Hverken fugl eller fisk header image 1

4 : 642….

Sunday 8. June 2014 · Familie, Familieliv, Pigerne, Skriverier

Fødselsdagpigen...

Fødselsdagboller...

“Tell a complete stranger about a beloved family tradition”

Hvis nogen engang spørger mig, om vi har særlige traditioner i vores familie, så vil jeg kunne diske op med mange.
Nogen af dem er helt sikker gengangere fra andre familier, andre er mere vores egne.
Nogen er vigtige og må aldrig springes over, andre er sådan mere “når vi husker det”-agtige.

Men helt sikkert gælder:
Nybagte Luciaboller d.13.12. i morgenmørket.
Ferier i Sverige med falukorv og mos.
Jordbærselvpluk ved Annexgården.
Nytår med de samme venner hvert år.
Julekortskrivning med småkager og glögg til.
Tændte stearinlys og servietter på bordet hver eneste dag.
Hyldeblomst-tur i juni.
Julepyntet hus på den første søndag i advent.
Små hyggelige og skøre gaver til hinanden, hvis en af os har været på tur.

Og mange mange flere.
Nye er kommet til i de sidste år, hvor vi er blevet en ny familie, og de er blevet fint forenet med de gamle, sådan at det nu bare er vores.

Jeg har spurgt pigerne om traditioner og ens for dem alle tre var, at fødselsdagspigen og de lyse boller blev nævnt som noget af det allerførste.
Så mon ikke man kan konkludere, at de to ting i alle tilfælde er en meget meget fast og vigtig tradition…

Fødselsdagspigen købte min mor til os, da Amanda og Laura var små. HUn havde straks tænkt på Amanda, da hun så de store øjne og den kække opstopper. Vi andre forstod hende.
Figuren er sådan lidt Carl Larsson-ish og meget forskellige fra de andre ting, som bor i vores hjem og også rigtigt meget forskellige fra min mors smag og stil, men den måtte bare med hjem og gives videre til os.

Den lille blonde svenske pige med blomsterkrans i håret kan holde et kertelys i sin ene hånd og hun står altid på fødselsdagsbordet foran den af os, der har fødselsdag og lyset bliver tændt i morgenstunden og igen og igen indtil alle fejringer er ovre.
Ingen fødselsdag uden pigen og hun sætter også rammen for, hvordan blomster m.m. kommer til at se ud på bordet, for de skal jo helst passe til hendes stille farver.

Når fødselsdagen er omme pakkes pigen i skabet igen.
4 gange om året er hun fremme i lyset.
28.2.
28.3.
3.5.
6.7.

Så næste gang er ved Sophies fødselsdag om en lille måneds tid.
En dag, hvor der i mange mange år, blev serveret boller i karry, fordi det var Sophies allerstørste livret, jeg har ikke tal på hvor mange gange, at jeg har stået i bagende varme og kogt boller og bikset karrysauce til 25 mennesker.
Men den tradition er vist efterhånden veget for kagebord og grill…

Fødselsdagspigen har været væltet på gulvet af store kluntede Otto og har brækket benene, men det betyder ikke, at hun må blive i skabet eller måske endda sendes til de evige jagtmarker via containerpladsen. Hun er blevet lappet og står klar med nystrøget forklæde til næste gang, sådan er det, og jeg skal ikke prøve at foreslå andet.

Men det er vel også sådan, at man vænner sig til meget, også underlige piger på bordet og hun er i alle tilfælde rigtig vigtigt for mine piger og derfor smiler jeg også, når jeg tager hende frem og sætter hende på bordet.
Jeg tænker på alle de andre gange, hvor jeg har taget hende ud af mørket i skabet, tænker på de glade forventningsfulde små pigeansigter, jeg hører deres stemmer og de hvinende skrig, når kagekonen mistede hovedet.

