Dengang, Familie, For hjerte og sjæl, Lynhistorier, Og mig selv - sagde hunden

ET HÅNDSKREVET BREV…

31/10/2012

Husker i Lynhistorier?

Spillet, hvor alle kan vinde, og som får gang i alle de mange skønne historier, som vi alle bærer inden i?!

 

Jeg købte det sidste år på Linked Inks julemarked og det har været i brug både i de private cirkler og også i jobmæssige sammenhænge. Jeg er vild med det.

I sommer kørte DR i samarbejde med Lynhistorier og Mungo Park et forløb, hvor alle danskere fik mulighed for at fortælle deres historier. Spændende og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke fik mig bevæget hen til et af arrangementerne.

Der er masser af at læse og lytte til her på DRs hjemmeside, smut forbi, det er gribende, rørende og underholdende…

 

Forleden kom jeg forbi spillet i et skab på Amandas værelse og jeg tænkte, at det måske kunne hjælpe mig tilbage på det daglige skrivespor her på bloggen. Sætte en ramme, give mig et puf i retning af, hvad der kunne fortælles om og få gang i tasterne igen.

For et fravær over tid kan gøre det vanskeligt at komme i gang igen, i gang med de små og egentlig “ligegyldige” hverdagsfortællinger, som giver bloggen liv. For ind imellem alt det der skal-bare-lige og travltravl, der er der selvfølgelig mange små momenter, hvor jeg kunne skrive ord til fornøjelse, forundring, forbløffelse og forskrækkelse.

 

Så sådan bliver det. Fra i dag og 1 uge frem.

Hver dag. 3 minutter til en historie. Ikke valgt men bare trukket op af kassen med alle kortene.

Jeg vil bruge timeglasset og jeg vil tillade mig at plukke i billedebiblioteket, hvis jeg tænker, at der er noget fint derfra, som kan understrege historiens ord.

 

Du må rigtigt gerne lade dig inspirere, fortælle din egen historie over samme ord, du kan skrive på din egen blog eller sende mig et lille skriv, så kan du få en gæsteplads her.

Jeg går i gang lige nu, lige her.

Det første kort:

Et håndskrevet brev.

3 minutter…

 

I begyndelsen af denne måned mødtes jeg med en skøn flok af min mors kusiner og fætre og deres børn.

Det vi har tilfælles er Ingeborg Kristine Bisbjerg. Min oldemor.

En stærk smuk og skøn sønderjysk kvinde, som var en stor del af mit hverdagsliv, indtil hun døde, da jeg var 21 år.

 

Til festen var også den eneste af hendes børn, der stadig lever, Moster Rie og med i tasken havde hun tre gamle breve. Skrevet i hånden. Skrevet af mig.

Til Ingeborg, min oldemor, som jeg kaldte for oldemormor. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men forvirringen om mor, mormor, hvem er hvem og hvorfor har sikkert spillet ind, da de voksne omkring mig besluttede, at det var sådan hun skulle kaldes.

 

Oldemormor boede kort fra den lejlighed, hvor jeg boede de første par år af mit liv sammen med min mormor og morfar.

(Nu er tiden gået – jeg tillader mig at vende uret – kun lige i dag)

Vi kom tit derover, til en kop formiddagskaffe og garanteret en kage, for der er jo det der med sønderjyder og kaffebord og den er god nok, ved jeg.

Hos Oldemormor var der spændende, 2 af hendes 9 børn havde været sømænd og de havde bragt eksotiske gaver med hjem fra fjerne lande, et skildpaddeskjold, fine kinesiske dukker, der kunne få skiftet paryk, underlige dimser og dutter, og man måtte gerne pille ved dem, og det gjorde jeg, verdens største pilfinger, dengang og stadigvæk.

 

Oldemormor havde været en modig ung kvinde, hun var stukket af til New York som ung, fordi hun ikke var ret forelsket i sin forlovede, hun havde levet i to krige og sendt sønner afsted ud i den sidste af dem, hun havde prøvet at være både rig og fattig, hun kunne fortælle gode historier og ind imellem kunne jeg tænke, om de mon alle var sande eller om de blev peppet lidt op med historier fra de mange bøger, som hun tyggede sig igennem.

