Browsing Category

Dengang

Dengang, Familie, For hjerte og sjæl, Lynhistorier, Og mig selv - sagde hunden

ET HÅNDSKREVET BREV…

31/10/2012

Husker i Lynhistorier?

Spillet, hvor alle kan vinde, og som får gang i alle de mange skønne historier, som vi alle bærer inden i?!

 

Jeg købte det sidste år på Linked Inks julemarked og det har været i brug både i de private cirkler og også i jobmæssige sammenhænge. Jeg er vild med det.

I sommer kørte DR i samarbejde med Lynhistorier og Mungo Park et forløb, hvor alle danskere fik mulighed for at fortælle deres historier. Spændende og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke fik mig bevæget hen til et af arrangementerne.

Der er masser af at læse og lytte til her på DRs hjemmeside, smut forbi, det er gribende, rørende og underholdende…

 

Forleden kom jeg forbi spillet i et skab på Amandas værelse og jeg tænkte, at det måske kunne hjælpe mig tilbage på det daglige skrivespor her på bloggen. Sætte en ramme, give mig et puf i retning af, hvad der kunne fortælles om og få gang i tasterne igen.

For et fravær over tid kan gøre det vanskeligt at komme i gang igen, i gang med de små og egentlig “ligegyldige” hverdagsfortællinger, som giver bloggen liv. For ind imellem alt det der skal-bare-lige og travltravl, der er der selvfølgelig mange små momenter, hvor jeg kunne skrive ord til fornøjelse, forundring, forbløffelse og forskrækkelse.

 

Så sådan bliver det. Fra i dag og 1 uge frem.

Hver dag. 3 minutter til en historie. Ikke valgt men bare trukket op af kassen med alle kortene.

Jeg vil bruge timeglasset og jeg vil tillade mig at plukke i billedebiblioteket, hvis jeg tænker, at der er noget fint derfra, som kan understrege historiens ord.

 

Du må rigtigt gerne lade dig inspirere, fortælle din egen historie over samme ord, du kan skrive på din egen blog eller sende mig et lille skriv, så kan du få en gæsteplads her.

Jeg går i gang lige nu, lige her.

Det første kort:

Et håndskrevet brev.

3 minutter…

 

I begyndelsen af denne måned mødtes jeg med en skøn flok af min mors kusiner og fætre og deres børn.

Det vi har tilfælles er Ingeborg Kristine Bisbjerg. Min oldemor.

En stærk smuk og skøn sønderjysk kvinde, som var en stor del af mit hverdagsliv, indtil hun døde, da jeg var 21 år.

 

Til festen var også den eneste af hendes børn, der stadig lever, Moster Rie og med i tasken havde hun tre gamle breve. Skrevet i hånden. Skrevet af mig.

Til Ingeborg, min oldemor, som jeg kaldte for oldemormor. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men forvirringen om mor, mormor, hvem er hvem og hvorfor har sikkert spillet ind, da de voksne omkring mig besluttede, at det var sådan hun skulle kaldes.

 

Oldemormor boede kort fra den lejlighed, hvor jeg boede de første par år af mit liv sammen med min mormor og morfar.

(Nu er tiden gået – jeg tillader mig at vende uret – kun lige i dag)

Vi kom tit derover, til en kop formiddagskaffe og garanteret en kage, for der er jo det der med sønderjyder og kaffebord og den er god nok, ved jeg.

Hos Oldemormor var der spændende, 2 af hendes 9 børn havde været sømænd og de havde bragt eksotiske gaver med hjem fra fjerne lande, et skildpaddeskjold, fine kinesiske dukker, der kunne få skiftet paryk, underlige dimser og dutter, og man måtte gerne pille ved dem, og det gjorde jeg, verdens største pilfinger, dengang og stadigvæk.

 

Oldemormor havde været en modig ung kvinde, hun var stukket af til New York som ung, fordi hun ikke var ret forelsket i sin forlovede, hun havde levet i to krige og sendt sønner afsted ud i den sidste af dem, hun havde prøvet at være både rig og fattig, hun kunne fortælle gode historier og ind imellem kunne jeg tænke, om de mon alle var sande eller om de blev peppet lidt op med historier fra de mange bøger, som hun tyggede sig igennem.

