Familieliv, Haveliv, Hverdagsliv, Årets gang

SEPTEMBERSTEMNING…

24/09/2014

TUSMØRKE...

DAHLIA...

TID TIL FLAMMER...

Pludselig mærkes det bare tydeligt.
Efteråret banker på.
Regn, tusmørke, nye farver i haven og et temperaturfald, der er til at tage at føle på.
Koldt med bare fødder i sandalerne på morgenens havetur, koldt med bare arme og koldt med vinduet på vid gab, mens der bruses.

Vi kryber sammen inde og tænder lys, folder de bløde tæpper ud over os i sofaen og brygge varme drikke.
Forunderligt og underligt –
for lige forleden sad vi ude i solen med iskaffe i glasset og blødt græs mellem tæerne.

Det er vel september, når den er allermest sig selv.
Som april.
Lunefuld, sol og varme, regn og kulde.

En af mine kolleger sagde i morgen, at når vi rammer april og den første sol skinner og vi rammer 13 grader, så flår vi tøjet af og råber op om, hvor dejligt varmt det er og når bladene så falder i sensommeren og temperaturen falder sammen med dem og måske rammer 13 grader, så skutter vi os og sukker over, at det er for koldt.
Danmark i en nøddeskal – skønt og smukt med de skiftende årstider men også svært altid at følge med til…

Vi plukker stadig blomster ind fra haven, henter agurker og tomater i drivhuset og æbletræet bugner og jeg holder stadig fast i tanken om et par lune sensommerdage, slippe alt det dejlige ved sommermulighederne er jeg endnu ikke helt klar til.

Og dog –
der venter jo også gode efterårsaktiviteter.
Den sidste slåning af plænen.
Tømning af potterne med trætte sommerblomster, potter der bagefter skal fyldes med tulipanløg, så de kan stå og pynte på perronen til foråret.

Opgravning af dahliaknolde, der skal sættes et andet sted næste år og samling af endnu flere frø fra haven, frø der skal spredes med gavmild hånd på ledig jord i Vrads.

Vi skal koge æblegrød, sylte grønne tomater og og måske nå at plukke en portion hyldebær.

Og mest af alt skal vi bare nyde, at sommeren har været så god ved os i år med masser af soldage og høje temperaturer, så det på en eller anden måde føles okay at kysse den farvel og byde efteråret velkommen.

Lige om lidt altså, når lige jeg er færdig med at nyde septembers smukke dage…

You Might Also Like

10 Kommentarer

  • Reply Ellen Lund 24/09/2014 at 19:51

    Synes også det er lige fra den ene yderlighed til den anden. Kom hjem fra Fanø ved middagstid. Det har regnet lige siden. Det er mørkt og der er tændt stearinlys. På Fanø sad vi på terassen og strikkede i shorts og bare arme. God aften.

    • Reply Anne 28/09/2014 at 16:20

      Ja, det er de store kontraster, der er gang i i disse dage, her hos os var fredag kedelig og grå mens lørdag og søndag har været så fine…

  • Reply Hanne 25/09/2014 at 06:08

    Ja her bliver der også suget og nydt det sidste af september, hver en solstråle og hver en blå himmel. Alle årstider har nu charme men mørket og kulden om morgenen når hunden skal luftes det ville jeg altså godt undvære.

    • Reply Anne 28/09/2014 at 16:21

      Det er mørket, der er det værste for mig, Hanne, jeg er ikke vild med det, skidt med kulden, den kan besejres med varmt tøj, men jeg synes, at det er så hårdt når lyset svinder…

  • Reply Sidsel 25/09/2014 at 16:28

    Så kom omslaget i vejret måske?
    Det mærkes også her på Mallorca. Skyet. Natten torden og lynild. Og temp er faldet til 24. Men pyt, det er stadigt dejligt at sidde ude.
    Godt du har din veranda. Det forlænger det lidt! Spændt på Saxo-drengen… Ser sød ud. Hvor er han købt?
    Hyg myg:-)

    • Reply Anne 28/09/2014 at 16:23

      Dagene skifter og selv om der nu lige er lunt, så er efteråret meget nærværende, Sidsel, men det er okay, vi har haft den fineste sommer.
      Og ja verandaen er herlig nu, den er ikke sjov i sommervarmen.

      Saxo er købt oppe nordpå, Sidsel, vi tæller ned til d.28.11. Der er længe længe til.
      Hvorfor har du valgt at tage så stor en killing?

  • Reply Karina Simonsen 26/09/2014 at 07:40

    Så smukt og rigtigt skrevet. Som om du giver mine egne tanker skrift. 🙂 Hav et dejligt efterår – med lidt af det hele.

    • Reply Anne 28/09/2014 at 16:23

      Måske sad du med på skulderen, da jeg skrev, Karina 🙂
      Også et dejligt efterår til dig…

  • Reply Dorthe 27/09/2014 at 07:34

    Jeg nyder skift mellem årstiderne. Som du skriver kryber vi nu indendøre med tæpper og varme drikke. Det er da hyggeligt.

    • Reply Anne 28/09/2014 at 16:24

      Jeg er bedst til sommer og vinter, Dorthe, ikke så god til mellemsæsonerne.
      Og vinteren klarer jeg bedst med masser af sne, jeg er meget glad for lys og det giver sneen. Om sommeren klarer solen det jo fint i mange timer i døgnet endda…

    Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.