Jeg tænker på deres livretter og alle gæsterne, de samme som kommer igen år efter år og som kender og elsker mine piger for lige præcis det og dem de er.
Lykken og varme og samhørigheden er så fint samlet på de dage, hvor man sidder og ser på det barn, som er blevet et år ældre.

Så ingen fødselsdag hos os uden den lille pige på bordet.
Kitch og kærlighed.
Og så altid kæmpe store bjerge af nybagte fødselsdagsboller, for uden dem er det heller ikke helt rigtigt…

→ 16 kommentarer

HOLD YOUR HORSES…

Tuesday 3. June 2014 · Bloggen

Akeleje...

Jeg er altså ikke ved at stikke af ud over heden, hvor jeg jo for øvrigt slet ikke bor mere.
Jeg elsker at være her – på bloggen forståes – men det ser ud som om, at jeg ikke har fået det gjort tydeligt i det sidste indlæg.

Jeg skriver ganske rigtigt “Skulle jeg ikke bare droppe det?”
Men det er jo Instagram jeg tænker på.

Bloggen dropper jeg ikke.
Jeg passer den måske ikke så kærligt og nænsomt, som den fortjener, men jeg kan simpelthen ikke forestille mig helt at droppe, lukke og slukke, slet ikke, det holder jeg nu for meget af den til at gøre.

Så bare rolig –
jer, der nåede at blive urolige og give udtryk herfor.
Men også tak fordi i giver udtryk for, at det giver mening at komme her forbi.

Jeg bliver her.
Jeg render ingen steder…

→ 26 kommentarer

3 : 642…

Monday 2. June 2014 · Lidt af hvert

Kornblomster...

“Write down the interior monologue you experience when you sit down to write”

…Mon ikke det passer, hvis jeg lige snupper 20 minutter ved computeren nu?! Huxi sover og pigerne er i gang med hver deres og aftensmaden behøver ikke sættes over endnu. Eller skulle jeg hellere lige sætte mig på verandaen? Jeg kunne jo lige skrive dagens udgave af 642.
Hmm – Pinterest – gad vide om jeg kan finde en lækker islænder der? Kunne lige kigge før jeg hopper over på bloggen.

Skal jeg mon lige svare på kommentarerne fra i går, inden jeg går i gang? Det kunne lige få mig på sporet måske.
Nej – jeg snupper skrivestykket med det samme, jeg kan nemmere svare på de kommentarer på iPad’en i sofaen senere.

Det er så underligt det der med, at jeg kan se trafikken på bloggen og så samtidig se, hvordan det bliver kommenteret mindre og mindre her men mere og mere på Instagram og Facebook. Er det i virkeligheden dumt at ha’ gang i for mange steder, er det bedre bare at være her og kun her og så droppe det andet?

Nå – tekst tekst tekst – hvad skal jeg skrive om?
Random eller skal jeg vælge ud? Nok bedst bare at lade tilfældet råde og så bare sætte fingeren ned på listen.
“The car your dad drove” Niks – det gider jeg bare ikke. Grøn Simca. Grim bil egentlig. Men selvfølgelig fransk.

“Spin around till you fall down and write the first thing….” Det går ikke, jeg har maven fuld af vandmelon og kaffe.
Hmmmmm – hvad så med den der om de 5 ting uden for mit vindue? Arj heller ikke, så skal jeg rejse mig.

“What you ate for breakfast” Heller ikke – hva’ så?
Jeg skulle ha’ bestilt den bog i forgårs, sådan at jeg snart havde mere at vælge imellem end bare de ting, som jeg skrev af fra Charlottes bog.
Ville det være en fordel at skrive i kronologisk rækkefølge eller virker det bedre for mig, hvis jeg bare vælger af lyst?

Shit da – jeg skal jo ikke bare sidde her og glo, tiden løber og jeg har jo kun 20 minutter.

“Write down the interior monologue you experience when you sit down to write”
Den snupper jeg, gad vide, hvad jeg egentlig har gang i, mens jeg skriver? Tænker jeg egentlig på hvordan jeg taster eller staver eller gør jeg det bare?

