Bloggen

AT KIGGE UD OG KIGGE IND…

09/04/2013

UDSYN...

For en tid siden slettede jeg alle blogs fra min reader.
Man kan vel kalde det et anfald af kådhed, en tanke om at starte forfra, et ønske om at vælge med omhu, at læse der, hvor det gav mest mening og mest inspiration på så mange niveauer som muligt.

Når jeg nu kigger tilbage, så var det lige i overkanten friskt, for nu er der pludselig steder, hvor jeg kommer alt for sjældent forbi, fordi jeg ikke bliver mindet om, at de er der.
Og egentlig har jeg slet ikke fået brugt energi og tid på at udvælge de særlige steder, som jeg fast vil følge.

Pokkers.
Og så måske alligevel ikke?!

I alle valg ligger et fravalg og måske har det været godt for mig at vælge ingenting for en stund…

Jeg vil tro, at de fleste, der har læst med her igennem længere tid, har opdaget at min pleje af bloggen forandrede sig markant, da vi flyttede fra huset på heden.
Hvor jeg før var en flittig og gavmild skribent, gled jeg over i en slags afholdenhed og afmægtighed over at have mistet den platform, hvorfra jeg altid havde skrevet.

Der hvor jeg kunne være et ærligt og åbent menneske, en tænker der gerne ville dele, det der rumlede af stort og småt.
Der hvor der var oprigtighed i både glæde og fortvivlelse og undren.

Jeg har aldrig tænkt at brutal og hudløs ærlighed skulle være en del af mit liv her på siden, men at kunne være oprigtig og skrive om det, der var og fyldte, var det udgangspunkt jeg valgte.
Masser af ting og elementer fra mit liv har aldrig og vil aldrig finde vej hertil, ikke af hensyn til andre, men af hensyn til hvor sårbar jeg har lyst til at gøre mig selv.

Selvfølgelig er der et ansvar for at passe på mine piger, som jo også er en del af dette semi-offentlige liv, det er noget vi taler om, drøfter hvor lidt og hvor meget og indtil i dag har det ikke været et problematisk tema. De taler ind imellem om, at få bloggen lavet til små bøger, som de kunne tage med sig videre i livet.
Bøger, der fortæller om dele af det liv, som har været deres, på godt og ondt…

Når hensynet til pigerne og til min egen sårbarhed er taget, så føler jeg mig faktisk ret fri til at skrive om det, som optager mig, og bladrer jeg tilbage i de sidste 7 1/2 års indlæg, så er der ingen af dem, som jeg fortryder at ha’ skrevet, jeg fortryder nærmere nogen af dem, som ikke blev skrevet mens tid var, for ind imellem forpasser man momentet og noget væsentlig mister pusten.

Jeg har ikke skrevet noget, som jeg ikke kan eller vil stå ved, og sådan skal det også helst være.
Der bliver tænkt over ordvalg og formuleringer og intet bliver lagt op uden at være læst igennem, nogen indlæg ligger også og bobler og genlæses, inden de sendes ud i æteren.

Men i den første lange tid efter at jeg flyttede herind med pigerne havde jeg ikke lyst til at skrive om brød og blomster fra torvet, om uld eller papirklip, jeg havde allermest lyst til at fortælle om, hvad der i virkeligheden foregik og bande højt og grimt.
Det ville nogen måske vælge, men til hvad nytte?! Afløb? Det kan man også få i skoven med en kæp eller ved havet på en stormende dag, hvor ingen kan høre hvor højt man råber.

Jeg forsøger at være et ordentligt og anstændigt menneske, også overfor dem, der måske ikke helt har fortjent det, og det har betydet, at meget ikke er fortalt. Det er helt som det skal være, men har også betydet, at lysten til at skrive om andet har været mindre, for jeg bryder mig ikke om den grovsortering, der har været nødvendig, det har suget energien ud skriverierne af de “letbenede” indlæg…

Der har været flere tilløb til at puste liv i bloggen, så den kunne blive livlig og skriveriet kunne komme i en slags flow igen, og faktisk synes jeg, at det er på vej, nu trækker tasterne og der “spottes” små temaer til indlæg i løbet af dagene.
Kameraet er igen fremme på bordet med ladet batteri og mine øjne kigger også efter motiver, der kan fortælle historier.

