Lidt af hvert

• 

• 

• 

En slap søndag leverer ikke meget hopla til strikkepindene, men en omgang nye ribstykker på et gammelt halstørklæde og en halv sok, det kan jeg vel få onduleret.

Jeg er ikke den store strømpestrikker, som i nærmest slet ikke en strømpestrikker, hverken lille eller stor, men jeg blev alligevel draget af en særlig pakke Sisters not Twins strømper hos Dorte i Strikkesalonen. En efterårsudgave af hendes populære stribede strømper. Jeg tror, at det var de æblerøde dunter, der lokkede mig. Om jeg overhovedet ville nå i mål med dem, det var jeg slet slet ikke sikker på. Men se nu bare her – lige om et par omgange og en tå så er jeg faktisk i mål med hele to strømper. Et par! Hvem skulle nu ha’ troet det.

Gang på gang finder jeg mig selv købe noget fint strømpegarn, gang på gang ser jeg mig selv lægge det ned i den store skuffe til alle de andre nøgler af fint strømpegarn. Måske er jeg faktisk nået dertil, hvor jeg også får strikket noget af det?! Jeg har i alle tilfælde været oppe og stå på hovedet i skuffen og har fisket en pakke Uneek sock op og tænker, at den første af dem bliver fløjtet i gang i aften. Jeg må heller lige kigge lidt på, hvordan jeg får dem kortet af på en pæn måde, der stadig giver det fine stribeforløb plads til at shine, knæstrømper er jeg ikke helt klar på. Endnu måske.

Ved siden af de næsten færdige strømper ligger mere to meter striber i højlandsuld. Strikket for små 6 år siden, men stadig et af mine favoritter i kurven med vintervarme i uld. Jeg synes, at de mange farver og den lange længde klæder rigtigt mange af mine vinterjakker og egentlig kunne jeg godt nøjes med at give det lange tørklæde en opfriskning med en woolshaver, det er stadig lige så fint, som det var dengang. Altså looket, lidt slidt er det dog blevet.

• 

• 

• 

Men jeg vil gerne have en ny høj ribkant på, den blå er blevet meget flad og nærmest let filtet i årernes løb og jeg har købt mig en ny gammel Loden jakke, som jeg gerne vil give en lidt anden kontrast end netop den blå. Så den ene blå rib er klippet af og jeg er i gang med at strikke en ny i en blød lys sandfarvet softwool fra Garnudsalg, det går hurtigt i 3×3 rib på p.4 mm.

Lige nu, hvor garnet løber frisk ud af nøglet og ikke er skyllet op, så ser det helt anderledes åbent ud end resten af halstørklædet, men en god vask og nogle dages brug, så vil man ikke kunne se, at tørklædet ikke blev født med lyse fine ender. Det bliver rigtigt godt sammen med den mørkegrønne jakke, som jeg bare er så glad for.

Jeg har længe kigget efter en klassisk Loden jakke til mig selv. I samme dybe grønne farve, som den min farmor havde, da jeg var barn. Hendes var lang og med et stort smukt læg i ryggen, havde flotte knapper og store dybe lommer med lommetørklæde, læbestift og pastiller i. Jeg har ledt efter en kortere model uden læg og har ikke været ret heldig i min jagt. Dem, jeg har fundet, har været for slidte, i syntetisk materialer eller i den forkerte farve. Men nu var der den, års søgen er forbi, denne her er HELT perfekt og nærmest ikke brugt. 100 % merino og med det flotteste snit. Jeg er lykkelig.

Og jeg er sikker på, at striberne bliver en god makker til jakken. Sammen med alle de andre metervis af strikket uld, der ligger i kurven med beskyttelse mod kulden i en fimbulvinter. Jeg kommer aldrig til at fryse. Nu er der nemlig snart uld til fødder og hals.

Altså – det var der jo også i forvejen, men nu er der nyt og næsten nyt af slagsen.

• 

• 

• 

Eller i stuen.

Eller i drivhuset.

I et telt.

I spisestuen.

Eller hvor der nu ellers er plads til at samle en dejlig flok.

