Browsing Category

I køkkenet

Haveliv, I køkkenet, Opskrifter

blomme galore

19/08/2024

Blommer op – blommer ned – blommer alle vegne.

Træernes grene knækker, maverne næsten det samme og mange af os forsøger at finde alternative måder at bruge blommerne på, når først vi har spist os en mavepine til, kogt marmelade, bagt kager og måske lavet blommer i hedvin.

Jeg har lavet et par kg. chutney efter Aarstiderns opskrift, siet noget af væden fra chutney’en og gemt den i en lille flaske på køl til at lave dressing af, jeg har lavet nogle kilo blommer i portvin og så har jeg kogt blommesaft med friske urter fra haven.

Saften er nok mere tunet ind til voksnes smagsløg end til børnenes og er tænkt som en kold og aromatisk drik, der kan serveres til måltider i stedet for vin, øl eller sød sodavand eller som en læskende lille opfrisker på de lune sensommerdage.

Saftkogning behøver ikke at være kompliceret og ingen siger, at vi skal stå og svede i køkkenet i timevis over liter efter liter kogning, påfyldning og forsvarlig lukning af flasker. Det er fint og dejligt at koge bare en lille portion og så gentage processen hen over vinteren med blommer og anden frugt fisket op af fryseren dyb.

Her kommer en lille hurtig opskrift på en portion, der kan drikkes i løbet af et par dage og derfor springer jeg også let og elegant hen over tilsætning af konserveringsmiddel.

Jeg lod saften trække med blommerne i hen over natten, fordi blommer ikke har så dyb en smag og jeg ville være sikker på, at saften fik nok smag; opskriften kan sagtens bruges til saft kog på alle mulige slags bær, men de mere aromatiske bær som brombær og solbær har ikke brug for samme trækketid og kan sigtes ret hurtigt efter kogning.

600 g. skyllede halverede blommer uden sten

250 g. rørsukker

20 g friske krydderurter som f.eks. rosmarin, timian, citronverbena, solbærsalvie eller lign. Brug en enkelt eller to urter, så smagen ikke bliver for gennemtrængende eller trækker i alle mulige retninger.

1 lille citron i skiver

1.5 l vand

Alle ingredienser kommes i en gryde, koges op og simrer derefter i omk. 30 minutter. Træk gryden fra varmen og lad det hele køle lidt af, før det hældes i en condibøtte eller anden skål med låg, fisk citronskiverne op, så saften ikke bliver bitter. Og sæt så blommesaften med urter og blommer på køl natten over. Næste dage koges saften hurtigt op, før den sigtes igennem et klæde.

Lad saften løbe stille og roligt igennem klædet, ikke noget med at ase og mase for at få det til at gå hurtigere, man kan nemt ende med en grumset saft så.

Hæld den stadig meget varme saft på skoldede flasker og luk til med det samme. Flaskerne sættes på køl, to flasker varm saft får ikke temperaturen i køleskabet til at stige så meget, at det er ødelæggende for de andre fødevarer derinde.

Blommesaften her skal ikke fortyndes så meget, som en købesaftevand skal, jeg blander den ofte 1:1 og serverer med rigeligt is og måske lidt friske krydderurter af samme slags, som er brugt i kogningen.

Bagværk, I køkkenet, Lidt af hvert

sød sensommer

08/08/2024

Frugttræerne bugner, køkkenhaverne leverer og for mennesker med stor køkkenglæde er august en af de aller dejligste måneder. Der er så meget at give sig i kast med i køkkenet, at det nærmest kan være lidt overvældende og også lidt svært at nå alt det, man gerne vil.

Min madhjerne kører 24-7, idéer popper op og små noter står i kø på telefonen. Forleden kom jeg forbi nogen, der spiste ristet brød med en slags sød tahinsmør og kombinationen af sødt og et element fra det salte køkken trængte sig så meget på i går, at jeg bare måtte hoppe i forklædet og lade alt på rygraden arbejde sammen med idéboblerne.

