Browsing Category

Ferie

Ferie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Oplevelser, Skrammer og buler

göteborg tur – retur…

03/11/2019

Nærmest på klokkeslet for en uge siden landede jeg med en stor vippende færge ved kajen i Frederikshavn efter en lille flok dejlige dage i Göteborg. Nogle dage, som jeg på forhånd var ved at opgive, fordi jeg bar helt og aldeles udkørt og overkørt, jeg havde grædt en god portion salte opgivende tårer i dagene inden afgang onsdag aften.

Turen havde været planlagt længe, ja faktisk siden sidste år i uge 42, fordi min skønne og lige så svenskofile veninde Judith og jeg opdagede, at der var antikmesse i Borås i den sidste weekend i oktober og det ville vi gerne med til. Men jo tættere vi kom på afrejsen, jo mere presset blev jeg over det og var ved at melde pas på det hele rigtigt mange gange i dagene op til.

Men jeg gjorde det ikke.
For jeg vidste jo, at når først jeg var i bilen på vej mod nord og senere ombord på færgen, så ville jeg være rolig og tilpas. Og også fuld af forventningens glæde. Jeg skal bare afsted. “Bare”.
Det er ikke let for mig længere, jeg har svært ved at overskue at få pakket, at få gjort klar til at være væk hjemmefra på sådan et helt lavpraktisk plan og også på det mentale plan, jeg trives allerbedst herhjemme, hvor jeg kender alt og selv styrer alt. Sådan da.
Jeg er stadig i gang med at lære at være i det, som nu er mit helt almindelige ualmindelige nye liv, og jeg bliver så overvældet af det, så ked af det, fordi jeg ikke klarer det samme mere og netop bliver så overvældet ved udsigten til at skulle være væk hjemmefra, for jeg har altid elsket at komme ud og snuse til livet uden for min egen matrikel…

Det handler på ingen måde om, hvad jeg skal eller hvem jeg skal det sammen med, det handler ene og alene om, at det for mig stadig føles så ukendt at være så begrænset i min energi. Især den mentale energi, som alle jo bruger, når de gør sig klar til at tage afsted, man tænker på de praktiske ting, der skal klappe før og undervejs, på aktiviteterne ude, på penge, på logi, på vejr, på beklædning, mange mange små ting, som ryger igennem bevidstheden og som jo egentlig ingenting fylder normalerwiese, der når man måske knap at registrere, at de tanker ryger igennem, men med min hjerne så bliver det overload på en begrænset energi og kapacitet.

Jeg ved, at det hjælper mig med struktur og forudsigelighed, så det forsøger jeg at skabe, bl.a. ved at bo et sted, hvor jeg har boet før, ved at pakke tøj og andre personlige ting, som giver mig ro og veltilpashed, og især er jeg opmærksom på, at tage et godt strikketøj med, en bog, som jeg er begyndt på, så jeg ved, at jeg har lyst til at læse den og også mine rigtigt gode hørebøffer, der kan skærme en træt hjerne mod lyde udefra…


I Göteborg skulle vi ikke andet end at hygge os, slentre stille igennem de udvalgte butikker, som vi kender i forvejen og som får vores hjerter til at synge en smule. Vi skulle fika, i bio, på loppis og også bare hænge hjemme i sofaen. Og så selvfølgelig i Ica, som er et fast punkt på alle ture til Sverige og det er alligevel blevet til en del i årernes løb. At gå i supermarked i et fremmed land er altid underholdende, synes jeg, ikke så meget for at købe nogen, men mere for at undersøge udbudet og kigge på de lokales indkøbsvaner, jeg elsker det. Men i Ica køber jeg også altid noget, i vores familie er der helt faste ting, som bare må med hjem, Prästost, kardemommefrø, Falukorv og måske også lidt sæsonvarer. Og selvfølgelig lösgodis, det er et must.

Og så føles det jo ret perfekt at ha’ en rejsemakker, der gider de helt samme ting og som gider de få samme butikker, som jeg gør. Butikker med papir, bøger, køkkengrej og enkelt nordisk design. Og efter der nu er småbørn i familien igen så også en tur i en dejlig legetøjsbutik eller to.

