Browsing Category

Dengang

Dengang, Familie, Familieliv, Lynhistorier

DA JEG LÆRTE AT SVØMME…

04/11/2012

En vandet lynhistorie.

 

På varme sommerdage kørte mormor og jeg til Kelstrup Strand i vores grønne Folkevogn.

Med termokaffe, store badehåndklæder, æggemadder i køletaske og mønter til is ved købmanden, som levede godt af alle de sommerglade strandgæster, der ikke bare købte is men også Sunquist drik i trekantet emballage, chokoladekiks, bolde og suttekaramel i muslingeskaller af plastik.

Vi havde vores bløde frottébadekåber med, så man kunne klæde om i ly af stoffet og ikke behøvede at sno sig som en ål mens man holdt håndklædet med den ene hånd og trak badedragten op eller ned med den anden. Ugeblade var med, en krydsogtværs og Sea&Ski sollotion i en grøn bøtte med orange låg, faktor var der sikkert ikke så meget af men det betød knap så meget for os, hvis hud ligner noget fra et sydligere land.

 

Jeg elskede de sommerdage ved stranden, elskede at ligge med lukkede øjne under et håndklæde og lytte til de hujende børn i vandet, til bølgerne og summende stemmer fra andre familier. Jeg elskede duften af solcremen og den varme kaffe, som mormor hældte op i en Koka-kop, som var pakket ind i køkkenrulle under transporten til stranden…

 

Mormor gad godt at svømme, ikke sådan vildt og med hop og sprøjt, det gik ikke for den vandondulerede frisure, der vel mest af alt lignede Dronning Ingrids; nej tak den til slags vildskab, hun ville hellere svømme brystsvømning i roligt tempo med hovedet løftet højt over vandet og selvfølgelig langs stranden.

Hun øvede tålmodigt med mig, bandt det kolde hvide korkbælte med de blå nylonsnore om min bløde brune bare mave og forsikrede mig hele tiden om, at hun var lige ved mig og intet slemt kunne ske. Hun holdt mig under maven og grinede kun lidt, når mine tynde ben spjættede mere oppe i luften end nede under vandoverfladen. Ingen irritation over afbrydelserne, fordi jeg skulle glo på andre børn eller undersøge en fin muslingeskal.

Hun tog sig tid. Og vi øvede og øvede…

 

Morfar var ikke så tit med, han arbejdede og havde i weekenderne uopsættelige mandeprojekter med bil og værkstedet med træ og skruetrækkere.

Men ind imellem så var han med! Med larm og store glade armbevægelser og fuld af løjer.

Og så blev der tumlet i vandet, så var der ikke længere forbud mod at sprøjte på håret eller lave bomber fra badebroen.

Vildskab på den skønne måde og så rolige øjeblikke på håndklæderne, hvor der blev sørget så fint for os, inden vi igen kastede os ud i bølgen blå.

 

Morfar svømmede med mig på sin ryg, jeg holde med armene om hans hals og lå så der og var motor med mine små brede fødder. Ind imellem kastede han mig af og jeg nåede at synke lidt ned mod bunden, før han hev mig op igen, jeg var ikke bange, havde ingen grund dertil, for han var min Mof’ og jeg vidste, at jeg var hans øjesten.

Vi lavede en aftale om, at jeg skulle huske at tage et par svømmetag, mens jeg var kastet af, bare et par stykke indtil han hev mig op på ryggen igen og efter en god weekend, hvor både lørdag og søndag bød på familietur til Kelstrup, så opdagede jeg pludselig, at han var holdt op med at hjælpe til, når jeg skulle hives hen til ham efter en afsmidningen.

Pludselig blev han bare stående og ventede. Og jeg svømmede. Alene. Bare mig. Med små spjættende tag og sikkert masser af vand i maven, men jeg svømmede og glæden og jublen ville ingen ende tage.

 

“Du svømmer selv nu, Annepige, du svømmer!”

Og mormor smilede, himlen var blå og livet var i det moment lutter af lagkage.

Det var sommer, det var sol og det var søndag.

Og meget meget længe siden.

 

Jeg svømmer stadig. Allerhelst ved østkystens stille strande.

