Browsing Category

Haveliv

Drivhus, Haveliv, Udeliv

NU MED MULIGHED FOR DRIVERIER

18/03/2021

Jeg har været så heldig at arve et drivhus. Et stort og rigtigt godt drivhus med lidt krigsskader, som nok kan udbedres med lidt snilde og knofedt og et par skydedøre. Men det er ikke noget, der behøver at gøres før der kan drives og dyrkes, det er både huset og jeg klar til NU!

Jeg har haft drivhus i mine andre haver og har nydt de muligheder, der ligger i at kunne høste især tomater af egen avl, for mig findes der næsten ikke noget bedre end en tomat direkte fra planten, så fuld af smag, så fuld af kraft, varm af solen udenpå og måske lidt kølig inden i på en sommermorgen, hvor jeg lige har kunnet stå og nyde en tomat der helt for mig selv, inden dagen for alvor skulle sparkes i gang.

Agurker, druer, basilikum, koriander og måske også lidt blomster. En stol til lige at sidde og vegetere lidt på. En hylde til snor, saks og andre fornødenheder. Og en plads til kaffekoppen – det er vigtigt.

Et hus til at dyrke i mere end et hus til at tage ophold i i længere tid. Det er det, der passer til mit behov. Og det har jeg så sandelig fået her. 14 gode kvm til MANGE planter i kasser og potter. Jeg er så taknemmelig for, at nogen tænkte på mig, da huset skulle videre, også selv om processen med både at pille ned, lave nyt fundament, sætte op og få til at fungere har været ved at tage pippet fra mig op til flere gange af både den ene og den anden årsag.

At rejse et drivhus er i sig selv ingen kunst. Hvis man altså bare er en anelse praktisk anlagt selvfølgelig. At rejse et drivhus, der har været rejst før og som har fået nogle tæsk og er blevet vredet lidt i, inden det blev afmonteret og flyttet, det viste sig i dette tilfælde at være nærmest stor kunst. Men det blev klaret med fælles indsats, lange arme og kaptajn Haddock eder undervejs.

Terrænet i min have er mildt sagt meget bølgende og drivhuset nærmest svævede i den ene ende, så det har krævet lidt handymansarbejde at få lavet en indvendig skal af fiberbeton, så der kunne blive kørt jord på både udenfor og inden i selve huset. Men der var heldigvis en pæn jordbunke at tage af i den modsatte side af haven, hvor den nye terrasse og det nye skur er rejst, faktisk nærmest en helt perfekt størrelse jordbunke.

Jorden er flyttet og der er blevet kørt et godt lag kompost ind ovenpå og det hele er så blevet dækket af en god stor fiberdug, klar til en masse trillebørfulde af ærtesten.

For selv om det ville være fantastisk med et smukt stengulv eller lange kraftige træbrædder som gulv, ja så måtte jeg også forholde mig til, at anlægning af gulv i drivhuset skulle være en opgave, som jeg kunne løse uden alt for meget hjælp og uden at bruge ret meget andet et par hundredekronesedler. Så grus, små fine ærtesten, blev løsningen og det er jeg faktisk rigtigt glad for. Det er jo tæt på verdens hyggeligste lyd den der knasende lyd, når man træder ind på gruset, på en eller anden måde lyden af barndoms sommer for mig, duften af planten og lyden af grus, måske i mine oldeforældres kolonihave.

Jeg satte pallerammer ind på fiberdugen, før der blev kørt grus ind, og så var det bare at skære et stort kryds nede i hver ramme og åbne op ned til jorden og komposten, som lå derunder. God fed jord op i rammerne og så er der klar til at så og plante.

Jeg fejrede færdiggørelsen af drivhuset med at sætte en vin. Samme sort, som jeg har haft de andre steder, den aromatiske lille Himrod drue, grøn og fin og kerneløs, jeg er vild med den. Og så har Amanda sat et lille nektarintræ og drømmer om frugter af egen avl.

