SØNDERJYLLAND TUR RETUR…

6100 Haderslev...Weekend hjemme i Haderslev.

For det er stadigvæk hjemme selv om jeg ikke har boet der i mere end 30 år.

Landskabet, de gamle byhuse, Dammen midt i byen og det varme Møjn giver mig smil på hjertet og ro inden i.

Mon ikke de fleste af os har det sådan med vores barndoms gader? Minderne og måske nostalgiens udglattende mildhed får det hele til at fremstå trygt og godt for mig og alt det, som kunne være tungt og besværligt omkring tidligere tider, lader jeg ligge og passe sig selv.

 

Jeg har ikke lavet andet end at være, bare være, hænge ud og slappe af. Gået en bytur, spist fedtkager og drukket kaffe, besøgt en kær gammel veninde og siddet hendes sofa flad med strikketøjet i hænderne, givet en hånd med kalendergaveindpakning og snakket om alt mellem himmel og jord i både den lette og lidt mere alvorlige afdeling.

Jeg har kigget julerier hos Have med stil, hvor der altid er dejlig inspiration at tage med sig, det er uden overdrivelse den bedste planteskole, jeg kender, deres stil er så gennemført og helt igennem dejlig og jeg er egentlig glad for, at den ikke ligger i min baghave, for det havde været den direkte vej til ruin…

 

Lørdag aften var der middag og kaffe med min Moster Karin, som bor i det fineste lille byhus med toppede brosten foran og bare et stenkast fra Damparken. En lille håndfuld timer i hendes selskab kan give varme inden i til mange dage og jeg lover hver gang mig selv, at NU skal jeg blive bedre til at smutte derned, for hvorfor snyde sig selv for dejligt selskab, når det nu faktisk er indenfor så rimelig rækkevidde.

Men så er der jo det med hverdagen, som æder af den tid, som kunne bruges på den slags, og som jo også har det med at stjæle tid ind i fridagene, hvor der skal styr på alt det, som skubbes foran én, når hverdagen ræser.

Jeg prøver – virkelig for alvor – at bruge min tid på det, som gør glad og giver mening, jeg må nok bare erkende, at der faktisk ikke er så meget tid, som der burde være. Jeg må kigge lidt på, hvad det er, der stjæler af den, om der er mere, der kan barberes væk af det, som er overflødigt eller ligegyldigt, og lur mig, om der ikke stadig kunne findes noget af det, selv om jeg synes, at jeg har forsøgt at luge ud…

 

Men godt udhvilet og opladet er jeg efter en weekend i 6100 og det er vældigt passende, når jeg fra i dag faktisk er tilbage på stationen for at gøre juleklar.

Pynt, rengøring, juletræer og dørkranse. Genopvarmning, varebestilling og et overblik over de mange hundrede reservationer.

Jeg er klar, glæder mig rigtigt meget til at hænge julepynt op og pusle om de detaljer, som har været planlagt længe, jeg tror, at det bliver så fint derude, jul på den rolige og lidt nedtonede facon.

 

Weekend i syd.

Hverdag i midten.

Begge dele er godt og med til at forme det gode liv…

HVEM SKULLE NU HA’ TROET DET…

JAVA pandebånd..

RIA riller...

Top down raglan...

Pigerne har aldrig vist den store interesse for håndarbejde, Sophie og Amanda har broderet i perioder, lidt, og Laura har vist også prøvet til en enkelt gang. En smule hækling er det også blevet til for Sophie, men hun blev ikke sådan for alvor fanget af det, det røg hurtigt til hjørnet, da hun ikke var tilfreds.

Jeg har med jævne mellemrum prøvet at friste med strikkepindene men ingen af dem har bidt på.

Før nu. Pludselig.

 

Laura bestemte sammen med sin veninde, at de godt gad at prøve, jeg havde viftet med den ene af Skappel bøgerne foran dem og et eller andet fangede.

Udflugt til Gug og verdens dejligste garnbutik og inden afgang nåede Amanda også at springe på “Jeg-vil-strikke-vognen” og proklamerede, at et pandebånd måtte være det, som hun gad at starte med, ikke trøjer som de andre to.

Og sådan blev det så…

 

Laura købte lækker blød alpaca i den fineste brune farve og Amanda gik efter gråt til ørerne.

Og så stod de der med poser og pinde og var klar til at gå i gang. Nærmest med det samme og der har ikke været mange pauser i strikkeriet, siden de kom i gang.

 

Amanda har nået 2 pandebånd og er godt i gang med en over-hovedet-hygge-trøje og Laura kan lige om lidt lukke af nederst på bullen på en retrillecardigan.

Meget sjovt – og faktisk som så mange gange før – var der sammenfald mellem projekterne på vores adresse og hos Liselotte, hun grinede vældigt, da Amanda en uges tid efter garnindkøbet hev de nystrikkede pandebånd op af posen ved langbordet på Tjørnevej, hun kunne nemlig gå ud i bryggerset og hente hele tre af nøjagtigt samme model, som lå til tørring derude. Så der var fem dobbelt op på Java lykke den dag.

