Browsing Category

Skriverier

Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl, Skriverier

2: 642

01/06/2014

På bordet....

Grøn...

Blå bølger...

Klematis...

“A present from my mother”

At fortælle om mit liv med min mor, om vores relation og vores gode og dårlige år ville være et kæmpe arbejde.
Hårdt og knugende men sikkert også styrkende og givende og en dag vil jeg gøre det.

Jeg er der, hvor jeg sagtens kan gøre det, også på en ordentlig måde, men jeg synes nærmest, at der er så meget at fortælle, så mange lag og vinkler, at det vil kræve dage, uger, måneder og hundredevis af sider at komme ordentligt omkring.

Så det bliver ikke i dag, men jeg vil fortælle om en gave, en helt særlig og vidunderlig gave, som jeg har fået af min mor, mens vi har boet her i jomfruburet.
En gave, som jeg er meget meget beskyttende overfor, både sådan helt konkret men også på et følelsemæssigt plan.

Nu deler jeg, måske giver det mening, måske vil der være ting, som ikke er så nemme at forstå, når man sidder på den anden side af skærmen, men som giver god god mening her…

Sammenlagt har jeg vel boet hos min mor i 14-16 måneder fordelt over 3 perioder, sidste gang da jeg var 5, og ellers er jeg vokset op hos min mormor og morfar.
Det har ikke været enkelt, ikke for nogen af os, men når man kigger på det store billede, så er jeg vokset op med masser af kærlighed, anerkendelse og livsmod og helt sikkert også drevet frem af en iboende og nok medfødt jernvilje til at få det bedste ud af det liv, som blev givet mig.

En sådan trio af mor, datter og datterdatter er ikke for sarte sjæle, når de kvinder på hver deres måde ville stå op for egne meninger og holdninger, med forskellige strategier og udtryksformer har det ind imellem været en krigszone med sværdslag, tårer og væltede drømme og håb, som det er svært at forklare for de, som aldrig har oplevet det på tæt hold.

Jeg har elsket dem begge, min mor og min mormor, men der har ikke altid været mulighed eller plads til at vise det eller rent faktisk at mærke det, for uden at placere ansvar på bare en enkelt eller bebrejde nogen, så kan jeg roligt sige, at det i perioder har været en plage uden lige at være placeret imellem de to kvinder, der var mine mødre…

Da jeg skulle flytte fra huset på heden kom jeg ret kraftigt i kontakt med nogle af de voldsomme oplevelser og følelser af svigt, som jeg har slæbt rundt på i alt for mange år, og jeg brugte skilsmissen som et springbræt til at få ryddet op, gjort op og gjort klar til et bedre liv.
Jeg vidste, at nu var det nu, hvis jeg skulle finde ro og vælge det, som ville være godt for mig og ikke bare godt for dem, som hørte til min flok.

Så det gjorde jeg, gjorde noget, og det gav en ro inden i, som også gav mulighed for at række ud og lukke op imod dem og det, som havde været med til at forme.

Min mormor døde året før, at Laura blev født, så nu er vi bare 2 af de 3 tilbage, 2 som stille finder melodien og som er villige til at øve og øve og forstå, også selv om det faktisk kan være rigtigt svært og udfordrende, når man ikke kender og forstår og også er bange for at spille så meget forkert, at det hele braser.

Men vi er på vej og det er godt og i sig jo en gave, som jeg er glad for blev mulig…

I min stue står en mere håndgribelig gave, som med største forsigtighed er blevet fragtet fra min mor i København her til mig i Jylland.
En vidunderlig smuk grøn vase, som var en bryllupsgave til min mormor og morfar, der blev gift i 1945, da han kom tilbage til Danmark efter mere end 2 år i koncentrationslejr uden for Berlin.

En vase, der er så smuk i både form og farve, den er silkeblød at stryge hænderne over og den smukke farve er helt forrygende til både meget larmende blomster men også til de mere blege og stille af slagsen.

Jeg er vokset op med den vase, der stod på “domkirken”, et gammelt dækketøjsskab, som stod i spisestuen hos min mormor og morfar.
Spisestuen med det flotteste parketgulv, som min mormor gav Blitza hver anden sommer, spisestuen med de smukke hvide døre mod de andre rum og det gamle udskårne egeloft fra 1770’erne.