Jeg køber ikke meget, det har jeg ikke behov for, hverken i den ene eller den anden butik, men jeg kigger og jeg piller og jeg får idéer og enkelte særlige ting kommer måske også med hjem…

Og da jeg så gik der i Göteborg i gader, som jeg kendte, forbi landemærker, som jeg har set utallige gange, sad i det lille køkken i lejligheden i Majorna, ja så følte jeg mig jo præcis lige så godt tilpas, som jeg havde gjort hjemme, og havde det bare rart og dejligt og lige tilpas. Det velkendte og afprøvede gør mig tilpas, jeg behøver ikke store rejser til fremmede destinationer, jeg behøver ikke vilde ture, jeg behøver struktur og genkendelighed og så behøver jeg at gøre op med tanken om, at det andet er bedre, at livet er mere spændende og mere værd, hvis man rejser langt og til nye steder, min kærlighed til en lille svensk tur er jo lige så meget værd som en andens glæde ved juleshopping i New York eller trekking i Nepal.

Jeg lever fint og godt i mit lille stille liv og når jeg giver mig selv lov til at gå i sort forud for en tur og giver mig selv lov til at sige, at jeg ikke har lyst, og også tager imod den hjælp og den opbakning, som jeg får af mine piger og mine veninder, så kan jeg faktisk gode ting, ikke som engang, men det er falder stille til ro inden i, at det er sådan det er og at det er mere end ok.

At rejse ud og komme hjem gjorde hverken min træthed eller det uoverskuelige værre eller bedre, der var status quo, men mens jeg var afsted, så mærkede jeg alligevel, hvordan jeg kunne slappe af i at være væk, fordi jeg havde lagt en plan og fordi jeg også langsomt bliver bedre til at sige til og fra, inden jeg er kørt helt over.

Et nyt liv. Skridt for skridt. Og med en kardemummabulla i maven så går det så meget nemmere.

Placebo i ved.

Og forresten – antikmessen, som havde været i gang i 40 år i Borås, den kom vi ikke til, for sidste år var sidste gang. Helvete…

Ferie, I køkkenet, Lækkerier, Mad, Opskrifter

CANARD A LA ST. MARCEL…

03/10/2014

Canard...

Basilikum dip...

Blus på...

Og så et blad salvie...

En skøn og varm og aftenmørk lørdag i juli spiste jeg sammen med nogle af de mennesker, som jeg elsker allermest på et livligt marked i den lille by, som ligger nærmest det store gode hus på landet i Frankrig.
Vi havde nået både live Tour de France enkeltstart ved mållinien i Périgueux og jazzkoncert ved en skovsø, inden vi drog op i byen for at spise sammen og godt med en masse glade og byfestsvimle franskmænd.

Den aften var der Marché Gourmand i byen, masser af lokale lavede og solgte mad og overskuddet herfra skulle gå til et projekt i byen, noget på sportspladsen tror jeg, og vi kunne vælge og vrage imellem landlige franske retter, noget kinesisk, store søde pandekager og meget andet godt.
Vi havde egne tallerkener og glas med under armen og det var ikke vanskeligt at finde noget, som man havde lyst til at fylde på eller i.

Vi gik på jagt hver for sig imellem de velduftende boder og vendte tilbage til bordet med bugnende tallerkener og alle spiste lystigt med meget Uhmmmmm og Ååhhhh som underlægningstone.
Mad – god mad – og dejlig vin og endnu dejligere selskab og den mørke varme aften skabte en særlig stemning og jeg tror aldrig, at jeg vil glemme de smagsnoter, som ramte min mund den aften. Det var nærmest magisk…

Siden vi kom hjem for et par måneder siden, har jeg mange gange tænkt på den ret med kartofler og and, som jeg fik, så enkel og rustik og SÅ fyldt med smag.
Jeg stod der og småpludrede på engelsk-fransk med kvinde, der vendte mine kartofler og tørrede krydderurter på den store pande i sydende andefedt og sagde selvfølgelig skål til hendes mand, der klarede at styre både stort vinglas og skriver af andebryst på en kæmpe pande og fik også sagt høfligt nej tak til et confiteret andelår, som de synes, at min ret skulle toppes op med.

Der duftede så himmelsk af and og lidt af jul, mens jeg stod der og uden overdrivelse, så kunne jeg mærke hvordan, at min mund fyldtes med vand og maven med sult.

