Archives:

Lidt af hvert

giv mig mere lilla…

20/11/2019

Fredag i sidste uge stod jeg op i et vanvittigt morgengry.

Madam Mim lilla himmel, der spejlede sig i vores sø, vilde vilde farver over hele himlen, man skulle næsten tro, at det var løgn. Løgn og photoshop – men det var ingen af delene, det var blot en ekstraordinær bjergtagende november morgenstund.

På en måde smittede den lilla starter af på resten af dagens timer, jeg startede ud med at blive forundret og måske også en anelse fortryllet og med de stemninger gik jeg igennem dagen og klarede det hele med lethed og smil…

De seneste dage har været anderledes dæmpede.

Grå. Tågede. Lidt tunge i det.

Både i vejret og i humøret.

Jeg går ikke i sort om vinteren, jeg kan rigtigt godt li’ den, holder lige meget af alle 4 årstider, de er med til at gøre vores lille land til noget særligt, synes jeg, men det grå og tågede det lægger sig ligesom som en tungt tæppe på mig. Jeg bliver ikke trist, ikke ked af det, jeg bliver faktisk en anelse gnaven og det er jeg nærmest ellers aldrig. Måske en time eller to engang hvert tredie år.

Ellers ikke. Jeg er mest frisk i humøret og har let til smil og optur. Bare ikke i tåge.

Jeg er heller ikke vild med blæsevejr, men der kan jeg jo bare skride ind og så ikke mærke det.

Gråvejr og tåge ses også, selvom man sidder inde…

Så jeg vil faktisk gerne ønske mig flere lilla morgener.

Og også nogle dage – eller uger – med hvidt foroven og hvidt forneden. Med klingende frost og røde næser og knirk under støvlerne. Sådan ønsker jeg mig mine novemberdage. Og decemberdage. Og januar og februar.

Kulde, der kan svitse alt det våde væk, kulde, der kan give den blåeste af alle blå himler og så fine hvide drys over alle de brune blade og den våde jord.

Jeg elsker forår.

Jeg elsker sommer.

Jeg elsker efterår.

Jeg elsker vinter.

Men vinteren mest når den er kold kold kold og ikke levner plads til det grå og tunge vejr…

Bloggen, Børnebørn, Familie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Pigerne

DET MAN IKKE VED, DET KAN MAN DIGTE SIG TIL…

18/11/2019

I aftes lagde jeg et par billeder af vores lille hus i vintermørket op på min Instagram Story og en af mine følgere skrev følgende til mig:

Hvem bor egentlig i dit hus? Gør nogle af dine døtre? Gør en partner eventuelt? Det har jeg tit spekuleret på.

Og så skrev vi lidt frem og tilbage om det og jeg vil sige, at hun havde fået digtet sig en god historie om, hvordan nu tingene forholdt sig her. Ingen hjemmeboende døtre og så en partner, der overhovedet ikke ville nævnes på de sociale medier. Det fik vi os et par grin af, for hun havde ikke rigtigt ret i nogen af sine antagelser.

Og da der også forleden var en, der skrev her på siden, at det kunne være rart med en slags forbindelse fra hjernerystelsestiden og så til dags dato, ja så tænker jeg, at vi lige ta’r en meget hurtig og overordnet status på familiesituation og livsvilkår og andre aktualiteter for klanen.

Bare sådan meget meget overordnet og måske nærmest noget, der kan minde lidt om en opremsning, men så er i da ajour og behøver ikke at digte selv…

Da jeg faldt og knaldede hovedet i et sneglat fortov i januar 2016 var status, at jeg boede i byen sammen med mine to yngste, Laura og Amanda, og min ældste var rykket fra sin andel af vores villavillakulla og ud til sin kæreste lidt længere uden for byen. Og i det regnskab med ældste + kæreste fik jeg også det dejligste tillæg endnu i mit liv, nemlig Anton, mit ældste barnebarn, der var 3 år, da jeg var så heldig at blive en del af hans liv.

