Jeg har tænkt lidt på pap i dag. Af den slags, som er foldet til kasser og så brugt til at sende varer rundt i landet med.
I går hentede jeg to pakker hos den lille lokale købmand, garn i dem begge, indkøbt af Laura til den Zipper Sweater, som jeg skal strikke til hende. Den ene pakke var en lille plastpose af den slags med selvklæbende lukning, den anden var en smuk pastelfarvet papkasse, to meget forskellige leveringer med nogenlunde samme indhold.
Posen var bare en pose med en forsendelseslabel, ingen sjov og ballade på den, pose med garn og følgeseddel og ikke mere end det. Kassen der imod – den var dresset op til fest. Uden på var der fint klistermærker med et lille strikkeord på, inden i var der smukt silkepapir, endnu et klistermærke og lidt slik.
Der er ingen tvivl om, at der ligger fine tanker om skønhed og forkælelse ift den pastelfarvede kasse, og det har jeg stor respekt for. For ingen bliver jo vrissen over, at nogen har gjort sig umage med den slags, og jeg ved, at mange føler det som en lille forkælelse, når de modtager sådan en kasse. Smuk og fin er den uden diskussion.
Men på mig fik det faktisk lidt den modsatte effekt, det satte i alle tilfælde en tankerække i gang, som ikke var lige så fin og pastelfarvet, som det jeg stod med i hænderne. For jeg så den egentlig ikke med nydelsesøjne men mere med øjne, der holder af, at tingene bliver gjort i en lidt bæredygtig ånd.
Jeg tænkte på de ressourcer, det har kostet at fremstille kasse med farve på, på de ressourcer, det har kostet at fragte en tung palle med emballage hen til garnbutikken, på de ressourcer som silkepapir og stickers har kostet og så på det det har kostet at fragte kassen ud til min købmand, for der kan ikke være så mange kasser i en lastbil, som der kan være poser, poserne både fylder mindre og vejer mindre.
Og når jeg så står hjemme med kassen, så skal den køres til genbrugspladsens papcontainer. En lille pose, der er ankommet med rare ting i, kan nemt bruges til andet i hjemmet, inden den smides i skraldespanden, hvor den fylder ganske lidt.
Så det, der bestemt er ment som en fin gestus fra garnforretningen, ender faktisk med at irritere mig en smule og det er jo ærgerligt. Jeg er selv typen, der tænker i helstøbte projekter, alt skal passe sammen fra start til slut, farver, idéer og look, så jeg forstår 100 % de tanker, der ligger bag de fine indpakninger og forsendelser, men jeg tænker også, at det ville være rart, hvis det kunne blive et valg, man som kunden selv kunne være med til at tage.
Måske sådan et klik i en box, når man alligevel var ved at vælge forsendelse. En box til Low key og en anden box til Luksus. Det behøvede ikke at koste mere at vælge luksus eller udløse en rabat at vælge low key, pengene til den flotte emballage er allerede regnet ind i butikkens priser på deres varer og fred være med det, jeg vil bare rigtigt gerne kunne tage et valg, der passer lidt bedre til mine tanker om, hvad der er fornuftigt for mig.
Jeg er helt og aldeles ligeglad med, at måske 95% af de andre kunder ville vælge luksus pakken, fordi de elsker den følelse af forkælelse, der ligger i det fine papir og slikket for dem. Jeg føler mig allerede forkælet, fordi jeg kan handle det garn – i dette tilfælde for det kan jo også være andre varer – som findes netop der og for mig tæller indehaverens imødekommenhed og service meget mere end en farvet kasse gør, for mig er det den hele centrale del af mine valg og nok endnu mere også en indbydende webshop og et lækkert udvalg. Jeg ville altid vælge pose forsendelsen, hvis det var en mulighed, og garnet tåler jo fint en omgang i posthurlumhejet uden at være beskyttet af kasse og silkepapir.
Og lige så snart jeg er hjemme, så ryger garnet alligevel op af pose og kasse og i brug.
Og det gjorde garnet i går også, for det kan kun gå for langsomt med at få den Zipper på pindene, glæder mig til at se Laura i den, hun har valgt så gode farver og modellen passer så godt til hendes look.
Opskriften siger 3 strikkeprøver på 3 forskellige pinde til 3 forskellige dele af sweateren.
Jeg nøjes med to. Til gengæld skal jeg lige om lidt starte op på dem for 4. gang! Shoot me – hjernen er ikke med mig i dag!
Først lavede jeg strikkeprøve til krave og det glatstrikkede. Gik allerede fra starten 0.5 mm ned på det glatstrikkede stykke, for jeg strikker noget løsere end tidligere i min uldne karriere. Skyllede op og lagde til tørre. Alt alt for mange maske på 10 cm. En ommer. Det trætte hjerne greb så en pind, der var endnu 0.5 mm tyndere.
Jøsses altså! Endnu flere masker på 10 cm. Hvis det ikke havde været så irriterende, så havde det jo være sjovt med sådan en kæmpe bommert.
Forfra igen – denne gang på anbefalede pind. Men jeg ramte altså stadig ikke strikkefastheden i hverken bredde eller højde. Så nu må jeg på den igen. På p 5.5 mm og SÅ passer den, blev der sagt.
Pap og prøver. Begge dele kan bringe både udfordringer og en masse tanker. Også i pastel.