Tomater og agurker henter jeg ude, jeg kender nogen, der er bedre til at lave den slags planter, end jeg er. Jeg nøjes med at så salater og urter og så en enkelt tomatsort, som jeg har købt hos Camilla Plum, en gammel italiensk sort, hvor tomaterne kan plukkes umodne i sensommeren og så hænge i klaser og modne ind i efteråret og vinteren, jeg er spændt.

Jeg glæder mig usigeligt til at se det hele spire og gro, til at plukke, tilberede og spise. Jeg glæder mig til det hele bliver lidt grønnere og fylder lidt mere, for lige nu fylder de mange kvm polyplader meget, når jeg kigger mig rundt derinde.

Men jeg kan nemt knibe øjnene lidt i og se hvor helt vidunderligt det kommer til at være derinde inden længe.

Jeg er vild med det! Lykkelig og taknemmelig og bare inderligt tilpas. En glad lille havenisse, der stort set ikke får tid til at være ret mange andre steder end hjemme. Tid og lyst.

Jeg er et heldigt havemenneske…

Familieliv, Haveliv, Hverdagsliv, Årets gang

SEPTEMBERSTEMNING…

24/09/2014

TUSMØRKE...

DAHLIA...

TID TIL FLAMMER...

Pludselig mærkes det bare tydeligt.
Efteråret banker på.
Regn, tusmørke, nye farver i haven og et temperaturfald, der er til at tage at føle på.
Koldt med bare fødder i sandalerne på morgenens havetur, koldt med bare arme og koldt med vinduet på vid gab, mens der bruses.

Vi kryber sammen inde og tænder lys, folder de bløde tæpper ud over os i sofaen og brygge varme drikke.
Forunderligt og underligt –
for lige forleden sad vi ude i solen med iskaffe i glasset og blødt græs mellem tæerne.

Det er vel september, når den er allermest sig selv.
Som april.
Lunefuld, sol og varme, regn og kulde.

En af mine kolleger sagde i morgen, at når vi rammer april og den første sol skinner og vi rammer 13 grader, så flår vi tøjet af og råber op om, hvor dejligt varmt det er og når bladene så falder i sensommeren og temperaturen falder sammen med dem og måske rammer 13 grader, så skutter vi os og sukker over, at det er for koldt.
Danmark i en nøddeskal – skønt og smukt med de skiftende årstider men også svært altid at følge med til…

Vi plukker stadig blomster ind fra haven, henter agurker og tomater i drivhuset og æbletræet bugner og jeg holder stadig fast i tanken om et par lune sensommerdage, slippe alt det dejlige ved sommermulighederne er jeg endnu ikke helt klar til.

Og dog –
der venter jo også gode efterårsaktiviteter.
Den sidste slåning af plænen.
Tømning af potterne med trætte sommerblomster, potter der bagefter skal fyldes med tulipanløg, så de kan stå og pynte på perronen til foråret.

Opgravning af dahliaknolde, der skal sættes et andet sted næste år og samling af endnu flere frø fra haven, frø der skal spredes med gavmild hånd på ledig jord i Vrads.

Vi skal koge æblegrød, sylte grønne tomater og og måske nå at plukke en portion hyldebær.

Og mest af alt skal vi bare nyde, at sommeren har været så god ved os i år med masser af soldage og høje temperaturer, så det på en eller anden måde føles okay at kysse den farvel og byde efteråret velkommen.

Lige om lidt altså, når lige jeg er færdig med at nyde septembers smukke dage…

Blomster, For hjerte og sjæl, Haveliv, Hjemme, Nye rammer, Planter, Udeliv

BY-HAVEN…

16/07/2014

Sommeraften...

Lathyrus...

Kæmpe Verbena...

Pelargonie...

Oxalis...

Georgine...

Tallerkensmækker...

Agurk...

Melisse...

Tag-pynt...

Bøftomater...

Salvie...

For 3 år siden gik jeg stadig rundt i min have på heden.
Den store have med roser, stauder, træer, bærbuske, frugttræer, havehus, drivhus, dahliabede, græs og gode lækroge.
Jeg elskede den have, som grænsede op til eng og vildnis, den have, som vi havde puklet med at anlægge, fra stenet mark til sirligt grønt.

