SØNDAGS-STRIBER…

Kugle-kjolen...

Sømandsstriber...

Halskant...

Nellikepynt...

Søndagen er skudt i gang ved spisebordet med stribestrlk, venindesnak og kaffetår.

Verden ude må vente, for her er flere ting at vende, flere oplevelser at dissekere og forsøge at forstå og selvfølgelig mange mange flere striber at strikke. Her er højt hår, blødt tøj og så for øvrigt en Huxihund, der ikke har det mindste ønske om fredelig og tilbagelænet formiddag.

Men det klarer vi med en vis portion tålmodighed og samme portion ignorering og så prøver vi at nå det, som vi kan, inden verden derude bliver for insisterende…

 

Jeg strikker striber, fine fine striber til en skøn lille ny model fra Lone Kjeldsen, Kugle-kjolen hedder den, men her hos mig må den vist bare hedde sømandsstriber, for jeg er så plat, at jeg næste ikke kan sige det andet uden at smile lidt for bredt. Jeg burde sikkert være både ældre og klogere end det, men med min egen pigeflok i huset, så skal der ikke siges ret meget om k-ordet før latteren bryder løs.

Men lige meget med navnet, modellen er fantastisk.

Intet slår striber og med de overlagte skuldersømme og kontrastfarven ved halsen får den lille kjole bare det fineste udtryk og jeg strikker på livet løs…

 

Jeg har fundet garn i skuffen, Blackhill højlandsuld i farven Flødeskum og Bly og så en lille rest lys grå af ukendt oprindelse til kanterne. Kontrasterne ved halsen bliver pink-lilla-ish, jeg har ikke lagt mig fast endnu men bare fundet en lille flok i restekassen og valget bliver først taget, når jeg kommer til det sted i arbejdet. Men jeg ved, at det er en lille lilla pige, der skal bære kjolen, en lille pige, der lige om lidt bliver et år og jeg håber, at hun kan blive det med striber på…

 

Der er mange flere modeller på Lones side, som jeg kunne tænke mig at få på pindende, ja der er faktisk ikke en eneste af børnemodellerne, som jeg ikke får lyst til at strikke, når jeg sidder og kigger på dem, de er så søde og med så fin finish, det elsker jeg.

Og jeg tænker, at alle opskrifterne giver uendelige muligheder for variation, især for alle os, der elsker det tynde uld og som har bugnende lagre heraf. Og så er jeg stor fan af opskrifter, der lander i ens digitale postkasse meget kort tid efter, at man har forelsket sig, det er jo ikke til at holde ud at vente, når først man har set og tænkt Ja.

 

Jeg striber videre ind i søndagen, lidt endnu i alle tilfælde, for der ligger lidt hængepartier i form af kommentarer på bloggen, som jeg vil forholde mig til, en stak ubesvarede mails og sms’er, et mindre tårn af vasketøj og en støvsugning, der bør klares. Men jeg har også brug for bare at flyde og nyde og søndag er vel nærmest beregnet til den slags…

 

DOBBELT OP PÅ SINAI…

SINAI HUER...

BLÅ- OG SORT MELERET...

KASHMIR II...

Det kan mærkes i luften nu.
At efteråret nærmer sig.

Græsset er vådt – meget vådt – af dug om morgenen og om aftenen forsvinder lyset hurtigere, end jeg er klar til.
Stearinlys, uldtæpper og bløde hjørner i sofaen er gjort klar og tanker omkring regnvejrsdage inde med film, strik og lur er ikke fremmede.

Jeg er ikke klar endnu, slet ikke, men der er jo ingen vej uden om og så kan man vel lige så godt tage imod med varme åbne arme.
Og huestrik…

Jeg har været nedlagt af noget maveonde nogle dage i denne uge. Sådan ret meget nedlagt.
Og det meste af tiden er gået med lange lure i et køligt værelse og forsigtig sipning af te og ristet brød.

Men ind imellem har der været dømt film på Netflix og strikketøj i hænderne, retstrikket blødhed, der skal varme vores hoveder, når vi skal trave skovene tynde sammen med Huxi denne vinter.

