Browsing Category

Familie

Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl, Skriverier

2: 642

01/06/2014

På bordet....

Grøn...

Blå bølger...

Klematis...

“A present from my mother”

At fortælle om mit liv med min mor, om vores relation og vores gode og dårlige år ville være et kæmpe arbejde.
Hårdt og knugende men sikkert også styrkende og givende og en dag vil jeg gøre det.

Jeg er der, hvor jeg sagtens kan gøre det, også på en ordentlig måde, men jeg synes nærmest, at der er så meget at fortælle, så mange lag og vinkler, at det vil kræve dage, uger, måneder og hundredevis af sider at komme ordentligt omkring.

Så det bliver ikke i dag, men jeg vil fortælle om en gave, en helt særlig og vidunderlig gave, som jeg har fået af min mor, mens vi har boet her i jomfruburet.
En gave, som jeg er meget meget beskyttende overfor, både sådan helt konkret men også på et følelsemæssigt plan.

Nu deler jeg, måske giver det mening, måske vil der være ting, som ikke er så nemme at forstå, når man sidder på den anden side af skærmen, men som giver god god mening her…

Sammenlagt har jeg vel boet hos min mor i 14-16 måneder fordelt over 3 perioder, sidste gang da jeg var 5, og ellers er jeg vokset op hos min mormor og morfar.
Det har ikke været enkelt, ikke for nogen af os, men når man kigger på det store billede, så er jeg vokset op med masser af kærlighed, anerkendelse og livsmod og helt sikkert også drevet frem af en iboende og nok medfødt jernvilje til at få det bedste ud af det liv, som blev givet mig.

En sådan trio af mor, datter og datterdatter er ikke for sarte sjæle, når de kvinder på hver deres måde ville stå op for egne meninger og holdninger, med forskellige strategier og udtryksformer har det ind imellem været en krigszone med sværdslag, tårer og væltede drømme og håb, som det er svært at forklare for de, som aldrig har oplevet det på tæt hold.

Jeg har elsket dem begge, min mor og min mormor, men der har ikke altid været mulighed eller plads til at vise det eller rent faktisk at mærke det, for uden at placere ansvar på bare en enkelt eller bebrejde nogen, så kan jeg roligt sige, at det i perioder har været en plage uden lige at være placeret imellem de to kvinder, der var mine mødre…

Da jeg skulle flytte fra huset på heden kom jeg ret kraftigt i kontakt med nogle af de voldsomme oplevelser og følelser af svigt, som jeg har slæbt rundt på i alt for mange år, og jeg brugte skilsmissen som et springbræt til at få ryddet op, gjort op og gjort klar til et bedre liv.
Jeg vidste, at nu var det nu, hvis jeg skulle finde ro og vælge det, som ville være godt for mig og ikke bare godt for dem, som hørte til min flok.

Så det gjorde jeg, gjorde noget, og det gav en ro inden i, som også gav mulighed for at række ud og lukke op imod dem og det, som havde været med til at forme.

Min mormor døde året før, at Laura blev født, så nu er vi bare 2 af de 3 tilbage, 2 som stille finder melodien og som er villige til at øve og øve og forstå, også selv om det faktisk kan være rigtigt svært og udfordrende, når man ikke kender og forstår og også er bange for at spille så meget forkert, at det hele braser.

Men vi er på vej og det er godt og i sig jo en gave, som jeg er glad for blev mulig…

I min stue står en mere håndgribelig gave, som med største forsigtighed er blevet fragtet fra min mor i København her til mig i Jylland.
En vidunderlig smuk grøn vase, som var en bryllupsgave til min mormor og morfar, der blev gift i 1945, da han kom tilbage til Danmark efter mere end 2 år i koncentrationslejr uden for Berlin.

En vase, der er så smuk i både form og farve, den er silkeblød at stryge hænderne over og den smukke farve er helt forrygende til både meget larmende blomster men også til de mere blege og stille af slagsen.

