Browsing Category

Udeliv

Drivhus, Haveliv, Udeliv

NU MED MULIGHED FOR DRIVERIER

18/03/2021

Jeg har været så heldig at arve et drivhus. Et stort og rigtigt godt drivhus med lidt krigsskader, som nok kan udbedres med lidt snilde og knofedt og et par skydedøre. Men det er ikke noget, der behøver at gøres før der kan drives og dyrkes, det er både huset og jeg klar til NU!

Jeg har haft drivhus i mine andre haver og har nydt de muligheder, der ligger i at kunne høste især tomater af egen avl, for mig findes der næsten ikke noget bedre end en tomat direkte fra planten, så fuld af smag, så fuld af kraft, varm af solen udenpå og måske lidt kølig inden i på en sommermorgen, hvor jeg lige har kunnet stå og nyde en tomat der helt for mig selv, inden dagen for alvor skulle sparkes i gang.

Agurker, druer, basilikum, koriander og måske også lidt blomster. En stol til lige at sidde og vegetere lidt på. En hylde til snor, saks og andre fornødenheder. Og en plads til kaffekoppen – det er vigtigt.

Et hus til at dyrke i mere end et hus til at tage ophold i i længere tid. Det er det, der passer til mit behov. Og det har jeg så sandelig fået her. 14 gode kvm til MANGE planter i kasser og potter. Jeg er så taknemmelig for, at nogen tænkte på mig, da huset skulle videre, også selv om processen med både at pille ned, lave nyt fundament, sætte op og få til at fungere har været ved at tage pippet fra mig op til flere gange af både den ene og den anden årsag.

At rejse et drivhus er i sig selv ingen kunst. Hvis man altså bare er en anelse praktisk anlagt selvfølgelig. At rejse et drivhus, der har været rejst før og som har fået nogle tæsk og er blevet vredet lidt i, inden det blev afmonteret og flyttet, det viste sig i dette tilfælde at være nærmest stor kunst. Men det blev klaret med fælles indsats, lange arme og kaptajn Haddock eder undervejs.

Terrænet i min have er mildt sagt meget bølgende og drivhuset nærmest svævede i den ene ende, så det har krævet lidt handymansarbejde at få lavet en indvendig skal af fiberbeton, så der kunne blive kørt jord på både udenfor og inden i selve huset. Men der var heldigvis en pæn jordbunke at tage af i den modsatte side af haven, hvor den nye terrasse og det nye skur er rejst, faktisk nærmest en helt perfekt størrelse jordbunke.

Jorden er flyttet og der er blevet kørt et godt lag kompost ind ovenpå og det hele er så blevet dækket af en god stor fiberdug, klar til en masse trillebørfulde af ærtesten.

For selv om det ville være fantastisk med et smukt stengulv eller lange kraftige træbrædder som gulv, ja så måtte jeg også forholde mig til, at anlægning af gulv i drivhuset skulle være en opgave, som jeg kunne løse uden alt for meget hjælp og uden at bruge ret meget andet et par hundredekronesedler. Så grus, små fine ærtesten, blev løsningen og det er jeg faktisk rigtigt glad for. Det er jo tæt på verdens hyggeligste lyd den der knasende lyd, når man træder ind på gruset, på en eller anden måde lyden af barndoms sommer for mig, duften af planten og lyden af grus, måske i mine oldeforældres kolonihave.

Jeg satte pallerammer ind på fiberdugen, før der blev kørt grus ind, og så var det bare at skære et stort kryds nede i hver ramme og åbne op ned til jorden og komposten, som lå derunder. God fed jord op i rammerne og så er der klar til at så og plante.

Jeg fejrede færdiggørelsen af drivhuset med at sætte en vin. Samme sort, som jeg har haft de andre steder, den aromatiske lille Himrod drue, grøn og fin og kerneløs, jeg er vild med den. Og så har Amanda sat et lille nektarintræ og drømmer om frugter af egen avl.

Tomater og agurker henter jeg ude, jeg kender nogen, der er bedre til at lave den slags planter, end jeg er. Jeg nøjes med at så salater og urter og så en enkelt tomatsort, som jeg har købt hos Camilla Plum, en gammel italiensk sort, hvor tomaterne kan plukkes umodne i sensommeren og så hænge i klaser og modne ind i efteråret og vinteren, jeg er spændt.