Timevis havde jeg gået derude, i sommerhalvåret hver eneste dag i mange timer, luget og gødet og vandet og nippet, jeg elskede det og synes det var en fest at få lov at bestemme hver eneste lille plantes placering, farve, form og fylde.
Jeg elskede det sted og det var tungt at gå rundt og vide, at jeg nu bare passede og plejede for at det skulle kunne friste andre til at overtage…

Da jeg flyttede til byen, sådan lidt over hals og hoved, var jeg heldig i ét hug at finde et sted, som passede i størrelse, som gav en instant følelse af hjem og tryghed, som var i orden og som også havde en lille have.
Jeg kunne og kan ikke forestille mig et liv uden en have at tumle rundt i, jeg må ud, jeg må ha’ jord under neglene og egne blomster at plukke ind af.

Og det har jeg her.
Og nu oven i købet helt for mig/os selv, for efter at vi nu fylder alle tre lejligheder i huset, så er der heller ikke fremmede at dele haven med, den er vores og vi kan i princippet gøre hvad vi vel derude.
Jeg har endda en have, som er meget nemmere at få liv i, end den gamle have på heden var, for jorden på heden var stenet, tør, uden orme og svær at få liv i, her er der dybbrun fed næringsrig muld, her er fugt og skygge af store gamle træer, her vælter orme rundt og jorden kan holde på vandet, når der er kommet noget ned fra oven.

Bevares – her er også klamme brune snegle, som guffer mine dahliaer og laver slimede spor mellem stauderne, men der er ikke flere, end at de kan holdes nede med en skarp spade og et ubarmhjertig hak…

Haven har ikke været passet i årevis, ingen har keret sig eller haft kræfterne, men det er der rådet bod på, jeg gik straks i gang, da jeg flyttede ind og med Sophie som makker er der nu ikke mange hjørner, som ikke er blevet ordnet.
Vi kæmper en kamp mod skvalderkål og snerler, vi forsøger at redde de gamle stauder på siden af huset og når lejligheden byder sig igen, passende årstid og en mand med motorsav, så skal de gamle frugttræer skæres tilbage.

Vi har lavet nye bede med roser og sommerblomster, vi har lavet fin krukkehave i gårdhaven og fået fjernet et grimt gammelt hegn. Vi har skuret og skrubbet på et rustens haveskur og forsøger i år at nette det lidt med en omgang tallerkensmækkere i plantesække på taget.
Vi har fået lavendelhæk, drivhus, hængekøje, palleseng og tørresnore, vi er så godt på vej.

Og var haven vores egen, ja så gik vi nok mere til den på “anskaffelses-siden” og købte de stauder, bærbuske og roser, som kunne være med til at gøre det helt som vi kunne ønske os…

I dag skal der slåes græs og stikkes et par kanter af, hvis vejret ellers gider at være med til det.
Og alle pelargonierne skal nippes, de ser noget forhutlede ud efter al den sile-regn.
Klatrerosen, som vi har plantet ved facaden, skal ha’ et par snore mere at klatre på og måske skulle den lille lavendelhæk ha’ en lugning.

Jeg gider det hele, udeliv er godt liv for mig, det gi’r energi og ro inden i og jeg får den vildeste optur over alle de små frø, som vi smed for et par måneder siden, nu står som fine blomster i bedene, klar til at komme med ind i vaser og også bare smykke derude.

Jord under neglene, ro i hovedet og også tanker om, hvordan jeg kan lave en fin krukkehave på stationen i Vrads næste sommer. En krukkehave, der både kan smykke og også levere urter og pynt til frokostretter og kagebord.
Næste sommer?! Det er så vildt at tænke på.
Næste sommer – med have her og station der.

Der bliver nok at se til. På den dejlige måde.
Og så er det godt at vide, at jeg har oasen her i byen at komme hjem til, finde ro i, falde ned i, her er godt at være.
Med og uden blomster, men gerne med…