, som har det til fælles, at de har en særlig interesse i mad. Ikke bare det at spise den, men også at tilberede den, nørde med den, undersøge den og oftest også vælge den, som giver mening i det lidt større billede, altså økologisk dyrkede råvarer med det størst mulige indhold af gode sunde vitaminer og mineraler.

Det er ikke så ofte, at jeg laver mad sammen med nogen, som elsker det lige så meget, som jeg selv gør, det fik en ende, da jeg skiftede kokkefaget ud med det pædagogiske, og det er bare noget helt særligt at stå ved siden af nogen, der sukker henført på samme måde som én selv, som får et særligt saligt blik, når øjnene hviler på en ekstra god råvarer og som kan tale solen sort om mad, tilberedningsmetoder, særlige gode steder at handle, ælteteknikker, forskellige sukkerarter, umami og glæden ved gult smør.

Jeg elsker det!
Og kunne dér i køkkenet på Silkeborgvej pludselig mærke, hvor meget energi det giver at være lige der ved komfuret og bare lytte og iagttage…

Vi blev så forkælede gjorde vi.
Der var linet op med frugt, nødder, vin og Antons saft og de store imødekommende økologiske smil og perlelatter var også fundet frem og man var ikke et sekund i tvivl om, at man var ventet, velkommen og i godt selskab.

Anne fortalte lidt om kartoffelbogsprojektet og om sit samarbejde med Økologisk Landsforening. Hun talte om sundheden i at spise det, som vokser omkring en, allermest fordi det er det, som passer til vores DNA og baggrunden for disse teser. Hun brænder så tydeligt for de gode råvarer og for at undersøge, hvad der giver god mening omkring dyrkning, transport og optimal udnyttelse.

Kirsten fortalte så varmt og ivrigt om alle sine økologiske kartofler, at det var næsten rørende, det er længe siden, at jeg har mødt så dedikeret et menneske med så stor en viden om en særlig lille knold. Kirsten er en slider, en ildsjæl og en kvinde med noget rigtigt fornuftigt på hjertet og jeg blev meget meget inspireret af at høre hende tale om det at leve sin drøm og knokle igennem for at udbrede sin kærlighed til den ille fine knold.

Planen var madlavning i små grupper og med rig mulighed for at loppe den af på den gode måde med snak og grin og nysgerrighed, for opgaverne var få og hænderne mange og jeg brugte nok allermest tid på at sludre og iagttage.
Jeg var på kartoffelsuppeholdet og da urte-boullionen var tæt på ikke eksisterende, ja så måtte der freestyles med garam marsala, rørsukkersirup, hvidvin og andet godt fra depotet, en fælles insats fra Anne S og Anne H så endte suppen hot og herlig men nok ikke sådan lige at gengive…

Et andet hold lavede kartoffelsamosas og de sidste bagte citronkage med marcipan og kartoffel.
Og heldigvis kom ordsproget “For mange kokke fordærver maden” ikke i spil, det var nærmere noget med for få ovnen gør processen lang, men det var så lige meget, for alle hyggede sig og talte en masse om mad, om blogs, om fotos og redigering af disse og så lidt mere om mad.

Alle inviterede var bloggere og selv om jeg godt ved, at jeg også var der, fordi at jeg er “sådan én”, ja så har jeg det faktisk ret så svært med at betragte mig selv som en del af den klan, jeg er jo bare Anne og bruger aldrig – eller har aldrig før brugt – min blog på den måde.
Men lige dette arrangement havde jeg så meget lyst til, at jeg overvandt den generthed, som jeg faktisk har, når jeg sættes i en forsamling, hvor jeg på en eller anden måde på forhånd er defineret, her som blogger.

Jeg tænker ikke, at nogen i virkeligheden opdager, at jeg er frygtlige genert omkring den private Anne, fordi jeg deler så meget af den personlige her, men det er en helt anden snak og har intet med en økologisk kartoffel at gøre.
Men det giver måske bare et lille hint om, hvorfor jeg har det så vanskeligt med ord som bloggerevent og madblogger/modeblogger/økoblogger/haveblogger, jeg er ingen af delene, jeg er bare Anne.
Men en Anne, som stornød at være der i køkkenet med en glad madentusiatisk flok…

Da alle retterne var færdige, blev der dækket op ved langbord med mulighed for mere – ja faktisk masser af – snak om alt og intet og det der imellem.
Om hashtags, kulhydrater, hønsefobi, æstetik, madpakker, børn, Anders Agger, økologi, god chokolade og andet dejligt.

Og der blev taget billeder.
Tæt på og langt fra.
Med og uden blitz.
På skrå og på hovedet.
Med mobiler og spejlrefleks og med og uden store linser.
Mange billeder.
Hele tiden.