Egentlig havde jeg forbandet lyst til at gå i gang med en Kashmir mere, men uden god sort silk mohair fra Garnudsalg gik det ikke. Jeg prøvede at strikke lidt med en lignende – troede jeg – kvalitet fra Drops, men ak og ve det var et sørgeligt syn, slet ikke noget for mine øjne.

Silketråden, som danner kernen i garnet, var tvundet af hvidt og sort, og blev nærmest sådan lidt glimmeragtig ved opstrikning, glimmer er bare ikke Anne S, og så synes jeg også, at mohair’ens fine fimrefibre var noget mere klumpede end på den lækre fra Gug.

Så ingen Kashmir men der imod 2 næsten 3 forskellige udgaver af Sinai, som er at finde i samme bog som Kashmir, nemlig Helga Isagers seneste, The Map Collection

Til huerne havde jeg smårester af silk mohair i skuffen og jo masser af rester af den tynde uld fra flere års ivrig samlen til huse.

Først strikkede jeg en grå-sort til mig selv.
Så en blå-grå til Amanda.
Og lige om lidt så er der en sort-grå til enten Laura eller Sophie.

Og jeg er ret sikker på, at der kommer flere til, jeg får det så godt, når jeg får brugt af de små sørgelig dunter af uld, der på forunderlig vis bliver ved med at dukke op.

Mon ikke der er en veninde eller to, der trænger til at gå vinteren i møde med lune ører?
Jeg tror det!

Hvis jeg da ellers får tid til at strikke flere –
for i dag er der landet en blød pakke i min postkasse. En pakke sendt afsted med kys fra nord og med 3 nøgler sort inden i.
Og ulden til Kashmir ligger allerede klar. Sort, forskellige nuancer af gråt og så et lille blåt tvist.

Jeg vil tro, at denne weekend, som faktisk er uden planer, vil sætte fut i det store bløde stykke strik…

Huerne er strikket nøjagtigt som opskriften i den lille bog angiver, det var der ingen grund til at pille ved.
Og vægten mangler stadig batteri, så jeg har ikke vejet, men de vejer tæt på ingenting.
Og kan strikkes på en films-tid.

Så det er vel bare at gå i gang, hvis man tænker, at man lige kunne bruge en Sinai…

LAURAS HØSTJAKKE…

Høstjakke....

Ret og glat....

Skulder....

Skød...

Mormorstrik...

For et par måneder siden startede jeg på en Høstjakke til Laura.
Hun ønskede sig den rigtigt meget og jeg tænkte, at jeg kunne strikke den på nul-komma-fem, ingen ben i det, store pinde og et enkelt mønster.

Men sådan gik det ikke, jeg kedede mig bravt og fandt på alle mulige undskyldninger for ikke at motionere Høstjakken.
Gab-suk-støn, kedeligere end kedelig at strikke og så er mine fingre i virkeligheden ikke ret gode venner med noget tykkere end p.4.

Så den har lumret i strikkekurven, prikket til min lidt dårlige samvittighed, når jeg har fået øje på den og Laura har skam også prikket. Ofte og med et lidt stramt drag om munden…

Da jeg pakkede strikketasken til ferien, røg Høstjakken med og jeg lavede en aftale med mig selv om, at jeg i alle tilfælde skulle ha’ den op af posen for at se, hvor langt jeg egentlig var kommet og så lægge en plan for færdigstrikning.

Så det gjorde jeg så på en af de regnvejrsdag, som holdt os inde i sofaen med kaffe, film og dyner. Jeg hev jakken op og så til min store fryd, at jeg jo var længere, end jeg huskede, jeg havde skam fået lavet alle udtagninger og delt til krop og ærmer og foran mig lå bare en stak timers automatstrik uden udfordringer.

“Jeg lover dig, at den er færdig d.1.9., Laura, jeg skal i sommerhus med strikketanterne sidst i august, så der er der flere dage med plads til at få den afsluttet, jeg lover dig det!”…

Og da jeg så alligevel havde den oppe af posen, så kunne den lige så godt få nogle centimeter lagt til.
Og det fik den, flere og flere og pludselig var jeg ved det nederst af ryggen, hvor der lige kom lidt afvekslingstrik i form af en i-cord som aflukningskant.

