Browsing Category

Lidt af hvert

Lidt af hvert

giv mig mere lilla…

20/11/2019

Fredag i sidste uge stod jeg op i et vanvittigt morgengry.

Madam Mim lilla himmel, der spejlede sig i vores sø, vilde vilde farver over hele himlen, man skulle næsten tro, at det var løgn. Løgn og photoshop – men det var ingen af delene, det var blot en ekstraordinær bjergtagende november morgenstund.

På en måde smittede den lilla starter af på resten af dagens timer, jeg startede ud med at blive forundret og måske også en anelse fortryllet og med de stemninger gik jeg igennem dagen og klarede det hele med lethed og smil…

De seneste dage har været anderledes dæmpede.

Grå. Tågede. Lidt tunge i det.

Både i vejret og i humøret.

Jeg går ikke i sort om vinteren, jeg kan rigtigt godt li’ den, holder lige meget af alle 4 årstider, de er med til at gøre vores lille land til noget særligt, synes jeg, men det grå og tågede det lægger sig ligesom som en tungt tæppe på mig. Jeg bliver ikke trist, ikke ked af det, jeg bliver faktisk en anelse gnaven og det er jeg nærmest ellers aldrig. Måske en time eller to engang hvert tredie år.

Ellers ikke. Jeg er mest frisk i humøret og har let til smil og optur. Bare ikke i tåge.

Jeg er heller ikke vild med blæsevejr, men der kan jeg jo bare skride ind og så ikke mærke det.

Gråvejr og tåge ses også, selvom man sidder inde…

Så jeg vil faktisk gerne ønske mig flere lilla morgener.

Og også nogle dage – eller uger – med hvidt foroven og hvidt forneden. Med klingende frost og røde næser og knirk under støvlerne. Sådan ønsker jeg mig mine novemberdage. Og decemberdage. Og januar og februar.

Kulde, der kan svitse alt det våde væk, kulde, der kan give den blåeste af alle blå himler og så fine hvide drys over alle de brune blade og den våde jord.

Jeg elsker forår.

Jeg elsker sommer.

Jeg elsker efterår.

Jeg elsker vinter.

Men vinteren mest når den er kold kold kold og ikke levner plads til det grå og tunge vejr…

Lidt af hvert

LOVESTORM…

13/11/2019

Tusind tak for alle jeres fine varme kommentarer i går, jeg er helt på bagen over, hvor anerkendende og opløftende i er. Og alle de stikord – det er for vildt! Jeg kan jo skrive fra nu af og til næsten evig tid på den flok, som i har sendt afsted.

Skal vi ikke tillade os at konkludere, at de gode gammeldaws blogs om levet liv på ægte vis bare stadig holder? Selv om vi lader os rive med af hurtigheden på andre platforme, selv om blogsfæren har taget 2-3 kvantespring siden tidernes morgen, hvor jeg begyndte at skrive, selv om alt muligt, ja så findes der stadig fine gode ting ved det skrevne ord og ved muligheden for flere af dem på én gang…

Tak – virkelig tak – for den lovestorm, som jeg tillader mig at kalde den.

Den giver mig så meget skrive-energi!

Jeg kan sagtens skrive for mig selv, no problemos, men jeg vil hellere end gerne lade ordene leve her på siden, når nogen gerne vil forholde sig til dem.

Så det gør jeg.

Og i morgen trækker jeg et lille ord fra puljen af alle dem, som i skrev til indlægget.

Træskostøvler, bål, æstetik, hverdagsfilosofi, kattedame, blomster, relationer, børnebørn og meget meget mere.

Jeg er klar. Tastaturet er støvet af og de mange ord noteret i min lille bog.

En lovestorm er ren benzin…

Lidt af hvert

VINTERTIDSTERROR…

31/10/2019

Mit indre ur bryder sig ikke meget om skiftene mellem sommer- og vintertid. Overhovedet ikke faktisk.

Den første uge eller to derefter er jeg helt rundt på gulvet, vågner før kl 04 og når vi så rammer eftermiddagen, så sejler jeg rundt. Måske ikke sådan udenpå, men inden i er jeg helt og aldeles færdig.

Jeg prøver at være ligeglad, bare være i det og både vågne og sejle uden at lade mig mærke synderligt af det, men det går det ikke så godt med. Min i forvejen trætte hjerne bliver helt mast og jeg har svært ved at tænke to sammenhængende tanker.

“Tag dig en middagslur!” siger nogen og Ja! det kunne jeg da sagtens gøre, men jeg bliver ikke sådan specielt meget friskere af en lur i dagtimerne, jeg har brug for at sove om natten og for mig er det nat til klokken er sådan cirka 05…

Jeg tænker tilbage på årene, da pigerne var små, hvor jeg gruede for både frem- og tilbageturen med tiden, det gik altid helt i kuk i ugen derefter, rutinerne røg, fordi de ikke rigtigt passede til de indre rytmer.

Vi var alle lidt skæve i hovederne, når tiden pludselig rykkede sig og ikke rigtigt passede.

Nu er der ingen små her mere, nu er det bare gammelmor selv, der er hårdt ramt.

Og jeg prøver bare at styre så godt som muligt igennem dagene og forsøger at gøre det uden alt for meget irritation. Jeg står op, når jeg vågner, tusser rundt og flytter lidt på indbo, læser lidt, strikker lidt, tømmer opvaskemaskine og sætter en vask over. Jeg gider ikke at blive liggende og forsøge at slappe af, for det er en tabt kamp på forhånd, min krop vil op, når jeg vågner, den er klar og jeg følger bare med.

Men det føles lidt som tortur og jeg bliver mere og mere grå i ansigtet, som ugen skrider frem. Måske er jeg heldig at være tilbage i rette rytme engang hen i næste uge og indtil da så må mine omgivelser altså være lidt rummelige. Jeg er en træt gammel dame med tendenser til at blive et lille urimeligt barn, når jeg er alt for træt.

Charmerende? I think not…