Browsing Category

Familieliv

Familieliv, Hjemme, Hverdagsliv, Og mig selv - sagde hunden

HVERDAG HVER DAG…

22/10/2013

Stilleben i hvidt...

Sæsonens første...

Højt skum...

Dagene kommer som perler på en snor, den ene efter den anden, man når knap at sige godnat til den ene før man er i gang med den anden.
Hverdagene fylder. Job, familie, forpligtelser, hus, have, hvalp, indkøb, madlavning, vasketøj, rengøring, aftaler og alt det andet velkendte.

Det er trygt og godt og forudsigeligt.
At det er hverdag, at vi ved hvad vi skal og hvad der forventes af os, at vi kan klare mange af opgaverne med den ene arm på ryggen og halvt lukkede øjne, meget er automatiseret og kører af sig selv uden de store anstrengelser, det er godt for det skaber rum og tid, når noget klares på rutinen.

Så er det at der bliver små oaser af ingenting, små pauser, hvor der kan stemples ud af to-do-listerne og hvor tiden bare flyder, hvor jeg bare flyder, er i flow, hvor kroppen føles let og tankerne tager på langfart.
Det gør godt og det skaber det overskud, som jeg tænker er nødvendigt for mig at samle til at drifte min énmandshær…

Engang løb jeg bare afsted med tungen ud af halsen, sigtede efter fredag, hvor jeg igen kunne få pulsen ned og få lov til at sidde lidt i ro. Men det holder jo ikke det der løberi, jeg har brug for ro og sid-ned til hverdag, hver dag.
Bare lige en lille – og sommetider en større – stund, hvor jeg gør det, som jeg trænger til.

Dagdrømmer.
Blunder.
Aer en kat.
Kysser et barn på håret.
Skriver.
Strikker.
Lakerer en negl.
Sender en sms.
Lytter til musik.
Maler.
Spiller.

Det som jeg trænger til, hvis jeg trænger.
Og ellers er jeg blevet ret god til bare at sidde.
Sidde og glo.

Jeg har gjort det alt for lidt.
Det har taget mig lang tid at mærke, hvor godt det er for mig, og også lang tid at give mig selv lov til at lade de andre gøremål hvile så længe, lang tid faktisk at skabe den ro inden i, som er nødvendig for at de få minutter i ro skal give energi og ikke bare generere mere travlhed, når jeg rejser mig igen.

Ret god er jeg blevet, men ikke så rutineret at det bare sker af sig selv, jeg skal planlægge, sætte rammen og skabe hullet, for ellers kører kroppen og tankerne deres eget løb på de gamle rutiner og pludselig har jeg ikke siddet ned i mange timer, men har flintret rundt for at opfylde på egne og andres formulerede og også aldrig italesatte behov.
Men jeg skaber hullet, åndehullet, til hverdag, hver dag, og det gør mig så godt, det gør mig mere mild, mere rummelig, mere i balance, mere Anne…

I dag blev det lille frikvarter, åndehullet, tilbragt ved spisebordet med udsigt til sæsonens første hyacinter og bløde lys, med en lille varm hund over fødderne, med hænderne begravet i ensformigt men zen-agtigt foldearbejde og med et brunøjet stille barn overfor mig.

Jeg er en heldig kvinde.
Heldig at det kæmpe knubs som livet gav mig for et par år siden sendte mig i en bedre og roligere retning, heldig at jeg var opmærksom på, at jeg gerne ville noget andet, at jeg ville roen og at jeg ville omsorgen og tiden for mig selv.
Og heldig at de, der er omkring mig både i hverdagen og hverdagen, så hvor godt det gjorde mig og derfor gjorde hvad der måtte gøres, for at jeg kunne holde fast i det nye.

De var og er måske i virkeligheden bedre til at holde mig på sporet, end jeg selv er.
Måske havde jeg brug for deres accept og forståelse for selv at kunne overgive mig til roen og det langsommere tempo.
Kys til dem.

“Who says I can’t be free
From all of the things that I used to be?
Rewrite my history
Who says I can’t be free?”

Synger John Mayer.
Jeg gider godt at synge med.

Og jeg bliver bedre og bedre til det…

Familieliv, For hjerte og sjæl, Husdyr

SÅ ER HAN HER…

06/09/2013

Huxi 9 uger...

