LUN GENSER…

LUN GENSER...

BÅDHALS...

GLAT OG RET...LONE JAKKE...

Jeg har strikket mig en Lun genser og det passer jo helt perfekt nu, hvor temperaturen er droppet en hel del grader.

Blød og lun og lækker og lige til at hive over hovedet med en lækker top under.

 

Modellen fik jeg øjnene op for under et besøg hos Yarnfreak, hvor den hang strikket op i Engleuld og mohair, jeg prøvede en på og måtte erkende, at noget strik bliver meget pænere, når det først får en krop indeni, sådan var det med Lun genser, der ærlig talt ser lidt underlig ud i al sin firkantethed med smalle små ærmer, men altså PÅ – der er den bare så god…

 

Skulderkonstruktionen er rigtigt flot og måden ærmerne vokser ud af hulmønsteret på skulderen er bare virkelig fin, faktisk så fin, at jeg måske godt kunne finde på at strikke én mere i en lidt længere model, sådan ned-under-numsen-lang. Denne her er taljekort og fin til jeans, jeg gad godt én mere til tykke strømper og et par hæle.

Men det skulle bestemt være som et strikketøj nummer 2, for jeg går alt for hurtigt kold i en masse glatstrik, omgang efter omgang efter omgang i ensfarvet, det bliver så trættende, men et par centimeter om dagen i en lille pause bliver jo på sigt også til noget.

Næste gang vil jeg forsøge mig med en kombination af højlandsuld og alpaca, jeg skal passe på med ikke at få for mange fimre-hår i min strik, der må nemlig gerne være noget med et lidt mere groft udtryk og det tænker jeg kunne klæde den lune genser i lang udgave…

 

Og imens jeg så pønser på det, så strikker jeg videre på et projekt med masser af fimmer, nemlig Lone jakken fra Helga Isagers nye fantastiske booklet Room 606.

Jeg strikker i en kombi af højlandsuld og silkmohair fra Garnudsalg og så er der også lige lidt tynd alpaca fra samme sted med i projektet. Jeg har valgt at skifte den tynde medløber ud i hver farvesektion, sådan at der er mest mulig ro på de forskellige farver. Og så faktisk også fordi, at Lone strikkes af garn fra skuffen, så der var ikke nok silkmohair i samme farve. Men hva’ gør det, når det ender så smukt, som jeg synes, at det gør.

 

Room 606 er den flotteste strikkebog, jeg har set længe, og jeg har lyst til at strikke stort set alle modeller. Engang. Lige nu holder jeg mig til Lone, en halvfærdig Kashmir, en islænder til Anton og så det løse…

 

FAKTABOKS

Mønster:

Lun genser fra Pickles

 

Garn:

Ca 12 nøgler Cashsilk Once. Lækkert og blødt. Lidt “stift” at strikke med pga kernen i garnet, men blødheden opvejer så rigeligt denne lille udfordring. Og så er det jo billigt som bar’ pokker.

 

Størrelse:

Medium

 

Pinde:

Som anbefalet i opskriften. Og så selvfølgelig Addi Turbo, som for altid vil være mine favoritter.

 

Egne krumspring:

Kun et eneste lille ét: Jeg har strikket ærmerne længere og taget lidt ind undervejs, da jeg har mere brug for et par ærmer, der varmer hele vejen ned og samtidig sidder tæt, så de ikke ender i kagedejen. Og det er lykkedes helt fint og uden at trøjens udtryk blev ret meget anderledes.

Bestemt et dejligt stykke strik og som skrevet, så er planen en længere søster inden længe…

HVEM SKULLE NU HA’ TROET DET…

JAVA pandebånd..

RIA riller...

Top down raglan...

Pigerne har aldrig vist den store interesse for håndarbejde, Sophie og Amanda har broderet i perioder, lidt, og Laura har vist også prøvet til en enkelt gang. En smule hækling er det også blevet til for Sophie, men hun blev ikke sådan for alvor fanget af det, det røg hurtigt til hjørnet, da hun ikke var tilfreds.

Jeg har med jævne mellemrum prøvet at friste med strikkepindene men ingen af dem har bidt på.

Før nu. Pludselig.

 

Laura bestemte sammen med sin veninde, at de godt gad at prøve, jeg havde viftet med den ene af Skappel bøgerne foran dem og et eller andet fangede.

Udflugt til Gug og verdens dejligste garnbutik og inden afgang nåede Amanda også at springe på “Jeg-vil-strikke-vognen” og proklamerede, at et pandebånd måtte være det, som hun gad at starte med, ikke trøjer som de andre to.

Og sådan blev det så…

 

Laura købte lækker blød alpaca i den fineste brune farve og Amanda gik efter gråt til ørerne.

Og så stod de der med poser og pinde og var klar til at gå i gang. Nærmest med det samme og der har ikke været mange pauser i strikkeriet, siden de kom i gang.

 

Amanda har nået 2 pandebånd og er godt i gang med en over-hovedet-hygge-trøje og Laura kan lige om lidt lukke af nederst på bullen på en retrillecardigan.

