For hjerte og sjæl, Hverdag

NED OG OP…

23/03/2011

Rødt på skyerne mod vest i aftes og rødt på skyerne mod øst i morges.

Smukt at falde til ro på efter en udfordrende dag og lige så smukt at trave i sammen med min bløde hund i den tidlige tidlige morgen.

Jeg kom endelig til undersøgelse i Ringkøbing, ikke alt var lige pænt indeni og jeg skal starte på noget nyt medicin og så ellers sendes igennem systemet til undersøgelser af andre dele af den indre mekanik.

Det havde jeg på fornemmelse, havde tænke at det var sådan det var, men det gør det ikke så meget lettere, ventetid er uro-tid…

Jeg tager hul på onsdagen og lader tirsdag være tirsdag, jeg vil nyde stille timer herhjemme, før jobbet kalder med gode udfordringer og nye reflektioner over hvilke veje, der er at gå for både den ene og den anden.

Ude ved døren står friske forårsblomster, der kan kommes i potter, i skuret står en kultivator, der sukker af længsel efter at kradse jorden op i bedene, i skabet står en spand og en moppe, der gerne vil inviteres til dans på de store gulve og i bryggerset står en kurv med krøllet tøj, der ville blive smukkere efter en tur med et varmt jern.

Det står der alt sammen og det får det lov til, jeg kan sagtens lukke øjnene for det og lade mig selv stå og gå i tomgang, stilleleg, sådan skal min onsdag morgen være.

Jeg nynner en lille sang, som jeg så gerne ville dele med jer, men lige meget hvor jeg leder, så finder jeg den ikke i fuld længde med melodi og sangstemmer.

Ordene får i her alligevel, de er skønne og milde, lige som jeg håber, at min onsdag må blive.

Melodien ligger lige her, måske kan i selv sætte det sammen.

Godmorgen til jer og til det lille land…

Melodi: Carsten Johs. Mørch – Tekst: Niels Brunse

Godmorgen, lille land!
Et land med sol, et land med dis,
med kyst af sten og sand,
som havets bølger slikker,
med bakker skabt af is,
koldt eller venligt skiftevis.

Godmorgen, ø ved ø!
Nu ser vi Danmarks buetegn
med blink af hav og sø,
de slanke, lyse broer.
I sol, i blæst, i regn
bærer de os fra egn til egn.

Godmorgen, hver og en,
som sidder ved et morgenbord
fra Skagens hvide gren
til Gedsers lange odde,
på vores prik mod nord
her på den kuglerunde jord.

Godmorgen, stå nu op!
Stå ud af drøm og tankespind
og stræk din tunge krop,
for ingen er alene;
når verden lukkes ind,
bygger vi bro fra sind til sind.

You Might Also Like

10 Kommentarer

  • Reply susanne vestergaard 23/03/2011 at 09:17

    Åh ja – god morgen sødeste Anne – “… for ingen er alene, når verden lukkes ind, bygger vi bro fra sind til sind” – og lige det er du bare rigtig rigtig god til, Anne…. tænker på dig og tror på du får en dejlig onsdag. Dejligt at du formår at give dig selv plads til tomgang og omsorg ved at lade stå til med alle de praktiske opgaver som du på andre dage, i et andet lys og med andre tanker er et jern til at få fra hånden! I dag er nydelsen at gi dig selv plads…. kæmpekram fra mig!

  • Reply Liselotte 23/03/2011 at 10:05

    Jeg sender kun et kram… et langt ét…

  • Reply Marie 23/03/2011 at 10:54

    Det er så vigtig, at du giver dig selv plads til egen omsorg netop i dag. Alt det andet nås jo nok.
    Det er en stille og meget smuk sang du sender videre , den tekst vil jeg huske!
    Får du pludselig et knus af en “hvidhåret” i Silkeborg, så er det bare mig, der ikke kan lade være!!!!!! Sender mange varme tanker til dig og din familie.

  • Reply Charlotte Thaarup 23/03/2011 at 12:03

    Ja – må det blive en god dag!

  • Reply mona 23/03/2011 at 12:20

    Tak for de smukke, stemningsfulde billeder, og den dejlige sang, som jeg slet ikke kendte – det gør jeg nu og går og nynner den inde i hovedet. Jeg holder meget af de danske sange.
    Godt du har været til undersøgelse, så du kan komme i gang med at blive repareret. Og den bløde hund – at begrave hænderne i sådan en blød hundepels – ahh!

  • Reply Ella 23/03/2011 at 12:28

    Varme tanker og knus til dig 🙂

  • Reply Sidsel 23/03/2011 at 12:54

    Stort cyperkram til dig, Anne. Uvished er noget lort! Når du ved hvad det er og drejer sig om, så kan du bedre hele. Selvom det er trælst. Hundegramserier og forårsluft hjælper et stykke på vej 🙂

  • Reply karen 23/03/2011 at 13:44

    Så vakre toner og tekst. En stor virtuell klem til deg. Håper du raskt får visshet og bedring!

  • Reply Lone Rode 23/03/2011 at 18:37

    Også varme tanker herfra. Og ja, det er en dejlig sang, den er skrevet til indvielsen af Storebæltsbroen og blev den dag sunget af Povl Dissing

  • Reply Annette 24/03/2011 at 23:24

    En bunke varme tanker får du også fra mig! Lykke til med undersøgelserne, håber det bedste.
    Den dejlige sang har jeg for nyligt hørt i et lækkert-lækkert arrangement for pigekor. Uhmmmm…

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.