Arbejdsliv, Dengang, Mad, Og mig selv - sagde hunden

1989…

21/10/2010

Jeg har en læser her på bloggen, der deler min passion for mad, ja egentlig er der jo nok flere af slagsen, men hende, der har sendt mig en tur tilbage til mine kokkeelevdage er Eva fra Mums-Filibaba.

Eva er lige startet på Den internationale Gastronomiuddannelse i København og kæmper små hverdagskampe for kunne lave den ypperste fromage og de snedigste retter af givne råvarer.

Hun klør på, gør hun, og jeg kan bare sådan huske hvordan det var, dengang for længe siden, da jeg som 21-årig trak i min første hvide kokkejakke.

Jeg brændte, ligesom hun gør, og ville bare lære det hele til perfektion…

Selv om jeg ikke længere aktivt bruger min kokkeuddannelse, så er det et helt vidunderligt kapitel i mit liv at tænke tilbage på, de der vilde kokkedage, hvor vi arbejdede så sveden sprang og hænderne rystede af anstrengelse.

Hvor vi blev kastet ud fra de vildeste højder og bagefter var så stolte og seje, når vi havde kørt et stort ryk a la carte bon’er og tjenerne kunne melde tilbage om meget tilfredse og glade gæster.

Det var vildt og det rush og kick, som sådan en omgang gav, det findes ikke i det liv, som jeg lever nu.

Ind imellem savner jeg det, det rå og pressede kokkeliv.

Ind imellem…

Jeg har været ved at rode igennem alle mulige og umulige kasser på vores loft, ja der var jo det der manglende vaccinationsbevis, og deroppe fandt jeg også et gammelt udklip fra et restaurationsblad, et udklip, der viser en meget ung og meget slank Anne, der får overrakt en fed check og et diplom.

Et diplom, som også ligger i kassen på loftet, og fortæller, at jeg dengang i 1989, gisp, vandt en konkurrence for kokkeelever, som de danske slagterier havde udskrevet.

Hold da fast, som jeg var stolt den dag, vildt meget faktisk, for jeg var ret underseedet i de andre deltageres øjne, de kom fra bl.a. Søllerød Kro og Sheraton, og mente ikke, at der kunne være ret meget gemt i sådan en lille pind fra provinsen.

De tog fejl.

Og det kan egentlig stadig få mig til at gnække…

For at deltage i konkurrencen skulle man indsende et forslag til en A la Carte hovedret, hvor køddelen skulle være skåret af en svineskinke.

En bred opgave, hvor man kunne byde ind med det, som man nu mente kunne holde i en konkurrence, men samtidig skulle kunne tilberedes på de ca 25 min, der ville være en okay ventetid i en restaurant – dengang.

Jeg var, som så ofte, i sidste øjeblik, og blev presset lidt af min chef, som gerne ville ha’ mig til at sende ind, jeg havde næsten bare ikke tiden til at tænke kreativt og udfylde skidtet. Enlig mor i kokkelære – hvad troede han egentlig at jeg havde af “fritid” til den slags?!

Konkurrencetilmeldingen blev udfyldt i sidste minut, sendt afsted mod udvælgelseskomitéen i København og så tænkte jeg ikke ret meget mere over det.

Altså før den dag, hvor der kom brev retur med et tilbud om at deltage i konkurrencen den og den dag på Hotel- og Restaurationsskolen i København.

2 dage i hovedstaden med alt betalt, lækkert hotel, 7 retters menu på La Cocotte og så en reception på Langelinie Pavillonen, når der skulle kåres en vinder…

Jeg takkede selvfølgelig ja, ja da, og fik så en anelse travlt hjemme, for jeg havde ikke prøvet at lave den ret, som jeg havde sendt ind, jeg havde ligesom bare tænkt den.

Jeg tror ikke, at jeg sagde F**k den gang, det var vist ikke rigtigt “opfundet”, men jeg har helt sikkert sagt noget fra samme skuffe.

To gange inden afgang nåede jeg at lave retten, to, det er bare ikke ret meget!

Men jeg havde en god fornemmelse af den, den smagte, som jeg havde forestillet mig, heldigt nok.

Jeg kom, jeg kogte og jeg vandt.

Nogen tabte, både æren og mælet, for de havde jo sådan set forventet, at det var dem og ikke jydetampen, der skred med pengene, knivkufferten og det store smil…

Min ret hed noget i omegnen af

Skinkemignon på frisk pasta med sauce af jordkokker og kapers.

I 1989 – det var altså den gang, at man fik spaghetti – tørre lange pinde – og ikke ret meget frisk hjemmerullet pasta, og der var da også en enkelt deltager, der nærmest fik grineflip over mine kosteskafter med nylavet fettucine.

Desværre for ham kom det der med “Den, der ler sidst, ler bedst” til at passe lidt for godt.