Jeg glæder mig usigeligt til at se det hele spire og gro, til at plukke, tilberede og spise. Jeg glæder mig til det hele bliver lidt grønnere og fylder lidt mere, for lige nu fylder de mange kvm polyplader meget, når jeg kigger mig rundt derinde.

Men jeg kan nemt knibe øjnene lidt i og se hvor helt vidunderligt det kommer til at være derinde inden længe.

Jeg er vild med det! Lykkelig og taknemmelig og bare inderligt tilpas. En glad lille havenisse, der stort set ikke får tid til at være ret mange andre steder end hjemme. Tid og lyst.

Jeg er et heldigt havemenneske…

For hjerte og sjæl, Hverdagsliv, Lidt af hvert, Og mig selv - sagde hunden, Udeliv

vINTERDAGE MED DYP

28/01/2021

Grå dag og blå dage. Kolde dage og fis-lunkne dage. Regn, slud og sne og alt alt for lidt af det sidste.

Det er godt, at huset er lunt og hult og at jeg også sagtens kan nyde at sidde med mit strikketøj og mine bøger time efter time. For udelivet kalder ikke så meget på mig, når det er gråt og sjasket, jeg gider godt at blive kold men jeg nærmest hader at bevæge mig rundt i fugtigt tøj og dug på brillerne.

I dag er smuk og blå og jeg har skam også været ude. Både ude og nede. Et vinterdyp – ja faktisk to – sammen med gode bademakkere på broen skød min hjemmedag i gang og siden har der været små dagligdags ting at klare og også lidt læsning af den faglige slags at udfordre hjernen med.

Jeg er stadig novice ud i vinterbadningens kunst, var i for første gang dagen før min fødselsdag i februar sidste år og har for alvor fået gang i dypperierne fra sensommeren, men jeg ved, at det er noget, som jeg ikke slipper frivilligt igen.

Blodets brusen i årerne bagefter og tilfredsheden og glæden over at gøre noget, som kræver at jeg kommer ud af røret og afsted. Det lille fine nye fælleskab der på badebroen giver mig smil om munden og sang på hjertet, når jeg kører hjem igen.

2 dage om ugen. 4-5 kvinder alt efter dagsform og så lige så mange dyp, som man synes, at man orker. En kop te og lidt snak og grin, mens teen drikkes og så hjem hver for sig igen. 30 minutter fra jeg kører afsted og til jeg er hjemme igen, men de 30 minutter sidder i kroppen resten af dagen på en rigtig dejlige måde. Og det er det mentale velvære, der tæller allermest i denne kolde ligning.

I dag var luften -3 og vandtermometeret stod på et klingede NUL, da vi hev det op efter endt badning. Og det krævede faktisk lige lidt mere end bare et enkelt slag med spaden, før vi fik hul på isen, men i kom vi og det endda uden de store hvin. Måske fordi vi nærmest var lidt lammede af kulde.

Jeg vil helst gå ud fra bredden og kaste mig frem og svømme ud til broen. Men det går altså ikke lige nu. Det ville se dumt ud, hvis jeg lå der med bar krop oven på isen og forsøgte at padle, så i disse dage er det på stigen. Ned, trække vejret nogle gange, op igen. Og så ned igen, når man lige har ventet lidt på tur.

Jeg er ligeglad med de artikel, der siger, at der er mange sundhedsmyter omkring vinterbadning; jeg gør det ikke for at blive sund på den fysiske måde, jeg gør det ene og alene fordi jeg er vild med følelsen i kroppen, mens jeg er i vandet og også når jeg igen har fået mit varme tøj på. Det sætter sig direkte i humøret og det tåler bestemt gerne et lille tilskud på især de grå og våde dage.

Jeg er ikke saunatypen, jeg vil hellere hjem til brændeovnen og lidt stilletid efter et dyp. Og der er jo helt frit valg på den hylde, så jeg suser bare hjem og nyder, at der er buldrende ild i ovnen og rigeligt af varme drikke. Og en dag forude med smil om munden og på hjertet.

En dag til rugbrødsbagning og opstart af en Zipper til Laura, nu er jeg nemlig endelig i mål med en strikkeprøve on point.

Og så også nogle af de der husmoderlige pligter, som jo også hører livet til. Kedelige eller ej…

Blomster, For hjerte og sjæl, Haveliv, Hjemme, Nye rammer, Planter, Udeliv

BY-HAVEN…

16/07/2014

Sommeraften...

Lathyrus...

Kæmpe Verbena...