Der stod den, den grønne vase, med årstidens blomster i, tulipaner, syrener, roser, asters, georginer og ind imellem også bare smukke grene.
Jeg har altid elsket den vase og blomsterne, en af de ting, som både min mor og jeg har fået ind med “modermælken” af den samme kvinde, glæden over at pynte hverdagen med smukke buketter…

Da min mormor døde flyttede vasen hjem til min mor og jeg var svært misundelig, jeg ønskede mig den sådan, både fordi den var smuk men også fordi at den var så tydeligt et billede på min mormors stil og glæde ved at bevæge sig i smukke rum.
Men ak, min mor var også meget meget glad for lige netop den vase, og sådan blev det så, at den boede hos hende.

Engang – da mine piger stadig var små – og vi var på besøg i København, bad min mor Torben om at køre hende til Østerbro, tror jeg, hvor min mor skulle ha’ klinket vasen, der var gået i to, revnet lige midt hen over det bredeste sted.
Vasen blev afleveret, blev klinket på fineste og næsten usynlige vis og hentet hjem til min mor igen.

Næsten lige så god som ny…

Efter at jeg var flyttet herind, efter at der var kommet mere ro ind i mit liv og min mor og jeg igen havde kontakt, måske den bedste kontakt nogensinde, forærede min mor mig den grønne vase i fødselsdagsgave.
En gestus, som jeg tænker, fortæller så meget om det sted, som vi sammen står på nu, en vilje, et ønske og en målrettethed omkring det at blive en slags familie, som gør godt og glad og ikke belaster eller knuger.

Jeg elsker den vase endnu højere, end jeg gjorde før, og mærker en dyb og ægte glæde, når jeg sætter buketter i den.
Buketter af knitrende tulipaner, som får mormor frem på nethinde.
Buketter af skærmblomster fra grøftekanten, som jeg ved min mor elsker.
Buketter af svumlende georginer, som jeg nok elsker allermest.

Og jeg smiler ved tanken om, at vilje, håndværk, indsigt og kærlighed kan klinke både fine grønne vaser og gamle ituslåede relationer, hvis man vil, tør og orker.

En gave fra min mor, en gave som er blevet et symbol og nu også en lille historie…

Skriverier

1 : 642…

31/05/2014

Sverige...

Sverige...

Sverige...

Sverige....

Sverige....

“The smell of a place you love”

Mit snudeskaft er ret veludviklet, ikke i størrelse, for der er det bare en lille opstopper, men det hiver alle mulige – og også umulige – dufte til sig og gemmer dem og øjeblikkene, hvor de var til stede, oppe i hjernens mange krinkelkroge.
Jeg er “modtagelig” ift duft, især kunstige af slagsen, og jeg kan altid lugte et eller andet og er ikke sen til kommentere på det.

“Hvad er det, der lugter af her?!”
“Føj – prøv lige at snus!!”
“Uhhmmm – kan i lugte, at der er nogen, der bager længere nede af vejen?”

Pigerne himler med øjnene over alle mine snøft i vinden og griner også, når jeg er ved at gå i gulvet over en ganske lille lugt, som vist kun jeg kan fornemme.
Jeg er sart, siger de, jeg lader som om, at det ikke passer, og fryder mig bare over, at jeg er så god til at koble billeder, dufte og historier…

For et par år siden spurgte jeg en kollega, om de havde skiftet vaskepulver. Han påstod, at de ikke havde, at de brugte Neutral, altid Neutral, og jeg sagde, at det kunne ikke passe, at det tøj, som han havde på den dag var vasket i duftfrit middel, for jeg kunne lugte at det var flydende Omo.
Nu kunne man selvfølgelig forledes til at tro, at jeg kommer lige lovligt tæt på mine kolleger, men det gør jeg ikke, ordvekslingen herover foregik, mens vi sad på hvert vores kontor med en åben dør imellem.
Neutral – Omo – Neutral – Omo, debatten stoppede ikke lige med det samme, vi var begge lige skråsikre.

Jeg behøver vel næsten ikke at skrive, at hans kone faktisk for en enkelt gangs skyld havde købt en dunk Omo og brugt det til lige netop den skjorte, som han havde på den dag.

“Ich bin ein sehr berümter spurhund” –
frit efter De Nattergale i The Julekalender…

Jeg husker duftene fra min oldemors køkken, jeg husker duften af piller i min farfars skab, jeg husker min fars Blå Capstan til piben og min mormors White Linen parfume.
Jeg husker duften af min første hunds glatte pels og duften af de spritstencils med blålilla tryk, som jeg fik mine matematikopgaver på.
Duften af tømmeret, da vi byggede vores hus og duften af våd buksbom i haven hos min mors mands forældre i Måle på Sydfyn.

