Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden

HVIS NU LYKKEN OGSÅ ER AT KUNNE HÆKLE I RUNDKREDS…

29/09/2014

Havebuket...

Dahlia...

Hæklemøg...

Aluminia...

Der skal egentlig ikke så meget til at gøre mig glad, tilpas og tilfreds.
Engang var jeg sådan én, der længtes efter at ha’ et sommerhus, en åben pejs, en mand, der gad at hjælpe til, et større drivhus, flere rejser, mere tøj, tyndere lår og invitationer til middage på lækker restaurant.

Nu er jeg ligeglad –
eller måske bare lige glad om jeg har det eller ej.
Lykken bor jo ikke ude i sommerhuset eller ovre i den mand, som er uden initiativ eller nede i lommerne på de nye jeans fra Acne.
Den bor lige inde i mig selv og jeg mærker den hver dag.

Også på dage, som ellers ikke er værd at skrive hjem eller her om, dage med ringe standart og bøvl, det er lige meget, jeg er lige glad, i alle tilfælde når alt kommer til alt og det sørger jeg for at det kommer hver aften, inden jeg lægger mig til at sove.
Jeg gør status over dagen, tænker på de 3 gode og de 3 glade, for tiden skriver jeg dem ikke ned men tænker bare på dem og det er nok.

Lykken bor i mig og jeg giver aldrig slip i den igen.
Aldrig…

I dag er en af de der dage, hvor barren for succes ikke skal sættes alt for højt, en slags minusdag, i alle tilfælde på helbredssiden og den slags orker jeg ikke rigtigt.
Influenzahoved og dryptud og sart skind, jeg er ikke til den slags, ikke til dage, der skal sove væk eller timer med alt for meget tomgang.

Jeg kørte afsted til jobbet i morges og drog retur mod øst, da klokken rundede frokost. Gik på hovedet i seng og tænkte NU skal jeg sove og bare blive rask.
Jeg hverken sov eller blev rask, men jeg så et par afsnit af Elementary og fik tænkt en masse tanker.

Tanker om alvor og leg, om Vrads og gode kokke, om Anders Agger og 2 x Anne med ænder, om bolig og blomsterdyrkning, om min 50 års fødselsdag, om at komme sig og komme over, om mine pigers styrker og mod, om nye strikkeprojekter og gode retter til menukortet.
Om bæredygtighed og oprigtighed, om gode mennesker i mit liv, om min hund og om en 4-hjulstrækker med læderindtræk, om kærlighed og grin og alt muligt andet…

Det står aldrig stille der oppe på øverste etage, tankerne løber og jeg når vidt omkring og lærer hver dag nyt om mine måde at være i verden på, jeg forholder mig kritisk men ikke uden nåde til min egen gøren og laden og det kan der sagtens smutte timer med.
En grubler kunne man måske kalde mig, sådan én, hvor hjernen ville vise høj aktivitet på langt de fleste tider af døgnet, kvaliteten af aktiviteten vil nok svinge, det er jeg faktisk ret sikker på, men det stopper ikke.
For der er altid noget at tænke på og forholde sig til.
Altid.

Og mens jeg tænker videre, så øver jeg mig i at hækle rundt, jeg er ikke god til det, jeg kommer til at presse omgangsstarten én maske hen for hver omgang, så jeg er startet forfra siden billedet herover blev taget og forfra igen, for jeg vil kunne og jeg giver ikke op.
Jeg prøver igen og pludselig lykkes det.

Og når først det gør det, så kan tankerne flyder lettere, end når jeg sidder og bander og det er der vel også en slags lykke i…

You Might Also Like

10 Kommentarer

  • Reply fru kat 29/09/2014 at 20:06

    Hvordan fandt du ud af at lykken bor i dig selv og at det er dig der definerer lykken ?

    • Reply Anne 29/09/2014 at 20:08

      Meget firkantet og forenklet sagt, fru kat, så gjorde jeg det vel, da det jeg troede var lykken ikke fandtes mere…

  • Reply Lise G. 29/09/2014 at 20:41

    Så fint skrevet Anne – det må ikke have været uden omkostninger at nå dertil, hvor du er i dag…

  • Reply diana rose 29/09/2014 at 21:01

    Kære Anne.
    Du burde samle alle dine guldkorn i en bog, der skulle hedde: “Annes kloge Grug, en fantastisk guide til et godt, nyt liv”.
    Den ville mange blive kloge af – jeg har ligesom du, været igennem et svigt, men kan også sige nu:-HOLD OP, HVOR HAR JEG DET GODT”.
    Mange knus fra Diana

  • Reply diana rose 30/09/2014 at 00:57

    Måske var “kloge Gruk” bedre – 🙂
    Diana

  • Reply Bettina Brogaard 30/09/2014 at 17:09

    Kloge og inspirerende ord

    • Reply Sidsel 03/10/2014 at 15:23

      Nemlig. Bettina:-)
      At holde fast i sig selv, er svært når korthuset vælter….

  • Reply Hanne 01/10/2014 at 18:12

    Ja jeg er med på ideen om en bog fra din hånd. Kloge og jordnære ord som altid, ord som jeg ofte tænker på og bruger Tak for det.
    Og så lige god bedring og held og lykke med hæklingen 🙂

  • Reply Elisabeth 02/10/2014 at 06:12

    Du kloke kvinne! Jeg støtter overnevnte angående å gi ut en bok.
    Og en gang vil jeg være gjest på din kommende stasjonsrestaurant. Eller kafe´? Whatever. Spennende tider framover som jeg forstår tar stor tankevirksomhet. You go girl!

  • Reply Tante T 02/10/2014 at 16:37

    Hep!

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.