Jeg har skabet fuld af lakrids.
Jeg er vel hvad man kan kalde en lakridsoman.
Jeg spiser det til og på alt og hele tiden.
Ikke fordi, at det er det man gør nu, det har jeg altid gjort, jeg har bare fået mere at lege med, fordi der nu bliver produceret alt muligt og umuligt indeholdende lakrids.
Jeg bager cookies.
Jeg laver is, brød, kager, marengs og ind imellem også lidt varm mad, som får et strejf af det sorte pulver.
Det klæder rigtigt mange salte retter godt, især af den lidt tungere slags.
LAKRIDS –
I love it…
I dag har jeg fået et glas med salt lakridssirup og efter en ultrakort udveksling af tanker om, hvad det ville være lækkert at bruge til, gik jeg ud i køkkenet og hev lidt frem af skabene.
Her er der ikke langt fra tanke til action, meget af tiden er det fint nok og en enkelt gang imellem også det modsatte, men det er når det ikke drejer sig om køkkenregionerne.
For der går det altid godt. Altid.
Historien herhjemme er, at jeg kun en enkelt gang har lavet noget biks, og det bliver vist ALDRIG glemt.
Den salte sirup smurte jeg på begge sider af skiver af et helt almindeligt kernerugbrød.
Skriverne blev skåret i stænger og bagt i ovnen i et lille kvarter ved et par hundrede grader.
Jeg har lige spist et par sammen med nogle humpler Manchego og sippet et glas vin dertil.
En perfekt før-middags-hapser, som helt sikkert også ville klæde en sen aftentime.
Easy-peasy og meget godt.
Og det er altså ikke en manglende evne til at hive rettidigt ud af ovnen, der gør at brødene er sorte.
Det er lakridsen.
Jeg sværger…