Jeg ordner fotos.
Det tager hundrede år –
for jeg må jo stoppe op og huske tilbage, mærke stemninger og føle hjertet svulme.
Og når jeg kommer forbi et foto som dette, så er hjertet nærmest ved at svømme over af kærlighed, taknemmelighed og smil.
Jeg er en heldig og lykkelig mor…
For nogle dage siden skrev Mette, som bor i det store udland, at det er så sjældent, at der er fotos af mig selv her på siden.
Hun har fuldstændig ret, jeg er her nærmest aldrig.
Der er allermest fordi det er mig, der styrer kameraet og det er oftest rettet væk fra mig selv.
Og lige så meget som jeg elsker at anskue verden igennem en linse, lige så lidt bryder jeg mig om, når nogen kigger på mig igennem deres.
Jeg er meget lidt fotogen og kan altid finde masser af ting, der kunne være bedre og kønnere, og da det er mig, der poster her, så er det jo usandsynligt let at lade være med at lægge fotos op af damen selv…
I dag gør jeg det så alligevel.
Et lille søndagssnapshot af mig på lossepladsen kl 09 i morgen.
Iført makeup og med trimmede krøller.
Ikke for de blå mænds skyld, men bare fordi jeg skulle til konfirmation lige så snart, at jeg havde læsset affaldssækkene af.
Sådan ser jeg ud.
48 og med nye rynker i et ansigt, der har bekymret sig rigtigt meget.
48 og med ny ro inden i, som gør at livet er rigtigt dejligt.
48 og rigtigt godt på vej.
Bare mig.
Ikke så meget andet end det.
Men her er jeg altså og med de intervaller der er imellem den slags fotos, ja så ses vi nok igen engang i 2015…
Jeg rydder stadig op i mit billedbibliotek, bladrer mig igennem foto efter foto af børn, huse, ferie, fester, højtider, mad, hverdag, søer, haver, hunde, katte, glade dage, tunge dage, livet på godt og ondt i stort og småt.
Lige i omegnen af 30.000 fotos ligger her og fylder og NU skal det bare være, de skal sorteres og flyttes over på en ekstern disk. Mange af dem ligger på én, men den bor ikke her hos mig og jeg vil også gerne passe på alle de minder, der ligger i de mange store stakke.
Men jeg er blevet stædig, skrap overfor mig selv, og de bliver ikke flyttet før de er sorteret, ryddet op og ryddet ud.
For selv om alle de mange fotos jo på hver deres måde fortæller en lille bid af det liv, som vi lever, så er der nu nok alligevel en grænse for hvor mange man behøver at ha’ for at huske…
Billederne fra bloggen er ikke så vanskelige at rydde op i, langt sværere er det, når det er ferie- og børnebilleder, men jeg har taget mange, alt for mange, af de samme situationer og man skal kigge rigtigt godt efter, inden man får øje på de bitte små uens detaljer.
Men i første omgang lader jeg dem være, tusindevis af billeder af mine piger i størrelse lille og stor.
Opmærksomheden er rettet mod alle have- og naturbillederne. Der er SÅ mange. Fra egen have og fra andres, fra Danmark, Sverige, Italien, sommerbilleder med masser af sol og kulører og vinterbilleder, der lyser hvidt og koldt.
Nu bliver de sorteret med hård hånd, for selv om den er enestestående smuk, så har ingen vel i virkeligheden brug for 27 billeder af den samme sommerfugl på det samme blad?! Eller af 346 forskellige solnedgange? Eller rose efter rose efter rose efter rose?
Målet er en halvering af fotobiblioteket og det kunne i virkeligheden været meget mere, men “lidt” har også ret…
Det er let at fortabe sig i de oplevelser og minder, som strømmer ud fra billederne, og også let at sidde og studere detaljerne og forskellene på de forskellige kameraers skarphed og dybde.
De to billeder her er taget med et ganske almindeligt lille lommekamera, mit første Canon Ixus, der blev slidt op, 2 andre fra sanne familie har jeg haft siden, samme mærke men nyere modeller og jeg må sige, at ingen af dem har kunnet ta’ så gode fotos som det gamle tunge.
Nu tager jeg stort set altid mine fotos med mit spejlrefleks, men jeg savner et klar-til-foto-lommekamera, der jo alt andet lige er mere handy.
Måske er det godt nok, at jeg savner eller mangler, for det kunne jo gøre oprydningen her mere omfattende, hvis jeg skød løs samtidig med, at jeg forsøgte at rydde op i botanikken…