Lækkerier, Mad, Opskrifter

LYS NØDDESPREAD MED VANILLE OG PISTACIER…

17/02/2013

Ristede nødder...

Chop chop...

Mill & Mortar...

Spread...

3 på stribe...

Siden Alt for Damerne inden jul bragte en opskrift på hvid nutella er jeg stødt på utallige udgaver af det søde lyse nøddesmør rundt omkring på blogs med hang til gode bidder.
Mange har holdt sig til opskriften, enkelte har tilrettet en smule i forhold til egne behov og her i mit køkken blev fremgangsmåden min sædvanlige:

Kig på billede, forestil dig smagen, hvad kunne højne eller twiste, rod noget ud af skabet og gå i gang.
Freestyle.

Sådan laver jeg mad, opskrifter bruger jeg ikke, jeg gør i billeder og smagsforestillinger.
Undtagen med kager, hvor det er nødvendigt med en eller anden grundopskrift at brygger videre over…

I forhold til den hvide nutella så mine øjne blødt, hvidt, let grynet med mørke korn.
Mine smagstanker var sødt med sødt på, på grænsen til det vamle, knasende bidder og ristet dyb nøddesmag.

Jeg lavede en freestyle portion i går, den blev god, nødderne fandt jeg i skabet og chokoladen blev af lidt ringe karakter, men det var hvad der var på hylden i den nærmeste butik og det gik ganske udemærket med den.
En anden gang vil jeg sørge for chokolade af høj kvali, jeg ved at det gør en forskel.

Så det jeg brugte var:

180 g hvid chokolade
160 g blandende nødder. Mandler, hassel, cashew og et par paranødder.
2 dl fløde
1 tsk Mill & Mortar vanillekorn
40 g hakkede psitaciekerner. Usaltede.

Smelt den hvide chokolade i vandbad. Den skal behandles forsigtigt, er meget sart og tåler ikke hverken for høj varme eller for meget damp.
Kom evt. chokoladen i en plastpose, der lukkes med en knude. Posen vil flyde, så den ikke rører bunden af gryden, hvor der er for varmt, og knuden på posen vil sørge for, at der ikke kommer damp til chokoladen, der let kan gryne.

Rist nødderne på en hed pande uden fedtstof, gå ikke fra panden for pludselig går det stærkt og brændte nødder er ikke godt for noget eller nogen.
Jeg lod alle nødder beholde skallen på, det fungerer udemærket, hvis massen skal være lysere, så må man lægge sig i selen og sørge for, at “overtøjet” kommer af.

Lun fløden i mikro eller kasserolle.

Blend nødderne til mel i en foodprocessor, kom den smeltede chokolade, den lune fløde og vanillekornene i.
Blend på høj hastighed indtil massen er jævn og fin.

Tilsæt til sidst størstedelen af pistaciekernerne og blend kort, så der stadig er knasestykker af den grønne nød i massen.
Kom nøddespreaden op i glas og top op med lidt hakkede pistacier.

Opbevares på køl.
Holdbarheden behøver vi ikke at bekymre os om, sidste salgsdato vil aldrig overskrides, glasset vil være tømt inden.

I dag skal nøddespreaden være en del af vores morgenbord, jeg har planer om at servere wraps med røræg og avocado, skyr med frugt og rugbrødsknas og så små sprøde skriver af musliboller til at smøre det søde hvide pålæg på.
Masser af frugt og god juice og så er vi vist kørende på denne sidste dag i en dejlig dejlig ferie.

Det er lykkedes mig at tage en hel stak dårlige billeder af processen med nødder og choko, men må være som det er for billederne blev taget i går og jeg tænker nu nok, at de er bedre end ingenting.

Nyd dagen.
Det vil vi gøre…

You Might Also Like

5 Kommentarer

  • Reply Britt 17/02/2013 at 09:00

    Det ser lækkert ud, det må prøves en dag. Det lyder som en dejlig slut-ferie-brunch, I skal have. Rigtig god fornøjelse

  • Reply unikarina 17/02/2013 at 10:26

    MUMS… Den skal jeg prøve. Det lyder simpelthen så lækkert… tak.

  • Reply Michelle 17/02/2013 at 15:20

    Sikke en skøn start på dagen, mums! Og tak for opskriften:-)

  • Reply Annette 18/02/2013 at 13:35

    Uhm, sikke en morgenmad – den gad jeg godt lægge smagsløg til! Spreaden er bookmarket – den skal testes ved senere lejlighed.
    Tak for al din dejlige inspiration, jeg nyder – også når jeg ikke får smidt en kommentar.

  • Reply Mette 18/02/2013 at 18:18

    Jeg er også stød på utallige varianter af den hvide Nutella – man aldrig den der blev bragt i Alt for Damerne… hvor mon man finder den?

    Din ser nu absolut også delikat ud, Anne 🙂

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.