Lille, blød, nysgerrig, tryg, tillidsfuld og fuld af fidus.
Huxi er hentet og vi mærker helt inden i, at dette her var den rigtige beslutning og den rigtige hund.

Der er leget, krammet, kigget på katte, der tager det forholdsvis køligt, spist, bjæffet, løbet, sovet, hugget garn og lige nu ligger han her på mine fødder under skrivebordet, lige der hvor Nugga altid lå, når jeg satte mig her.
Sådan skal det være…

Natten var roligere, end jeg havde turde håbe på, først et par timer med møflen rundt og små lyde fra kurven, jeg aede uden at snakke og må så være bloppet i søvn, for senere vågnede jeg i alle tilfælde med en varm hvalp på lårene.
Tilbage i kurven uden snak og lys og så sov alle til 06.30.
Bedre start kunne jeg ikke ha’ forestillet mig.

Vi har snakket Huxi-regler, det er nødvendigt, for sådan som vi har det lige nu, tunge af tabet og sorgen over Nugga, ja der har alle lyst til Huxi i sofa, Huxi i seng, Huxi på skødet, Huxi hoppende op, Huxi uden regler men alle ved heldigvis også, at det er et skråplan.
Så ingen blød lille hvalp i sengen eller sofaen, faste tydelige men kærlige rammer og så en godbid, når man gør det, som ens mennesker gerne vil se mere af og ignorering, når man laver løjer.

Jeg smiler stille, for det er så let for mig at følge denne tankegang, jeg kan høre mig selv fortælle præcis det samme til de forældre, som jeg arbejder med i mit job-liv.
Det virker for små på både 2 og 4 ben…

Mette Bech skrev en fin kommentar på Facebook i dag.
Jeg vil gi’ hende så meget ret:

“Whoever said you can’t buy happiness forgot about little puppies”

Der vil selvfølgelig komme masser af Huxi her på kanalen, men der vil være meget mere på Instagram og bloggens Facebookside, hvor det er hurtigere lige at lægge et mobil-foto op.
Vores hjerter flyder nærmest over af Nnnåååhhh, ÅÅåhhh og Ssseeee nuuu, det samme vil vores billedstrøm nok gøre de første mange dage.

Bær over med os –
det aftager.
Måske…

Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl, Pigerne

17 SKØNNE ÅR…

03/05/2013

Amanda Samsø 2010...

Amanda 2010...

Vores lillesøster bliver 17 år i dag.
Den smukke blide og stille lille rosin, som jo bare lige var 5 år og en lille splint for et øjeblik siden.

Hun er lillesøster med stort L, knuselsket og snotforkælet, stædig og så vildt stærk at det næsten ikke er til at tro.
Allerbedst trives hun hjemme med en kat i favnen og mindste én søster indenfor rækkevidde og helst også med udsigt til selskab af sin mor.

Amanda klarer mere, end næsten er rimeligt, jeg er fuld af beundring, hun er så rolig og fokuseret, kun en enkelt gang imellem ser vi hende eksplodere men så er det til gengæld også med at komme af vejen hurtigere end hurtigt.

Inden længe er hun færdig på efterskolen, jeg fornemmer, at det er okay at vide, at man snart får lidt mere ro, mere tid alene og knap så mange indtryk, men ingen tvivl om, at hun trives og har ladet så mange flere se mere af det, som hun indeholder…

Der har været så mange bump på hendes vej i de sidste par år, jeg ønsker sådan for hende, at den smukke maj sol, der skinner i dag, vil blive et billede på, hvordan hendes kommende år bliver, det trænger hun til og fortjener det så meget. Ro, medvind, forståelse og accept.
Jeg skal gøre mit for at det kan lykkes.

I eftermiddag kommer hun hjem til kys, gaver og fejring. Til gode kopper te og hygge med søstre og pelsraketter.
Bare vores lille klan skal være sammen i dag og så lukker vi en flok dejlige gæster ind i morgen til det store kagebord med masser af hjemmebag.

Lige nu ligger hun i sin seng i Skåde Bakker, jeg ved det, for jeg har talt med hende tidligt i morges, og der sagde hun, at hun ville stå op 10 over 7 og når Amanda siger 10 over, så er det ikke 9 eller 11 men helt præcis 10.
Præcision, omhu, målrettethed og et uudtømmeligt lager af sødme og pusseløjerlighed.

Tillykke til dig, mit smukke lille barn, må dagen i dag blive så fuld af lykke og hjertevarme som du fortjener…