Warning: mysqli_real_connect(): not found in /customers/f/4/6/hverkenfuglellerfisk.dk/httpd.www/wp-includes/wp-db.php on line 1653 Børnebørn – Hverken fugl eller fisk
Browsing Category

Børnebørn

Børnebørn, Familie, Familieliv, For hjerte og sjæl

SALLY 10.FEBRUAR 2021

18/02/2021

For en uges siden dumpede der det fineste lille nye barn ned i vores flok. Sophie fødte sit 3. barn i løbet af 4.5 år og sammen med storebror Anton tæller den lille familie nu 4 vidunderlige børn.

Smukke børn.

Skønne børn.

Skøre børn.

Stædige børn.

Følsomme børn.

Selvstændige børn.

Udfordrende børn.

Elskede børn.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol.

Sally, min lillebitte rumpenisse.

4 fine personligheder i kroppe af forskellige størrelser, sikke en flok, sikke en rigdom.

Dagene går lige nu med at åååhhh’e og ae og sidde stille med den lille varme baby tæt i armene og så selvfølgelig også med at springe afsted efter de andre, der ikke længere gider at ligge stille i armene. Ikke ret længe i alle tilfælde.

Vi har nydt sneen, vi har nydt isen på søen, varm chokolade udenfor, pølser på bål, Gurli på tv, sofasidning, kælketure, lidt for meget fredagssnolder på andre dage end fredag, en slags barselsbobbel for hele vores lille flok.

Amanda og Laura rykker tæt, endnu tættere end vanligt, om deres søster og hjælper og elsker og opmuntrer, både deres store storesøster, der for alvor er rykket ind i småbørnsfamilielivet, og også deres små nevøer og niecer, som får lov til at fylde deres mosterhjerter på fineste vis.

Jeg elsker at se et lille nyt liv falde ind og få plads i den lille tætte kreds, hvor her er plads til præcis alle dem, som kommer til os, jeg bliver stolt og rørt over at se mine døtres kærlighed til hinanden, den tindrer.

Og selvfølgelig er vi også bare en helt almindelig familie med irritationer, ævl og svære dage, vi lever ikke i en rom-com men i en helt ordinær virkelighed med lidt for hårde ord i pressede perioder og ind imellem også vulkanudbrud af følelser. Men mest af alt så fylder kærligheden.

Til de små. Og til de store.

Og til hinanden.

Min fine trio, der nu er udvidet med en kvartet.

Børnebørn, Download, Familieliv, Lidt af hvert, Strik, Strikkeopskrifter

130 gram lunhed til lillen.

02/02/2021

Mens vi venter på næste medlem i vores lille flok, har jeg strikket et lille tæppe.

Min mor har overtaget tjansen med det kongelige svøb, hun synes, at hun har bedre tid og at jeg hellere skal bruge min energi på at være sammen med de små lopper, som allerede er ankommet. Og det kan hun jo egentlig ha’ ret i, en lidt mere fornuftig fordeling at tid og kræfter. Og så er det da også hyggeligt, at det er ens oldemor, der har strikket det store tæppe, der kan komme med videre til næste generation. Til tipoldebørnene engang om 20-30 år.

Jeg har strikket et lille blødt tæppe, som kan bruges til et lille ophold i en babynest, til en armsovning eller under dynen i barnevognen. Lille og lidt mere praktisk end det nærmest 1 kvadratmeter store svøb, som jeg strikkede til Topper og min mor til Vilma. Dette her er en lille makker til det store og selv om der allerede er strikket flere småtæpper til de andre, så skal den nye lille rumpenisse også ha’ sit eget.

Sophie nyder de sidste dage inden babytouchdown. Stille dage, så stille som de nu kan være med de andre livlige små, uden planer, hun samler kræfter og får pustet lidt ud efter et meget hektisk og lidt voldsomt ombygnings-og istandsættelsesprojekt. Først i søndags blev det nye badeværelse klar med sanitet og vand, jeg forstår virkelig godt, at hun har klemt ballerne ekstra godt sammen, mens der ikke var badeværelse i huset.

At der ikke er el og heller ikke færdigmalet derude, det betyder nul, når bare man kan få sin barselkrop under bruserens blide stråler.

Sophie har ikke travlt, jeg beundrer hendes ro og væren lige her lige nu i disse dage, og jeg flyder stille med. Babyer kommer, når babyer kommer. Og når hende her den lille dumper ned til os, så er alle klar. Med åbne arme, mange af dem endda, bløde hjerter og uendelig kærlighed til endnu et lille menneske i vores tætte flok.