Og forleden nåede jeg så dertil, hvor min smagsoplevelse i St.Marcel måtte hives hjem på eget spisebord.
Jeg eksperimenterede og det lykkedes og det er bestemt ikke sidste gang, at vi vil få vores egen Canard a la St.Marcel…

Jeg har ikke lavet en opskrift, nærmere bare en anvisning men jeg er helt sikker på, at man vil kunne fifle sig frem efter den og hvis ikke, så må man gerne spørge her.
Til os 4 herhjemme brugte jeg et meget stort fad rodfrugter i små tern, persillerod, gulerødder, pastinak og jordskokker. Dem blandede jeg med masser af rødløg og en håndfuld friske timiankviste fra haven.

Og da jeg ikke lige havde andefedt ved hånden, ja så vendte jeg et par gode håndfulde bacontern ned i grøntsagerne.
Stillede fadet i ovnen og bagte herligheden i det der vel svarer til 3 kvarters tid ved 185 grader.

Da fadet var røget i ovnen lavede jeg en lille dip at spise til, lige dele god mayo og creme fraiche blendet med en håndfuld frisk basilikum og et par hvidløgsfed, et lille nip havsalt og et vrid peber blev det også til. I med stavblenderen og en gang tæsk med den, indtil det hele var luftigt og lysegrønt…

Ænderne klarede jeg på grillen. 2 stk velvoksne bryster skåret i 1 cm tykke skiver på tværs, krydret let med salt og peber og så stegt på ret høj varme i nogle minutter på hver siden, ikke gennemstegte men heller ikke det mindste blodige.
Ind under et stykke staniol og trække i nogle minutter, mens jeg dækkede bord…

Kartofler havde jeg ikke i min grøntblanding, jeg kogte nogle små fine med skræl, som de, der lystede, kunne spise ved siden af. Og det gjorde de så.
Og vi Uhhmmm’ede og Ååhhh’ede nærmest lige så meget, som da vi sad der i Frankrig, prikken over i’et havde selvfølgelig været et glas lokal vin og Familien Wellers bedste selskab.

Jeg elsker enkelt nede på jorden mad, som dette her, retter, som er simple at tilbede, retter med få ingredienser og samtidig med masser af velsmag.
Og man kunne jo sagtens forenkle endnu mere, hvis man ikke havde tid eller snilde til at snitte så meget grønt så ensartet og småt, så var det jo bare at hive en pose rodfrugter fra frostdisken og blande dem med kartoffeltern og bage det i ovnen, mens man brunede de hele bryster på panden og lod dem stege færdige inde i den varme ovn og så først bagefter skar dem ud.

Nemt med nemt på, lige så hurtigt som at hente take away og garanteret noget sundere og velsmagende.

Hop ombord i det –
i vil ikke fortryde.

Canard a la St.Marcel a la Mme Stange et filles.
Eller noget…

Familie, Familieliv, Ferie, Lidt af hvert

DOVNE DAGE I DORDOGNE…

28/07/2014

Dordogne...

Pigerne og jeg holder ferie i Frankrig
1 uge har vi været her nu og der er stadig dage at tage af.

Vi hygger os, vildt og inderligt, og nyder roen, langsomheden, tiden, hinanden, solen, poolen, maden, drinks’ene og griner vores maver ømme.

Alt er godt.
Bare sådan…

Vi er her i den franske ferieidyl alene nu, bare os 4, resten af ferieklanen er landet hjemme i varme Danmark, så her er sådan lidt underligt tomt, man skal lige vænne sig.

Så det gør vi og glædes og griner over alle de tosserier og hjertevarme timer, som vi har tilbragt sammen med nogle af vores yndlingsmennesker.
“Det er lidt ligesom at ha’ fået en større familie” blev der sagt i rummet forleden, da vi alle stadig var samlet, og det er sådan det er…

Bloggen holder ferie sammen med os, internettet er lidt hikkende og min ledning til at overføre fra kamera til computer med har gemt sig og jeg leder ikke sådan for alvor.

Men på bloggens FB side og på Instragram er der masser af ferieglimt, måske har du lyst til at kigge med der.

Lige meget hvad –
så nyd dagene, hinanden, vejret, ferien, jobbet, bøgerne, stranden, vandet, maden, isene, bygerne, blomsterne, parkerne, udsalget, kagerne, kyssene, livet.

Vi ses…