Jeg kan så meget anbefale at gøre det og det er egentlig det, at denne post skal handle om. Om glæden, om forberedelserne og lidt om det med bare at gøre noget, man måske kan få lidt koldsved over. At invitere nogen ind og give lidt af sig selv og det man har og er.

Jeg har i de sidste år samlet en broget flok af dejlige kvinder til strik i min have og i år mødes vi igen. Nogle er gengangere, andre er med for første gang. Der er på en eller anden måde altid plads til flere. Også fordi nogen måske skal noget andet den dag og deres stol så er ledig. Man kommer ikke med på afbud, for hvis alle altid kom, så ville jeg bare sørge for ekstra stole. The more the merrier, ikk?!

Jeg elsker fælleskaber omkring en fælles interesse; strik, have, bøger, fugle, natur, whatever. Det at være sammen med nogen, der er optagede af det samme, som man selv er, kan skabe helt særlige stunder, som får betydning for ens samlede trivsel, man bliver tanket op, spejlet og får måske endda ny og nyttig viden.

Jeg elsker at komme til strik rundt omkring og fik virkelig lyst til at samle en større flok her hos mig selv. På landet i min dejlige have til samvær, snak og spisning. Det skulle være nemt og enkelt, ikke det store show med 7 retter mad eller snorlige bede i haven, det skulle ikke være et show, det skulle være et dejligt samvær med plads til bare at være og nyde.

Formen for Strik i haven blev lavet, så alle kunne byde ind med noget og at det også skulle være en forholdsvis nem dag for værtinden, mig i dette tilfælde, men også med en tanke på, at “konceptet” kunne copy-pastes andre steder og med andet indhold.

• 

• 

• 

Så herunder kommer en slags tjek liste for deltagere og vært og så kan man jo lave sin egen version med tillæg og overstregninger, så det passer præcis til det, man ønsker at skabe.

Rammen for dagen er samvær i haven fra kl 11 til kl 16. Det er rart for alle at vide, hvor længe man skal være afsted og kunne planlægge resten af ens weekend omkring det og det er rart for den, der lægger hus til, at vide, hvornår man kan smide sig på sofaen, smække benene op og tage dagen ind.

Alle tager deres egne kolde drikkevarer med og jeg sørger for, at der er lavet en station for varme drikke. Jeg sørger for, at der er kaffekapsler til en gammel Nespresso, at der er en termokande med kogende vand til te, te og tefiltre, mælk og sukker. Og et udvalg af kopper.

Alle tager en lille smule nipserier med til et fælles snackbord, der står fremme fra kl 11. Det kan være frugt, nødder, chips, grøntsager, knækbrød, chokolade, alt muligt. Noget, som man selv kan li’, og gerne vil introducere og forkæle andre med. Bare en lille smule, for når 10-20 personer hver især sætter deres nipseri op på et fælles bord, så bliver det til ret meget.

Alle hjælper med den største selvfølgelighed med at sørge for, at alt er kørende. Fylder mere vand på, henter mere mælk, rydder lidt op og sørger for at bordene ser rare ud. Det er en dag med fælles indsats, jeg lægger hus til og sørger for, at her er det, som skal bruges af service og den slags.

Senere sættes der service frem til en fælles frokost. Jeg har købt tallerkener mm i genbrug, så der altid er rigeligt af det. Det står i en kasse i skuret i haven resten af året. Man kunne selvfølgelig også have sit eget med i tasken, igen en ting, der kan planlægges efter lyst og behov.

De første år lavede jeg en frokost, i år har vi bestilt ude og hver især har betalt deres andel på forhånd.

Senere er der kage og sødt på bordet og sidst på eftermiddag er der varme Vi ses og vink ved havelågen.

Strik, samtaler, mad, kaffe, te, kolde drikke, havekig og klap til hunden. Blomsterbede, smil, udveksling af gode fifs, garnmisundelse, inspirationer, skraldgrin og hjertevarme. Jeg kan kun anbefale, at man rækker ud til sine strikkebekendtskaber, både de nære og lokale, de lidt mere perifere, dem, man kun kender fra Instagrams små firkanter og nogen, som en veninde måske kender fra en anden tid.