FAKTABOKS

Mønster: Barnevognstæppe med snoninger

Garn: 130 g. Cottonwool på cone fra Garnudsalg ( Ved ikke om der er mere af slagsen, jeg kan ikke finde farven)

Pinde: 4 mm

Egne krumspring: Ud over den fejl, som jeg opdagede ret sent og har ladet blive, perfekt uperfekt i ved, så har jeg ikke lavet nogen krumspring, jeg har strikket 100 % efter opskriften for at være sikker på, at den var til at forstå. Og det synes jeg, at den er.

Tæppet er ikke stort, dette her måler 50 x 70, men det er perfekt til netop de ting, som jeg har skrevet herover. Ønsker man sig et større tæppe, så er det ret enkelt at øge maskeantallet, det står også lidt om i opskriften.

Og nærmest på dato er det 10 år siden, at det lille tæppe blev lagt op som download her på bloggen.

God strikketlyst, hvis nogen af jer kaster jer over et miniputtæppe. Nu ligger der i alle tilfælde et nyvasket og babyklart tæppe her til en lille ny rumpenisse.

Som kommer, når hun kommer.

Bloggen, Børnebørn, Familie, For hjerte og sjæl, Og mig selv - sagde hunden, Pigerne

DET MAN IKKE VED, DET KAN MAN DIGTE SIG TIL…

18/11/2019

I aftes lagde jeg et par billeder af vores lille hus i vintermørket op på min Instagram Story og en af mine følgere skrev følgende til mig:

Hvem bor egentlig i dit hus? Gør nogle af dine døtre? Gør en partner eventuelt? Det har jeg tit spekuleret på.

Og så skrev vi lidt frem og tilbage om det og jeg vil sige, at hun havde fået digtet sig en god historie om, hvordan nu tingene forholdt sig her. Ingen hjemmeboende døtre og så en partner, der overhovedet ikke ville nævnes på de sociale medier. Det fik vi os et par grin af, for hun havde ikke rigtigt ret i nogen af sine antagelser.

Og da der også forleden var en, der skrev her på siden, at det kunne være rart med en slags forbindelse fra hjernerystelsestiden og så til dags dato, ja så tænker jeg, at vi lige ta’r en meget hurtig og overordnet status på familiesituation og livsvilkår og andre aktualiteter for klanen.

Bare sådan meget meget overordnet og måske nærmest noget, der kan minde lidt om en opremsning, men så er i da ajour og behøver ikke at digte selv…

Da jeg faldt og knaldede hovedet i et sneglat fortov i januar 2016 var status, at jeg boede i byen sammen med mine to yngste, Laura og Amanda, og min ældste var rykket fra sin andel af vores villavillakulla og ud til sin kæreste lidt længere uden for byen. Og i det regnskab med ældste + kæreste fik jeg også det dejligste tillæg endnu i mit liv, nemlig Anton, mit ældste barnebarn, der var 3 år, da jeg var så heldig at blive en del af hans liv.

Jeg havde min hverdag på stationen, hvor jeg jonglerede med mad, gæster og masser af arbejde. Selvstændig på godt og ondt. Og faktisk var der ikke plads til ret meget andet end den form for selvstændighed i mit liv på daværende tidspunkt.

Siden er der sket rigtigt rigtigt meget i mit liv.

Både p.g.a. gokket i nødden og også igennem den helt almindelige udvikling, som alle liv går igennem på forskellige plan…

Nu er vi i november 2019. Og rigtigt rigtigt meget er forandret.

Nu bor jeg et andet sted. Jeg arbejder et andet sted. Min barnebarnssum er nu forøget med 200 %.

Det mellemste barn er flyttet hjemmefra og ikke bare hjemmefra men til en-anden-by-hjemmefra.

Jeg stoppede på stationen ved årsskiftet 17/18 og forud for det gik der en lang periode med trælse forhandlinger og et meget nedslidt hoved. Det er en helt beretning for sig selv og jeg er faktisk ikke rigtigt sikker på, at jeg vil bruge kræfter på at rulle alt for meget af den ud og hvis jeg på et tidspunkt vælger at gøre det, så bliver det i indlæg, som kun handler om lidt præcis det.

Jeg fik tilbudt et job som souschef i en skøn lille økologisk forretning med take away, catering og folkekøkken, som var en slags klassekammerat til den hverdagsvogn, som jeg med succes havde haft på stationen. Forretningen ligger i Silkeborg og det var intet problem at hoppe ind i produktionen og hverdagen der, da jeg skulle arbejde sammen med velkendte og gode mennesker.

