MONKEY BREAD…

Monkey bread...

Pigerne sidder i sofaen og høvler serier, de spiser frugt og sipper kaffe og nyder lørdagens mulighed for dovneri og langsommelighed.
Laura har lyst til Monkeybread, ingredienserne er i hus og egentlig er det ganske længe siden, at jeg har æltet en gærdej, så jeg gider godt.

Jeg lavede engang en opskrift til Urtekram, men jeg tror ikke, at den ligger på deres side mere, men dokumentet er stadig på min computer og den er bestemt en revival værd, så nu kommer den til at ligge her sammen med alle de andre bage- og kageopskrifter.

Monkeybread er en amerikansk opfindelse, sådan en slags mini kanelboller i lag, snasket ind i smør og sukkerstand, lige noget for mig, når jeg nu for en ret sjælden gangs skyld skal sukkerlamme mig selv – og også en yndlings hos Amanda, der nærmest er lyserød og svævende bare nogen nævner ordene kage og kanel i en og samme sætning.

Til en sofafuld lækkersultne weekendnydere skal du bruge

Dej:
4 dl lun øko-minimælk
3 tsk sukker
1 nip salt
1 stort æg
50 g gær
12-15 knuste kardemommekapsler eller 2 tsk stødt kardemomme
Ca 600 g hvedemel

Til tril og drys:
50 g smeltet smør
200 g mørk muscovado eller rørsukker
2 spsk god kanel, gerne den milde og ægte fra Urtekram eller Mill & Mortar.

Dejen fremstilles som en helt almindelig gær-dej, ingen hokuspokus der. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse, ælt den godt igennem igen og skær ca 50 små stykker dej ud, der så trilles til mini-boller.

Bollerne dyppes i smeltet smør og trilles derefter i kanelsukkeret.
De lægges i gode tætte lag i en smurt springform og bages så ved 175 grader i ca 45-50 min.

Kan pyntes med almindelig glasur eller den med flødeost, som vi plejer at bruge til de klassiske gulerods- og squashkager, men her hos os nydes Monkey bread on the rocks, altså uden glasur. Den er sød og fedtet nok i sig selv.

Nyd lørdagen med det og dem i elsker.
Og måske også et sødt bumlet brød…

TRØSTEKAGER…

Bikube...

Lækkert fyld...

Mere top...

Bund....

Fløde...

Når livet napper så går jeg i køkkenet.
Derude finder jeg ro og fokus og Anne-tid.

Derude samler jeg mig, så jeg kan tage en tørn mere med at trøste, rumme, forstå og handle.
I mit lille bitte køkken finder jeg tilbage til hende Anne, som nok skal klare ærterne.

I dag har jeg bagt.
Søde sager, trøstekager, bikuber, som jeg fik dem fra en konditor, der lå ved Sans Souci i Kolding.
Farmor hentede dem, når jeg kom på weekend, og jeg elskede dem. De var ikke nemme at spise pænt, sådan noget marengs har det med at eksplodere, når man sætter kagegaflen i, så det har sikkert ikke været et kønt syn, når den lille gik i krig…

For nogle år siden holdt vi sommerferie i et lille sommerhus ved min barndomsstrand Kelstrup uden for Haderslev og der fik vi en eftermiddags både bikuber til kaffen og Car og Chabeso sodavand. Og siden den ferie så har de bikuber altså spøgt fra tid til anden.

I dag har jeg bagt dem, vi har spist dem, de var gode og nu kommer opskriften her:

6 bikuber af den søde slags.

2 bægre past. æggehvide (2.5 æggehvide)
2 dl flormelis

Pisk æggehviderne godt op og drys derefter flormelis’en i små portion, pisk pisk pisk til du har en fast og blank marengsmasse. Kom massen i en sprøjtepose med glat tyl eller i en engangssprøjte, hvor der klippes et lille hul, her er sprøjtepose ikke nødvendig.
Tegn 12 cirkler (ca 6-7 cm i diam) og sprøjt 6 flade bunde og 6 høje toppe.

Sprøjt toppene forsigtigt op, så de er hule i midten. Det kræver måske et forsøg eller to.

Bag marengsen i ca 1 time ved 110 grader. Sænk temperaturen, hvis de begynder at tage farve, de skal være fint hvide.

Til fyldet skal der bruges:
Flødeskum af 1/4 piske rørt med 1 dl creme fraiche 38%
100 gram hakket chokolade

Creme fraichen er ikke et must, men jeg synes, at det giver et fint modspil til den hvinende søde marengs.

Læg en fin rund klat fyld på den flade bund og placer forsigtigt en af de høje toppe ovenpå.
Drys med kakao, brug en meget fin sigte, så det bare lige bliver et lille fint lag.

Pynt evt med lidt tørrede hindbær, frisk frugt eller hvad du nu synes.
HAPS – siger jeg bare – en sød og dulmende trøst på en grå og blæsende eftermiddag…

VANILLEKRANSEHULLER PÅ ØJEMÅL…

Med uens huller...

Jeg har bagt vanillekranse i dag.
Store sprøde kranse med sorte prikker af vanillekorn og knas af friskhakkede mandler.

Jeg har bagt efter Blomsterbergs opskrift, for den har fået så mange lovord rundt omkring, at jeg blev nødt til at prøve.
Vores jul bliver ikke uden sukker og mel eller andre syndige og mavepinefremkaldende råvarer, sådan er det og det er lige som det skal være, vi høvler ikke fabriksfremstillet slik eller kage ned, vi nyder en lille smule af det, som er lavet herhjemme af lødige råvarer og det bliver nydt, virkelig nydt.