Ærmerne var jo hurtigt klaret efter det, sammenlagt 3 korte aften-ophold i sofaen med lidt nyheder og et afsnit af en amerikansk serie og så var der to ærmer.
Montering var der ikke meget af, så onsdag aften kunne jakken smides i maskinen til en gennemskylning og centrifugering. Jeg ved godt, at mange vil sige, at vask af strik er unødvendig, men jeg synes altså, at maskerne lægger sig smukkest, når de har været en tur i maskinen, og når jeg tænker på, hvor varme mine hænder kan blive, når jeg sidder med så stort et stykke strik, så er det også passende, at lidt sæbe lige gør kål på det snavs, som mine hænder vil ha’ efterladt…

SÅ jeg nåede det – endda i så rigeligt med god tid – inden d.1.9. og Laura er glad for Høstjakken, der er blevet præcis som hun håbede og som passer og klæder hende så fint.
Og hvor føles det godt, at den nu er ude af kurven og væk fra min samvittighed.

Måske kan hun lokkes til at svøbe sig i strikken og optræde foran kameraet, måske, i alle tilfælde hvis jeg venter med at spørge til et andet tidspunkt end lige præcis en doven søndag formiddag med rastahår, pandaøjne og hængerøv.
Jeg tror godt, at hun gider.

Og hvad så nu?
Hvad skal jeg nu strikke?

Altså ud over alle de der mormor-småtterier, som ryger af pindene i et up-beat tempo.

Amanda har bedt om en Anders Agger islænder, vi har ikke et billede, men må tilbage i udsendelsen fra smukke Island og finde lige præcis dén, som hun mener, for han havde vist et par stykker på.

Sophie har bedt om en Marthe jakke. I sort. Mønsteret er købt og garnet vel nærmest på lager.

Og mig selv, sagde hunden, ja jeg skal vel også ha’ lidt efterårsstrik. I gråt. Jeg mangler en cardigan, ikke for tynd, ikke for tyk, lidt længere end talje-lang.

Hhhmmm – beslutninger beslutninger.

Godt at det er søndag og at der er masser af tid at tænke og overveje i.
Jeg strikker lige en lille babytrøje, mens jeg tænker…

FAKTABOKS

Mønster:
Höstjakke fra Pickles. Jeg har lige set, at den er i det nye og faktisk fine håndarbejdsblad Maries Idéer. Både i voksen og børneudgave endda. Tror jeg.

Garn:
Fra Garnudsalg. Det duer. Hver gang.
Jeg har strikket med 2 tråde højlandsuld og 1 tråd silkmohair. Det gav den perfekte strikkefasthed og er også vidunderligt blødt og let- Og rigtigt nemt at strikke jævnt i.
Jeg har ikke vejet den, men mon ikke den vejer i omegnen af 500 gram. Fordelingen af de to kvaliteter har jeg ikke overblik over, da jeg har strikket af allerede påbegyndte nøgler.

Størrelse:
Small

Pinde:
4.5 og 6 mm som anbefalet. Jeg havde kun en lang rundpind i rosentræ i den store størrelse, hvor var den da irriterende. Giv mig bare en helt almindelig Addi, det er dem, jeg elsker allermest.

Egne krumspring:
Ikke så mange. Alt undtagen ærmerne er strikket præcis som opskriften siger.
Ærmerne har jeg strikket længere og smallere. Flere indtagninger og flere omgang, ikke meget hokuspokus i det og så har jeg afsluttet dem med samme i-cord som nederst på ryggen. Jeg holder af gentagelser og ensartethed i strik og derfor synes jeg, at dette her er en bedre og mere klædelig løsning end de lidt kortere ærmer med opsmøg, som egentlig er “de rigtige”.

Jeg havde på forhånd læst flere steder, at jakken var vid på skuldrene og havde tendens til at glide ned. Det fik mig ikke til at ændre i opskriften og egentlig sidder den også flot på Laura. Aftalen er, at begynder den at gå sine egne veje oppe for oven, så laver vi en lille “opstramning” med en række hæklede masker hen over hver skulder på indersiden af arbejdet. Men den tid den sorg og hæklenål.

Fin er den blevet og barnet er så tilfreds.
Men regn ikke lige med flere af samme slags her på kanalen, for i guder hvor var den dog kedelig at strikke.
Så NU skal der findes et stykke strik med lidt mere afveksling og måske er det dumt så at starte ud med den grå cardi til mig selv…