Og jeg tror på det denne gang, tror på at alle fuglene og fiskene kommer til at boltre sig igen, engang havde jeg en slags underoverskrift til blognavnet, nemlig Om alt og ingenting, og det er det der skal skrives om her, men igen på den måde, hvor det udspringer af mig og min måde at være i verden på, med åbent hjerte og åben mund og med udgangspunkt i det der forgår her og nu.

Jeg har set, at det om alt og ingenting er i brug andetsteds i blogland, men det betyder jo ikke, at det ikke kan vende tilbage hertil med fornyet energi.

Om mad, kærlighed, blomster, katte, hund, børn, udfordringer, tårer, skrammer og buler, mavebobler, venindeglæde, forkælelse, om alt og ingenting på min måde…

Og hvad har alt det så at gøre med den tømte reader??

Ja det har jo det at gøre med det, at når man holder op med at kommenterer rundt omkring, så daler antallet af kommentarer på egen side også, helt forståeligt og i orden, omend lidt kedeligt.
Så i takt med at plejen af bloggen her bliver opkvalificeret, så vil jeg også blive bedre til at komme på besøg rundt omkring igen, til gamle og nye steder, for jeg savner faktisk en anelse af kigge med.
At kigge ud herfra og kigge ind hos jer andre.

Måske skal jeg hjælpes lidt på vej til at finde tilbage, jeg modtager gerne tips til gode blogs, som er dukket op, mens jeg har været mentalt fraværende, og så vil jeg også gå lidt på opdagelse i de blogrolls, der ligger på i andres sider. Jeg ved, hvor jeg kan finde dem, gør jeg.

Er der hoved og hale i dette indlæg?
Giver det mon mening for andre end mig selv?
Ingen anelse! Og så måske alligevel en lille.

For på trods af min tilbageholdenhed og min proces omkring at finde tilbage til den oprigtighed, som jeg ønsker skal være til stede her, så er i alligevel rigtigt mange, som kommer her forbi hver eneste dag, mange mange flere end jeg i virkeligheden forstår, og nogen af jer har helt sikkert tænkt “Hvad er det egentlig der er gang i?”, det ved jeg, for i har jo spurgt mig.
Måske har i fået et svar, der kan forklare en del af det, måske?!

Det er i alle tilfælde det svar, som er muligt for mig at formulere lige nu.
Lige i dag.

Som for øvrigt er en dejlig dag…

You Might Also Like

59 Kommentarer

  • Reply Anette 09/04/2013 at 18:55

    Anne – du kan altså noget med ord og jeg er glad for dette indlæg der fint binder enderne sammen på den proces du / I har været igennem efter I flyttede fra heden – jeg læser tit men er ikke god til at kommentere – fortsat god fornøjelse med bloggen

    • Reply Anne 10/04/2013 at 06:15

      Jeg har i alle tilfælde mange af dem inden i mig, Anette, og nogle af dem lander så her.
      Tak – jeg vil fornøje mig…

  • Reply Malene 09/04/2013 at 19:03

    Jeg er rigtig glad for at mærke, at din skrivelyst vender tilbage. For jeg synes, du er sej og inspirerende. Og jeg elsker at læse med om både det sure og det søde. Sådan må det være.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 06:15

      Tak, søde Malene, dejlige ord fra dig…

  • Reply Heidi Kjeldgaard 09/04/2013 at 19:19

    Super godt skrevet. Det giver ganske god mening. Fortsæt blot derudaf.

    Jeg følger ned dagligt , men kommenterer ikke særlig ofte.