Jeg har bagt med mine veninder og i går lavede pigerne og jeg konfekt i stride strømme og i dag blev det så til et par plader af Blomsterbergs kranse, mens aftensmaden passede sig selv på komfuret.
Et par plader, som sikkert bliver startskuddet på mange flere, for de er juleknasesprødevidunderlige…

Dejen efter denne opskrift er så blød og smidig, at man fint kan sprøjte kransene ud med en god sprøjtepose.
Jeg vil anbefale jer at bestille en rulle engangssprøjteposer hos Kunst og Køkkentøj, poserne er kraftige nok til ikke at gå op i limningen og man klipper selv hul til sin tyl, så alle kan passe her i.

Jeg bruger stort set aldrig andet og elsker fornemmelsen af at smide den bruge pose ud og så er der ryddet op, ikke flere stofposer, der skal skrubbes og tørres, bare en lille tyl, som er ren med et vift af opvaskebørsten.
Gå uden om de sæt, som findes i supermarkeder og hos isenkræmmere, dem hvor man monterer sin tyl i en lille plastholder, der skrues om posen, stor stor bue uden om.

Heldigvis har de sidste års store bagetrend smittet af på detailhandlens udvalg og vi kan alle hente godt værktøj hos de fleste isenkræmmere.
Godt værktøj er et must lige meget hvad man arbejder med. Også til vanillekranse…

I dag sprøjtede jeg kransene ud på øjemål og mange af dem fik en hulstørrelse, der lå tæt på hinanden, men der var også nogen, der var for store og nogen, der var for små og den slags går ikke i mit julebageværksted.
Hullerne i kransene skal være lige store – LIGE store.

Og det kræver selvfølgelig øvelse, når man bruger sprøjteposen.
Næste gang bliver det bedre. Det skal blive bedre.
Og gør det ikke, ja så bliver der tegnet cirkler på bagepapiret.

For min morfars vanillekransehulleopmåler findes ikke mere og den var jo også beregnet til den slags dej, som blev kørt igennem en gammeldaws kødhakker med håndsving.
Og den lille historie om den kommer lige her…

Min morfar, min Måff, var en særlig mand, en ganske særlig mand for mig og mange andre af dem, som var i hans liv.
Han nød at optræde på slap line og få folk til at le og huje, bestemt ikke noget, som passede min ret reserverede mormor, som var bedst tilpas, når man opførte sig korrekt, han var en bulderbasse og en idérig hjemme-håndværker og han kunne få ting til at fungere og virke igen nede i sit værksted.
Han var fuld af gak og løjer og ind imellem for mange af dem, men det tænkte jeg aldrig over som barn.

Jeg elskede ham bare, ja det gør jeg vel stadigvæk, selv om han har været død i mere end 35 år.
Jeg elsker ham, elsker minderne og alle de historier, som stadig lever.

En decemberdag, da vi bagte vanillekranse i mit barndomshjem, sukkede min mormor over den uensartethed, der var over de nybagte kranse. Hun ønskede, at hullerne var nøjagtigt lige store og selvom hun forsøgte at være skarp på øjemålet, når hun stod der med de lange baner af dej, der var kørt ud på bakker igennem kødhakkerens stjernetyl, ja så spillede det bare ikke for hende.
Hun var hård ved sig selv og ønskede i mange af livets facetter perfektion, sådan var det bedst for hende, tingene skulle være smukke, ordentlige, uden mislyd, og så var det lige meget om det var børnene, hjemmet eller hullerne i vanillekransene…

Min morfar forsvandt fra køkkenet, smuttede ned i sit værksted i kælderen og kom kort efter op med et lille hjemmebikset stykke udstyr til vanillekransebagning.
En lille træklods med håndtag og med stykker af en ituklippet gul plastdejskraber fra Amo banket på enderne.
Klodsen var lige så lang, som en udstrakt vanillekrans’ længde og han demonstrede straks teknikken ved at banke den ned igennem en lang pølse af dej, der stod klar på en bakke.

Bum – bum – bum.
Og vupti var der måske 12-14 stykker dej, der når de fik enderne sat sammen, ville få den helt perfekte størrelse og det helt perfekte og ikke mindste lige store hul i midten.

Nu kunne min mormor jo ha’ taget dette her som en provokation, det ville jeg sikkert ha’ gjort, hvis nogen anden end lige præcis ham, havde foræret mig sådan et stykke rimeligt overflødedigt perfektions-værktøj, men nej, hun blev faktisk inderligt glad for den lille dims og lettet over, at hun nu kunne anrette julens kagefade med sirlige vanillekranse uden slinger i valsen.

Jeg ville ønske, at de begge to havde været her i dag, i mit lillebitte køkken, der lige nu dufter af jul og vanille, at de kunne ha’ siddet på en stol med kaffekop og en enkelt lille Manne, at jeg kunne ha’ grint sammen med dem over det lille stykke værktøj, ha’ kysset dem og fortalt dem, hvor lykkelig jeg er for, at de har givet mig historier med, som pigerne og jeg nu morer os over.
Jeg elskede og elsker de to mennesker, Fru Lige store huller og Hr Den fikser jeg.

Jeg elsker også vanillekranse.
Også dem, som måske fik et lidt skævt hul i eftermiddagens sidste timer.
Men allermest elsker jeg dem med de lige store huller, arv og miljø i ved…