Jeg er vokset op med den vase, der stod på “domkirken”, et gammelt dækketøjsskab, som stod i spisestuen hos min mormor og morfar.
Spisestuen med det flotteste parketgulv, som min mormor gav Blitza hver anden sommer, spisestuen med de smukke hvide døre mod de andre rum og det gamle udskårne egeloft fra 1770’erne.

Der stod den, den grønne vase, med årstidens blomster i, tulipaner, syrener, roser, asters, georginer og ind imellem også bare smukke grene.
Jeg har altid elsket den vase og blomsterne, en af de ting, som både min mor og jeg har fået ind med “modermælken” af den samme kvinde, glæden over at pynte hverdagen med smukke buketter…

Da min mormor døde flyttede vasen hjem til min mor og jeg var svært misundelig, jeg ønskede mig den sådan, både fordi den var smuk men også fordi at den var så tydeligt et billede på min mormors stil og glæde ved at bevæge sig i smukke rum.
Men ak, min mor var også meget meget glad for lige netop den vase, og sådan blev det så, at den boede hos hende.

Engang – da mine piger stadig var små – og vi var på besøg i København, bad min mor Torben om at køre hende til Østerbro, tror jeg, hvor min mor skulle ha’ klinket vasen, der var gået i to, revnet lige midt hen over det bredeste sted.
Vasen blev afleveret, blev klinket på fineste og næsten usynlige vis og hentet hjem til min mor igen.

Næsten lige så god som ny…

Efter at jeg var flyttet herind, efter at der var kommet mere ro ind i mit liv og min mor og jeg igen havde kontakt, måske den bedste kontakt nogensinde, forærede min mor mig den grønne vase i fødselsdagsgave.
En gestus, som jeg tænker, fortæller så meget om det sted, som vi sammen står på nu, en vilje, et ønske og en målrettethed omkring det at blive en slags familie, som gør godt og glad og ikke belaster eller knuger.

Jeg elsker den vase endnu højere, end jeg gjorde før, og mærker en dyb og ægte glæde, når jeg sætter buketter i den.
Buketter af knitrende tulipaner, som får mormor frem på nethinde.
Buketter af skærmblomster fra grøftekanten, som jeg ved min mor elsker.
Buketter af svumlende georginer, som jeg nok elsker allermest.

Og jeg smiler ved tanken om, at vilje, håndværk, indsigt og kærlighed kan klinke både fine grønne vaser og gamle ituslåede relationer, hvis man vil, tør og orker.

En gave fra min mor, en gave som er blevet et symbol og nu også en lille historie…

Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl, Pigerne

VORES STUDENT….

17/05/2014

Laura 16.5.2014

Laura...

Laura...

IB student...

I går kl 12.30 satte min mor studenterhuen på toppen af Lauras krøllede hoved.
2 års slid og slæb og KÆMPE indsats på IB i Ikast er forbi og foran hende ligger nu studentergilder, pjank og pjat og frihed, noget der ikke har været ret meget plads til i de sidste år.

Hun er lykkelig og svævende og det samme er alle vi omkring hende.
Og så lægger vi låg på alle tankerne om, hvordan det mon er gået med alle eksaminerne, for det ved vi alligevel intet om først allersidst i juli.

Stort hurra og 1000 vis af kys, knus og kærlighed fra en stolt og lykkelig mor til den strålende mellemste…

Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl, Pigerne

AMANDA 18 ÅR…

05/05/2014

Avekat...

Cheesecake...

Pakker...

Morfars flag...

Æbleblomster...

Vanillehjerter...

Marieboller...

Så er det officielt slut med umyndige børn herhjemme.
Ingen under 18 mere, ingen, der ikke må køre bil eller stemme til valg.

Store børn, myndige børn, men vel ikke rigtigt voksne bortset fra den ældste.