I virkeligheden burde jeg prøve at lave retten igen, den holder faktisk okay, tænker jeg, men jeg vil nok lige undlade de minimajs og sukkerærter, der var det hotteste hotte dengang.

Jeg tror sgi det er tid for en revival.

I morgen.

Til gæstebud.

Retromad.

Den nupper vi.

Og så citronfromage, for det har Eva hypnotiseret mig til at tænke på.

Mignon – fromage – mignon – fromage.

Du tænker kun på mignon og fromage!

Og Eva-

afsted med dig!

Ud over kokkestepperne!

Der venter så meget godt derude og du bliver SÅ god.

Det gør du.

Mums Filibaba siger jeg bare…

You Might Also Like

32 Kommentarer

  • Reply Lone H 21/10/2010 at 22:31

    Sikke en dejlig historie – ung og køn og kreativ og forud for sin tid – sikke en sejr, du skal lige ha et forsinket til lykke, det var godt gået.
    Det lyder nu da ikke så dårligt med pasta, jordskokker og kapers og så en gang citronfromage; så er det ligesom at blive barn igen…
    godt gæstebud 🙂

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:33

      Tak Lone 🙂

      Vi må desværre springer gæsterne over idag, men jeg er sikker på, at menuen vil blive lavet en dag inden for overskuelig fremtid…

  • Reply Charlotte 22/10/2010 at 05:36

    Dejlig fortælling Anne!
    Mine tænder løber jo i vand…. jeg skulle nok tænke på noget morgenmad først.
    Jeg får gæster i morgen til en af vores nyslagtede gæs, så det står jo næsten på j… mad. Godt det er lidt riv og ruske uden for, det passer den mad bedst til.
    Hav en god dag!

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:34

      Uhmmmmm gås –
      det er en af mine livretter, Charlotte.

      Håber, at i får en dejlig aften med gæster og god mad…

  • Reply Eva 22/10/2010 at 05:47

    Det var en skøn historie om ungdom og gå-på-mod og fordomme og god mad.
    God fredag.

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:34

      Også til dig, Eva…

  • Reply Losarinas mor 22/10/2010 at 06:19

    Jeg blev sørme i helt godt humør af at læse dine ord 🙂 sej ung kvinde fra provinsen .-)

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:35

      Det er jeg da glad for, Miri, at jeg kunne sende lidt humør af den gode slags i din retning…

  • Reply Anne 22/10/2010 at 07:46

    Skønt at læse 🙂
    Du styrer..Vi styrer…os fra provinsen 😀

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:35

      Ja det kan vi da gøre, hvis vi vil, Anne 🙂

  • Reply Frau Putz 22/10/2010 at 07:50

    Dejligt at få lov til at være “en flue på væggen”. Jeg kan næsten se deres krakkelerede smil for mig 😀
    Det er bare så dejligt, når en ret man “tænker” faktisk ender med at smage rigtigt godt.

    – og så tror jeg søreme også, at vi skal have citronfromage en gang i den dejlige, ventende weekend. Har altid haft en svaghed for citronfromage som min Bedste lavede den. Den ukronede konge af desserter 😉

    God fornøjelse med din tilbagevenden til retromaden.

    KH Karina

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:36

      Vi må ha’ gang i fromagerne, Karina, de smager jo faktisk forrygende, når de er ordentligt lavet.

      Jeg elsker faktisk den slags “efterretter”, også ymerfromage og chokoladebudding og og…

  • Reply djohanne 22/10/2010 at 08:15

    Tusind tak for den lille snis verdenshistorie med dig i hovedrollen.
    Skønt erindringsbillede der har sået et ekstremt behov for citronfromage her.
    Dengang var du da også sej og jydelækker….

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:37

      Velbekomme og mange tak, Hanne…

  • Reply Bolette 22/10/2010 at 08:28

    Fantastisk historie. Sådan er vi nemlig, kvinderne fra provinsen – ret seje, selvom vi ikke skilter med det ;o)

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:39

      Ja det er da egentlig en lille hyggelig historie, Bolette, jeg kunne ha’ skrevet meget mere, nød at sidde der og tænke tilbage…

  • Reply Eva Bagger 22/10/2010 at 09:14

    Kære Anne…

    Hvad skal jeg sige? ….
    Jeg er rørt til tårer. Bogstaveligt talt.
    Jeg kunne ikke have fået en bedre start på dagen! – og så oven i købet på en dag, hvor jeg netop skal ind og vise min kokkekunnen i skolekøkkenet sammen med min nye makker; en super sej 20-årig gut, der har arbejdet som tjener i 5 år (bl.a. på Kiin Kiin). Vi skal lave thaimad. Glæder mig helt vildt! Har tænkt og tegnet og kigget franske madmagasiner, og er kommet op med en klassisk ret i nye klæder og med et nyt twist – som jeg ser super meget frem til at tilberede og ikke mindst anrette 😉
    Og, Fru Dyrholm Stange, må jeg så ellers lige have lov at komplimentere Dem? Hvor er du bare mega sej! Er totalt imponeret over, at du vandt konkurrencen dengang! (Selvom jeg bor i København og meget snart i Istanbul igen, er jeg jo stadig bare en lille pige fra en forstad til Århus indeni…!). Jeg nød i dén grad at læse din beretning – din tur down memory lane… Fik næsten lyst til minimajs – og i hvert fald den friske pasta.
    Endnu engang tusind tak, Anne.
    Du har gjort mig meget glad! 😀

