Browsing Category

Lidt af hvert

Garn, Gode sites, Lidt af hvert, Strik, Strikkeopskrifter

FEATHER SCARF…

29/10/2019

En færgetur til og fra Göteborg gav masser af strikketid og jeg lukkede sidste maske af på i-corden på mit Feather Scarf nogle sømil fra Frederikshavn. Efter en hurtig opskylning er det nu klar til at varme min hals, helt perfekt nu hvor nattefrosten kommer snigende.

Jeg spændte ikke tørklædet op med nåle efter opskylningen, jeg kan li’ det mere rustikke look, det passer bedre til mig. Og faktisk står der også bare, at det skal skylles op, så mon ikke også det er Sannes tanke, at det “bare” skal være sådan her i al sin fine enkelhed…

FAKTABOKS

Mønster:

Feather Scarf af Sanne Fjalland

Garn:

135 g 100 % ren ny uld fra Sanne Fjalland i farve 74 s

Str:

Onesize

Højde på midten 35 cm

Længde langs øverste kant 120 cm

Pinde:

3.5 mm og 4 mm

Måtte ind og købe en 120 cm lang rundpind til fjerbordet, den jeg havde på 100 var faktisk ikke helt lang nok, det blev for hårdt for fingrene at skulle skubbe så meget med maskerne.

Egne krumspring:

Ingen! Jeg har fulgt opskriften hele vejen igennem. Der var ikke grund til at gøre andet.

Tørklædets fjerkant har krævet vedholdenhed, men resultatet er det hele værd og processen faldt så fint i tråd med mit ønske om at komme lidt tilbage til langsommeligheden, fordybelsen og et balanceret fokus på både proces og produkt. Og så uldent uld igen – jeg er vild med det…

Lidt af hvert

HELT UDEN PHOTOSHOP…

19/10/2019

Efter de sidste dages artikler og opslag på både FB og IG omkring redigering af skole- og institutionsbilleder har jeg selvfølgelig også været ved at kigge i mine egne gemmere efter Anne billeder, der i dag måske ville ha’ fået et lille brush i fotografens redigeringsprogram.

Der findes såmænd masser af tossede billeder af mig med verdens største mellemrum mellem fortænderne og den lille plet, der ligner en birkes, der yderst på opstoppertuden, billeder med lige lovligt meget skel på venstre øje og ikke mindst billeder med et par brune krøller på afveje.

Billeder af et lille barn, som sådan et barn nu ser ud, når det leger, tumler, spiser og lever.

Levende billeder af ægte liv uden photoshop…

Men når jeg kigger på alle de billeder, så ser jeg faktisk ikke alle de små skæve ting, jeg ser allermest de brune alvorlige øjne, der alt for ofte havde et lille utrygt eller afventede udtryk, spørgende øjne, der udsøgte om tingene nu var, som de skulle være. Hvordan så de voksne ud, hvordan var stemningen, hvad var forventningen.

Det var nemlig ikke altid lige nemt at regne ud og alt muligt og umuligt blev fejet ind under gulvtæppet, blev forsøgt tiet ihjel med mere eller mindre held og det skabte så meget usikkerhed inden i lige præcis dét lille barn der, inden i mig.

En usikkerhed på om jeg nu kunne stole på det, jeg så og mærkede, eller om der pludselig ville vise sig en ny virkelighed. Det skete et par gange…

Jeg er vokset op med masser af kærlighed, tid og omsorg, men jeg er også vokset op med en god portion uforudsigelighed, utryghed og uro, det ene har ikke udelukket det andet og alle dele har jo været med til at forme mig til hende, som jeg er i dag. På godt og ondt.

Men når jeg ser på mig selv på afstand, ser på de gamle billeder af barnet med de alvorlige øjne, så mærker jeg helt tydeligt, hvordan det var at være den lille børneudgave af mig selv, og kunne godt ha’ ønsket mig at der havde været en anden lethed over mit blik ud i verden dengang.

Et blik og en følelse af, at verden var mest god og at verden var til at stole på.

Det ville jeg gerne ha’ bedt om, tak.

Måske prøvede jeg faktisk at be’ om det, men for 50 år siden var barnets stemme uden gyldighed, det var de voksne, der lagde planerne, hvis de lagde sådan nogen, eller i alle tilfælde tog beslutningerne uden at overveje, om barnet måske havde andre ønsker eller behov…

Jeg har 100 % sluttet fred med alt, der foregik dengang, bebrejder ingen noget, men jeg kommer aldrig til at sige: Det forstår jeg sørme godt, at i besluttede jer for, det var en god idé!

Aldrig.

Jeg accepterer og anerkender, at det blev som det blev og at det, der blev, også indeholdt masser af godt, men jeg ved også, at utryghed nemt kommer til at trumfe de følelser, som vokser ud af alt det gode, og selv om jeg er sej, stærk, en overlever, en kriger og alt muligt andet, så er jeg det allermest i trods, ikke på trods men i trods og det bliver til tider lidt udmattende.

Men jeg har brug for at være det, være den, være der, hvor jeg møder et andet blik end det utrygge, når jeg kigger mig i spejlet, jeg har brug for at møde det blik, der fortæller mig, at intet mere bør photoshoppes, hverken udenpå eller indeni.

Og med det blik bilder jeg også mig selv ind, at jeg ser på andre, jeg ser det, der er, det fine og det svære og alt har ret til at være der.

Ingen får noget ud af photoshoppede billeder eller for den sags skyld af en photoshoppet virkelighed, jeg vil gå med det, som er, og det som giver liv og særegenhed, jeg har ikke brug for at forskønnet noget eller nogen, men lever heller ikke for at gøre det modsatte.

Jeg er.

Mig…

Lidt af hvert

IKKE FERIE HER – MEN SÅ ALLIGEVEL…

15/10/2019

Jeg har ikke ferie i denne uge, jeg arbejder helt som vanligt, men den rolige stemning af ferie ligger alligevel blødt over det lille hus, for både Amanda og Laura holder ferie og sørger for at sofaen holdes varm og at det bløde tøj er i brug. Laura er hjemme en lille flok dage og det nyder alle. Tid til bare at være sammen, til at flyde og nyde og også gøre lidt hver for sig.

Det er hyggeligt at komme hjem til feriestemningen og bare det at ikke alle skal ud af døren gør det på en rar måde nemmere selv at tage afsted; sådan har jeg altid haft det, også da pigerne var yngre, bare det at slippe for den sædvanlige stramme morgendisciplin med madpakker og sådan, det var så rart.

Og i disse dage er jeg ikke sen til at synke ned i det nærmest dovne tempo, der hviler over flokken…

Og samtidig med at jeg føler, at jeg har lyst til bare at være doven, så får jeg faktisk også lyst til at bage noget sødt og godt og til at finde kasserne med papir og andet klippeudstyr frem og måske vride en lille julefugl eller nogle kulørte origami stjerner af de flotte engelske haveblade, som Fru Tulipan har afleveret her.

Jeg sidder også og sender lidt matte blikke ud i den have, som endnu ikke er gjort helt vinterklar. Noget er klaret, alle dahliaknolde er gravet op og ligger til tørring og havemøblerne er også slæbt i skur, men der mangler stadig en oprydning i potter og en plantning af de absolut sidste stauder for i år.

Men det bliver altså ikke i dag. Hverken kage eller have.

Det bliver vist bare til sofa og strik og noget streaming.

Og der er heldigvis ikke nogen, der forlanger, at jeg skal andet end det og Huxi er helt med på dovenplanen…