Search results for

Babystrik

Lidt af hvert

FREDAG IGEN…

04/04/2014

Hama pip...

Mynte...

Forår...

Huxi 9 mdr...

Lige for et øjeblik siden var det fredag d.28.3.
Og nu er vi stået op til fredag d.4.4.

Jeg nåede jo nærmest ikke at blinke.
Nåede ikke ret meget andet en fødselsdagskalas i weekenden og jobbet til daglig.
Afsted afsted igen igen – for mig og for rigtigt mange andre.
Hverdag.

Men i dag er der tid, god tid, jeg har taget mig en feriedag, dagen var ellers afsat til at arbejde et sted ude i landet, men da det blev udsat og kalenderen derfor var tom for jobforpligtelser, så var det oplagt at starte weekenden allerede sidst på eftermiddagen i går.

Fredag, te i koppen, hund ved fod, et par små projekter af den hyggelige slags på bordet og en viden om, at oppe oven på sover søde Tora, som er kommet på weekend fra Norges land.
Det er ikke svært at ha’ smil i hjertet i dag…

Der er lagt planer for gode udflugter i weekenden, men ikke flere end at der bliver masser af tid ved spisebordet og i sofaen til strik og snak snak snak, vi har ikke været sammen siden maj sidste år, så der er en del at få styr på.

Men mon ikke også der bliver en lille stund til et par poster her på siden?
Lidt om gode kager og færdige babystrikkeprojekter.
Lidt om papirsjov og vores familiebofællesskab.

Det satser jeg på.
Men allermest satser jeg bare på, at jeg får den allerbedste weekend, ja det ved jeg jo nærmest, at jeg gør.

Først fredag.
Yndlingsdagen.

Ha’ en god en af slagsen…

Bøger, Inspiration, Strik, Strikkeopskrifter

NYE STRIKKEFRISTELSER…

26/01/2013




Der er landet en fin lille ny booklet i min postkasse.
Sendt afsted i rasende fart fra Fox og Jane, der får ordrene ekspederet i et upbeat tempo, der gør enhver længselsfuld strikker blød og glad, tak for det.

Babystrik på pinde 3 hedder den og er fra Lene Holme Samsøe, der står bag en flok skønne strikkebøger. Jeg har i alle tilfælde let ved at forelske mig i hendes modeller, selv om mange af dem er meget mere feminine end det jeg selv går med, men smukke er de og især hendes arantrøjer elsker jeg.

Jer, der har læst med her igennem noget tid, husker sikkert mine udfordringer med Amanda, som var ved at tage livet af mig, det var ikke opskriftens skyld men nærmere mit manglende strikkefokus i den periode, skilsmissetrøjen fra helvede bliver den kaldt, men med kærlighed og smil om munden og den er ufattelig smuk.

Så da jeg nu så, at der var kommet en babybog fra den feminine strikkes hånd, da vidste jeg med det samme, at den skulle være en del af mit uldne bibliotek og nu ligger den her og frister noget så skrækkeligt.
Næsten så meget at jeg ikke kan ignorere det!

Men jeg forsøger, for jeg har en Hugo, der venter på, at jeg har tid og det har jeg i dag.
Så først de hjemmeavlede stribede riller og derefter i gang med babystrik…

Bogen er så smukt stylet, lækkert lækkert regi og blide dæmpede farver. Skønne unger og klædelige hverdagsanvendelige opskrifter.
What’s not to like? Jeg elsker det hele.

Især den lille cardigan med pletterne. Åh så fin den er!
Jeg har masser af babyer i kredsen omkring mig, masser af aftagere, så det er bare at slå sig løs.
Skønt!

På lageret er der kilometervis af garn, der passer til opskrifterne her i, nærmest endeløse kilometer og jeg ved, at der er masser af pinde nr 3 i den store rodede kasse, hvor jeg kaster mine pinde ned efter endt strikning. Jeg er komplet uorganiseret, når det kommer til pinde, men det er sådan det er og jeg lever så udemærket med det.

For der er pinde, der er garn og nu er der så også nye fristelser på tryk og så går det alt sammen, pinderoderi eller ej…

Jeg ved ikke om Lene Holme Samsøe har sin egen hjemmeside, jeg kan ikke finde den, måske jeg bare ikke har ledt grundigt nok, men hun har en FB-side og der er det jo muligt at hoppe ombord og blive opdateret på, hvad der rører sig i hendes strikkeverden.

Og der rører sig vel ting, for når man vælger at kalde noget “Hæfte 1”, så er der vel også planlagt efterfølgere eller??
Jeg smilede i alle tilfælde bredt, da jeg havde bladret igennem det smukke hæfte og vendte tilbage til forsiden med det lille et-tal på.

Men først Hugo.
Derefter Bella, Lillie, Viggo, Vigga og alle de andre.

Måske også Bella tæppet, som jeg faktisk har strikket flere af for nogle år tilbage.
Før det kom i bog og kom til at hedde Bella.
Dengang det bare en tørklædeopskrift, der gik maxi og fik lov at lune en masse skønne babyer.

Dengang hed det Woodland og var uden rillekant men jo tydeligt med Bella-blade.
Fint og sirligt og nu også i hæfte…

Faktaboks, Strik, Strikkeopskrifter

ALFRED I PETIT UDGAVE…

21/02/2011

Jeg fortsætter derud a’ med babystrikkerierne og har lige trukket en lille Alfred af pindene.

Den er til Noahs lille lillebror, der lynhurtigt har vokset sig stor og stærk og ud af de småtterier, som jeg strikkede til Noahs for 3 år siden.

Så der må andet til, for hjemmestrik skal barnet ikke mangle!

Og resterne af resterne fra den hæklede cardigan er nu blevet til en fin lille havregrynsfarvet Alfred.

Guldstrik af genbrugsgarn  –

det er i orden med mig…

FAKTABOKS

Mønster: Alfred af Wilfert – skøn model synes jeg!

Garn: Ialt 85 gram af Isagers Alpaca 2 og noget supersoft

Pinde: Addi turbo 4 mm, jeg snuppede den lange rundpind, 80 cm, så jeg kunne bruge magic loop øverst på kroppen og på ærmerne, selve bullen er strikket på en kortere pind.

Egne krumspring: Opskriften går kun ned til str 1 år og jeg havde brug for det halve. Jeg slog 60 masker op, strikkede 12 omg mønster og fordelte så til for-ærme-bag-ærme med 20-10-20-10. Tog ud som beskrevet i opskriften til jeg havde 148 masker og delte så arbejdet, som opskriften og markeringerne viste.

Bullen strikkede jeg 15 cm lang fra delingen, ærmerne nogenlunde det samme.

På ærmerne tog jeg ind på ca hver 5. omgang til jeg havde 24 masker tilbage.

Jeg synes, at trøjen ser ret størrelse 6 mdr-agtig ud.

Og nu er Alfred i alle tilfælde klar til Conrad, så han kan holde varmen i denne sibiriske kulde…