Jeg har bagt vanillekranse i dag.
Store sprøde kranse med sorte prikker af vanillekorn og knas af friskhakkede mandler.
Jeg har bagt efter Blomsterbergs opskrift, for den har fået så mange lovord rundt omkring, at jeg blev nødt til at prøve.
Vores jul bliver ikke uden sukker og mel eller andre syndige og mavepinefremkaldende råvarer, sådan er det og det er lige som det skal være, vi høvler ikke fabriksfremstillet slik eller kage ned, vi nyder en lille smule af det, som er lavet herhjemme af lødige råvarer og det bliver nydt, virkelig nydt.
Jeg har bagt med mine veninder og i går lavede pigerne og jeg konfekt i stride strømme og i dag blev det så til et par plader af Blomsterbergs kranse, mens aftensmaden passede sig selv på komfuret.
Et par plader, som sikkert bliver startskuddet på mange flere, for de er juleknasesprødevidunderlige…
Dejen efter denne opskrift er så blød og smidig, at man fint kan sprøjte kransene ud med en god sprøjtepose.
Jeg vil anbefale jer at bestille en rulle engangssprøjteposer hos Kunst og Køkkentøj, poserne er kraftige nok til ikke at gå op i limningen og man klipper selv hul til sin tyl, så alle kan passe her i.
Jeg bruger stort set aldrig andet og elsker fornemmelsen af at smide den bruge pose ud og så er der ryddet op, ikke flere stofposer, der skal skrubbes og tørres, bare en lille tyl, som er ren med et vift af opvaskebørsten.
Gå uden om de sæt, som findes i supermarkeder og hos isenkræmmere, dem hvor man monterer sin tyl i en lille plastholder, der skrues om posen, stor stor bue uden om.
Heldigvis har de sidste års store bagetrend smittet af på detailhandlens udvalg og vi kan alle hente godt værktøj hos de fleste isenkræmmere.
Godt værktøj er et must lige meget hvad man arbejder med. Også til vanillekranse…
I dag sprøjtede jeg kransene ud på øjemål og mange af dem fik en hulstørrelse, der lå tæt på hinanden, men der var også nogen, der var for store og nogen, der var for små og den slags går ikke i mit julebageværksted.
Hullerne i kransene skal være lige store – LIGE store.
Og det kræver selvfølgelig øvelse, når man bruger sprøjteposen.
Næste gang bliver det bedre. Det skal blive bedre.
Og gør det ikke, ja så bliver der tegnet cirkler på bagepapiret.
For min morfars vanillekransehulleopmåler findes ikke mere og den var jo også beregnet til den slags dej, som blev kørt igennem en gammeldaws kødhakker med håndsving.
Og den lille historie om den kommer lige her…
Min morfar, min Måff, var en særlig mand, en ganske særlig mand for mig og mange andre af dem, som var i hans liv.
Han nød at optræde på slap line og få folk til at le og huje, bestemt ikke noget, som passede min ret reserverede mormor, som var bedst tilpas, når man opførte sig korrekt, han var en bulderbasse og en idérig hjemme-håndværker og han kunne få ting til at fungere og virke igen nede i sit værksted.
Han var fuld af gak og løjer og ind imellem for mange af dem, men det tænkte jeg aldrig over som barn.
Jeg elskede ham bare, ja det gør jeg vel stadigvæk, selv om han har været død i mere end 35 år.
Jeg elsker ham, elsker minderne og alle de historier, som stadig lever.
En decemberdag, da vi bagte vanillekranse i mit barndomshjem, sukkede min mormor over den uensartethed, der var over de nybagte kranse. Hun ønskede, at hullerne var nøjagtigt lige store og selvom hun forsøgte at være skarp på øjemålet, når hun stod der med de lange baner af dej, der var kørt ud på bakker igennem kødhakkerens stjernetyl, ja så spillede det bare ikke for hende.
Hun var hård ved sig selv og ønskede i mange af livets facetter perfektion, sådan var det bedst for hende, tingene skulle være smukke, ordentlige, uden mislyd, og så var det lige meget om det var børnene, hjemmet eller hullerne i vanillekransene…
Min morfar forsvandt fra køkkenet, smuttede ned i sit værksted i kælderen og kom kort efter op med et lille hjemmebikset stykke udstyr til vanillekransebagning.
En lille træklods med håndtag og med stykker af en ituklippet gul plastdejskraber fra Amo banket på enderne.
Klodsen var lige så lang, som en udstrakt vanillekrans’ længde og han demonstrede straks teknikken ved at banke den ned igennem en lang pølse af dej, der stod klar på en bakke.
Bum – bum – bum.
Og vupti var der måske 12-14 stykker dej, der når de fik enderne sat sammen, ville få den helt perfekte størrelse og det helt perfekte og ikke mindste lige store hul i midten.
Nu kunne min mormor jo ha’ taget dette her som en provokation, det ville jeg sikkert ha’ gjort, hvis nogen anden end lige præcis ham, havde foræret mig sådan et stykke rimeligt overflødedigt perfektions-værktøj, men nej, hun blev faktisk inderligt glad for den lille dims og lettet over, at hun nu kunne anrette julens kagefade med sirlige vanillekranse uden slinger i valsen.
Jeg ville ønske, at de begge to havde været her i dag, i mit lillebitte køkken, der lige nu dufter af jul og vanille, at de kunne ha’ siddet på en stol med kaffekop og en enkelt lille Manne, at jeg kunne ha’ grint sammen med dem over det lille stykke værktøj, ha’ kysset dem og fortalt dem, hvor lykkelig jeg er for, at de har givet mig historier med, som pigerne og jeg nu morer os over.
Jeg elskede og elsker de to mennesker, Fru Lige store huller og Hr Den fikser jeg.
Jeg elsker også vanillekranse.
Også dem, som måske fik et lidt skævt hul i eftermiddagens sidste timer.
Men allermest elsker jeg dem med de lige store huller, arv og miljø i ved…
