Haveliv

Jeg har været så heldig at arve et drivhus. Et stort og rigtigt godt drivhus med lidt krigsskader, som nok kan udbedres med lidt snilde og knofedt og et par skydedøre. Men det er ikke noget, der behøver at gøres før der kan drives og dyrkes, det er både huset og jeg klar til NU!

Jeg har haft drivhus i mine andre haver og har nydt de muligheder, der ligger i at kunne høste især tomater af egen avl, for mig findes der næsten ikke noget bedre end en tomat direkte fra planten, så fuld af smag, så fuld af kraft, varm af solen udenpå og måske lidt kølig inden i på en sommermorgen, hvor jeg lige har kunnet stå og nyde en tomat der helt for mig selv, inden dagen for alvor skulle sparkes i gang.

Agurker, druer, basilikum, koriander og måske også lidt blomster. En stol til lige at sidde og vegetere lidt på. En hylde til snor, saks og andre fornødenheder. Og en plads til kaffekoppen – det er vigtigt.

Et hus til at dyrke i mere end et hus til at tage ophold i i længere tid. Det er det, der passer til mit behov. Og det har jeg så sandelig fået her. 14 gode kvm til MANGE planter i kasser og potter. Jeg er så taknemmelig for, at nogen tænkte på mig, da huset skulle videre, også selv om processen med både at pille ned, lave nyt fundament, sætte op og få til at fungere har været ved at tage pippet fra mig op til flere gange af både den ene og den anden årsag.

At rejse et drivhus er i sig selv ingen kunst. Hvis man altså bare er en anelse praktisk anlagt selvfølgelig. At rejse et drivhus, der har været rejst før og som har fået nogle tæsk og er blevet vredet lidt i, inden det blev afmonteret og flyttet, det viste sig i dette tilfælde at være nærmest stor kunst. Men det blev klaret med fælles indsats, lange arme og kaptajn Haddock eder undervejs.

Terrænet i min have er mildt sagt meget bølgende og drivhuset nærmest svævede i den ene ende, så det har krævet lidt handymansarbejde at få lavet en indvendig skal af fiberbeton, så der kunne blive kørt jord på både udenfor og inden i selve huset. Men der var heldigvis en pæn jordbunke at tage af i den modsatte side af haven, hvor den nye terrasse og det nye skur er rejst, faktisk nærmest en helt perfekt størrelse jordbunke.

Jorden er flyttet og der er blevet kørt et godt lag kompost ind ovenpå og det hele er så blevet dækket af en god stor fiberdug, klar til en masse trillebørfulde af ærtesten.

For selv om det ville være fantastisk med et smukt stengulv eller lange kraftige træbrædder som gulv, ja så måtte jeg også forholde mig til, at anlægning af gulv i drivhuset skulle være en opgave, som jeg kunne løse uden alt for meget hjælp og uden at bruge ret meget andet et par hundredekronesedler. Så grus, små fine ærtesten, blev løsningen og det er jeg faktisk rigtigt glad for. Det er jo tæt på verdens hyggeligste lyd den der knasende lyd, når man træder ind på gruset, på en eller anden måde lyden af barndoms sommer for mig, duften af planten og lyden af grus, måske i mine oldeforældres kolonihave.

Jeg satte pallerammer ind på fiberdugen, før der blev kørt grus ind, og så var det bare at skære et stort kryds nede i hver ramme og åbne op ned til jorden og komposten, som lå derunder. God fed jord op i rammerne og så er der klar til at så og plante.

Jeg fejrede færdiggørelsen af drivhuset med at sætte en vin. Samme sort, som jeg har haft de andre steder, den aromatiske lille Himrod drue, grøn og fin og kerneløs, jeg er vild med den. Og så har Amanda sat et lille nektarintræ og drømmer om frugter af egen avl.

Tomater og agurker henter jeg ude, jeg kender nogen, der er bedre til at lave den slags planter, end jeg er. Jeg nøjes med at så salater og urter og så en enkelt tomatsort, som jeg har købt hos Camilla Plum, en gammel italiensk sort, hvor tomaterne kan plukkes umodne i sensommeren og så hænge i klaser og modne ind i efteråret og vinteren, jeg er spændt.

Jeg glæder mig usigeligt til at se det hele spire og gro, til at plukke, tilberede og spise. Jeg glæder mig til det hele bliver lidt grønnere og fylder lidt mere, for lige nu fylder de mange kvm polyplader meget, når jeg kigger mig rundt derinde.

Men jeg kan nemt knibe øjnene lidt i og se hvor helt vidunderligt det kommer til at være derinde inden længe.

Jeg er vild med det! Lykkelig og taknemmelig og bare inderligt tilpas. En glad lille havenisse, der stort set ikke får tid til at være ret mange andre steder end hjemme. Tid og lyst.

Jeg er et heldigt havemenneske…