    Vh Heidi

    • Reply Anne 10/04/2013 at 06:16

      Godt at du kunne få det til at gi’ mening, Heidi, det var lige før, at jeg ikke selv kunne 😉

  • Reply Sanne 09/04/2013 at 19:23

    Tak for dine indlæg her, som jeg stort set aldrig kommenterer, men som jeg læser, hver og en.
    Jeg finder dine indlæg utroligt inspirerende og må så undskylde for, at det kun er en envejs kommunikation, hvor du er den der bidrager og jeg er den der modtager 🙂
    Tak skal du have, for at du orker at bruge tiden herinde.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 06:17

      Det skal du ikke undskylde, Sanne, det er jo en præmis, når man blogger, at kommunikationen oftest bare flyder i én retning.

      Og så skal du vide, at jeg orker godt, jeg nyder det…

  • Reply M 09/04/2013 at 19:24

    I dag er en rigtig dejlig dag, Anne. Tænk hvor meget der er sket i både dit og mit liv siden, at vi mødtes i blogland.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 06:18

      Det er der Mette, mange mange ting, alle sammen nogen, der er med til at forme og føre videre…

  • Reply Fríða Bragadóttir 09/04/2013 at 19:26

    jeg læser altid med, men som för sagt er jeg fortvivlende doven til at kommentere. synes din blog er én af de allerdejligste at læse med på, ligesom Liselottes, I veninder klæder hinanden rigtig godt. bliv endelig ved at skrive om löst og fast, godt og skidt, det er lige dejligt det hele.
    kh.fra Island
    Frida

    • Reply Anne 10/04/2013 at 06:18

      Tak, Frida.
      Jeg kan nu nok heller ikke lade være…

  • Reply Gitte K 09/04/2013 at 19:31

    Dit indlæg giver fuldstændig mening, med bloggen synes jeg hele tiden, at man balancere imellem at være personlig men måske ikke for privat. Jeg glæder mig til fortsat at læse med her, holder af dine indlæg både de seneste, men også dem fra “heden”.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 06:19

      Det er sandt, Gitte, det er en balancegang og der er kun os selv til at afveje. Jeg synes, at vi klarer det fint.

      Og ja, både de nye og de gamle indlæg er jo med til at gøre dette sted til lige præcis mit…

  • Reply Signe 09/04/2013 at 19:38

    Hm, hvad kan jeg sige…? Din blog er min ubetingede yndlingsblog – jeg glæder mig altid, når der kommer et nyt indlæg fra dig. Jeg er dybt fascineret af din tilgang til livet, af din robusthed, af din let omsættelige handlekraft og af den måde, du forkæler dig selv og dine piger ved at indrette jeres hule med smukke og levende ting.
    Jeg ved godt, at der er sider af dig, vi ikke ser her. Sådan er det. Men det du giver ud, er en gave til os, der læser. Tak for den.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 06:21

      Tusind tak, Signe, det er sødt skrevet.
      Jeg har, siden jeg læste din kommentar i aftes, tænkt meget over ordet robusthed, er det mon det jeg har? Jeg føler mig ofte ret skrøbelig, men når jeg kigger på det, som så sker, så ser jeg også at jeg klarer en del. Tak fordi du mindede mig om det…

  • Reply Mie 09/04/2013 at 19:43

    Kæreste Anne – nyder at følge dig her, nyder at blive inspireret, underholdt, givet en pause, sparket til og givet ord til eftertanke og efter-handling. Glæder mig til at have dig tilbage for fuld udblæsning – selvom mindre også sagtens kan gøre det 🙂
    Kh

    • Reply Anne 10/04/2013 at 06:23

      Jeg har ofte svært ved at finde de mellemste gear, Mie, jeg kører i højt eller lavt. Men øver mig i også at bruge de mellemste, så måske vil den fulde udblæsning bliver mindre heftig fremover 🙂