Jeg havde min hverdag på stationen, hvor jeg jonglerede med mad, gæster og masser af arbejde. Selvstændig på godt og ondt. Og faktisk var der ikke plads til ret meget andet end den form for selvstændighed i mit liv på daværende tidspunkt.

Siden er der sket rigtigt rigtigt meget i mit liv.

Både p.g.a. gokket i nødden og også igennem den helt almindelige udvikling, som alle liv går igennem på forskellige plan…

Nu er vi i november 2019. Og rigtigt rigtigt meget er forandret.

Nu bor jeg et andet sted. Jeg arbejder et andet sted. Min barnebarnssum er nu forøget med 200 %.

Det mellemste barn er flyttet hjemmefra og ikke bare hjemmefra men til en-anden-by-hjemmefra.

Jeg stoppede på stationen ved årsskiftet 17/18 og forud for det gik der en lang periode med trælse forhandlinger og et meget nedslidt hoved. Det er en helt beretning for sig selv og jeg er faktisk ikke rigtigt sikker på, at jeg vil bruge kræfter på at rulle alt for meget af den ud og hvis jeg på et tidspunkt vælger at gøre det, så bliver det i indlæg, som kun handler om lidt præcis det.

Jeg fik tilbudt et job som souschef i en skøn lille økologisk forretning med take away, catering og folkekøkken, som var en slags klassekammerat til den hverdagsvogn, som jeg med succes havde haft på stationen. Forretningen ligger i Silkeborg og det var intet problem at hoppe ind i produktionen og hverdagen der, da jeg skulle arbejde sammen med velkendte og gode mennesker.

Jeg arbejder der stadig og er stadig souschef, men som en følge af mit brækkede hoved er jeg nok den kokke souschef i verden, der arbejder allermindst. 12 timer om ugen er hvad jeg kan holde til, men hvilke 12 timer! Jeg sparker Janteloven til hjørnet og tillader mig at skrive, at jeg faktisk er helt eminent i de 12 timer. Planen er, at det er mit job lige så længe, at det giver mening for alle, både chefen og souschefen og den plan er jeg rigtig tilpas med…

I sommeren 16 flyttede Laura hjemmefra. Hun ville gerne læse Logopædi og det kan man kun i Odense, så hun er nu placeret dejligt der lige midt i den smukke fynske by og lever et dejligt men travlt studieliv. Hun skrev sin bachelor i foråret og er nu i gang med sin kandidat. Hun er vild med det og har selvfølgelig lige øget sin opmærksomhed omkring sproget med ca.10.000 procent. En af hendes dansklærere fra folkeskolen sagde forleden til mig: Så får du ENDELIG lidt modstand på det sproglige, AnneS.

Og det gør jeg, han har helt ret, ham den gamle lærer, som også var en kær kollega til mig.

Amanda bor jeg sammen med i vores lille hus på landet. Hun startede på Aarhus Universitet nærmest samme dag, som Laura startede på SDU, men på en studieretning, som ligger lysår fra Lauras. Amanda læser medicinal kemi og er helt sikker på, at hun er landet på helt rette hylde, det er så dejligt for hende.

Hun kører de 50 km til Aarhus hver morgen og de 50 hjem igen hver eftermiddag og hun gør det uden at kny, for at bo her på landet det elsker hun! Hun er ikke fristet af byliv og andet dejligt i Aarhus, for hende er det dejligt fuglesang, skov, rådyr, stilhed og hjemmeliv uden impulser fra byens puls.