Jeg tog ikke mange, for lyset i lokalet var ikke til den slags for mig, jeg tog få billeder ude i gråvejret og støvregnen, det virker for mig, der nægter redigering, jeg vil ha’ den rene vare og så accepterer jeg gerne de begrænsninger, der ligger deri.
Men jeg tog nogen og især de blå kartofler gør sig jo rigtigt godt der på den hvide tallerken på et vejrbidt bord i en gårdhave i Åbyhøj.

Måske har du lyst til at smutte forbi hos et par af de andre inviterede?
Nogle af dem finder du lige her:
Little Country Life

Rustic Kitchen Affairs

Madfusionen

Jeg er helt sikker på, at jeg vil vende tilbage til Little Country Life igen og igen, for jeg har en fornemmelse af, at jeg kan blive hjulpet godt på vej der i.f.t. hønseholdeprojektet herhjemme, som jo desværre bliver bremset gang på gang af min ret så udprægede angst for baskende høner.

Det var en dejlig aften og skulle en invitation fra økologerne ryge i min retning en anden gang, så deltager jeg gerne, det var vidunderligt at blive sørget så godt for på en helt almindelig og halvgrå torsdag.
Tak til de grønne damer fra Silkeborgvej, til de skrivende kvinder fra cyberspace og til Kirsten og Anne for drive og engagement.
Jeg er fan…

Og skulle du ha’ lyst til at hoppe i køkkenet med bogen om Skønne økologiske kartofler og Annes bedste kartoffelretter, ja så er den at få sammen med Femina på torsdag.

→ 8 kommentarer

VESTERHAVSBLÆST RENSER GODT…

Sunday 24. August 2014 · Lidt af hvert

Blokhus....
Blokhus...

Strand...

Hav....

Drage...

Fjer....

Kender i det der med, at man gør sit bedste for at overbevise sig selv om, at lige netop efter denne her sommerferie, der vil man prioritere og benhårdt gå efter at bringe ferie-ro og zen med ind i hverdagen?

Man lægger planer for, hvordan det skal kunne la’ sig gøre.
Man laver aftaler.
Man vil.
Man insisterer.

Og så går der alligevel ikke mange dage, før alt bare er ved det gamle igen.
Travlhed – afsted afsted – mange aftaler – fyldte hverdage – tidligt op – sent i seng – for lidt tid.

Det er sket så tit og jeg ærger mig lige meget hver gang.
For der er jo noget ganske særligt over de dage, hvor tempoet holdes under hæsblæsende og hvor tiden til at hænge ud i sofaen eller i skoven er rigelig og ikke noget, der skal presses ind mellem madlavning, vask, transport og andet gøgl.

Damn…

Men hvor er det så godt, at der ligger aftaler om ture ud i landet i kalenderen, ture ud til havet, til klitter og højt til himlen og stille dage i sommerhus med dejlige mennesker.
Aftaler, der gør at man klarer det hæsblæsende og hverdagstravle liv, aftaler, som fylder glæde i hjertet og energi i kroppen og som minder mig om, at mit liv er fyldt med gode ansvarlige omsorgsfulde og ikke mindst meget meget hyggelige og sjove mennesker.

Vi har været afsted i denne weekend.
Nordpå og så til venstre.
Helt derud hvor næste stop er England.

Vi har travet, snakket, spist, daset og drevet.
Vi har vendt verden og forsøgt at klappe den på plads.
Vi har sat spot på glæder og trivsel og forsøgt at ignorere det, som måske ikke lige giver den bedste energi.

Vi har sovet middagslur, strikket, læst, set film og snakket lidt mere.

Og købt lopper.
Og spist RAW lakridskager, som smagte så englene sang og trangen til at gøre efter blev akut.

Og ikke mindst har vi fået renset tankerne og sorteret i godt og skidt, mens vi gik langs vandet og tav, fordi havets brusen næsten overdøvede vores stemmer.
Eller måske tav vi i virkeligheden bare mest fordi, at Vesterhavet næsten gjorde os stumme med sin skønhed og endeløse energi…

Jeg siger til mig selv, at nu holder jeg fast i roen og det mindfuldtfyldte langsomme tempo.
Jeg siger det og så ved jeg, at i morgen er det hverdag og bussen kører og jeg kører med.

Men det er okay.
Helt okay.

For der er nemlig noget, som jeg er blevet så meget bedre til.
Og det er at sørge for at sprede rolige weekender og samvær med dejlige mennesker med gavmild hånd over min årskalender.

Jeg prioriterer det og det gør mig godt.
Det giver modstandskraft og ro inden i at vide, at inden længe, så venter der noget, som ligner disse blå blæsende dage mod nord…

→ 6 kommentarer

Jimmy