  • Reply mette 09/04/2013 at 19:55

    åh anne. hver gang du starter på et af disse indlæg, hvor du filosoferer over din blog,
    tænker jeg: “åh NEJ, nu stopper hun”

    jeg har aldrig kommenteret. selvom jeg tit har tænkt på det.
    egentlig er det også lidt nærigt af mig når nu jeg nyder så godt af dine trygge, hyggelige hverdagsindslag. din stemning på bloggen hjælper på min hjemve.
    og hver gang (hvilket er så sjældent i øvrigt) du viser et billede af dig selv før eller nu, tænker jeg, hun er en af de danske piger som jeg savner. en af dem som jeg gerne ville sidde i sofahjørnet hos.

    jeg vil bare lige sige tak. og min hat er løftet for din måde at klare din hverdagsomvæltning på. tak.

    mange hilsner hernede fra udlandet af.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 06:25

      Det behøver du nok ikke tænke, Mette, jeg har haft grunde nok til at stoppe, men hvor skulle jeg så gøre af alle mine ord?
      Jeg vil gerne bloggen, jeg har bare haft brug for ret meget tid til at finde tilbage til at skrive frit.

      Der er altid plads i sofahjørnet hos denne danske pige, både i ordets bogstavligste forstand og også i den overførte, velkommen her, Mette, jeg er glad og ydmyg over, at jeg kan nå så langt ud i verden…

  • Reply Sidsel 09/04/2013 at 20:02

    Kæreste Anne. En skilsmisse, fraflytning, nyt liv, finde sig til rette, græde og grine…. Kors, dette liv er jo ikke nemt. Men det er jo ikke lovet os! synes bare at du har fået mange skrammer og buler, men jeg er så glad for, at du du ser lyset igen. Og ja, dig og Liselotte klæder hinanden godt. I er de bedste blogs, synes jeg.
    Og mit tilbud står ved magt:-)

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:16

      Jeg er efterhånden hærdet, Sidsel, men ind imellem jo også ganske tyndhudet og så er tilbagetrukkethed godt.

      Og ja vi to halvgamle smukke kællinger passer godt sammen, det ved vi og det nyder vi, tak for roserne, Sidsel.

      Vi ses på Læsø, jeg glæder mig…

  • Reply Tina 09/04/2013 at 20:14

    Jeg synes du er sej og stærk – at komme igennem sådan en kolbøtte i livet kræver urkræfter af alle implicerede. Og selvom jeg ikke kender dig – så er jeg helt overbevist om at både du og dine piger besidder den evne. Det er skønt at du igen er lidt mere aktiv med dine livsbekræftende indlæg. Jeg holder af hverdagen………. 🙂

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:17

      Tak Tina.
      Og ja hverdagen skal vi holde af, den fylder det meste af vores liv…

  • Reply Birthe 09/04/2013 at 20:36

    Kære Anne. Det giver rigtig god mening – masser af hoved og hale. 😉 Venligst Birthe.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:18

      Det var heldigt, Birthe, for der var lige et kort øjeblik, hvor jeg selv mistede tråden…

  • Reply Eva 09/04/2013 at 20:45

    Kære Anne.
    Ville blive umanérligt ked af, hvis du stoppede med at blogge! Er selv ikke særlig aktiv for tiden – heller ikke med kommentarerne – og bliver det måske aldrig mere… Men nyder ALTID at læse dine skønne indlæg 🙂
    Kh. Eva

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:19

      Det har som sådan ikke være i alvorlig overvejelse, Eva, men jeg har haft brug for at finde tilbage til den platform, som jeg trives på, den oprigtige og ligefremme…

  • Reply Liselotte 09/04/2013 at 20:58

    Så slap vi heller ikke for dig denne gang 😉

    PS – har jeg sagt for nylig, at jeg elsker dig 🙂

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:20

      Det kan godt være, at de andre på et tidspunkt slipper for mig, Liselotte, men DU gør ALDRIG!!