Jeg husker duften af silkepapiret, som min mormor foldede sine cardigans omkring og duften af Sophies varme hår, når hun kom fra børnehave.

Og jeg husker duftene fra de ferier, jeg har været på, fra hotelværelserne, husene, naturen omkring, maden, blomsterne og menneskene.
Jeg husker og jeg næsten mærker duften i mine næsebor…

Alle, der har læst her i bare kortere tid, ved, at jeg har en stor og meget blød plet for Sverige.
Jeg elsker det land, både byerne og de store arealer, som er mere øde.
Jeg elsker den høje himmel og de mange skove, skærgården, søerne, falukorv, loppis og byens puls i Stockholm.

Men især elsker jeg gåture i stille skove med dybe rolige søer.
Jeg har gået der i timevis bare i selskab med en hund og andre gange er vi gået afsted hele flokken.
Vandret og kravlet og tumlet afsted.
Bare for at gå, at være ude og selvfølgelig også får at spejde efter elge og samle blåbær og svampe.

I efteråret har skovbunden en helt særlig dyb duft af jord og let forrådnelse, en varm duft, der stiger op til næsen, når fødderne træder ned i den bløde bund.
Duften er intens og mørk, krydret og fuld af noter af fyr, sorte bær, svampe og mos.
Jeg elsker det…

Når dagene herhjemme bliver for heftige, for pressede, så søger jeg også mod skoven, ikke hundeskoven med bjæf og snakkende mennesker og en altid nærværende lugt af mange hanhundsafmærkninger, men ud i den store skov, hvor der er mere ro og bedre plads.
Og ikke mindst mere velduft.

Jeg snuser ind, dybt, og mærker at roen kommer.
Den ro, som altid bor i mig, når jeg har kørt langt langt mod øst og over broen til det andet land.
Også selv om duften her aldrig bliver helt så skøn…

Lidt af hvert, Lynhistorier, Skriverier

642 THINGS TO WRITE ABOUT….

30/05/2014

642,,,

Pen...

Fra børneværelset...

Udenfor billedet...

642...

Jeg har været katte-sitter hos naboen de sidste par dage.
Sød, blød og hyggelige lille dame-mis, der skal fodres og kæles og lukkes ind og ud.

Men der er også brug for, at man sidder lidt hos hende, mens hun går rundt og ordner det, som en kar nu har for, at man svarer hende på menneskesprog, når hun kalder med sit lille forsigtige maiv, hun vil ha’ selskab, så det får hun.

Og mens jeg så sidder der og selskaber den, så læser jeg nyheder på telefonen, bladrer i magasiner og snupper måske også et par sider i en bog.
Et kapitel i New York New York f.eks.
Eller starten af Sophie’s choice, som jeg egentlig gerne vil genlæse.

I går var det 642 things to write about, som fangede mit øje, og pludselig var der gået en halv time med at bladre i den og læse rigtigt mange af de små sætninger, som lægger op til skrivningen af en tekst om emnet…

Bogen er en samling skøre, skønne, skæve, underfundige, sjove og alvorlige skrive-idéer, små tekster, der kan få kreativiteten til at flyde og pennen til at danse, jeg var hooked efter bare et par sider og historierne gik i gang med at skrive sig selv i hovedet, den ene efter den anden og billeder fulgte med. Jeg var klar, klar til at fortælle, klar til at skrive.

Og det vil jeg gøre.
Sådan hen over de næste dage vil jeg vælge enkelte sætninger fra bogen og skrive et blog-indlæg med udgangspunkt i dagens skrive-oplæg.
Lidt lige som da jeg skrev små lynhistorier i en uges tid, det er en fin måde at komme tilbage på skrive-pinden på.

Mine tanker og dage har været så fulde af studenter-halløj og stations-tanker, at jeg har haft svært ved at finde roen til bare at sætte mig her.
Jeg har ikke nået at sidde i min sofa i mere end 14 dage, jeg er stået ud af sengen om morgenen, været på farten og i gang lige indtil sengetid, hvor jeg så er væltet om i soveværelset.

Men nu er der tid, flere fridage i rap og også ro og luft til tanker om stort og småt.
Jeg går i gang lige om lidt…