“Jeg har veninder nok” tænker nogen måske. Og ja det kan da sagtens være, at det er sådan man har det. Men der er vel altid plads til nye og inspirerende mennesker i ens liv. Eller?

• 

• 

• 

I år ser min huskeseddel og tjekliste sådan her ud:

Kaffestation:

Nespressomaskine

Kapsler

Termokande med tevand

Te og teæg

Mælk

Sukker

Kopper

Vandglas

Vandkander

Små servietter til nipserier

Frokostbord:

Tallerkener

Bestik

Servitter

Bestille frokost – afhente frokost.

Eftermiddagsbord:

Juleplatter

Teskeer

Servietter

Byg-selv-æblekage Æblemos Crunch Flødeskum

Det er selvfølgelig også muligt at uddelegere eftermiddagskagen. Og andre af de små opgaver. Jeg har nok bare brug for også selv at have lidt styring, det indrømmer jeg.

Måske kunne man også samle en flok haveinteresserede på samme måde. Eller lave en dag med tøjbytte. Eller samle læseglade mennesker, der hver især kunne fortælle om to favoritbøger. Mulighederne er uendelige.

Og jeg synes personligt, at det man får “ind” ved at være den, der samler, er så meget mere, end det man giver. At åbne sit hjem eller sig selv for mennesker sætter en masse gode karma på kontoen og åbner op for nye perspektiver, nye muligheder og nye glæder.

Det kan føre til oplevelser, som ellers aldrig var kommet din vej.

Man skal aldrig være fedtet. Og da slet ikke med sig selv.

Jeg har nul – som i virkelig NUL – idé om, hvordan WordPress ruller i disse dage. Eller burde jeg skrive år?!

Alt er forandret her i maskinhuset på bloggen under mit lange on and off fravær og meget meget sjældne indlæg og jeg aner ikke, hvad der er op eller ned.

Jeg har ikke styr på billedformaterne, har ikke styr at bruge de forskellige muligheder for indlæg, blok og farver. Jeg sidder bare og glor på det, som om jeg aldrig havde set sådan en skabelon før. Det har jeg jo sådan set heller ikke, ikke én med så mange muligheder i alle tilfælde. Jeg er hægtet af. Helt og aldeles og temmelig grundigt.

Engang havde jeg et rigtigt godt overblik og kunne lynhurtigt vænne mig til de features og kunne altid få nogen til at fifle, så alt så ud på Anne’sk vis. At det, man som læser kiggede på, afspejlede mig, min smag, min måde at være i verden på. Det skulle kunne mærkes inden i, at både det visuelle og ordene kom herfra mit sted.

Jeg bilder mig ind, at det kunne det. Dengang. Nu er nu og jeg har ikke styr på en pind og aner ikke hvor, jeg skal starte eller slutte. Så for nu bliver det ordene, der er her. Plain and simple uden fancy svung på skriften eller afsnitsoverskrifter. Måske er det i virkeligheden også den form, der spejler mig bedst. Plain and simple.

Jeg lader ordene fylde og lader dem få selskab at et enkelt foto fra min rulle. Et foto, der får lov til at fylde en masse, for ellers kommer jeg let til at trække det ud af facon, og det ser åndet ud. Det skal bare ha’ lov til at være som det er. Og bliver jeg så hængende her, får lavet mig en god rutine for regelmæssig ordstrøm, så skal jeg nok tage WordPress udfordringen op og få styr på det visuelle format.

Kan det være en aftale?

Kan I bære over med fotos i kæmpestørrelse og en lang række ord, der ikke får andet end de naturlige afsnit, der kan laves med lidt ekstra linjeafstand?

Lowkey skiverier for ordenes skyld og ikke så meget andet lir.

Jeg kan godt klare det. For en tid. Og når den tid så er gået, så finder jeg ud af noget, tænker jeg.

Indtil da – bare ord fra min kerne.