      Og nej, det er faktisk en tid siden, så det var passende at det blev sagt igen, og så pissemeget i lige måde…

  • Reply Gitte 09/04/2013 at 21:00

    Dejligt at din lyst til ord på bloggen er vendt tilbage . Det er vi mange som er rigtig glade for. Du kan noget med ord og billeder som er så dejlig unikke og fuldstændig fantastiske . Tak for det
    Kh Gitte

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:17

      Tak, Gitte, jeg skal gøre mit bedste for at leve op til dine ord 🙂

  • Reply Anne Folehave 09/04/2013 at 21:19

    Så flot du har fået det sagt. Det er forstået. Dejligt at du igen retter antennerne mod bloggen. Kender dilemmaet med, hvor meget der skal ud og ligge i det offentlige rum. Nogle gange kunne det være godt, bare at give helt frit spil, men jeg har mine grænser også. Der er jo hensyn at tage, som du skriver.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:20

      Vi må balancere, så vi kan se os selv i øjnene, Anne, for det må være det væsentligste at kunne, også om mange år…

  • Reply Pernille 09/04/2013 at 22:15

    Jeg har egentlig ikke tænkt at noget manglede. Mere tænkt at sådan skal det være. At når livet tager en drejning, drejer alting med. Også de tanker, ord og indlæg der ender på en blog.

    Jeg nyder at at læse dine ord. Uanset om de handler om alt eller ingenting 🙂

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:21

      Jeg har tænkt at der manglede noget, Pernille, min mulighed for oprigtighed og for at fortælle om det, der var virkelighed.

      Men jeg har vist fundet en vej nu og den vil jeg ta’…

  • Reply Conny 09/04/2013 at 23:04

    Vil bare sige tak for de indlæg, du kommer med – det er jo suverænt dig, der beslutter indhold, frekvens osv., og jeg læser dem alle med stor fornøjelse 🙂

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:21

      Velbekomme, Conny 🙂

  • Reply Eva 10/04/2013 at 04:19

    Det giver mening. Ligesom din blog giver mening. Tak, – jeg fortsætter med at kigge forbi dagligt og se, om der mon skulle være nye dejlige billeder og gode tanker.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:22

      Jeg er glad for at kunne give noget mening, Eva, det er dejligt…

  • Reply Britta 10/04/2013 at 06:04

    Det er så befriende når du lader tanker og refleksioner løbe. Så rart at vide at der bag bloggen sidder et hudløst ærligt og ansvarligt menneske 🙂
    Gid der var nogen flere af dem i den her lærer konflikt, så ville der være handling istedenfor stilstand.
    Tak for frirummet og lov til at følge tanke strømmen, jeg bliver ladet op.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:23

      Jeg prøver at være ansvarlig, Britta, gør mig faktisk umage, men nogen vil sikkert sige noget andet.
      At have denne mulighed for at reflektere “højt” sætter jeg umådelig stor pris på og vil gerne værne om det.

      Dejligt at kunne lade dig op, dit svar her er med til at gøre det samme med mig…

  • Reply Hanne 10/04/2013 at 06:07

    Der er i den grad både hoved og hale i det du skriver og hvor kan jeg godt li din blog både før og nu. Jeg er ny som blogger og endnu har modet kun været til at skrive om de ” nemme ting” måske end dag graver jeg lidt dybere måske ikke…

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:24

      Måske, Hanne, måske kommer der en dag, måske vælger du at blive ved det lette, det vigtige er, at man føler sig tilpas i det.
      Held og lykke med bloggeriet, det kan gøre din verden farvestrålende og rig…

  • Reply Karen 10/04/2013 at 08:49

    Energier går op og ned i forskellige perioder. Jeg må tilstå, at jeg synes, at dit valg med at holde pauser, når der ikke bare kunne skrives om “alt og intet” var modigt og ærligt, selvom jeg savnede de små glimt.
    Nu glimter det igen, både her på bloggen og på Instagram, og det glæder mig (og vel også andre).
    Jeg er ikke altid så god til at lægge kommentarer, men læser altid med her alligevel. Så hyg dig med tanken om “de hemmelige læsere”, der også glædes af glimteriet.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:26

      Jeg vil give mig selv lov til at glimte på den måde, som er god for mig, Karen, tak for opbakningen…