 

Til Lauras cardigan projekt fandt vi en egnet og ønsket model i Lene Holme Samsøe Suveræn strik, en Ria model med fin raglan og mulighed for en lille krave. Og Laura strikker bare der ud af, som havde hun aldrig lavet andet.

Altså lige indtil noget går galt, så kastes projektet i armene på mor, der selvfølgelig straks træder til. Det er jo en KÆMPE fornøjelse at være med til at få fyret op under den næste generation af afhængige strikkere i familien. Lauras veninde og faktisk også hendes mor, der ikke har strikket i de sidste 20 år, klirrer også bare afsted, maske efter maske og det er en fest at være med til…

 

Laura har fået sat mere garn til side oppe nordpå, hun måtte have mere i samme kvalitet, bare i marineblå denne gang, og jeg ved, at planen er en blød raglan med bådhals til at tage oven på alle de fine skjorter hun har. Men først lige et par ærmer og en smule montering på den blå.

Fortsætter det i samme tempo, ja så er der ikke længe til det er klaret.

 

Så når dagens opgaver er klaret, når der er spist og vasket op, så sidder vi på stribe i sofaen med hvert vores strikketøj og jeg har mere råderet over fjernbetjeningen, end jeg længe har haft, for de nye strikkere er så fokuserede og så optagede af deres masker, at jeg får lov til at se noget af det, som ellers har været stemt ude til fordel for det, som pigerne gerne vil se.

Det er WIN på flere måder, dette strikkeri.

2 ud af 3 døtre strikker!

Hvem skulle ha’ troet det.

 

 

Og moderen? Strikker hun?

Det gør hun selvfølgelig. Nissehuer, et par lunesokker og faktisk også en Lun genser til sig selv. Den er fiks og færdig og klar til deling, når den er tør lige om lidt, lækker strik siger jeg bare. Og på pindene sidder der nu en rille-cardi, en patent-jakke og også en lille børne-islænder, jeg skulle jo nødigt kede mig ved kun at kunne strikke på et enkelt projekt af gangen…

 

PÅ SÅDAN EN TIRSDAG MORGEN…

TINGFINDER ENGEL...BIRCHER MUESLI...VARM KAFFE...LUN GENSER...Langsom tirsdag morgen med snorkende dyr ved fødderne, Amanda i sofaen og rigeligt med varm kaffe i stempelkanden.

Jeg svarer på Vrads-mails, hvor der bookes decemberborde i vildskab, jeg strikker lidt på min Lun Genser, der faktisk kunne være færdig om et lille øjeblik, hvis det ikke var fordi, at jeg havde bestemt mig for at lægge lidt flere centimer til den ellers aflukkede bul og stille spiser jeg mig igennem en gedigen portion Bircher Muesli, der skal holde mig mæt og godt tilpas indtil en sen frokost.

 

Det føles som den vildeste luksus at ha’ tiden til bare at sidde, til at kunne trække morgenmaden lang og bare være til. Jeg er træt.

Træt men godt tilpas og bare taknemmelig for, at livet lige nu giver mulighed for stille væren…

 

Jeg lader dagene gå, som de går, lægger ikke (alt) for mange planer, men tager på de småture, som pludselig virker oplagte og nærmest nødvendige og som er med til at give energi og friske idéer. Jeg tager både alene afsted og også i selskab med dejlige mennesker, som jeg har haft for lidt tid til i de sidste mange måneder.

Søndag gik turen til Tingfinderiet, jeg elsker det sted og kan altid finde en lille ting eller fem, der bare MÅ med hjem. Der er noget for enhver smag og enhver stil deroppe på landet hos søde Tina, smukke gamle ting fra Sverige og Frankrig og masser af dansk retro af den flotte slags. Der er dyre ting, billige fund og tusindvis af ting til rigtig fornuftige priser, der er zink, der er keramik, der er plast og der er kurveflet, små ting, store ting, sjove ting, vidunderlige ting og allerbedst så får man den bedste og varmeste service.

 

Tina har været med til at udvide min samling af Gule Marie væsentligt, jeg har altid elsket det stel, som egentlig hedder B&S Ildfast, min farmor, som var fra Roskilde, havde en del af det, noget bor her hos mig nu, og min mor har en kæmpe samling, som hun har loppet sig til, og jeg er rigtigt glad for de store og små skåle, som jeg synes klæder maden smukt.

Og der kom da også et par skåle med hjem i søndags sammen med den lille pudsige engel, som lige nu står og spreder fred på spisebordet.

Efter Tingfinderiet var der vafler og hindbærskum på Savillas og bred enighed om, at januar måned må byde på sommerhustur for strikkeglade damer, børn og hunde på Lundø.

 

Jeg tanker på feel good-kontoen og strammer op til, at det fra i næste uge går løs igen. Julepyntning af stationen både inde og ude, jeg glæder mig til det og gode planer er lagt, det bliver roligt og ikke sådan Gertrud Sand agtigt, som jeg har set det et par gange, det bliver lyst og let og Annesk og jeg synes, at det passer så fint til de gamle rum.

Men det er først i næste uge.

Lige nu er det ro og fred for det tager tid at lande efter sådan et livs-hop, som jeg har lavet.

Men det er okay på sådan en tirsdag morgen med masser af timer at tage af…