    Kærligst Eva

    PS: Mignon – fromage – mignon – fromage!! Helt sikkert!

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:40

      Velbekomme, Eva, det var så usigeligt lidt.
      Jeg håber, at køkkendagen er gået rigtigt godt og at du nu er klar til dejlig weekend…

  • Reply Sonnie 22/10/2010 at 10:13

    Hold da op en fantastisk historie, jeg læste og læste og kunne blive ved. Det var skide godt du gav dem baghjul :o) Jeg følger også Evas spændende tid og hendes lækre retter.

    Den retro menu lyder lækkert, god fornøjelse med den :o)

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:41

      Menuen er udskudt til en anden dag, Sonnie, men laves, det skal den bare, tilsat en 2010 opgradering på grøntsagsfronten 🙂

  • Reply Heidi 22/10/2010 at 11:42

    Jeg sidder så her og bliver helt rørt, fordi du Anne har gjort Eva så glad med dit indlæg! Jeg tror, du er god til at gøre andre mennesker glade!

    Tillykke med sejren den gang i 80’erne – så ku’ de lære det, ku’ de.

    Smider du ikke lige din fromageopskrift ved lejlighed ;-))

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:42

      Det ved jeg ikke om jeg er, Heidi, men jeg forsøge at være et ordentligt menneske, og det lykkes ind imellem 😉

      Og fromageopskriften den skal nok komme, vi vil ha’ fromagen tilbage på spisebordene, ikk’…

  • Reply ThinkingSpace 22/10/2010 at 12:36

    Wauw, hvor er du altså sej, Anne. 1000 tak fordi du deler en skøn, skøn historie som denne her – og forsinket tillykke med sejren! 🙂

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:43

      Velbekomme, Erika, det var en fornøjelse at dele.
      Og så tak for både det ene og det andet…

  • Reply Piskeriset 22/10/2010 at 13:33

    Hvor er det dog et dejligt indlæg – jeg sidder og bliver rørt på både dine og Evas vegne. Et spændende indblik i kokkekonkurrencen (og tillykke med sejren dengang – godt gået!) og en rigtig sød og rørende opbakning.

    Du ser helt bestemt køn ud på billedet dengang – men jeg kan altså ikke se, at det er så mange år siden, for du ser altså også ganske ung ud på dit nuværende profilbillede 🙂

    Hav en dejlig weekend!

    • Reply Anne 22/10/2010 at 14:44

      Tak skal du ha’, P, skøn smiger 🙂
      Jeg lapper den lige i mig nu og her, hvor jeg sidder med migræne-krøllet fjæs!

      Også god weekend til dig…

  • Reply Helle 22/10/2010 at 15:37

    Sådan! Godt gået, super historie fra en svunden tid, men skønt at lade tankerne flyve, og tak for at du delte den med os, det var dejligt at få et godt grin.

  • Reply Klidmoster 22/10/2010 at 22:58

    Super fedt indlæg! Jeg blev virkelig glad af at læse det. Jeg vandt DM guld som caterelev – og det var imod alle odds. Det er så fantastisk når tingene bare lykkedes. Mignon – fromage – mignon – fromage 🙂

  • Reply karen 23/10/2010 at 10:16

    Fantastisk historie om en dyktig og verdig vinner! Virkelig til å bli glad av. Jeg skal jammen meg prøve å lage en lignende rett – høres ut som herlige kombinasjoner!

  • Reply Mette 24/10/2010 at 19:47

    Skøn historie og billede. Meget smukt begge dele!

  • Reply Charlotte Thaarup 24/10/2010 at 21:25

    Tak for en skøn historie! Og velbekomme!

  • Reply Ida Juul Jensen 25/10/2010 at 19:30

    Rigtig godt indlæg…jeg er også pædakok;-) var også superstolt da jeg fik min første kokkeuniform og ja jeg elskede det liv….desværre kunne ryggen ikke holde til det i længden og jeg blev så uddannet pædagog…så nu sysler jeg kun med der herhjemme og læser kogebøger som andre læser romaner….og når det bliver for pædagogisk på mit nuværende arbejde(fnidder) ja så savner jeg godtnok engang imellem en stor gryde at røre i;-)

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.