Det endte med at blive en kage bagt med søde kartofler og derefter toppet med en tahin-honning-creme og bagte blommer. Et meget meget vellykket forsøg tillader jeg mig selv at sige. Ingen justeringer er nødvendige, det hele passerede godkendingsstregen i flyvende form.

Som udgangspunkt for kagen brugte jeg det søde bananbrød med surdej fra Cathrine Brandt. Jeg har bagt det brød/den kage mange gange og kender konsistensen på dejen og med den i mente rørte jeg dejen med dampede søde kartofler i stedet for banan og justerede krydderierne, så de passede til den smag, som jeg ønskede at give den samlede bid af kage, creme og blomme. Og så kørte jeg med en lys moscovado i stedet for farin.

Opskriften på bananbrødet er Cathrines og det bliver den ved med at være på trods af modifikationer, så derfor bliver der ikke her en gengivelse af hvad jeg nøjagtigt gjorde, ikke her og ikke andre steder for den sags skyld. Men at udskifte bananerne med andre slags frugt eller grønt er selvfølgelig en mulighed, det er ikke forbudt for nogen, man skal blot vælge frugt eller grønt, der i konsistens minder om banan og har samme bage- og samarbejdsevne. De tilberedte søde kartofler fungerede perfekt, det samme ville en lidt grov æble- eller pæremos gøre. Måske også rødbeder. Man vil evt. skulle justere melmængden en smule alt efter mosens indhold af væske for at ramme den rigtige konsistens på dejen.

Hvis man ikke har mod på eller ork til at kaste sig ud i den slags eksperimenter, så er det sådan det er og helt okay, jeg er sikker på, at cremen herunder vil fungere så dejligt sammen med et stykke ølkage, en klassisk krydderkage, en kanelkage, et stykke brownie og helt sikkert også andre kager med en tæt og saftig konsistens. Jeg ville ikke smøre cremen på det originale bananbrød, det vil ud fra mine smagspræferencer ikke være det bedste match.

Jeg valgte at gå med en blød mascarpone i stedet for smør, da jeg skulle lave cremen. Inspirationen var smørbaseret, men jeg ønskede en anden konsistens og en anden farve, end smørret kunne give mig, fedtprocentmæssigt er det stadig heftigt, men nu laver jeg heller ikke dejlige kager for sundhedens skyld og dem, der påstår, at en 9 % creme fraiche kan gøre det samme, de må længere ud på landet end jeg bor med den påstand.

Jeg lod mascarponen stå på bordet i det lune køkken, mens jeg fik lavet dejen til kagen, så friskosten var blød og medgørlig og kunne piskes op helt uden små gryn af ost, jeg ville ha’ en helt glat creme.

Til en god portion, der gav præcis tilpas til alle de skriver, der kan skæres af en fornuftig kage brugte jeg:

250 g mascarpone

100 g hvid tahin (øko – købt i Føtex)

100 g flydende lys sommerhonning

2 tsk citronsaft

1 tsk revet citronskal

Jeg piskede alle ingredienserne godt sammen med fuld pedal på håndmixeren, både for at få en helt glat creme og også få pisket lidt luft ind i den. Cremen røg i en sprøjtepose, der kom på køl, så cremen kunne sætte sig. Et par timers nedkøling giver en god fast konsistens, der kan sprøjtes ud og stadig holde formen.

De bagte blommer, jeg toppede med, er meget enkle at lave og kan bages med de sidste 15 min af en hvilken som helst kages bagetid. Ja ja ikke vandbakkelser selvfølgelig. Eller soufflé. Men hvor tit er det egentlig også, at vi bager lige den slags. Men ellers alle kager, der bages ved en temperatur på 160-180 grader.

Jeg halverede de skyllede blommer, dryssede et tyndt lag rørsukker over, rev lidt citron og lidt tonka bønne over og så ellers ind med dem. Løftede de bagte blommer over i en condibøtte kort efter, de kom ud af ovnen, jeg ønskede, at de skulle smide deres saft i bøtten og ikke i bageformen, for jeg ville gerne bruge den til anretning af kagen. Og hvis blommerne havde stået i den varme form og kølet af, så kunne jeg nemmere risikere, at saften karamelliserede på bunden af formen.

