Browsing Category

Opskrifter

Mad, Opskrifter, Pigerne

TUNING TIL ØRERBARNET…

21/11/2008

Forplejning…

Amanda ligger med feber og ondt i ørerne, humør og energi er kvæstet, hun har det bedst siddende lettere tilbagelænet og i eget selskab, kun hvis man kan være stille og sidde roligt er der adgang i hendes nærhed.

Jeg har dog fået lov at luske hen med lidt forplejning ind imellem, hun mister aldrig helt appetitten, og kan altid fristes med god grød eller smoothies, men ind imellem må der også lidt brød til.

Det blev i eftermiddag til små sprøde pitabidder med tunkræs og grønt til, det forsvandt som dug for solen, og jeg sneg mig også til at snuppe lidt, sørgede bare for at knase de små brød langt væk fra de sarte ører…

Den rørte tun var en rest fra i går, hvor der kom lidt sunde snacks på bordet inden den rigtige aftensmad, det har været ugens “tiltag”, lidt lækkert før maden, rum og tid til nærvær og snak, før der skulle dækkes bord og spises.

Jeg er sikker på, at det samlede madindtag ikke stiger, man spiser bare mindre af den “rigtige” mad, og hvis man har lidt omtanke i forhold til, hvad der stilles frem, ja så er det så fint med mig, det er jo bare et mere langstrakt og varieret måltid…

Hvis nogen kunne få lyst til et lille stykke tyndt ristet brød med tundims og gnavegrøntsager til, så kan det fremstilles ret hurtigt af nærmest ingenting:

1 ds tun

3 store spsk. fromage frais

1 fintsnittet forårsløg

2 fed knust hvidløg

Dild

Urtesalt og friskkværnet peber

Evt. et par tsk Dijonaise

Og måske lidt citronsaft

De fleste kan nok finde noget, der ligner ovenstående i køleskabet, og så bare røre-røre…

Bagværk, Lækkerier, Opskrifter

NYDNING…

28/10/2008

Svenske megabolle…

Hvor er vi glad for, at vi bagte en kæmpebolle i går, så kan vi nemlig også få et lille stykke til eftermiddagens te og hygge.

Den er godt nok fyldt med syndige sager, men det blæser vi på, vi har nemlig okset en lang tur med hunden, op over bakke og ned i dale og over stok og sten, det udløser en lille skive forkælelse…

KARDEMOMMEDUFTEDE MEGABOLLE I FORM.

 

100 g. smeltet smør

3 dl. mælk

25 g. gær

1/2 tsk. salt

1 dl. rørsukker

1 spsk. kardemomme  (Hvis du bruges frisk hjemmeknust, så snup lidt mindre)

7-8 dl hvede- eller speltmel

Ovenstående ingredienser tilberedes som en almindelig, men temmelig klistret, gærdej og stilles til hævning i en lille times tid.

Imens røres topping’en.

100 g. blødt smør

1 spsk. kardemomme

1 dl. rørsukker

Når dejen er hævet tilstrækkeligt, æltes den let igennem, lægges i en bagepapirforet springform og trykkes godt ned med fingerspidserne, så der bliver små fordybninger i dejen.

Den bløde topping smøres hen over, og der drysses med 100 gram grofthakkede mandler.

Ingen efterhævning, men bare ind i ovnen med megabollen og så 35-40 minutters bagning ved 175 grader.

Hvis man er en rigtig smovsemås, som nogen her i huset er, så kan kagen få en gang blød glasur, eller måske bare et drys florsne.

Saften af en lille mandarin

1 dl. flormelis

100 g. flødeost naturel

Der er masser af måder at vedlige holde en vis fedtprocent på, og er man allergisk overfor den slags, så lader man selvfølgelig bare være, og selv om man slet ikke trænger, så må man altså gerne ved særlige lejligheder.

Livet er ikke bare sort – hvidt og enten – eller, det er også hjemmebagt engang imellem..

Lækkerier, Mad, Opskrifter

HAKUNA MATATA…

27/05/2008

Fyld…

Mango karry…

Afrikanske deller…

Aftensmaden i dag er med afrikansk inspiration, og så lige et drys af dit og et skvæt af dat, mad på min måde, en livret, i alle tilfælde for nogle af os.

Hakket okse rørt med løg, mango chutney, karry, abrikos og mandel og så bagt i ovnen med æggemasse på.

Ris og en enkel grøn salat af blade vendt i citronolie og så med lidt flagesalt på, Hakuna Matata – ingen bekymringer…

Til os 4 bruger jeg:

2 hakkede rødløg

3 fed knust hvidløg

1 barnenæve grofthakkede mandler

Lidt god olie

400 g. øko-okse

3 spsk. rasp

1 æg

2 spsk. stærk mango chutney

1 spsk. karry

Revet skal af 1/2 citron

1 barnenæve semi-dried abrikoser i små tern

Salt og peber

Løg, hvidløg og mandler sauteres i olien, gerne længe ved svag varme, og afkøles derefter let.

Oksekødet røres med resten af ingredienserne, og når løg-blandingen ikke mere er rygende varm, røres den også i.

Kødet lægges i et ildfast fad, enten i klumper som store frikadeller, eller også formet som et lidt fladt brød.

Der stikkes et lille stykke laurbærblad i hver delle, og til slut hældes en æggemasse, lavet af 4 æg og 3 dl. mælk, ud over.

Ind i ovnen, bage bage i ca. 3 kvarter ved 175 grader.

Risene sættes over, salaten vendes, avisen findes frem, fødderne lægges op, og imens de afrikanske deller bager, nydes livet.

Hakuna Matata – ingen bekymringer, heller ikke om at manden i huset ikke er vild med abrikoser, han kan smøre sig en pølsemad…