Jeg gør det vist bare! De fleste indlæg har nærmest skrevet sig selv allerede inden, at jeg når til tastaturen. Jeg skriver flere blogindlæg i hovedet hver eneste dag, men får mig ikke taget sammen til at få dem ned her og op på siden.
Der er jo indlæg alle vegne omkring mig, i alle de glimt af levet liv, som andre sender afsted mod mig.

Billeder, taget med det indre kamera, af smukke landskaber, aparte mennesker, brudstykker af samtaler og de reflektioner, som kan fylde hovedet på vej til og fra job.
De skriver nærmest sig selv de indlæg.

Dumt at der så kommer til at gå så længe imellem den ene gang efter den anden. Dumt.

For det giver jo god mening, at skrive, at dele, at få andres meninger og holdninger ud i rummet og op i luften.
Det giver da meget mere mening, end lynhurtige “Hvor er den fra??” “Hvor er den købt” eller “Opskrift” kommentarer på Instagram, meget mere mening, for det er jo i virkeligheden bare mest irriterende at svare på den slags.

Så hvorfor er jeg mere der end her?
Skulle jeg ikke bare droppe det? Insta altså?

Tanker i øst og vest og ikke spor relevant for ret mange andre end mig selv.
Men nu står de her alligevel.
Bare fordi…

→ 11 kommentarer

2: 642

Sunday 1. June 2014 · Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl, Skriverier

På bordet....

Grøn...

Blå bølger...

Klematis...

“A present from my mother”

At fortælle om mit liv med min mor, om vores relation og vores gode og dårlige år ville være et kæmpe arbejde.
Hårdt og knugende men sikkert også styrkende og givende og en dag vil jeg gøre det.

Jeg er der, hvor jeg sagtens kan gøre det, også på en ordentlig måde, men jeg synes nærmest, at der er så meget at fortælle, så mange lag og vinkler, at det vil kræve dage, uger, måneder og hundredevis af sider at komme ordentligt omkring.

Så det bliver ikke i dag, men jeg vil fortælle om en gave, en helt særlig og vidunderlig gave, som jeg har fået af min mor, mens vi har boet her i jomfruburet.
En gave, som jeg er meget meget beskyttende overfor, både sådan helt konkret men også på et følelsemæssigt plan.

Nu deler jeg, måske giver det mening, måske vil der være ting, som ikke er så nemme at forstå, når man sidder på den anden side af skærmen, men som giver god god mening her…

Sammenlagt har jeg vel boet hos min mor i 14-16 måneder fordelt over 3 perioder, sidste gang da jeg var 5, og ellers er jeg vokset op hos min mormor og morfar.
Det har ikke været enkelt, ikke for nogen af os, men når man kigger på det store billede, så er jeg vokset op med masser af kærlighed, anerkendelse og livsmod og helt sikkert også drevet frem af en iboende og nok medfødt jernvilje til at få det bedste ud af det liv, som blev givet mig.

En sådan trio af mor, datter og datterdatter er ikke for sarte sjæle, når de kvinder på hver deres måde ville stå op for egne meninger og holdninger, med forskellige strategier og udtryksformer har det ind imellem været en krigszone med sværdslag, tårer og væltede drømme og håb, som det er svært at forklare for de, som aldrig har oplevet det på tæt hold.

Jeg har elsket dem begge, min mor og min mormor, men der har ikke altid været mulighed eller plads til at vise det eller rent faktisk at mærke det, for uden at placere ansvar på bare en enkelt eller bebrejde nogen, så kan jeg roligt sige, at det i perioder har været en plage uden lige at være placeret imellem de to kvinder, der var mine mødre…

Da jeg skulle flytte fra huset på heden kom jeg ret kraftigt i kontakt med nogle af de voldsomme oplevelser og følelser af svigt, som jeg har slæbt rundt på i alt for mange år, og jeg brugte skilsmissen som et springbræt til at få ryddet op, gjort op og gjort klar til et bedre liv.
Jeg vidste, at nu var det nu, hvis jeg skulle finde ro og vælge det, som ville være godt for mig og ikke bare godt for dem, som hørte til min flok.