Jeg arbejder der stadig og er stadig souschef, men som en følge af mit brækkede hoved er jeg nok den kokke souschef i verden, der arbejder allermindst. 12 timer om ugen er hvad jeg kan holde til, men hvilke 12 timer! Jeg sparker Janteloven til hjørnet og tillader mig at skrive, at jeg faktisk er helt eminent i de 12 timer. Planen er, at det er mit job lige så længe, at det giver mening for alle, både chefen og souschefen og den plan er jeg rigtig tilpas med…

I sommeren 16 flyttede Laura hjemmefra. Hun ville gerne læse Logopædi og det kan man kun i Odense, så hun er nu placeret dejligt der lige midt i den smukke fynske by og lever et dejligt men travlt studieliv. Hun skrev sin bachelor i foråret og er nu i gang med sin kandidat. Hun er vild med det og har selvfølgelig lige øget sin opmærksomhed omkring sproget med ca.10.000 procent. En af hendes dansklærere fra folkeskolen sagde forleden til mig: Så får du ENDELIG lidt modstand på det sproglige, AnneS.

Og det gør jeg, han har helt ret, ham den gamle lærer, som også var en kær kollega til mig.

Amanda bor jeg sammen med i vores lille hus på landet. Hun startede på Aarhus Universitet nærmest samme dag, som Laura startede på SDU, men på en studieretning, som ligger lysår fra Lauras. Amanda læser medicinal kemi og er helt sikker på, at hun er landet på helt rette hylde, det er så dejligt for hende.

Hun kører de 50 km til Aarhus hver morgen og de 50 hjem igen hver eftermiddag og hun gør det uden at kny, for at bo her på landet det elsker hun! Hun er ikke fristet af byliv og andet dejligt i Aarhus, for hende er det dejligt fuglesang, skov, rådyr, stilhed og hjemmeliv uden impulser fra byens puls.

Jeg savner Laura meget, det er jeg ikke bleg for at indrømme, hun mangler her, hvor resten af familien er. Jeg under hende så meget et dejligt ungdomsliv i Odense, men det er som om, at der mangler en brik i familiepuslespillet. Hun kommer ofte hjem, det nyder vi alle, ikke kun mig men lige så meget hendes to søstre, som også mangler at have hende med i alle de små dagligdags ting…

Og så er der jo Sophie. Da jeg slog hovedet, havde hun knap mødt sin mand endnu, og nu små 4 år efter er hun gift med verdens rareste mand, hus- og sommerhusejer og mor til 2 fine rollinger og selvfølgelig stadig den bedste bonusmor for Anton, der nu er 7 år og går i 1.klasse hjemme i Aarhus.

2 rollinger – Topper og Vilma.

Topper, som til dels er opkaldt efter min far og til dels efter Ole Lund Kirkegaards Topper, han blev født i oktober 2016 og forandrede vores familie for evigt. På skønneste vis.

3 år nu og børnehavedreng med alt hvad det indebærer af godt og frækt!

Vilma, som nærmest aldrig bliver kaldt Vilma men alt muligt andet, hun kom ind i vores liv i september 2018, og satte ligesom lidt ekstra gang i det hele. Fuld fart frem.

1.2 år nu og vuggestuebarn i samme institution som sin bror.

De tre fine fine børn skal selvfølgelig ha’ meget mere spalteplads her på siden, en mere indgående beskrivelse det fortjener de helt sikkert.

Mine tre små.

Anton, min superhelt.

Topper, min lykkepille.

Vilma, min sol…

I kæledyrsbestanden er der status quo.

Huxi, Saxo og Sigga. Ingen nytilflyttere selv om jeg rigtigt meget ønsker mig en hund mere.

Og en kat måske. Det er for længe siden, at vi har haft en killing i huset.

Og huset er jo huset på det vidunderlige sted, som jeg allerede har fortalt så indgående omkring.

Helt ærligt – jeg kunne ikke ønske mig mere.

3 fine fine piger, som er så godt på vej i deres voksenliv.

3 skønne skønne børnebørn, der giver så meget liv og glæde.

3 pelsede venner, der giver indre ro og spreder hår med rund hånd.

Et lille skævt hus på landet.

Et dejligt og ægte job i de timer, hvor jeg er i stand til det.

En lynstatus herfra. En slags opremsning.

Så har i styr på tropperne og ingen behøver længere at digte historier om os.

Og forresten – det der med en partner, der ikke vil nævnes på de sociale medier, det er også bare en historie, jeg lever alene og jeg lever rigtigt godt og dejligt sådan.

Livet er smukt og fint og helt og aldeles perfekt uperfekt, lige sådan som jeg holder allermest af det…