Jeg savner Laura meget, det er jeg ikke bleg for at indrømme, hun mangler her, hvor resten af familien er. Jeg under hende så meget et dejligt ungdomsliv i Odense, men det er som om, at der mangler en brik i familiepuslespillet. Hun kommer ofte hjem, det nyder vi alle, ikke kun mig men lige så meget hendes to søstre, som også mangler at have hende med i alle de små dagligdags ting…

Og så er der jo Sophie. Da jeg slog hovedet, havde hun knap mødt sin mand endnu, og nu små 4 år efter er hun gift med verdens rareste mand, hus- og sommerhusejer og mor til 2 fine rollinger og selvfølgelig stadig den bedste bonusmor for Anton, der nu er 7 år og går i 1.klasse hjemme i Aarhus.

2 rollinger – Topper og Vilma.

Topper, som til dels er opkaldt efter min far og til dels efter Ole Lund Kirkegaards Topper, han blev født i oktober 2016 og forandrede vores familie for evigt. På skønneste vis.

3 år nu og børnehavedreng med alt hvad det indebærer af godt og frækt!

Vilma, som nærmest aldrig bliver kaldt Vilma men alt muligt andet, hun kom ind i vores liv i september 2018, og satte ligesom lidt ekstra gang i det hele. Fuld fart frem.

1.2 år nu og vuggestuebarn i samme institution som sin bror.

De tre fine fine børn skal selvfølgelig ha’ meget mere spalteplads her på siden, en mere indgående beskrivelse det fortjener de helt sikkert.

Mine tre små.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol…

I kæledyrsbestanden er der status quo.

Huxi, Saxo og Sigga. Ingen nytilflyttere selv om jeg rigtigt meget ønsker mig en hund mere.

Og en kat måske. Det er for længe siden, at vi har haft en killing i huset.

Og huset er jo huset på det vidunderlige sted, som jeg allerede har fortalt så indgående omkring.

Helt ærligt – jeg kunne ikke ønske mig mere.

3 fine fine piger, som er så godt på vej i deres voksenliv.

3 skønne skønne børnebørn, der giver så meget liv og glæde.

3 pelsede venner, der giver indre ro og spreder hår med rund hånd.

Et lille skævt hus på landet.

Et dejligt og ægte job i de timer, hvor jeg er i stand til det.

En lynstatus herfra. En slags opremsning.

Så har i styr på tropperne og ingen behøver længere at digte historier om os.

Og forresten – det der med en partner, der ikke vil nævnes på de sociale medier, det er også bare en historie, jeg lever alene og jeg lever rigtigt godt og dejligt sådan.

Livet er smukt og fint og helt og aldeles perfekt uperfekt, lige sådan som jeg holder allermest af det…

Dengang, Garn, Genbrug, Loppefund, Strik

RUNDT OG RUNDT OG RUNDT…

17/11/2019

Da jeg var i Göteborg for nogle uger siden, købte jeg mig en blå ulden sømandsjakke.

Ikke en ny men en secondhand til omkring 80.- danske kroner.

Dobbeltradet smal model i kraftigt stampet marineblå uld. Med de sorte knapper med ankre på.

Ægte sailor fra danske Hempel.

Jeg havde én helt magen til først i 80’erne, købt i en lille skibsproviantering i Haderslev lige overfor Teateret Møllen. De havde mange gode ting i den butik, selvfølgelig allermest til både, men også gode bunker til os med hang til modetøj, Docksides sailersko, blå- og hvidstribede enkle trøjer i både uld og kraftigt bomuld, det var alt sammen i så lækker kvalitet og ikke til at slide op.

Men det gjorde vi selvfølgelig heller ikke, for før vi var nået til noget som helst, der kunne minde om bare det mindste slid, da var moden skiftet og vi var hoppet i brede hvide InWear bukser med trekvartlange ben og så en lille top til. Intet slid bare videre.

Eller det vil sige – faktisk holdt jeg fast i lige præcis de sejler-items i en lille flok år, skoene gik jeg vildt godt i og de var nemme at hoppe ud og ind af, når først de var gået godt til og jakken var varm og god og de stribede bluser, dem er jeg aldrig holdt op med at elske. For et par år siden smed jeg min bedste Nautico trøje ud, det var nærmest til at tude over, og ovenpå i Amandas skab lever stadig en enkelt gang originale striber fra min ungdom, bløde udtrådte striber, som er i brug som hyggetøj for netop hende, der elsker blødt tøj, der er gået godt til….

