BYG EN BURGER…

Til selv-byg…

Crisp…

Honey-mustard-smørelse…

Holder til fyldet…

God hjemmebagt bolle, sprød grillet kylling, masser af grønt og så lige en lille senneps-smørelse; kyllingeburger som vi kan li’ den, det blev dagens aftensmad.

Til de altid-sultne-teenage-maver var der også grove ovnbagte kartoffelfritter med flagesalt på, jeg snuppede også en enkelt, selvom jeg vel næppe kan tillade mig at kalde mig teen, men sådan lige dyppet i senneps-tingen, så er en kartoffelbåd altså tæt på at være en himmerigsmundfuld.

Burgere kan bygges på mange måder, fyldet kan varieres i det uendelige, hver familie har vel sin favorit.

God hakkedreng med smeltet cheddar på.

Tynde skiver af lam/okse/svine/kalve-mørbrad.

Stor flad falaffel.

Stærke lammedeller med en klat tzaziki på.

Bløde løg.

Rå løg.

Brutale løg.

Avocado-mos.

Grillet peberfrugt.

Stegte grønne tomater.

You name it!

For mig er det bare vigtigt, at alt det lækre fyld bliver holdt om af et lækkert stykke brød, ikke for groft, men heller ikke helt hvidt og kønsløst, ikke for hårdt, men alligevel sprødt. Luftigt, frem for alt luftigt, men alligevel med tyngde.

Jeg har – selvfølgelig – eksperimenteret en del igennem tiden, har jongleret med alverdens udgaver af burgerboller, men vender alligevel altid tilbage til denne simple udgave

12 styks boller til at holde på fyldet

1.5 dl vand

1.5 dl mælk eller surmælksprodukt, begge dele virker

25 g. smeltet smør

50 g. gær

1 æg

1 tsk. groft salt

1/2 tsk sukker

1 dl sesamfrø

1.5 dl grahamsmel

4-500 gram hvedemel

Sammenpisket æg til pensling og masser af sesam til drys.

Brug den sædvanlige fremgangsmåde til gærdej, grundig æltning, hævning, ny æltning, formning og så efterhævning.

Bollerne bages ved 220 grader i 12-14 minutter, tjek løbende, så de ikke bliver for hårde.

De boller, der er til overs, er supergode i madpakkerne næste dag med salat og godt kødpålæg i.

Og der vil være nogle til overs, hvis man ellers er en nogenlunde “normal” husholdning, for de mætter, og 1 burger i disse boller er oftest mere end nok. Halvanden hvis man er arbejdsmandssulten…

Senneps-smørelsen er noget så simpelt som mager creme fraîche eller græsk yoghurt rørt med masser af honningsennep; der findes en rigtig god bornholmsk og så har Maille også en i deres sortiment, der har god balance mellem det stærke og det søde.

Kom lidt i, rør og smag, og bliv ved med det, indtil smagen passer til jeres familie.

Dressingen er super i sandwiches med koldt stegt kød, som dyppelse til kartofler og som en lille skarp klat på en hvid sild.

Måske skulle jeg daffe ud og lave mig en lille natmad, sulten er vendt tilbage, mens jeg har siddet her og tastet…

Comments

  1. says

    Uhmmm! Så er der vist snart burgere på menuen herhjemme :-) Ikke at vi får det sjældent i forvejen, for jeg ææælsker en god hjemmelavet burger, smækfyldt med rødløg, guacamole og spicy salsa – men jeg har ikke selv bagt bollerne før.

    Nu ryger de direkte på harddisken, og så er de garanteret snart en fast bestanddel af husholdningen. Tak fordi du deler :-)

  2. says

    Vi spiser også byg-din-egen-burger og vil straks prøve dine boller, for de er ganske rigtigt det svageste led i mangen en burger og.
    Ses vi på lørdag :-)

  3. says

    Tak for endnu en gang inspiration. Har lige taget en plade af dine boller ud af ovnen. “Uh, det ligner rigtige burgerboller” sagde den 5-årige begejstret, så de er vist godkendt.

  4. says

    Det ser bare lækkert ud! Jeg læste først løst ned af siden, og blev helt swedt af alle de ting der skulle i burgeren, indtil det gik op for mig at det var forslag til burgerfyld. Ahaaa! Så er jeg med igen 😉

    Jeg bliver helt sulten. Burgersulten!

Trackbacks

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>