Og efter 22 år i nærheden af Silkeborgs søer så er jeg også kommet til at holde vældigt med af det ferske vand med skaller og gedder i.

Men kun om sommeren, vinterbader bliver jeg aldrig…

 

Dengang, Lynhistorier, Skrammer og buler

MAN KUNNE IKKE SE EN HÅND FOR SIG…

03/11/2012

Dagens lynhistorie.

 

Tilbage i 70’erne var jeg med i Egern Patruljen.

Blå pigespejder med sømandssweater, krøllede fletninger og bukser med mega svaj. Om sommeren røde træsko med tyk blød gummisål under det hårde træ og om vinteren andefødder. Cowboyjakke, islændersweater eller Musk Ox parka med krave af hvidt hundeskind. JBS undertrøjer med striber på var også tjekket, flotte var vi.

Jeg cyklede ud til spejderhytten på min blå cykel med de 3 gear og sindsyg dymano, der kunne tage livet af selv den med de sejeste lårmuskler. Jeg cyklede ud af Aastrupvej, der var kantet af kæmpestore træer, cyklede for Nykredits flotte store hvide bygning, forbi Haderslev Museum og min klassekammerat Annettes hus på Ny Allégade.

 

Jeg syntes, at det var sejt at være spejder, sejt at snitte med dolk, lave mad over bål og tonse rundt på natløb selv om klokken bare var 21 og sådan. Og så så jeg vældigt op til de 2 ledere vi havde, vel i virkeligheden bare et par store gymnasiepiger på 16-17 år, jeg synes jo de var vildt voksne.

Spejder var cool, de ugentlige møder onsdag sidst på eftermiddagen, weekendture til Barsø og så de lange sommerlejre.

Dengang hvor det virkelig var sommer i Danmark og hvor isene kostede 3 kroner og vandcyklerne i Damparken var gule og benene for korte til at træde pedalerne.

 

Sommerlejr.

På Langeland.

I strålende sol.

Undtagen om natten, hvor man ikke kunne se en hånd for sig…

 

Jeg var spejder sammen med Malle og måske husker hun den nat bedre, dårligere eller måske en smule anderledes end jeg, men jeg er ret sikker på, at det var nogenlunde sådan her det foregik i den mørke time, hvor vi væltede rundt i sommernatten mellem store drøvtyggende køer  og en vildt dyr.

 

Lejr er udmattende og derfor sov alle de små uskyldige spejdere tung og varmt i de gule telte, da lederne brølede til natløb. Ud af soveposen, ned i jogging tøjet, brillerne på og lommelygten med.

Troede vi da! At lommelygten skulle med. Men ak  –  ikke den nat, for månen var sådan set rimelig fuld og der var ikke brug for ekstra lys, synes nogen.

Den nogen var altså ikke mig, for jeg var ikke så tryg i mørke, mildt sagt, og jeg havde allermest lyst til at tude, da vi løb op over den lille bakke, som lå ved skovbrynet, hvor lejeren var slået op. Det var vildt skræmmende at løbe der i mørket, synes jeg, og havde jeg ikke været for stolt til det, så havde jeg tudet, og jeg kunne nærmest ikke trække vejret af bare skræk, for jeg vidste jo godt at før eller siden ville der springe nogle store spejdere frem fra underlige steder og råbe af os. Jeg vidste det bare og alene tanken om det, var ved at få mig til at gå helt kold…

 

Jeg ved ikke, om de andre kunne se, jeg kunne ikke, ikke en pind, heller ikke en ko og mens vi tumlede ud over marken med kurs mod en svingende lygte langt væk, løb vi ind imellem en flok gumlende køer, der puttede på marken i sommernatten, pigehvin og angstskrig og et par køer, der valgte at rejse sig. Bum og bang og faldende spejderpiger, brøl fra en ko og så endnu mere panik.

 

Afsted mod lygten i det fjerne og hovsa der var sørme en tue på marken, panden ned i græsset og så på benene igen. Jeg kan nærmest mærke panikken, når jeg nu sidder og skriver om det her.

Svirp af pinde i ansigtet, da vi løb ind igennem en lille lund og hele tiden den der lurende angst for, hvornår det nu var, at nogen råbte Bøh.

