LUN GENSER…

LUN GENSER...

BÅDHALS...

GLAT OG RET...LONE JAKKE...

Jeg har strikket mig en Lun genser og det passer jo helt perfekt nu, hvor temperaturen er droppet en hel del grader.

Blød og lun og lækker og lige til at hive over hovedet med en lækker top under.

 

Modellen fik jeg øjnene op for under et besøg hos Yarnfreak, hvor den hang strikket op i Engleuld og mohair, jeg prøvede en på og måtte erkende, at noget strik bliver meget pænere, når det først får en krop indeni, sådan var det med Lun genser, der ærlig talt ser lidt underlig ud i al sin firkantethed med smalle små ærmer, men altså PÅ – der er den bare så god…

 

Skulderkonstruktionen er rigtigt flot og måden ærmerne vokser ud af hulmønsteret på skulderen er bare virkelig fin, faktisk så fin, at jeg måske godt kunne finde på at strikke én mere i en lidt længere model, sådan ned-under-numsen-lang. Denne her er taljekort og fin til jeans, jeg gad godt én mere til tykke strømper og et par hæle.

Men det skulle bestemt være som et strikketøj nummer 2, for jeg går alt for hurtigt kold i en masse glatstrik, omgang efter omgang efter omgang i ensfarvet, det bliver så trættende, men et par centimeter om dagen i en lille pause bliver jo på sigt også til noget.

Næste gang vil jeg forsøge mig med en kombination af højlandsuld og alpaca, jeg skal passe på med ikke at få for mange fimre-hår i min strik, der må nemlig gerne være noget med et lidt mere groft udtryk og det tænker jeg kunne klæde den lune genser i lang udgave…

 

Og imens jeg så pønser på det, så strikker jeg videre på et projekt med masser af fimmer, nemlig Lone jakken fra Helga Isagers nye fantastiske booklet Room 606.

Jeg strikker i en kombi af højlandsuld og silkmohair fra Garnudsalg og så er der også lige lidt tynd alpaca fra samme sted med i projektet. Jeg har valgt at skifte den tynde medløber ud i hver farvesektion, sådan at der er mest mulig ro på de forskellige farver. Og så faktisk også fordi, at Lone strikkes af garn fra skuffen, så der var ikke nok silkmohair i samme farve. Men hva’ gør det, når det ender så smukt, som jeg synes, at det gør.

 

Room 606 er den flotteste strikkebog, jeg har set længe, og jeg har lyst til at strikke stort set alle modeller. Engang. Lige nu holder jeg mig til Lone, en halvfærdig Kashmir, en islænder til Anton og så det løse…

 

FAKTABOKS

Mønster:

Lun genser fra Pickles

 

Garn:

Ca 12 nøgler Cashsilk Once. Lækkert og blødt. Lidt “stift” at strikke med pga kernen i garnet, men blødheden opvejer så rigeligt denne lille udfordring. Og så er det jo billigt som bar’ pokker.

 

Størrelse:

Medium

 

Pinde:

Som anbefalet i opskriften. Og så selvfølgelig Addi Turbo, som for altid vil være mine favoritter.

 

Egne krumspring:

Kun et eneste lille ét: Jeg har strikket ærmerne længere og taget lidt ind undervejs, da jeg har mere brug for et par ærmer, der varmer hele vejen ned og samtidig sidder tæt, så de ikke ender i kagedejen. Og det er lykkedes helt fint og uden at trøjens udtryk blev ret meget anderledes.

Bestemt et dejligt stykke strik og som skrevet, så er planen en længere søster inden længe…

SØNDERJYLLAND TUR RETUR…

6100 Haderslev...Weekend hjemme i Haderslev.

For det er stadigvæk hjemme selv om jeg ikke har boet der i mere end 30 år.

Landskabet, de gamle byhuse, Dammen midt i byen og det varme Møjn giver mig smil på hjertet og ro inden i.

Mon ikke de fleste af os har det sådan med vores barndoms gader? Minderne og måske nostalgiens udglattende mildhed får det hele til at fremstå trygt og godt for mig og alt det, som kunne være tungt og besværligt omkring tidligere tider, lader jeg ligge og passe sig selv.

 

Jeg har ikke lavet andet end at være, bare være, hænge ud og slappe af. Gået en bytur, spist fedtkager og drukket kaffe, besøgt en kær gammel veninde og siddet hendes sofa flad med strikketøjet i hænderne, givet en hånd med kalendergaveindpakning og snakket om alt mellem himmel og jord i både den lette og lidt mere alvorlige afdeling.

Jeg har kigget julerier hos Have med stil, hvor der altid er dejlig inspiration at tage med sig, det er uden overdrivelse den bedste planteskole, jeg kender, deres stil er så gennemført og helt igennem dejlig og jeg er egentlig glad for, at den ikke ligger i min baghave, for det havde været den direkte vej til ruin…

 

Lørdag aften var der middag og kaffe med min Moster Karin, som bor i det fineste lille byhus med toppede brosten foran og bare et stenkast fra Damparken. En lille håndfuld timer i hendes selskab kan give varme inden i til mange dage og jeg lover hver gang mig selv, at NU skal jeg blive bedre til at smutte derned, for hvorfor snyde sig selv for dejligt selskab, når det nu faktisk er indenfor så rimelig rækkevidde.