Så det gjorde jeg, gjorde noget, og det gav en ro inden i, som også gav mulighed for at række ud og lukke op imod dem og det, som havde været med til at forme.

Min mormor døde året før, at Laura blev født, så nu er vi bare 2 af de 3 tilbage, 2 som stille finder melodien og som er villige til at øve og øve og forstå, også selv om det faktisk kan være rigtigt svært og udfordrende, når man ikke kender og forstår og også er bange for at spille så meget forkert, at det hele braser.

Men vi er på vej og det er godt og i sig jo en gave, som jeg er glad for blev mulig…

I min stue står en mere håndgribelig gave, som med største forsigtighed er blevet fragtet fra min mor i København her til mig i Jylland.
En vidunderlig smuk grøn vase, som var en bryllupsgave til min mormor og morfar, der blev gift i 1945, da han kom tilbage til Danmark efter mere end 2 år i koncentrationslejr uden for Berlin.

En vase, der er så smuk i både form og farve, den er silkeblød at stryge hænderne over og den smukke farve er helt forrygende til både meget larmende blomster men også til de mere blege og stille af slagsen.

Jeg er vokset op med den vase, der stod på “domkirken”, et gammelt dækketøjsskab, som stod i spisestuen hos min mormor og morfar.
Spisestuen med det flotteste parketgulv, som min mormor gav Blitza hver anden sommer, spisestuen med de smukke hvide døre mod de andre rum og det gamle udskårne egeloft fra 1770′erne.

Der stod den, den grønne vase, med årstidens blomster i, tulipaner, syrener, roser, asters, georginer og ind imellem også bare smukke grene.
Jeg har altid elsket den vase og blomsterne, en af de ting, som både min mor og jeg har fået ind med “modermælken” af den samme kvinde, glæden over at pynte hverdagen med smukke buketter…

Da min mormor døde flyttede vasen hjem til min mor og jeg var svært misundelig, jeg ønskede mig den sådan, både fordi den var smuk men også fordi at den var så tydeligt et billede på min mormors stil og glæde ved at bevæge sig i smukke rum.
Men ak, min mor var også meget meget glad for lige netop den vase, og sådan blev det så, at den boede hos hende.

Engang – da mine piger stadig var små – og vi var på besøg i København, bad min mor Torben om at køre hende til Østerbro, tror jeg, hvor min mor skulle ha’ klinket vasen, der var gået i to, revnet lige midt hen over det bredeste sted.
Vasen blev afleveret, blev klinket på fineste og næsten usynlige vis og hentet hjem til min mor igen.

Næsten lige så god som ny…

Efter at jeg var flyttet herind, efter at der var kommet mere ro ind i mit liv og min mor og jeg igen havde kontakt, måske den bedste kontakt nogensinde, forærede min mor mig den grønne vase i fødselsdagsgave.
En gestus, som jeg tænker, fortæller så meget om det sted, som vi sammen står på nu, en vilje, et ønske og en målrettethed omkring det at blive en slags familie, som gør godt og glad og ikke belaster eller knuger.

Jeg elsker den vase endnu højere, end jeg gjorde før, og mærker en dyb og ægte glæde, når jeg sætter buketter i den.
Buketter af knitrende tulipaner, som får mormor frem på nethinde.
Buketter af skærmblomster fra grøftekanten, som jeg ved min mor elsker.
Buketter af svumlende georginer, som jeg nok elsker allermest.

Og jeg smiler ved tanken om, at vilje, håndværk, indsigt og kærlighed kan klinke både fine grønne vaser og gamle ituslåede relationer, hvis man vil, tør og orker.

En gave fra min mor, en gave som er blevet et symbol og nu også en lille historie…

→ 26 kommentarer

DEN OMSORGSSVIGTEDE RIDDARI…

Saturday 31. May 2014 · Strik

RIDDARI...