 

Hun lærte mig at strikke, tålmodigt og roligt, hun gik med mig på biblioteket og tog mig med i kolonihaven til forkælelse og maven fuld af jordbær. Hun duftede af Majasæbe og havde det smukkeste hvide hår.

Og brune brune øjne.

Og dem så jeg igen nu i denne måned, ikke lige hendes øjne, men masser af øjne, der ligner, mine, min mors, min mors kusines, en granfætters og flere til. Brune øjne, rolige øjne, øjne med styrke men også sårbarhed og et strejf af dagdrømmeri…

 

3 minutter gange to.

Jeg er ikke nået til brevet endnu men det er vel lige meget. For på bare så kort tid kan det være vanskeligt at fortælle hele historien.

Især når det mere er en tankerække om en betydningsfuld person end det er en afgrænset oplevelse.

Jeg kan faktisk en rigtig god historie om hende Ingeborg. Eller mange.

Det kan blive en anden gang, måske når jeg skal til at bage julesmåkager.

 

Lynhistorierne kan opleves på dette års julemarked hos Linked Ink. I år endda med små lyn-demoer, hvor man kan være med og fortælle sin historie.

Markedet er i den sidste weekend i november her i Silkeborg. Jeg er der også med gode juleting og andet herligt.

Men det er en helt anden historie og i kommer garanteret til at høre om den i meget mere end 3 minutter…

 

You Might Also Like

6 Kommentarer

  • Reply Trine F 31/10/2012 at 09:13

    Maja -sæbe, den med flamingo-danserinden på, åh den parfume brugte min mormormor, ja en oldemor, der ikke var klar til at være oldemor, da jeg kom til verden. (hun var 64).

    Sjovt med de kaldenavne, min den ældste fandt selv ud af at kalde min mormor for Store-mormor, hendes fars mormor Olde-mormor, og min bonus farmor for Olde-Ester. Ja og min mor blev til Lille-mormor.
    Hyggeligt at de gamle breve er blevet gemt. 😉

  • Reply Ellen 31/10/2012 at 10:24

    Tak for inspirationen Anne- lige nu tænker jeg på om min lynhistorie skal handle om min farmors bror- som jeg fortalte om på arbejde igår… egentlig lidt fedt at man kan gemme minderne om familien på bloggen- og ikke kun fortælle om det der er lige nu:-)

  • Reply Angelika 31/10/2012 at 18:45

    kære Anne, tusind tak for hyggelig læsning og inspiration. Jeg glæder mig til mange lynhistorier, og jeg klager bestemt ikke når de bliver lidt længere 🙂
    kh
    Angelika

  • Reply unikarina 31/10/2012 at 19:35

    Først og fremmest så synes jeg at det er vild skønt at dine breve er gemt. At du nu får dem tilbage. Historien om oldemormor lyder dejlig – og hører gerne mere.
    Jeg dvæler ved “Håndskrevne breve” – jeg har tidligere været en meget flittig brevskriver. Jeg sendte til nær og fjern – til venner og familie. Men det er desværre gået lidt i glemslen sammen med mail, sms, FB og mindre tid. Jeg kan huske at du på et tidspunkt havde sat dig for at skrive et håndskrevet brev om måneden. Måske skulle jeg tage det op – for et håndskrevet brev eller kort har bare stadig noget “magisk” over sig…

  • Reply Fríða 31/10/2012 at 21:19

    åh, sikke dejlige barndomsminder! og for en god idé med det spil og lynhistorierne, jeg skal helt sikkert i tænkeboks og finde min udgave.
    kh.fra Island
    Frida

  • Reply Tina Melton 01/11/2012 at 13:04

    Dejligt at du skriver igen!!

    Jeg har lige en sød en til den med benævnelserne af de nærmeste familiemedlemmer. Min datter på snart 6 år var ved at løse noget af ordets mysterier. Hun havde jo luret at mange ord er sammensatte. Hun sagde så…..”moar???? Når mormor er to gange mor ikk? Staves Oldemor så 3 gange mor???”
    Det var lige før jeg bare havde sagt ja for at honorere den logiske tankegang….så kunne hun jo altid opdage senere at det var lyv :-))))

  • Skriv et svar til Angelika Fortryd kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.