Amanda fyldte 18 i lørdags og hele dagen var sat af til fejring, hurra og hygge.
Og hold da nu op, som det blev en dejlig dag, livlig og samtidig rolig på den måde, som Amanda holder af, kagebord, gæster, pulled pork og kolde øl, snak, grin, hygge og bare masser af varme til og imellem de, som var her og gav den gas med fejringen…

Jeg synes, at der er gang i mange store ting og følelser her hos os for tiden, Sophies “hjemflytning”, Lauras studentereksaminer og nu Amandas fødselsdag, alt sammen ting, som bringe en masse minder frem om dengang og engang.
Billeder på nethinden, små “lydklip” i hjernen med små bestemte barnestemmer, der siger “Nej – vil selv”, pigebørn med gyldne sommerlokker og små opstoppernæser og blå knæ. De første smil, de første ord, vågne nætter og stille eftermiddagen i sofaen sammen med solvarme trætte børn med sut og klud.

Små trygge viljefaste glade piger, som nu er stærke stolte modige unge kvinder, jeg kan slippe og lade dem flyve og så bare være her, være tilgængelig og være til stede, når det er det, der er brug for.
Og det bliver der jo ved med at være, brug for mor, for forældre, for ind imellem bliver verden stor og uoverskuelig, også selv om man nærmest kan det hele selv…

Jeg tænkte rigtigt længe over, hvad jeg skulle gi’ Amanda i lørdags.
En gave, når man runder de 18, skal være én, som kan holde, noget, som kan følge med videre ud i livet, noget, der markerer overgangen mellem barn og voksen, sådan tænker jeg omkring det. Ikke tøj eller sko, ikke en vasketøjskurv eller et flytte-hjemmefra-sæt i Ikea kvalitet, ikke en elektronisk dimmer, der er forældret i løbet af et lille øjeblik.
Det skal være kram, det skal kunne bruges, det skal kunne huske på.

Jeg har været i 7 sind i de sidste mange uger og så pludselig i fredags på vej hjem fra job kom det til mig.
Aben! Kaj Bojesens fine lille bløde abe!!
Selvfølgelig!

Sådan en til hende den lille sveske, som altid hang om min hals med sine lange arme fast krammende og hælene borende sig ind i mine rygstykker, mit lille chimpanse med de store brune øjne, hende som bare helst hang hos mor og ikke var ret glad for andre, hende der stadig hang der, da hun var 4-5 år.
Og også hende, der hvis alt går vel, starter på sit drømmestudie som dyrlæge i eftersommeren 2015.

Hun skulle selvfølgelig ha’ en abe, hende Amanda…

Så det fik hun og også stakke af andre herligheder, bløde pakker, hårde pakker, noget med ledning, noget med ord, kolde kontanter og varme knus.
Og så fik hun kager.
Mange kager!

Hun havde bedt om:
Fødselsdagboller af den fuldfede slags med masser af kardemomme.
Marieboller med creme og bær.
Cheesecake.
Vanillehjerter.
Brownie med saltet karamel-is.

Og hvad man ønsker, det skal man få, når man har fødselsdag, sådan er det.

SÅ der blev bagt. Og bagt. Og bagt igen.
Og for første gang kom de svenske hjerteforme i brug, forme som en sød og varm læser har slæbt hjem fra Sveriges land, for at vi herhjemme kan nyde vanillehjerter, som vi gjorde det i sommer hos Flickorna Lundgren.

Vi er nærmest mætte endnu.
Og som om at eget kageorgie i lørdags ikke var tilstrækkeligt, så havde Oline i Gug også bagt til Amanda i går, da vi kom derop, en kæmpe høj og flot lagkage med både hindbær og citroncreme, ikke et øje var tørt og den smagte bare himmelsk.

Jo jo – hun er skam fejret og forkælet, hende vores rosin, vores B2, Blyp, lillesøs og Kommanda.
Fejret, forkælet, elsket og uundværlig.
Bare lige helt og aldeles sådan som hun skal være…

Kun i et splitsekund i aftes, da hun sagde “Hov forresten mor, jeg skulle jo ha’ de der 50 muffins med i morgen?!” var jeg ved at få nok af fejringen, men vi klarede den sammen. 50 Red Velvet med glasurdut og bær.
Og SÅ var det slut med den fødselsdag.

18 unge smukke glade år er hun, hende vores lillesøster.
Jeg forstår det ikke.
Men jeg forstår og mærker, at jeg rent faktisk ikke ville ha’ undværet et eneste minut af de år, glemte kager eller ej…