RIDDARI...

Jeg får strikket så lidt, at det næsten ikke er til at tro, mange mange dage i maj har jeg slet ikke haft strikketøjet oppe af posen, tiden har ikke været til det og i de minutter, hvor det måske kunne ha’ været en mulighed, ja der har jeg ikke kunnet finde roen til det.

Så min ellers ret skønne Riddari har ligget i 3 uger klar til ærmestrik.
Og hvis jeg virkelig spidsede strikkepindene, så kunne jeg vel nærmest strikke de 2 ærmer på en god lang aften med et par film som underholdning.

2 ærmer.
Og derefter en opklipning og kantstrik og til allersidst en fin afslutning ved halsudskæringen.

Jeg burde kunne nå det inden pinse.
Jeg går i gang nu…

→ 1 kommentar

1 : 642…

Saturday 31. May 2014 · Skriverier

Sverige...

Sverige...

Sverige...

Sverige....

Sverige....

“The smell of a place you love”

Mit snudeskaft er ret veludviklet, ikke i størrelse, for der er det bare en lille opstopper, men det hiver alle mulige – og også umulige – dufte til sig og gemmer dem og øjeblikkene, hvor de var til stede, oppe i hjernens mange krinkelkroge.
Jeg er “modtagelig” ift duft, især kunstige af slagsen, og jeg kan altid lugte et eller andet og er ikke sen til kommentere på det.

“Hvad er det, der lugter af her?!”
“Føj – prøv lige at snus!!”
“Uhhmmm – kan i lugte, at der er nogen, der bager længere nede af vejen?”

Pigerne himler med øjnene over alle mine snøft i vinden og griner også, når jeg er ved at gå i gulvet over en ganske lille lugt, som vist kun jeg kan fornemme.
Jeg er sart, siger de, jeg lader som om, at det ikke passer, og fryder mig bare over, at jeg er så god til at koble billeder, dufte og historier…

For et par år siden spurgte jeg en kollega, om de havde skiftet vaskepulver. Han påstod, at de ikke havde, at de brugte Neutral, altid Neutral, og jeg sagde, at det kunne ikke passe, at det tøj, som han havde på den dag var vasket i duftfrit middel, for jeg kunne lugte at det var flydende Omo.
Nu kunne man selvfølgelig forledes til at tro, at jeg kommer lige lovligt tæt på mine kolleger, men det gør jeg ikke, ordvekslingen herover foregik, mens vi sad på hvert vores kontor med en åben dør imellem.
Neutral – Omo – Neutral – Omo, debatten stoppede ikke lige med det samme, vi var begge lige skråsikre.

Jeg behøver vel næsten ikke at skrive, at hans kone faktisk for en enkelt gangs skyld havde købt en dunk Omo og brugt det til lige netop den skjorte, som han havde på den dag.

“Ich bin ein sehr berümter spurhund” -
frit efter De Nattergale i The Julekalender…

Jeg husker duftene fra min oldemors køkken, jeg husker duften af piller i min farfars skab, jeg husker min fars Blå Capstan til piben og min mormors White Linen parfume.
Jeg husker duften af min første hunds glatte pels og duften af de spritstencils med blålilla tryk, som jeg fik mine matematikopgaver på.
Duften af tømmeret, da vi byggede vores hus og duften af våd buksbom i haven hos min mors mands forældre i Måle på Sydfyn.

Jeg husker duften af silkepapiret, som min mormor foldede sine cardigans omkring og duften af Sophies varme hår, når hun kom fra børnehave.

Og jeg husker duftene fra de ferier, jeg har været på, fra hotelværelserne, husene, naturen omkring, maden, blomsterne og menneskene.
Jeg husker og jeg næsten mærker duften i mine næsebor…

Alle, der har læst her i bare kortere tid, ved, at jeg har en stor og meget blød plet for Sverige.
Jeg elsker det land, både byerne og de store arealer, som er mere øde.
Jeg elsker den høje himmel og de mange skove, skærgården, søerne, falukorv, loppis og byens puls i Stockholm.

