Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl, Skriverier

2: 642

01/06/2014

På bordet....

Grøn...

Blå bølger...

Klematis...

“A present from my mother”

At fortælle om mit liv med min mor, om vores relation og vores gode og dårlige år ville være et kæmpe arbejde.
Hårdt og knugende men sikkert også styrkende og givende og en dag vil jeg gøre det.

Jeg er der, hvor jeg sagtens kan gøre det, også på en ordentlig måde, men jeg synes nærmest, at der er så meget at fortælle, så mange lag og vinkler, at det vil kræve dage, uger, måneder og hundredevis af sider at komme ordentligt omkring.

Så det bliver ikke i dag, men jeg vil fortælle om en gave, en helt særlig og vidunderlig gave, som jeg har fået af min mor, mens vi har boet her i jomfruburet.
En gave, som jeg er meget meget beskyttende overfor, både sådan helt konkret men også på et følelsemæssigt plan.

Nu deler jeg, måske giver det mening, måske vil der være ting, som ikke er så nemme at forstå, når man sidder på den anden side af skærmen, men som giver god god mening her…

Sammenlagt har jeg vel boet hos min mor i 14-16 måneder fordelt over 3 perioder, sidste gang da jeg var 5, og ellers er jeg vokset op hos min mormor og morfar.
Det har ikke været enkelt, ikke for nogen af os, men når man kigger på det store billede, så er jeg vokset op med masser af kærlighed, anerkendelse og livsmod og helt sikkert også drevet frem af en iboende og nok medfødt jernvilje til at få det bedste ud af det liv, som blev givet mig.

En sådan trio af mor, datter og datterdatter er ikke for sarte sjæle, når de kvinder på hver deres måde ville stå op for egne meninger og holdninger, med forskellige strategier og udtryksformer har det ind imellem været en krigszone med sværdslag, tårer og væltede drømme og håb, som det er svært at forklare for de, som aldrig har oplevet det på tæt hold.

Jeg har elsket dem begge, min mor og min mormor, men der har ikke altid været mulighed eller plads til at vise det eller rent faktisk at mærke det, for uden at placere ansvar på bare en enkelt eller bebrejde nogen, så kan jeg roligt sige, at det i perioder har været en plage uden lige at være placeret imellem de to kvinder, der var mine mødre…

Da jeg skulle flytte fra huset på heden kom jeg ret kraftigt i kontakt med nogle af de voldsomme oplevelser og følelser af svigt, som jeg har slæbt rundt på i alt for mange år, og jeg brugte skilsmissen som et springbræt til at få ryddet op, gjort op og gjort klar til et bedre liv.
Jeg vidste, at nu var det nu, hvis jeg skulle finde ro og vælge det, som ville være godt for mig og ikke bare godt for dem, som hørte til min flok.

Så det gjorde jeg, gjorde noget, og det gav en ro inden i, som også gav mulighed for at række ud og lukke op imod dem og det, som havde været med til at forme.

Min mormor døde året før, at Laura blev født, så nu er vi bare 2 af de 3 tilbage, 2 som stille finder melodien og som er villige til at øve og øve og forstå, også selv om det faktisk kan være rigtigt svært og udfordrende, når man ikke kender og forstår og også er bange for at spille så meget forkert, at det hele braser.

Men vi er på vej og det er godt og i sig jo en gave, som jeg er glad for blev mulig…

I min stue står en mere håndgribelig gave, som med største forsigtighed er blevet fragtet fra min mor i København her til mig i Jylland.
En vidunderlig smuk grøn vase, som var en bryllupsgave til min mormor og morfar, der blev gift i 1945, da han kom tilbage til Danmark efter mere end 2 år i koncentrationslejr uden for Berlin.

En vase, der er så smuk i både form og farve, den er silkeblød at stryge hænderne over og den smukke farve er helt forrygende til både meget larmende blomster men også til de mere blege og stille af slagsen.

Jeg er vokset op med den vase, der stod på “domkirken”, et gammelt dækketøjsskab, som stod i spisestuen hos min mormor og morfar.
Spisestuen med det flotteste parketgulv, som min mormor gav Blitza hver anden sommer, spisestuen med de smukke hvide døre mod de andre rum og det gamle udskårne egeloft fra 1770’erne.