Meget sjovt – og faktisk som så mange gange før – var der sammenfald mellem projekterne på vores adresse og hos Liselotte, hun grinede vældigt, da Amanda en uges tid efter garnindkøbet hev de nystrikkede pandebånd op af posen ved langbordet på Tjørnevej, hun kunne nemlig gå ud i bryggerset og hente hele tre af nøjagtigt samme model, som lå til tørring derude. Så der var fem dobbelt op på Java lykke den dag.

 

Til Lauras cardigan projekt fandt vi en egnet og ønsket model i Lene Holme Samsøe Suveræn strik, en Ria model med fin raglan og mulighed for en lille krave. Og Laura strikker bare der ud af, som havde hun aldrig lavet andet.

Altså lige indtil noget går galt, så kastes projektet i armene på mor, der selvfølgelig straks træder til. Det er jo en KÆMPE fornøjelse at være med til at få fyret op under den næste generation af afhængige strikkere i familien. Lauras veninde og faktisk også hendes mor, der ikke har strikket i de sidste 20 år, klirrer også bare afsted, maske efter maske og det er en fest at være med til…

 

Laura har fået sat mere garn til side oppe nordpå, hun måtte have mere i samme kvalitet, bare i marineblå denne gang, og jeg ved, at planen er en blød raglan med bådhals til at tage oven på alle de fine skjorter hun har. Men først lige et par ærmer og en smule montering på den blå.

Fortsætter det i samme tempo, ja så er der ikke længe til det er klaret.

 

Så når dagens opgaver er klaret, når der er spist og vasket op, så sidder vi på stribe i sofaen med hvert vores strikketøj og jeg har mere råderet over fjernbetjeningen, end jeg længe har haft, for de nye strikkere er så fokuserede og så optagede af deres masker, at jeg får lov til at se noget af det, som ellers har været stemt ude til fordel for det, som pigerne gerne vil se.

Det er WIN på flere måder, dette strikkeri.

2 ud af 3 døtre strikker!

Hvem skulle ha’ troet det.

 

 

Og moderen? Strikker hun?

Det gør hun selvfølgelig. Nissehuer, et par lunesokker og faktisk også en Lun genser til sig selv. Den er fiks og færdig og klar til deling, når den er tør lige om lidt, lækker strik siger jeg bare. Og på pindene sidder der nu en rille-cardi, en patent-jakke og også en lille børne-islænder, jeg skulle jo nødigt kede mig ved kun at kunne strikke på et enkelt projekt af gangen…

 

SØNDAGS-STRIBER…

Kugle-kjolen...

Sømandsstriber...

Halskant...

Nellikepynt...

Søndagen er skudt i gang ved spisebordet med stribestrlk, venindesnak og kaffetår.

Verden ude må vente, for her er flere ting at vende, flere oplevelser at dissekere og forsøge at forstå og selvfølgelig mange mange flere striber at strikke. Her er højt hår, blødt tøj og så for øvrigt en Huxihund, der ikke har det mindste ønske om fredelig og tilbagelænet formiddag.

Men det klarer vi med en vis portion tålmodighed og samme portion ignorering og så prøver vi at nå det, som vi kan, inden verden derude bliver for insisterende…

 

Jeg strikker striber, fine fine striber til en skøn lille ny model fra Lone Kjeldsen, Kugle-kjolen hedder den, men her hos mig må den vist bare hedde sømandsstriber, for jeg er så plat, at jeg næste ikke kan sige det andet uden at smile lidt for bredt. Jeg burde sikkert være både ældre og klogere end det, men med min egen pigeflok i huset, så skal der ikke siges ret meget om k-ordet før latteren bryder løs.

Men lige meget med navnet, modellen er fantastisk.

Intet slår striber og med de overlagte skuldersømme og kontrastfarven ved halsen får den lille kjole bare det fineste udtryk og jeg strikker på livet løs…

 

Jeg har fundet garn i skuffen, Blackhill højlandsuld i farven Flødeskum og Bly og så en lille rest lys grå af ukendt oprindelse til kanterne. Kontrasterne ved halsen bliver pink-lilla-ish, jeg har ikke lagt mig fast endnu men bare fundet en lille flok i restekassen og valget bliver først taget, når jeg kommer til det sted i arbejdet. Men jeg ved, at det er en lille lilla pige, der skal bære kjolen, en lille pige, der lige om lidt bliver et år og jeg håber, at hun kan blive det med striber på…

 

Der er mange flere modeller på Lones side, som jeg kunne tænke mig at få på pindende, ja der er faktisk ikke en eneste af børnemodellerne, som jeg ikke får lyst til at strikke, når jeg sidder og kigger på dem, de er så søde og med så fin finish, det elsker jeg.

Og jeg tænker, at alle opskrifterne giver uendelige muligheder for variation, især for alle os, der elsker det tynde uld og som har bugnende lagre heraf. Og så er jeg stor fan af opskrifter, der lander i ens digitale postkasse meget kort tid efter, at man har forelsket sig, det er jo ikke til at holde ud at vente, når først man har set og tænkt Ja.

 

Jeg striber videre ind i søndagen, lidt endnu i alle tilfælde, for der ligger lidt hængepartier i form af kommentarer på bloggen, som jeg vil forholde mig til, en stak ubesvarede mails og sms’er, et mindre tårn af vasketøj og en støvsugning, der bør klares. Men jeg har også brug for bare at flyde og nyde og søndag er vel nærmest beregnet til den slags…