Men især elsker jeg gåture i stille skove med dybe rolige søer.
Jeg har gået der i timevis bare i selskab med en hund og andre gange er vi gået afsted hele flokken.
Vandret og kravlet og tumlet afsted.
Bare for at gå, at være ude og selvfølgelig også får at spejde efter elge og samle blåbær og svampe.

I efteråret har skovbunden en helt særlig dyb duft af jord og let forrådnelse, en varm duft, der stiger op til næsen, når fødderne træder ned i den bløde bund.
Duften er intens og mørk, krydret og fuld af noter af fyr, sorte bær, svampe og mos.
Jeg elsker det…

Når dagene herhjemme bliver for heftige, for pressede, så søger jeg også mod skoven, ikke hundeskoven med bjæf og snakkende mennesker og en altid nærværende lugt af mange hanhundsafmærkninger, men ud i den store skov, hvor der er mere ro og bedre plads.
Og ikke mindst mere velduft.

Jeg snuser ind, dybt, og mærker at roen kommer.
Den ro, som altid bor i mig, når jeg har kørt langt langt mod øst og over broen til det andet land.
Også selv om duften her aldrig bliver helt så skøn…

→ 8 kommentarer

642 THINGS TO WRITE ABOUT….

Friday 30. May 2014 · Lidt af hvert, Lynhistorier, Skriverier

642,,,

Pen...

Fra børneværelset...

Udenfor billedet...

642...

Jeg har været katte-sitter hos naboen de sidste par dage.
Sød, blød og hyggelige lille dame-mis, der skal fodres og kæles og lukkes ind og ud.

Men der er også brug for, at man sidder lidt hos hende, mens hun går rundt og ordner det, som en kar nu har for, at man svarer hende på menneskesprog, når hun kalder med sit lille forsigtige maiv, hun vil ha’ selskab, så det får hun.

Og mens jeg så sidder der og selskaber den, så læser jeg nyheder på telefonen, bladrer i magasiner og snupper måske også et par sider i en bog.
Et kapitel i New York New York f.eks.
Eller starten af Sophie’s choice, som jeg egentlig gerne vil genlæse.

I går var det 642 things to write about, som fangede mit øje, og pludselig var der gået en halv time med at bladre i den og læse rigtigt mange af de små sætninger, som lægger op til skrivningen af en tekst om emnet…

Bogen er en samling skøre, skønne, skæve, underfundige, sjove og alvorlige skrive-idéer, små tekster, der kan få kreativiteten til at flyde og pennen til at danse, jeg var hooked efter bare et par sider og historierne gik i gang med at skrive sig selv i hovedet, den ene efter den anden og billeder fulgte med. Jeg var klar, klar til at fortælle, klar til at skrive.

Og det vil jeg gøre.
Sådan hen over de næste dage vil jeg vælge enkelte sætninger fra bogen og skrive et blog-indlæg med udgangspunkt i dagens skrive-oplæg.
Lidt lige som da jeg skrev små lynhistorier i en uges tid, det er en fin måde at komme tilbage på skrive-pinden på.

Mine tanker og dage har været så fulde af studenter-halløj og stations-tanker, at jeg har haft svært ved at finde roen til bare at sætte mig her.
Jeg har ikke nået at sidde i min sofa i mere end 14 dage, jeg er stået ud af sengen om morgenen, været på farten og i gang lige indtil sengetid, hvor jeg så er væltet om i soveværelset.

Men nu er der tid, flere fridage i rap og også ro og luft til tanker om stort og småt.
Jeg går i gang lige om lidt…

→ 13 kommentarer

IB GRADUATES…

Sunday 25. May 2014 · Lidt af hvert

Af med huen...

Laura....

→ 6 kommentarer

Jimmy