Pelargonie...

Oxalis...

Georgine...

Tallerkensmækker...

Agurk...

Melisse...

Tag-pynt...

Bøftomater...

Salvie...

For 3 år siden gik jeg stadig rundt i min have på heden.
Den store have med roser, stauder, træer, bærbuske, frugttræer, havehus, drivhus, dahliabede, græs og gode lækroge.
Jeg elskede den have, som grænsede op til eng og vildnis, den have, som vi havde puklet med at anlægge, fra stenet mark til sirligt grønt.

Timevis havde jeg gået derude, i sommerhalvåret hver eneste dag i mange timer, luget og gødet og vandet og nippet, jeg elskede det og synes det var en fest at få lov at bestemme hver eneste lille plantes placering, farve, form og fylde.
Jeg elskede det sted og det var tungt at gå rundt og vide, at jeg nu bare passede og plejede for at det skulle kunne friste andre til at overtage…

Da jeg flyttede til byen, sådan lidt over hals og hoved, var jeg heldig i ét hug at finde et sted, som passede i størrelse, som gav en instant følelse af hjem og tryghed, som var i orden og som også havde en lille have.
Jeg kunne og kan ikke forestille mig et liv uden en have at tumle rundt i, jeg må ud, jeg må ha’ jord under neglene og egne blomster at plukke ind af.

Og det har jeg her.
Og nu oven i købet helt for mig/os selv, for efter at vi nu fylder alle tre lejligheder i huset, så er der heller ikke fremmede at dele haven med, den er vores og vi kan i princippet gøre hvad vi vel derude.
Jeg har endda en have, som er meget nemmere at få liv i, end den gamle have på heden var, for jorden på heden var stenet, tør, uden orme og svær at få liv i, her er der dybbrun fed næringsrig muld, her er fugt og skygge af store gamle træer, her vælter orme rundt og jorden kan holde på vandet, når der er kommet noget ned fra oven.

Bevares – her er også klamme brune snegle, som guffer mine dahliaer og laver slimede spor mellem stauderne, men der er ikke flere, end at de kan holdes nede med en skarp spade og et ubarmhjertig hak…

Haven har ikke været passet i årevis, ingen har keret sig eller haft kræfterne, men det er der rådet bod på, jeg gik straks i gang, da jeg flyttede ind og med Sophie som makker er der nu ikke mange hjørner, som ikke er blevet ordnet.
Vi kæmper en kamp mod skvalderkål og snerler, vi forsøger at redde de gamle stauder på siden af huset og når lejligheden byder sig igen, passende årstid og en mand med motorsav, så skal de gamle frugttræer skæres tilbage.

Vi har lavet nye bede med roser og sommerblomster, vi har lavet fin krukkehave i gårdhaven og fået fjernet et grimt gammelt hegn. Vi har skuret og skrubbet på et rustens haveskur og forsøger i år at nette det lidt med en omgang tallerkensmækkere i plantesække på taget.
Vi har fået lavendelhæk, drivhus, hængekøje, palleseng og tørresnore, vi er så godt på vej.

Og var haven vores egen, ja så gik vi nok mere til den på “anskaffelses-siden” og købte de stauder, bærbuske og roser, som kunne være med til at gøre det helt som vi kunne ønske os…

I dag skal der slåes græs og stikkes et par kanter af, hvis vejret ellers gider at være med til det.
Og alle pelargonierne skal nippes, de ser noget forhutlede ud efter al den sile-regn.
Klatrerosen, som vi har plantet ved facaden, skal ha’ et par snore mere at klatre på og måske skulle den lille lavendelhæk ha’ en lugning.

Jeg gider det hele, udeliv er godt liv for mig, det gi’r energi og ro inden i og jeg får den vildeste optur over alle de små frø, som vi smed for et par måneder siden, nu står som fine blomster i bedene, klar til at komme med ind i vaser og også bare smykke derude.

Jord under neglene, ro i hovedet og også tanker om, hvordan jeg kan lave en fin krukkehave på stationen i Vrads næste sommer. En krukkehave, der både kan smykke og også levere urter og pynt til frokostretter og kagebord.
Næste sommer?! Det er så vildt at tænke på.
Næste sommer – med have her og station der.

Der bliver nok at se til. På den dejlige måde.
Og så er det godt at vide, at jeg har oasen her i byen at komme hjem til, finde ro i, falde ned i, her er godt at være.
Med og uden blomster, men gerne med…