Der skal egentlig ikke så meget til at gøre mig glad, tilpas og tilfreds.
Engang var jeg sådan én, der længtes efter at ha’ et sommerhus, en åben pejs, en mand, der gad at hjælpe til, et større drivhus, flere rejser, mere tøj, tyndere lår og invitationer til middage på lækker restaurant.
Nu er jeg ligeglad –
eller måske bare lige glad om jeg har det eller ej.
Lykken bor jo ikke ude i sommerhuset eller ovre i den mand, som er uden initiativ eller nede i lommerne på de nye jeans fra Acne.
Den bor lige inde i mig selv og jeg mærker den hver dag.
Også på dage, som ellers ikke er værd at skrive hjem eller her om, dage med ringe standart og bøvl, det er lige meget, jeg er lige glad, i alle tilfælde når alt kommer til alt og det sørger jeg for at det kommer hver aften, inden jeg lægger mig til at sove.
Jeg gør status over dagen, tænker på de 3 gode og de 3 glade, for tiden skriver jeg dem ikke ned men tænker bare på dem og det er nok.
Lykken bor i mig og jeg giver aldrig slip i den igen.
Aldrig…
I dag er en af de der dage, hvor barren for succes ikke skal sættes alt for højt, en slags minusdag, i alle tilfælde på helbredssiden og den slags orker jeg ikke rigtigt.
Influenzahoved og dryptud og sart skind, jeg er ikke til den slags, ikke til dage, der skal sove væk eller timer med alt for meget tomgang.
Jeg kørte afsted til jobbet i morges og drog retur mod øst, da klokken rundede frokost. Gik på hovedet i seng og tænkte NU skal jeg sove og bare blive rask.
Jeg hverken sov eller blev rask, men jeg så et par afsnit af Elementary og fik tænkt en masse tanker.
Tanker om alvor og leg, om Vrads og gode kokke, om Anders Agger og 2 x Anne med ænder, om bolig og blomsterdyrkning, om min 50 års fødselsdag, om at komme sig og komme over, om mine pigers styrker og mod, om nye strikkeprojekter og gode retter til menukortet.
Om bæredygtighed og oprigtighed, om gode mennesker i mit liv, om min hund og om en 4-hjulstrækker med læderindtræk, om kærlighed og grin og alt muligt andet…
Det står aldrig stille der oppe på øverste etage, tankerne løber og jeg når vidt omkring og lærer hver dag nyt om mine måde at være i verden på, jeg forholder mig kritisk men ikke uden nåde til min egen gøren og laden og det kan der sagtens smutte timer med.
En grubler kunne man måske kalde mig, sådan én, hvor hjernen ville vise høj aktivitet på langt de fleste tider af døgnet, kvaliteten af aktiviteten vil nok svinge, det er jeg faktisk ret sikker på, men det stopper ikke.
For der er altid noget at tænke på og forholde sig til.
Altid.
Og mens jeg tænker videre, så øver jeg mig i at hækle rundt, jeg er ikke god til det, jeg kommer til at presse omgangsstarten én maske hen for hver omgang, så jeg er startet forfra siden billedet herover blev taget og forfra igen, for jeg vil kunne og jeg giver ikke op.
Jeg prøver igen og pludselig lykkes det.
Og når først det gør det, så kan tankerne flyder lettere, end når jeg sidder og bander og det er der vel også en slags lykke i…
I torsdags var jeg sammen med en lille flok inviteret til en aften i køkkenet sammen med Anne Hjernø i Økologisk Landsforenings hus i Aarhus.
De havde inviteret i anledning af den økologiske uge og fordi de har fået Anne H. til at lave en lille bog med kartoffelopskrifter, økologiske forståes.
De havde også inviteret Kirsten Skjøde Donslund, som oppe i nærheden af Bjerringbro dyrker 17 – eller var det i virkeligheden 19 – forskellige kartoffelsorter og også dejlige sortbrogede grise med krølle på halen.