 

Hun lærte mig at strikke, tålmodigt og roligt, hun gik med mig på biblioteket og tog mig med i kolonihaven til forkælelse og maven fuld af jordbær. Hun duftede af Majasæbe og havde det smukkeste hvide hår.

Og brune brune øjne.

Og dem så jeg igen nu i denne måned, ikke lige hendes øjne, men masser af øjne, der ligner, mine, min mors, min mors kusines, en granfætters og flere til. Brune øjne, rolige øjne, øjne med styrke men også sårbarhed og et strejf af dagdrømmeri…

 

3 minutter gange to.

Jeg er ikke nået til brevet endnu men det er vel lige meget. For på bare så kort tid kan det være vanskeligt at fortælle hele historien.

Især når det mere er en tankerække om en betydningsfuld person end det er en afgrænset oplevelse.

Jeg kan faktisk en rigtig god historie om hende Ingeborg. Eller mange.

Det kan blive en anden gang, måske når jeg skal til at bage julesmåkager.

 

Lynhistorierne kan opleves på dette års julemarked hos Linked Ink. I år endda med små lyn-demoer, hvor man kan være med og fortælle sin historie.

Markedet er i den sidste weekend i november her i Silkeborg. Jeg er der også med gode juleting og andet herligt.

Men det er en helt anden historie og i kommer garanteret til at høre om den i meget mere end 3 minutter…

 

Dengang, Familieliv, Fotos, Pigerne, Udveksling

PÅ TUR I GEMMERNE…

05/01/2012

Der ligger lige lidt mere end 28.000 billeder på min computer.

Det er mange.

Og det er rigtigt mange, når man sidder og scroller sig ned igennem dem på jagt efter nogle særlige af dem.

 

Jeg kommer til at fortabe mig lidt i de ansigter, som jeg møder, de steder, som ruller forbi, situationer fra ferier og fra hverdage, som bringer brudstykker af sætninger og strejf af gamle følelser frem.

Det er godt, rørende, sørgmodigt og herligt på en og samme tid…

 

Jeg leder efter et helt bestemt ansigt i mængden af billeder, jeg leder efter Laura.

Hun sendte mig i går morges en lille besked på Facebook

“Vi skal have vores year book pictures ind her den 6. og så tænkte jeg på, om du ikke lige kunne kigge de billeder du har af mig igennem og finde nogle valg muligheder? Der må også gerne var andre på billedet, så længe vi kan skære dem ud. Tak .”

 

Og der er sendt muligheder afsted. Forholdsvis nye billeder, så nye som de nu kan være, når hun ikke har været hjemme i 5 måneder. Der er også sendt lidt billeder med, som er ældre, men som jeg elsker. Måske ikke lige materiale til en Year Book, men billeder som i den grad har fanget Lauras personlighed.

 

Jeg er spændt på, hvad de vælger…

 

Billedet her er ikke med i puljen af det, der er sendt over Atlanten. Men hvor jeg dog bare elsker det billede.

Jeg kan mærke storbyvarmen og høre Stockholms lyde på den julidag i 2009, hvor vi holdt et lille rast på Wayne’s Coffee på Götgatan. Latte til de voksne og gode smoothies til de knap så voksne.

Vi havde shoppet i Designtorget og den kæmpestore bladkiosk, som ligger ved siden af. Vi havde været i genbrugsbutikker og i Monki. Nogen af os nød det og et par var knap så begejstrede.

 

Jeg vil altid være begejstret for hende den stærke og smukke Laura.

Jeg vil altid være begejstret for Stockholm.

 

Og jeg vil virkelig altid være taknemmelig for, at jeg har fanget så mange momenter i vores liv med mit kamera og fået et herligt bibliotek at bladre i.

Også med emner til en Year Book i Wisconsin.

Det vidste jeg ikke, da jeg knipsede…

 

Dengang

RETRO…

27/06/2011

Jow jow –

den lever skam!

Den 70’er agtige Sea & Ski.

 

Jeg har købt den af ren nostalgi og lukker øjnene for hvad der måtte være af underlige stoffer i solcremen.

Nøjes med at kigge på dem, der lyder som om at de er gode og gør mig lækker retrosommerbrun.

 

Abrikosolie og calendula.

Jeg bliver både brun OG blød.

 

Gid man kunne finde den grønne flaske med orange låg.

Så var det da rendyrket barndomssommer…