Men så er der jo det med hverdagen, som æder af den tid, som kunne bruges på den slags, og som jo også har det med at stjæle tid ind i fridagene, hvor der skal styr på alt det, som skubbes foran én, når hverdagen ræser.

Jeg prøver – virkelig for alvor – at bruge min tid på det, som gør glad og giver mening, jeg må nok bare erkende, at der faktisk ikke er så meget tid, som der burde være. Jeg må kigge lidt på, hvad det er, der stjæler af den, om der er mere, der kan barberes væk af det, som er overflødigt eller ligegyldigt, og lur mig, om der ikke stadig kunne findes noget af det, selv om jeg synes, at jeg har forsøgt at luge ud…

 

Men godt udhvilet og opladet er jeg efter en weekend i 6100 og det er vældigt passende, når jeg fra i dag faktisk er tilbage på stationen for at gøre juleklar.

Pynt, rengøring, juletræer og dørkranse. Genopvarmning, varebestilling og et overblik over de mange hundrede reservationer.

Jeg er klar, glæder mig rigtigt meget til at hænge julepynt op og pusle om de detaljer, som har været planlagt længe, jeg tror, at det bliver så fint derude, jul på den rolige og lidt nedtonede facon.

 

Weekend i syd.

Hverdag i midten.

Begge dele er godt og med til at forme det gode liv…

HVEM SKULLE NU HA’ TROET DET…

JAVA pandebånd..

RIA riller...

Top down raglan...

Pigerne har aldrig vist den store interesse for håndarbejde, Sophie og Amanda har broderet i perioder, lidt, og Laura har vist også prøvet til en enkelt gang. En smule hækling er det også blevet til for Sophie, men hun blev ikke sådan for alvor fanget af det, det røg hurtigt til hjørnet, da hun ikke var tilfreds.

Jeg har med jævne mellemrum prøvet at friste med strikkepindene men ingen af dem har bidt på.

Før nu. Pludselig.

 

Laura bestemte sammen med sin veninde, at de godt gad at prøve, jeg havde viftet med den ene af Skappel bøgerne foran dem og et eller andet fangede.

Udflugt til Gug og verdens dejligste garnbutik og inden afgang nåede Amanda også at springe på “Jeg-vil-strikke-vognen” og proklamerede, at et pandebånd måtte være det, som hun gad at starte med, ikke trøjer som de andre to.

Og sådan blev det så…

 

Laura købte lækker blød alpaca i den fineste brune farve og Amanda gik efter gråt til ørerne.

Og så stod de der med poser og pinde og var klar til at gå i gang. Nærmest med det samme og der har ikke været mange pauser i strikkeriet, siden de kom i gang.

 

Amanda har nået 2 pandebånd og er godt i gang med en over-hovedet-hygge-trøje og Laura kan lige om lidt lukke af nederst på bullen på en retrillecardigan.

Meget sjovt – og faktisk som så mange gange før – var der sammenfald mellem projekterne på vores adresse og hos Liselotte, hun grinede vældigt, da Amanda en uges tid efter garnindkøbet hev de nystrikkede pandebånd op af posen ved langbordet på Tjørnevej, hun kunne nemlig gå ud i bryggerset og hente hele tre af nøjagtigt samme model, som lå til tørring derude. Så der var fem dobbelt op på Java lykke den dag.

 

Til Lauras cardigan projekt fandt vi en egnet og ønsket model i Lene Holme Samsøe Suveræn strik, en Ria model med fin raglan og mulighed for en lille krave. Og Laura strikker bare der ud af, som havde hun aldrig lavet andet.

Altså lige indtil noget går galt, så kastes projektet i armene på mor, der selvfølgelig straks træder til. Det er jo en KÆMPE fornøjelse at være med til at få fyret op under den næste generation af afhængige strikkere i familien. Lauras veninde og faktisk også hendes mor, der ikke har strikket i de sidste 20 år, klirrer også bare afsted, maske efter maske og det er en fest at være med til…

 

Laura har fået sat mere garn til side oppe nordpå, hun måtte have mere i samme kvalitet, bare i marineblå denne gang, og jeg ved, at planen er en blød raglan med bådhals til at tage oven på alle de fine skjorter hun har. Men først lige et par ærmer og en smule montering på den blå.

Fortsætter det i samme tempo, ja så er der ikke længe til det er klaret.

 

Så når dagens opgaver er klaret, når der er spist og vasket op, så sidder vi på stribe i sofaen med hvert vores strikketøj og jeg har mere råderet over fjernbetjeningen, end jeg længe har haft, for de nye strikkere er så fokuserede og så optagede af deres masker, at jeg får lov til at se noget af det, som ellers har været stemt ude til fordel for det, som pigerne gerne vil se.

Det er WIN på flere måder, dette strikkeri.

2 ud af 3 døtre strikker!

Hvem skulle ha’ troet det.

 

 

Og moderen? Strikker hun?

Det gør hun selvfølgelig. Nissehuer, et par lunesokker og faktisk også en Lun genser til sig selv. Den er fiks og færdig og klar til deling, når den er tør lige om lidt, lækker strik siger jeg bare. Og på pindene sidder der nu en rille-cardi, en patent-jakke og også en lille børne-islænder, jeg skulle jo nødigt kede mig ved kun at kunne strikke på et enkelt projekt af gangen…