 

Men de viste os nåde de store, de havde måske hørt os snøfte, for selv om alle prøvede at være seje og sige Intet problem amigos, jeg er ikke en skid mørkeræd, ja så var jeg altså ikke den eneste, der havde en smule noia. Bange i mørke? Ja for fanden da.

Og det her var ikke bare lidt mørkt, det var blæksort bondelandsmørkt og den måne, som nogen synes skinnede smukt, den gad nu ikke lyse ret meget for os.

 

Pulsen var faretruende høj, hjertegalop og rystende stemme og hvis vi troede at alt var forbi, da vi nåede tilbage til lejeren, så havde vi troet forkert.

Der var nemlig et lille hurtigt dyr i vores telt.

Men det er en helt anden historie.

Ikke Malle…

 

 

Dengang, Lynhistorier, Og mig selv - sagde hunden

EN BUTIK JEG ELSKEDE SOM BARN…

01/11/2012

Da jeg var barn i Haderslev sidst i 60’erne og først i 70’erne lå der et stormagasin i Bispegade. Hundevadts Stormagasin.

Stort var det, i alle tilfælde i et barns øjne. Og brunt var det, både for børn og voksne.

Brunt vinyl på gulvet, brune lakerede trærammer om døre og vinduer og alle diskene var af brunt træ og glas med skrånende front og små skuffer, der højtideligt blev trukket ud, når Fru Andersen havde peget på den stak lommetørklæder til mandens lomme, som hun ønskede at købe, eller når lille Anne havde fået lov at vælge et enkelt lille plasticdyr til den hastigt voksende samling.

 

Der var så gammeldags i den butik, at jeg allerede fornemmede det dengang, også selv om jeg ikke var større end tobak for en skilling og intet vidste om hot or not. Men det hele emmede bare sådan af svundne tider, at selv et barn mærkede de årtier man gik tilbage, når man trådte ind igennem de store glasdøre…

 

Jeg elskede at komme derind, elskede de tusindvis af varer, som var at finde, alt muligt og også umuligt var samlet i de meget højloftede rum, jeg elskede den dæmpede mumlen mellem kunder og ekspedienter, jeg elskede lyden af damerne hæle på de hårde gulve og forestillede mig tit, hvordan det ville være at få lov at komme en lørdag eftermiddag og bare gå rundt for mig selv og pille ved det hele og trykke på kasseapparaterne…

 

Hundevadts Stormagasin havde mange meter facade med store ruder og til jul blev der selvfølgelig pyntet op efter alle kunstens regler, jeg husker ikke, at der var ret meget mekanisk for børn i vinduerne, men alligevel havde de en magisk tiltrækningskraft med lys og kunstigt gran, som lokkede os, der gik i vintermørket tættere på.

Jeg husker dog, at de nisser, som de havde i nogle af vinduerne, var ret skræmmende, sådan nogle gamle gnavne mænd med rynkede bryn og piberensertynde ben ned i træskoene. Uhyggelige var de og bestemt ikke nisser af den slags, som jeg ønskede at få overleveret mine december morgeners lille gave af…

 

Butikken lukkede først i 70’erne og efter en kæmpe ombygning blev byens nye store bibliotek åbnet i lokalerne.

Der kom jeg også rigtigt meget, frivilligt og med stort smil, men det tog lang tid før jeg holdt op med at være en lille bitte smule skuffet, når jeg skubbede glasdørene op. Det magiske var forsvundet sammen med alt det brune og med de sirligt klædte ekspedienter, nu var der bløde gulvtæpper og et par frisindede bibliotekarer i hønsestrikket vest.

 

I mange år havde jeg en lille brun flodhest af plast, som jeg havde fået af min morfar en dag, hvor vi var i Hundevadt sammen, jeg gemte den fordi jeg huskede den lille stund sammen, fordi den var lige så brun som butikken og fordi den bare var så grim og ikke-naturtro, at den fik smilet frem hos dem, der så den.

Jeg har den ikke længere, den blev gnasket i atomer af en bidelysten hundehvalp.

Væk er den ligesom den butik, som jeg elskede som barn.

 

Dagens lynhistorie.

Igen 2 x 3 minutter.

For munden løber bare hurtigere end fingrene kan danse på tasterne og lidt tilpasning må være okay.

 

God torsdag derude…