Når det udvalgte fredagsslik består af Spaghetti Carbonara, så må der sundheds-slik til om lørdagen.
Man kunne selvfølgelig også helt springe den slags sødhed over, men sådan nogle regler er der heldigvis ikke her i huset, hvor det er okay at spise det man vil, når man vil og næsten også hvor man vil.
Hvis det altså bare er lavet fra bunden og af gode råvarer.
Sådan en regel har vi og den gider vi at holde…
Der kan findes rigtigt mange gode opskrifter rundt omkring på nettet, hvis man har lyst til at spise rent og alligevel sødt. Der er udgivet fine kogebøger om det og i de fleste helsekostbutikker kan man også købe lækkert slik lavet af tørret frugt og andet godt.
At kalde det sundt er nok lige på kanten, i alle tilfælde hvis man høvler kæmpe mængder ned, men hellere søde sager lavet på rene økologiske varer end en pose dutter fyldt med farvestoffer, e-numre og underlige ingredienser, som jeg ikke kender…
I går hev jeg lidt forskelligt fra skabene frem på køkkenbordet og forsøgte at fremstille nogle små konfekt-agtige bidder, som kunne minde om nogle, der blev serveret på en sommerhustur med dejlige veninder for nogle uger siden.
Nogen var et smut i Aalborg, mens vi andre travede stranden ved Blokhus tynd, og med sig hjem havde de en æske med raw lakridsbidder. At der var dadler og lakrids i, det er helt sikkert, og nok også kokos.
Resten huskede de ikke og der var heller ikke den store tid til at fin-smage, for i løbet af få øjeblikke var de fortæret og jeg sad tilbage med en opgave, der lød “En opskrift på nogen mage til”…
Helt mage til er den ikke, denne her er min og der er bl.a. chia frø i og også lidt citron og det var der ikke de dem, der forsvandt som dug for solen.
Men jeg tør næsten godt at sige, at disse her er mindst lige så godt.
Og de er hurtigt lavet.
Og de kan holde sig i køleskabet en uges tid.
Og ingredienserne kan bruges til mange andre gode ting i køkkenet.
Og det meste købes i et større supermarked.
Billigt? Nej! Godt? JA!!
Og en enkelt eller to om dagen kunne faktisk godt være sundt, for både mandler, chia, kokosolie og hamp er godt for kroppen…
Der bliver ca 24 stk af denne portion:
30 dadler af den gode semi-tørrede slags
1 dl kokosmel
Revet skal af ½ citron
2 spsk chia frø
1 spsk hampmel
6 spsk kokosolie
1-2 spsk raw lakridspulver Jeg tog 2 men forestiller mig at 1 kan være rigeligt for andre.
Alle ingredienserne køres til en lind masse i en foodprocessor og presses ned i en lille form foret med bagepapir eller film.
Overfladen kan evt drysses med lidt ristede kokosflager eller lidt kokosmel.
Konfekten køles godt af og skæres derefter i små mundrette bidder.
Og nydes kolde med et saligt smil om munden…
Der har været nogle efterlysninger på den tusse-gamle opskrift på feta creme.
2009 – det er længe siden, men den smager stadigvæk lige så godt. Mindst!
Jeg smider opskriften herunder, for alle tidligere links til Urtekram er desværre blindgyder efter Urtekram har ryddet op og fået nyt design.
Men opskriften ligger altså stadig ovre hos dem et eller andet sted. Måske.
Haps haps fetacreme til jer, der har spurgt og også til os, der måske lige havde glemt det lidt.
Teksten er sakset fra det oprindelige opslag hos Urtekram og ser derfor en anelse anderledes ud, end der ellers gør her. Heldigvis er smagen helt den samme og stadig bare god god god…
I torsdags var jeg sammen med en lille flok inviteret til en aften i køkkenet sammen med Anne Hjernø i Økologisk Landsforenings hus i Aarhus.
De havde inviteret i anledning af den økologiske uge og fordi de har fået Anne H. til at lave en lille bog med kartoffelopskrifter, økologiske forståes.
De havde også inviteret Kirsten Skjøde Donslund, som oppe i nærheden af Bjerringbro dyrker 17 – eller var det i virkeligheden 19 – forskellige kartoffelsorter og også dejlige sortbrogede grise med krølle på halen.
Jeg havde glædet mig rigtigt meget til at skulle i køkkenet sammen med en blandet flok af unge og mindre unge kvinder, som har det til fælles, at de har en særlig interesse i mad. Ikke bare det at spise den, men også at tilberede den, nørde med den, undersøge den og oftest også vælge den, som giver mening i det lidt større billede, altså økologisk dyrkede råvarer med det størst mulige indhold af gode sunde vitaminer og mineraler.
Det er ikke så ofte, at jeg laver mad sammen med nogen, som elsker det lige så meget, som jeg selv gør, det fik en ende, da jeg skiftede kokkefaget ud med det pædagogiske, og det er bare noget helt særligt at stå ved siden af nogen, der sukker henført på samme måde som én selv, som får et særligt saligt blik, når øjnene hviler på en ekstra god råvarer og som kan tale solen sort om mad, tilberedningsmetoder, særlige gode steder at handle, ælteteknikker, forskellige sukkerarter, umami og glæden ved gult smør.
Jeg elsker det!