  • Reply Mette 10/04/2013 at 09:15

    Søde Anne,
    jeg var også helt bange for at nu sluttede du – og superglad for at du ikke gjorde!
    Tak for (det jeg tog som en) opsang med at kommentere. Og så må jeg også hellere få kigget på min egen sløje blog og definere hvad den skal være for en størrelse fremover 🙂 Mette

    • Reply Anne 10/04/2013 at 11:27

      Jeg slutter ikke, Mette, jeg opruster 🙂

      Og det var ikke en opsang, det var en note til mig selv om at komme afsted ud og kommentere, for det er på den måde, at alle vores blogge bliver levende og sjove…

  • Reply lissy 10/04/2013 at 11:57

    hej anne,
    du har jo bare haft omhu for dig og dine,og det er meget fint at søge ind til det basale i sit eget og børnenes liv, når der er så store omvæltninger, og det har der jo helt klart været…
    jeg læser med, og glædes over nye indlæg, men det SKAL være fordi du ikke kan lade være,
    og tak for hver en skrivelse…
    lissy

    • Reply Anne 10/04/2013 at 20:35

      Jeg gør aldrig noget her, fordi jeg føler at jeg skal, Lissy, jeg gør det af glæde, men jeg skulle lige finde en ny måde …

  • Reply Annemette 10/04/2013 at 12:18

    Vi kan alle miste pusten engang imellem, sä det er rart at höre at du har fundet gejsten igen 🙂

    • Reply Anne 10/04/2013 at 20:36

      Jeg ved egentlig ikke om jeg mistede pusten, Annemette, jeg kom bare i kamp med mit ønske om at være oprigtig og tage udgangspunkt i det, der rørte sig, og så mit ønske om at være et ordentligt menneske på trods.

      Men nu er jeg her, nu er det nu og jeg har min egen vej…

  • Reply Solveig 10/04/2013 at 16:17

    Også eg kosar meg med å lese med her hos deg.
    Kommentarene mine kjem med svært så ujevne mellomrom……

    Mi blogging er og nokså ustabil for tida, men lysta til å skrive er på veg tilbake….

    Takk for at du deler ord og bilder, det gledar meg i kvardagen ;0)

    Solklem

    • Reply Anne 10/04/2013 at 20:36

      Jeg deler gerne, Solveig, det ved du.
      Solklem tilbage…

  • Reply Linda 10/04/2013 at 17:17

    Det kender jeg kun alt for godt. At leve et liv i så megen modgang, et liv der er så bumlet og hårdt at jeg ikke orker at se det på print og fordi der er hensyn at tage. Forsøge at hive det satans liv op, ikke på et forstilt plan men for at trække alt det der er værd at huske frem, det der er værd at leve for. Ikke orke blogs med lyserøde pelargonier og vattæpper i Tildafarver og “se min nye sportsvogn”, “min hubby gav mig en tur til London” blogs jeg ved er fyldt med forstilthed, løgne, selvbedrag. De fik en tur i makulatoren.
    Nogen gange er du også lidt overfladisk… så skøjter jeg lidt forbi og ser på billederne og ved at der gemmer sig mere bag facaden. Pæne billeder, gode tanker. Alt behøver ikke altid være så dybt, bare det ikke er ligegyldigt.

    • Reply Anne 10/04/2013 at 20:51

      Jeg har ikke haft det som dig, Linda, det har ikke handlet om ikke at kunne se på det satans liv, for jeg har ikke haft den opfattelse af mit liv.
      Jeg fornemmer, at vi har været i det samme men på to meget forskellige måder, men det er bare en fornemmelse og jo ikke noget jeg ved.

      Det jeg har været ramt af er, at jeg ikke kunne være så oprigtig, som jeg ønskede at være, når jeg samtidig gerne vil være et ordentligt menneske, altså på den måde som jeg synes, at jeg er ordentlig. Andre kan jo have en anden opfattelse.