Jeg har tit tænkt på, at jeg gerne ville finde en sømandsjakke igen og der har med jævne mellemrum været bud nok på modellen fra forskellige danske modefirmaer, men de har ikke været helt så kraftige i ulden; de har såmænd været lækre og flotte, men ikke lige sådan helt rigtige, som jeg gerne ville ha’ det.

Og så er jeg kommet fra det igen. I perioder. Og så er tanken dukket op igen. En blå klassisk sømandsjakke.

Jeg synes, at den passer så godt til den måde, som jeg kan li’ at klæde mig på. Sådan lidt blåt, roligt og i naturmaterialer. Og så er den varm på den bedste måde, ulden varm.

Der har garanteret været masser af lejligheder, hvor jeg kunne ha’ købt mig en “ægte” maritim jakke, jeg kunne ha’ bevæget mig hen til en skibsproviantering, jeg kunne ha’ søgt og købt på nettet, jeg kunne ha’ gjort så meget, men det har ikke været sådan noget, jeg virkelig virkelig ville, det har været en tanke, som ind imellem har strejfet mig og så har været væk igen.

Men så hang den der pludselig! I Smyrna Secondhand i et industrikvarter i Göteborg. I min størrelse og til nærmest foræringsvis. I perfekt stand og bare lige til at smutte i. Så nu er den her. Den blå klassiske uldne jakke, som jeg nu skal ha’ i noget, der kunne ligne for evigt…

Til sådan en jakke skal man ha’ et uldent stribet halstørklæde. Det skal man bare. Siger jeg.

Og når det nu er min jakke, så glæder den regel selvfølgelig bare ekstra meget.

Jeg har – selvfølgelig – et langt uldent blå-hvid stribet halstørklæde, men det ville være et for oplagt og lidt for nedtonet valg. Striberne må gerne ha’ lidt mere kulør. Ja altså jeg er ikke blind og kan sagtens se, at det ikke er sådan vanvittig meget kulør, der er på de nye uldne striber, men det er jo 100 % Anne kulører, det er ingen vist i tvivl om.

Mange gode rester af lammeuld med en løbelængde på ca 575 m/100 g. er fundet frem oppe fra kasserne – hurra for lagergarn – og efter en høj rib forneden går det nu bare rundt og rundt og rundt i glatstrik på p.4.

Easy peasy og hurtigt.

Men efter en lille meters penge blev det alligevel for meget for mig med alt det blå, brune og sennep. Lidt for nedtonet og herreagtigt, synes jeg. Noget blødere måtte med i striberækken.

Og det kommer der så nu. Tre fine toner af noget rosa og fersken og jeg ved allerede nu, at de tre striber vil give tørklædet et helt helt andet udtryk, mere annesk…

Jeg har besluttet mig for at tage ribben af og strikke en rosa stribe ind der og så strikke ribben igen, for ellers kommer alle de nye farver til at ligge i den sidste meter af tørklædet og det bliver for ubalanceret for mig. Og skal tørklædet nu holde lige så længe som jakken, så skal jeg være helt helt tilfreds med det.

Og det er jeg ret sikker på, at jeg bliver nu. En lille optrævling i den forkerte ende og bagefter så ellers bare rundt rundt rundt igen og snart kan jeg så svinge to uldne meter om halsen oven på den blå sømandsjakke.

Det er jeg vild med og så glad for, at jeg da fik øje på det blå uld der midt i alt det andet overtøj, især fordi øjnene mest var tunet ind på noget med jul og halm og lys og stjerner og trænisser, som der ikke var en eneste lille skæv én af.

Et billede af jakken?

Det kommer der selvfølgelig.

Men først når der er striber at sætte til…