Jeg havde glædet mig rigtigt meget til at skulle i køkkenet sammen med en blandet flok af unge og mindre unge kvinder, som har det til fælles, at de har en særlig interesse i mad. Ikke bare det at spise den, men også at tilberede den, nørde med den, undersøge den og oftest også vælge den, som giver mening i det lidt større billede, altså økologisk dyrkede råvarer med det størst mulige indhold af gode sunde vitaminer og mineraler.
Det er ikke så ofte, at jeg laver mad sammen med nogen, som elsker det lige så meget, som jeg selv gør, det fik en ende, da jeg skiftede kokkefaget ud med det pædagogiske, og det er bare noget helt særligt at stå ved siden af nogen, der sukker henført på samme måde som én selv, som får et særligt saligt blik, når øjnene hviler på en ekstra god råvarer og som kan tale solen sort om mad, tilberedningsmetoder, særlige gode steder at handle, ælteteknikker, forskellige sukkerarter, umami og glæden ved gult smør.
Jeg elsker det!
Og kunne dér i køkkenet på Silkeborgvej pludselig mærke, hvor meget energi det giver at være lige der ved komfuret og bare lytte og iagttage…
Vi blev så forkælede gjorde vi.
Der var linet op med frugt, nødder, vin og Antons saft og de store imødekommende økologiske smil og perlelatter var også fundet frem og man var ikke et sekund i tvivl om, at man var ventet, velkommen og i godt selskab.
Anne fortalte lidt om kartoffelbogsprojektet og om sit samarbejde med Økologisk Landsforening. Hun talte om sundheden i at spise det, som vokser omkring en, allermest fordi det er det, som passer til vores DNA og baggrunden for disse teser. Hun brænder så tydeligt for de gode råvarer og for at undersøge, hvad der giver god mening omkring dyrkning, transport og optimal udnyttelse.
Kirsten fortalte så varmt og ivrigt om alle sine økologiske kartofler, at det var næsten rørende, det er længe siden, at jeg har mødt så dedikeret et menneske med så stor en viden om en særlig lille knold. Kirsten er en slider, en ildsjæl og en kvinde med noget rigtigt fornuftigt på hjertet og jeg blev meget meget inspireret af at høre hende tale om det at leve sin drøm og knokle igennem for at udbrede sin kærlighed til den ille fine knold.
Planen var madlavning i små grupper og med rig mulighed for at loppe den af på den gode måde med snak og grin og nysgerrighed, for opgaverne var få og hænderne mange og jeg brugte nok allermest tid på at sludre og iagttage.
Jeg var på kartoffelsuppeholdet og da urte-boullionen var tæt på ikke eksisterende, ja så måtte der freestyles med garam marsala, rørsukkersirup, hvidvin og andet godt fra depotet, en fælles insats fra Anne S og Anne H så endte suppen hot og herlig men nok ikke sådan lige at gengive…
Et andet hold lavede kartoffelsamosas og de sidste bagte citronkage med marcipan og kartoffel.
Og heldigvis kom ordsproget “For mange kokke fordærver maden” ikke i spil, det var nærmere noget med for få ovnen gør processen lang, men det var så lige meget, for alle hyggede sig og talte en masse om mad, om blogs, om fotos og redigering af disse og så lidt mere om mad.
Alle inviterede var bloggere og selv om jeg godt ved, at jeg også var der, fordi at jeg er “sådan én”, ja så har jeg det faktisk ret så svært med at betragte mig selv som en del af den klan, jeg er jo bare Anne og bruger aldrig – eller har aldrig før brugt – min blog på den måde.
Men lige dette arrangement havde jeg så meget lyst til, at jeg overvandt den generthed, som jeg faktisk har, når jeg sættes i en forsamling, hvor jeg på en eller anden måde på forhånd er defineret, her som blogger.
Jeg tænker ikke, at nogen i virkeligheden opdager, at jeg er frygtlige genert omkring den private Anne, fordi jeg deler så meget af den personlige her, men det er en helt anden snak og har intet med en økologisk kartoffel at gøre.
Men det giver måske bare et lille hint om, hvorfor jeg har det så vanskeligt med ord som bloggerevent og madblogger/modeblogger/økoblogger/haveblogger, jeg er ingen af delene, jeg er bare Anne.