      Overfladisk? Gad vide hvad du mener?
      Hvis du mener, at ikke alle indlæg har dybde og relevans, så ja, så er jeg da nok det.

      Jeg kan mærke, at jeg er blevet en smule provokeret af din kommetar, men måske er det fordi, at jeg i bund og grund har svært ved at genkende mig selv i det du skriver om at kende det alt for godt…

      • Reply Linda 11/04/2013 at 05:53

        Lad mig specificere: jeg kender kun alt for godt at have ændret stil på min blog. Ikke at kunne være oprigtig etc. Jeg henviser til TV2 “det satans liv”, ikke dit. Et liv, der er fyldt med alle nuancer og former og ikke bare fladt og forudsigeligt. Jeg kender ikke noget til din liv, din baggrund, ligesom du ikke kender mit liv, min baggrund – for der er ting, der ikke hører sig til på en blog. Der er grænser på oprigtigheden. Snoren knækker der hvor oprigtighed bliver til påtagethed. Og MIT valg/fravalg af hvad jeg vil læse beror på oprigtigheden. Man kan så udmærket godt mærke oprigtigheden i det skrevne. Der er smukke blogge, der kun viser patchworktæpper og smukke opstillinger og hvor det er skribentens oprigtige opfattelse af hvad der er smukt, der suser ud gennem linierne. Dem gider JEG godt at læse. Og der er blogge, hvor fremvisningerne er blevet et glansbillede, stiliseret og ikke ægte. Dem vælger JEG fra. Jeg taler stadig ikke om din blog, men om hvad man søger, vælger og fravælger når man læser blogge – når man sidder UDEFRA og læser. Jeg kan ikke udtale mig om dit valg af ord INDEFRA, eftersom jeg ikke ved hvad du ikke skriver – kun ønsket om oprigtighed.

  • Reply Kirsti Hem 12/04/2013 at 10:25

    Jeg følger din blogg og jeg nyter det! Du er ei fin jente jeg gjerne skulle kjent i det virkelige liv 🙂
    Her er et dikt av avdød norsk forfatter jeg har lyst til å dele med deg. Han het Kolbjørn Falkeid.

    Men hvem sa at dagene våre skulle
    være gratis?
    At de skulle snurre rundt på lykkehjul i
    hjertet vårt og hver kveld stoppe på gevinst?
    Hvem sa det?
    Hvor hadde vi dét fra?

    Hvem sa at livet vårt skulle være lett
    å bygge ferdig?
    At mursteinene var firkantede ballonger
    som føk på plass av seg selv?
    Hvem sa det?
    Hvor hadde vi dét fra?

    Der var piller for alt: nerver, vedvarende
    hoste og anemi
    Men hvem sa at snarveiene var kjørbare?
    At fjellovergangene aldri snødde til?
    Og at nettopp vi skulle slippe å stå fast
    i tunnelen?
    Ja, hvem sa det?
    Hvor i all verden hadde vi dét fra?

    Stor klem fra Kirsti

  • Reply Anette Macko 15/04/2013 at 16:34

    Jeg ved jeg er langsom, Anne – men håber det er ok med en efter-kommentar:-) Jeg har bare behov for at fortælle dig, hvor glad jeg er for at du vil dele ud af dig og dit liv gennem din blog. Indtil i sommer nød jeg din blog som inspiration i forhold til mad, kreativitet (især noget med garn!) og ikke mindst dine fine billeder af indretning og alt det andet dejlige! Men i sommer gik min mand og jeg fra hinanden og langsomt kan jeg se, at jeg nu også læner mig op af din tilgang til det at have et nyt liv. Jeg er mor til 3 drenge, som er få år yngre end dine søde tøsebørn, men jeg kan genkende så meget af det du skriver. Manglen på økonomi har vi også til fælles – og alligevel har jeg taget din ide til mig om at fejre mig selv, når jeg nu skulle have fejret bryllupsdag på fredag:-) Så tak for det hele Anne – du bringer smil helt over til mig i Københavnstrup:-) Kh Anette

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.