I går fik en jeg mail fra en tidligere kollega, der har spottet min glæde ved både mad og gode bloghistorier, og gerne i en og samme omgang.

Han havde forleden smagt en dejlig æblekage på sin arbejdsplads og fået en skøn historie serveret sammen med sin forespørgsel på opskriften.

Som jeg har forstået det, så er opskriften en, der er “nedarvet” imellem virksomhedens kokke på en lille lap papir, sådan a la en der kendte, en som kendte én, der kendte Erling. Nærmest en slags vandre-kage…

Historien er god og kageopskriften er det samme.

Her er et uddrag fra mailen jeg fik:

Erling var en flexjobber hos Restaurant Saison i Hellerup, og en dag da Lauterbach manglede en dessert, spurgte Erling for sjov hvorfor de ikke bare lavede hans gamle mormors æblekage.

Opskriften havde han i hovedet og kokkene slog ud med armene og lavede himmelvendte øjne, imens de så til at kagen blev tilberedt .

Det forlyder at alle gæsterne var så henrykte, at Lauterbach måtte afsløre at opskriften kom fra en flexarbejder…

Jeg har bagt Erlings kage i dag, med pærer i stedet for æbler og selvfølgelig også lidt ekstra fyld, men I får den “ægte” version her. Portionen har jeg kogt ned, så den passer til en almindelige familie, hvis sådan nogen da findes.

FLEX-ERLINGS ÆBLEKAGE

125 g blødt smør

125 g rørsukker

2 store æg

3 tsk bagepulver

3 tsk vanillesukker

1.7 dl mælk

250 g hvedemel

3-4 æbler i både

Det bløde smør piskes grundigt med sukkeret, pisk til sukkerkornene er opløst, og herefter piskes æggene i. Et af gangen, så det ikke skiller.

Tilsæt derefter bagepulver og vanille og pisk til sidste mel og mælk i. Tag lidt af gangen og på skift, så er det hele tiden føles som en blød og smidig dej.

Kom dejen i en smurt tærteform og læg æblebåde ovenpå. Drys med et par spsk sukker og bag æblekagen v 180 gr i ca 35-45 min.

Ingredienserne er nogen, som de fleste af os har i huset, og opskriften er nem at improvisere over, altså tilsætte andet fyld og andre smagsgivere. Jeg brugte i dag nogle sørgelige Conference-pærer, der ellers var endt hos fuglene, og til pærer elsker jeg kardemomme, så det kom også i.

I skabet lå også nogle tørrede tranebær fra mandagens salat, så de kom også i sammen med den sidste spsk pinjekerner fra en slatten pose. Fri dressur i Erlings mormors kage…

Når jeg bager tærter eller andre slags “flade” kager, bruger jeg aldrig de fine hvide porcelænstærtefade, de snupper for meget varme i begyndelsen af bagetiden og de er heller ikke nemme at få gode hele stykker op af, når fadet sendes rundt.

Jeg bruger altid tynde engangsaluforme, der ikke fylder meget i skabene, og jeg forer dem med bagepapir, for det første for at kunne bruge formen igen, da den ikke kan bruges efter mere end en afvaskning eller to, og for det andet for let at kunne løfte kagen over på et lækkert serveringsfad eller måske over i det dertil indrettede tærtefad med bølget kant.

Om lidt, når jeg har væltet hundeskoven sammen med den store hvide, så vil jeg sætte tænderne i Erling, og glæde mig over, at det enkel også har en plads i verden, at mormødres gode gedigne opskrifter får plads til at leve videre og at ikke alle læber behøver at lukke sig om dehydreret rødbede, ostestøv og pulveriseret gran.

God og glædelig almindelig søndag med lidt kongelig røgelse på…