Men en Anne, som stornød at være der i køkkenet med en glad madentusiatisk flok…
Da alle retterne var færdige, blev der dækket op ved langbord med mulighed for mere – ja faktisk masser af – snak om alt og intet og det der imellem.
Om hashtags, kulhydrater, hønsefobi, æstetik, madpakker, børn, Anders Agger, økologi, god chokolade og andet dejligt.
Og der blev taget billeder.
Tæt på og langt fra.
Med og uden blitz.
På skrå og på hovedet.
Med mobiler og spejlrefleks og med og uden store linser.
Mange billeder.
Hele tiden.
Jeg tog ikke mange, for lyset i lokalet var ikke til den slags for mig, jeg tog få billeder ude i gråvejret og støvregnen, det virker for mig, der nægter redigering, jeg vil ha’ den rene vare og så accepterer jeg gerne de begrænsninger, der ligger deri.
Men jeg tog nogen og især de blå kartofler gør sig jo rigtigt godt der på den hvide tallerken på et vejrbidt bord i en gårdhave i Åbyhøj.
Måske har du lyst til at smutte forbi hos et par af de andre inviterede?
Nogle af dem finder du lige her: Little Country Life
Jeg er helt sikker på, at jeg vil vende tilbage til Little Country Life igen og igen, for jeg har en fornemmelse af, at jeg kan blive hjulpet godt på vej der i.f.t. hønseholdeprojektet herhjemme, som jo desværre bliver bremset gang på gang af min ret så udprægede angst for baskende høner.
Det var en dejlig aften og skulle en invitation fra økologerne ryge i min retning en anden gang, så deltager jeg gerne, det var vidunderligt at blive sørget så godt for på en helt almindelig og halvgrå torsdag.
Tak til de grønne damer fra Silkeborgvej, til de skrivende kvinder fra cyberspace og til Kirsten og Anne for drive og engagement.
Jeg er fan…
Og skulle du ha’ lyst til at hoppe i køkkenet med bogen om Skønne økologiske kartofler og Annes bedste kartoffelretter, ja så er den at få sammen med Femina på torsdag.
Kæk som en gadedreng, fræk som en slagterhund, livlig som en loppe og bare i gang og afsted.
Altså på min måde.
Lige indtil søndag eftermiddag, hvor årets lede influenza slog sin klo i mig.
Nede til tælling.
Ikke mere gadedreng eller slagterhund bare en træt feberhed hostende kælling.
Hold nu da op som jeg ikke gider.
Eller trænger.
Eller noget.
Jeg har ligget siden søndag og har først i dag prøvet af skrabe mig af sengen og inde i sofaen, det er ikke gået forrygende godt.
Jeg orker ikke at se film, jeg orker ikke at strikke, jeg orker ikke at læse.
Jeg flimrer igennem FB og Insta på min telefon for at få en brise af verden udenfor og så sover jeg lidt igen.
Og nu sidder jeg så her i 5 minutter, mens jeg sipper endnu en kop te…
I går havde jeg hyggeligt roligt selskab af en stor blød hvid hund, der lå helt stille og bare vågede.
I dag har han så klaret at underholde med legen “Se-hvor-meget-vandet-fra-vandskålen-fylder-hvis-det-ligger-på-gulvet” samt “Flænsning-af-serviet-og-køkkenrulle-på-tid”, han har moslet rundt og nappet mig i siden og generelt været ret utilfreds med mig.
Heldigvis har genboens datter fødselsdag i dag og hendes nye løbehjul, der kan lave flyvende gnister, var god underholdning for både Otto og Huxi, der kunne kigge med fra sofaens ryglæn, jeg lod som om, at jeg ikke så dem, for så var der da fred så længe.
Nu er der andre hjemme til at underholde og fodre og jeg vælter om på siden igen.
Mat, lettere syrlig, tungt åndende og meget hostende.
Vi ses på den anden side af host, nys, svingende temperaturer og klaprende tænder…