Der stod den, den grønne vase, med årstidens blomster i, tulipaner, syrener, roser, asters, georginer og ind imellem også bare smukke grene.
Jeg har altid elsket den vase og blomsterne, en af de ting, som både min mor og jeg har fået ind med “modermælken” af den samme kvinde, glæden over at pynte hverdagen med smukke buketter…

Da min mormor døde flyttede vasen hjem til min mor og jeg var svært misundelig, jeg ønskede mig den sådan, både fordi den var smuk men også fordi at den var så tydeligt et billede på min mormors stil og glæde ved at bevæge sig i smukke rum.
Men ak, min mor var også meget meget glad for lige netop den vase, og sådan blev det så, at den boede hos hende.

Engang – da mine piger stadig var små – og vi var på besøg i København, bad min mor Torben om at køre hende til Østerbro, tror jeg, hvor min mor skulle ha’ klinket vasen, der var gået i to, revnet lige midt hen over det bredeste sted.
Vasen blev afleveret, blev klinket på fineste og næsten usynlige vis og hentet hjem til min mor igen.

Næsten lige så god som ny…

Efter at jeg var flyttet herind, efter at der var kommet mere ro ind i mit liv og min mor og jeg igen havde kontakt, måske den bedste kontakt nogensinde, forærede min mor mig den grønne vase i fødselsdagsgave.
En gestus, som jeg tænker, fortæller så meget om det sted, som vi sammen står på nu, en vilje, et ønske og en målrettethed omkring det at blive en slags familie, som gør godt og glad og ikke belaster eller knuger.

Jeg elsker den vase endnu højere, end jeg gjorde før, og mærker en dyb og ægte glæde, når jeg sætter buketter i den.
Buketter af knitrende tulipaner, som får mormor frem på nethinde.
Buketter af skærmblomster fra grøftekanten, som jeg ved min mor elsker.
Buketter af svumlende georginer, som jeg nok elsker allermest.

Og jeg smiler ved tanken om, at vilje, håndværk, indsigt og kærlighed kan klinke både fine grønne vaser og gamle ituslåede relationer, hvis man vil, tør og orker.

En gave fra min mor, en gave som er blevet et symbol og nu også en lille historie…

You Might Also Like

26 Kommentarer

  • Reply Dorthe H 01/06/2014 at 13:49

    Så smukt <3

  • Reply Helle Læsø 01/06/2014 at 14:20

    Nøjagtig samme historie, har manden i mit liv ?? I disse år, rådes der bod ???? Tror det er godt for dem begge ????

  • Reply Sonnie 01/06/2014 at 14:41

    Tak for en gribende historie, både den nu og i link. Den i link kan jeg faktisk stadig fra jeg læste den første gang.

    Intet har betydning i sig selv, alt har udelukkende den betydning vi selv giver det.

    Det har jeg læst en masse om her i weekenden, og du Anne giver altid tingene en god betydning, selvom det er svært. Respekt herfra.

  • Reply Sonnie 01/06/2014 at 14:42

    der skal stå huske imellem “stadig” og “fra” – sorry 🙂

  • Reply Lene Balch 01/06/2014 at 16:03

    Åh hvor fint, du er god til at skrive og jeg kneb en lille tåre. Min egen mor ligger lige nu og kæmper for livet og jeg øver mig i at huske alle de gode timer og de dejlige minder jeg har med min mor. Kram Lene

  • Reply Bettina (begaan) 01/06/2014 at 16:29

    Kære Anne, du skriver simpelthen så fint… Hver gang jeg ser billeder/læser med hos dig ser jeg at det er muligt at være en rigtig god forælder selv om historien ikke er perfekt og er blevet klinket et par gange… Du er en stor inspiration også på det mentale plan! Rigtig god søndag 🙂

  • Reply Camilla Vad 01/06/2014 at 17:25

    Meget smukt, rørende og tankevækkende. Tak fordi du er så god til at dele ud af dit liv.