Afkølet kage, en creme, der havde sat sig, afkølede blommer, som blev befriet for skind og så eller op på mågetallerkenerne, der er så smukke lyseblå, mynte og solbærsalvie som små grønne pop og så var der serveret for hele holdet. Store som små inhalerede gladeligt det hele.

I køkkenet, Mad, Opskrifter

små kartoffel brød

04/03/2021

En dag ræsede jeg forbi et billede af små brød med stegte kartofler på toppen et sted på Instagram og “smagen” af billedet lejrede sig i min indre madbank. Sådan en er god at ha’ til at hive idéer fra senere og kartoffelbrødsidéen kom ret handy ind ift lidt håndværkerforkælelse forleden.

Min have myldrer med stærke mænd i arbejdstøj. De bygger skur og overdækket terrasse og ordner inderkant i mit drivhus. De saver, sømmer, borer og banker og hører masser af radio og sørger så godt og flot for, at min have bliver endnu skønnere end den var i forvejen. Og det skal de selvfølgelig takkes for undervejs med lidt søde sager, lidt mandemad og opmuntrende kulhydrater.

I fredags lavede jeg frokost til dem. En slags rejsegildemad på Anne-måden. Pølser og brød.

De små kartoffelbrød, kartoffeltortillas, kålpølser, ringridderpølser og syltede løg.

SMÅ BRØD MED KARTOFFEL 10-12 STK

4 dl lunkent vand

20 g gær

2 tsk flagesalt

1 tsk honning

3 spsk mild olivenolie

400-450 g tipo 00

600 g små kartofler

4 fed hvidløg

1/2 dl olie

1 spsk tørret rosmarin

salt

Ekstra flagesalt og rosmarin til drys på toppen.

Skær kartoflerne i mundrette bidder og vend dem i knust hvidløg, olie, salt og rosmarin. Sæt dem i en kold ovn, tænd på 195 g og bag kartoflerne i ca 30 min.

Når kartoflerne er sat i ovnen, laves dejen. Det er vigtigt, at den æltes rigtigt godt igennem for at få en god struktur og en dejlig luftighed.

Opløs gæren i den lunkne vand, tilsæt salt, honning og olie. Tilsæt det meste af melet og kør gerne dejen på høj hastighed på røremaskinen i 8-10 min. Dejen skal være fast med stadig godt klistret. Hellere for lidt mel end for meget.

Lad dejen hvile, mens kartoflerne bliver klar.

Tag kartoflerne ud og lad dem køle let, mens dejen deles i 10-12 lige store stykker og trækkes til store forholdsvis flade boller. Fordel kartoflerne på brødet og fordel olien fra kartoffelfadet over bollerne, drys med salt og rosmarin.

Lad dem stå 10-15 min, mens ovnen bliver godt varm

Skru ovnen op på 220 grader og bag de små brød i 13-15 min.

Den korte hævetid gør, at brødene er bedst nybagte. Det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre at lave dem på en koldhævet dej, jeg havde bare brug for hurtig ekspedition den dag, jeg lavede dem. Laves både dej og kartofler klar dagen før, så har man hurtigt små skønne brød, der vil være gode til et frokostbord, som tilbehør til gryderetter og grill og alt muligt andet.

Kartoflerne kan nemt skiftes ud med små tern af bagt squash og et drys af smuldret feta. Eller både af rødløg bagt med et lidt farin på toppen. Jeg vil anbefale, at man tilbereder de valgte grøntsager, før de kommes på de flade boller, det giver meget mere smag og man undgår også, at de smider vand ned i dejen under tilberedningen.

De flade og ultra nemme kartoffeltortillas ligger som et højdepunkt på min profil på Instagram. Måske burde jeg også lægge dem som et lille indlæg her.

Må hellere snart lave dem igen, så jeg kan tage friske how-to fotos. Frokost på lørdag måske…