Og kunne dér i køkkenet på Silkeborgvej pludselig mærke, hvor meget energi det giver at være lige der ved komfuret og bare lytte og iagttage…
Vi blev så forkælede gjorde vi.
Der var linet op med frugt, nødder, vin og Antons saft og de store imødekommende økologiske smil og perlelatter var også fundet frem og man var ikke et sekund i tvivl om, at man var ventet, velkommen og i godt selskab.
Anne fortalte lidt om kartoffelbogsprojektet og om sit samarbejde med Økologisk Landsforening. Hun talte om sundheden i at spise det, som vokser omkring en, allermest fordi det er det, som passer til vores DNA og baggrunden for disse teser. Hun brænder så tydeligt for de gode råvarer og for at undersøge, hvad der giver god mening omkring dyrkning, transport og optimal udnyttelse.
Kirsten fortalte så varmt og ivrigt om alle sine økologiske kartofler, at det var næsten rørende, det er længe siden, at jeg har mødt så dedikeret et menneske med så stor en viden om en særlig lille knold. Kirsten er en slider, en ildsjæl og en kvinde med noget rigtigt fornuftigt på hjertet og jeg blev meget meget inspireret af at høre hende tale om det at leve sin drøm og knokle igennem for at udbrede sin kærlighed til den ille fine knold.
Planen var madlavning i små grupper og med rig mulighed for at loppe den af på den gode måde med snak og grin og nysgerrighed, for opgaverne var få og hænderne mange og jeg brugte nok allermest tid på at sludre og iagttage.
Jeg var på kartoffelsuppeholdet og da urte-boullionen var tæt på ikke eksisterende, ja så måtte der freestyles med garam marsala, rørsukkersirup, hvidvin og andet godt fra depotet, en fælles insats fra Anne S og Anne H så endte suppen hot og herlig men nok ikke sådan lige at gengive…
Et andet hold lavede kartoffelsamosas og de sidste bagte citronkage med marcipan og kartoffel.
Og heldigvis kom ordsproget “For mange kokke fordærver maden” ikke i spil, det var nærmere noget med for få ovnen gør processen lang, men det var så lige meget, for alle hyggede sig og talte en masse om mad, om blogs, om fotos og redigering af disse og så lidt mere om mad.
Alle inviterede var bloggere og selv om jeg godt ved, at jeg også var der, fordi at jeg er “sådan én”, ja så har jeg det faktisk ret så svært med at betragte mig selv som en del af den klan, jeg er jo bare Anne og bruger aldrig – eller har aldrig før brugt – min blog på den måde.
Men lige dette arrangement havde jeg så meget lyst til, at jeg overvandt den generthed, som jeg faktisk har, når jeg sættes i en forsamling, hvor jeg på en eller anden måde på forhånd er defineret, her som blogger.
Jeg tænker ikke, at nogen i virkeligheden opdager, at jeg er frygtlige genert omkring den private Anne, fordi jeg deler så meget af den personlige her, men det er en helt anden snak og har intet med en økologisk kartoffel at gøre.
Men det giver måske bare et lille hint om, hvorfor jeg har det så vanskeligt med ord som bloggerevent og madblogger/modeblogger/økoblogger/haveblogger, jeg er ingen af delene, jeg er bare Anne.
Men en Anne, som stornød at være der i køkkenet med en glad madentusiatisk flok…
Da alle retterne var færdige, blev der dækket op ved langbord med mulighed for mere – ja faktisk masser af – snak om alt og intet og det der imellem.
Om hashtags, kulhydrater, hønsefobi, æstetik, madpakker, børn, Anders Agger, økologi, god chokolade og andet dejligt.
Og der blev taget billeder.
Tæt på og langt fra.
Med og uden blitz.
På skrå og på hovedet.
Med mobiler og spejlrefleks og med og uden store linser.
Mange billeder.
Hele tiden.
Jeg tog ikke mange, for lyset i lokalet var ikke til den slags for mig, jeg tog få billeder ude i gråvejret og støvregnen, det virker for mig, der nægter redigering, jeg vil ha’ den rene vare og så accepterer jeg gerne de begrænsninger, der ligger deri.
Men jeg tog nogen og især de blå kartofler gør sig jo rigtigt godt der på den hvide tallerken på et vejrbidt bord i en gårdhave i Åbyhøj.
Måske har du lyst til at smutte forbi hos et par af de andre inviterede?
Nogle af dem finder du lige her: Little Country Life
Jeg er helt sikker på, at jeg vil vende tilbage til Little Country Life igen og igen, for jeg har en fornemmelse af, at jeg kan blive hjulpet godt på vej der i.f.t. hønseholdeprojektet herhjemme, som jo desværre bliver bremset gang på gang af min ret så udprægede angst for baskende høner.
Det var en dejlig aften og skulle en invitation fra økologerne ryge i min retning en anden gang, så deltager jeg gerne, det var vidunderligt at blive sørget så godt for på en helt almindelig og halvgrå torsdag.
Tak til de grønne damer fra Silkeborgvej, til de skrivende kvinder fra cyberspace og til Kirsten og Anne for drive og engagement.
Jeg er fan…
Og skulle du ha’ lyst til at hoppe i køkkenet med bogen om Skønne økologiske kartofler og Annes bedste kartoffelretter, ja så er den at få sammen med Femina på torsdag.