    De varmeste tanker til dig

  • Reply Marlene 01/06/2014 at 17:47

    En tåre på spring… Du skriver så smukt og rammende. Tak.

  • Reply Ellen 01/06/2014 at 19:12

    Tak for dit skriv Anne, og tak for at vise den skønne vase frem, meget symbolsk klinkning, og jeg krydser virkelig fingre for at uldtotterne på 4 ben ikke vælter den, men det er jeg sikker på at du styr på 😉 fortsat god søndag sommer aften!

  • Reply Fríða 01/06/2014 at 20:18

    åh, den er smuk, og historien bag ligeså. din historie er godt nok mere kompliceret end de flestes, men jeg tror nu alligevel vi alle har et eller andet eller flere “issues” ang relationen til vores mor. eneste håb er at man selv bestræber sig på ikke at komme i samme situation mht vores egne dötre.
    kh.fra Island
    Frida

  • Reply GitteG 02/06/2014 at 05:42

    Du fortæller i sandhed så smukt.

  • Reply Rikkeprikke 02/06/2014 at 08:52

    Vil bare lige sige, at jeg har læst din rørende fortælling <3

  • Reply Stine 02/06/2014 at 08:58

    Så smukt og rørende Anne. Som Frida skriver har vi nok alle nogle ømme punkter i mor-datter relationen – men jeg kan slet ikke undvære min mor som bare altid er der. Som du er der for dine piger. Så løser det sig hen af vejen ??

  • Reply Stine 02/06/2014 at 09:52

    Ved ikke lige hvad der sker for de spørgsmålstegn – det skulle være en smiley…

  • Reply Annelie 02/06/2014 at 11:35

    Sitter med tårar i ögonen när jag läst klart. Tack för att du delar detta, ditt innersta!

    Varma hälsningar och många kramar!

    /Annelie

  • Reply Helle D 02/06/2014 at 12:38

    Super fint skrevet! Dejlig fortælling om en smuk vase…forstår godt, at den betyder en masse for dig. Hvorfor mon din morfar endte i koncentrationslejr under krigen? (jeg interesserer mig meget for fortællingerne fra krigen)

  • Reply Jette 02/06/2014 at 16:46

    Dejlig fortælling og smuk, smuk vase!

  • Reply Tina melton 02/06/2014 at 17:33

    Hvor er det en smuk rejse den vase har været med på! Jeg er selv mor for en anden mors barn. Jeg nyder at have fået den gave men jeg ønsker også at de to engang får et lige så fint forhold som du og din mor 😉 endnu engang tak af hjertet for at du er beviset for at der er håb forude.

  • Reply Lone Holst 02/06/2014 at 17:35

    Åh, hvor godt at høre.

  • Reply tanterne 02/06/2014 at 23:42

    Nu sidder jeg med tårer i øjnene over en gribende og smuk historie.

  • Reply Bolette Hildebrand 03/06/2014 at 08:35

    Smukt. Jeg bliver helt rørt. Forholdet mellem mødre og døtre er så skrøbeligt – tak fordi du deler så ærligt og smukt. Jeg kan sagtens sætte mig ind i den værdi den fantastiske vase har for dig, jeg har samme forhold til visse ting, sådan må det nu være, når man ikke kan beholde dem, der skulle passe på en, omkring sig altid.

  • Reply KirstenLN 03/06/2014 at 12:27

    Smuk vase og smuk historie, den gemmer på, inkl. klinkning af både vase og mor/datter-forhold. Tak fordi du deler!

    K.h. KirstenLN

  • Reply Joan 03/06/2014 at 20:23

    Wow, smuk beskrivelse, af livet og en vases historie, som er blevet din…

  • Reply charlotte thaarup 03/06/2014 at 23:09

    Tak for en meget smuk fortælling!

  • Reply Anette 04/06/2014 at 12:40

    Hold nu op – det er smukt at du kan skrive så hjertevarmt og nænsomt om nogle svære relationer mellem stærke kvinder. Det kræver jo i den grad at kunne holde hovedet koldt og hjertet varmt.

  • Reply Pernille 04/06/2014 at 21:49

    En fantastisk smuk historie 🙂

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.