SØNDAGS-STRIBER…

Kugle-kjolen...

Sømandsstriber...

Halskant...

Nellikepynt...

Søndagen er skudt i gang ved spisebordet med stribestrlk, venindesnak og kaffetår.

Verden ude må vente, for her er flere ting at vende, flere oplevelser at dissekere og forsøge at forstå og selvfølgelig mange mange flere striber at strikke. Her er højt hår, blødt tøj og så for øvrigt en Huxihund, der ikke har det mindste ønske om fredelig og tilbagelænet formiddag.

Men det klarer vi med en vis portion tålmodighed og samme portion ignorering og så prøver vi at nå det, som vi kan, inden verden derude bliver for insisterende…

 

Jeg strikker striber, fine fine striber til en skøn lille ny model fra Lone Kjeldsen, Kugle-kjolen hedder den, men her hos mig må den vist bare hedde sømandsstriber, for jeg er så plat, at jeg næste ikke kan sige det andet uden at smile lidt for bredt. Jeg burde sikkert være både ældre og klogere end det, men med min egen pigeflok i huset, så skal der ikke siges ret meget om k-ordet før latteren bryder løs.

Men lige meget med navnet, modellen er fantastisk.

Intet slår striber og med de overlagte skuldersømme og kontrastfarven ved halsen får den lille kjole bare det fineste udtryk og jeg strikker på livet løs…

 

Jeg har fundet garn i skuffen, Blackhill højlandsuld i farven Flødeskum og Bly og så en lille rest lys grå af ukendt oprindelse til kanterne. Kontrasterne ved halsen bliver pink-lilla-ish, jeg har ikke lagt mig fast endnu men bare fundet en lille flok i restekassen og valget bliver først taget, når jeg kommer til det sted i arbejdet. Men jeg ved, at det er en lille lilla pige, der skal bære kjolen, en lille pige, der lige om lidt bliver et år og jeg håber, at hun kan blive det med striber på…

 

Der er mange flere modeller på Lones side, som jeg kunne tænke mig at få på pindende, ja der er faktisk ikke en eneste af børnemodellerne, som jeg ikke får lyst til at strikke, når jeg sidder og kigger på dem, de er så søde og med så fin finish, det elsker jeg.

Og jeg tænker, at alle opskrifterne giver uendelige muligheder for variation, især for alle os, der elsker det tynde uld og som har bugnende lagre heraf. Og så er jeg stor fan af opskrifter, der lander i ens digitale postkasse meget kort tid efter, at man har forelsket sig, det er jo ikke til at holde ud at vente, når først man har set og tænkt Ja.

 

Jeg striber videre ind i søndagen, lidt endnu i alle tilfælde, for der ligger lidt hængepartier i form af kommentarer på bloggen, som jeg vil forholde mig til, en stak ubesvarede mails og sms’er, et mindre tårn af vasketøj og en støvsugning, der bør klares. Men jeg har også brug for bare at flyde og nyde og søndag er vel nærmest beregnet til den slags…

 

ET SULEFAD TIL PYNT OG NYTTE…

Sulefad...

Sulefad...

Sulefad...

Tingfinderiet...

Vi har været mod nordvest i dag, op i en del af landet, hvor jeg sjældent kommer, på besøg derude hvor kragerne vender og hvor roen gør blid og pulsen sænkes.
Vi har været der før og kommer der igen, til Tingfinderiet, sådan er det, for der er godt at være og man får noget med derfra på både den ene og den anden måde.

Vi har hentet et sulefad, som jeg fik stillet til side, straks jeg så det på Tingfinderiets Instagram konto for et par uger siden. Jeg har ønsket mig sådan et rigtigt længe og da det nu pludselig var der i den helt rigtige form og den rigtige – og store – størrelse, så måtte det bare være.
For jeg kan jo nærmest ikke drive stationen uden sådan et fad.
Til pynt og til nytte…

Jeg er vild med at komme op og gå alle de mange kvm på den gamle gård igennem, ting og ting og ting og flere ting, overalt, men skønne skønne ting, der er så sirligt og indbydende sat op og havde jeg penge som skidt og en varebil at læsse i, så ville jeg slæbe derfra i vildskab.

I dag bankede mit hjerte ekstra hårdt for et langbord og nogle store flettede kurve.
For nogle lerfade og en postsorteringsreol.
Jeg sukkede også over en trækvogn, som kunne bruges til lune tæpper på perronen og over nogle gamle vinduer, som kunne bruges til både det ene og det andet.
Og så var der selvfølgelig et par tekander og flere flødekander, som også blinkede til mig.

Men jeg kom jo bare efter fadet, det var aftalen med mig selv.
Og okay så – en lille bitte hundredekrone seddel til lidt ekstra.

Og det ekstra blev i dag noget, som jeg ikke selv fik øje på eller fik idéer omkring, en stor tung messingklokke, som jo selvfølgelig skal stå i ishuset, så man kan ringe sig til betjening, hvis stationskonen er rendt i køkkenet eller ud for at nippe sine pelargonier…

Jeg elsker passionerede mennesker, sådan nogen, der for alvor brænder for det, som de laver og hvis glæde og iver smitter os andre. Og så er det fuldstændig lige meget, om de mennesker sælger garn, anlægger haver, udvikler madopskrifter, driver landbrug, laver æblemost eller som Tina her kører land og rige rundt for at finde lige præcis de særlige ting, som kan få vi andres loppe-gener til at hoppe af fryd.

Hos Tingfinderiet er der gamle ting for enhver smag, for dem, der elsker slidt og hvidt og fransk, for dem der er til det mere rustikke og sandelig også for dem, der er til teak, orange og lidt retroplast.
Jeg tager ikke derop for at finde en skat for en 2 krone, sådan er det ikke der, det kan jeg gøre i de mindre kønne genbrugsforretninger rundt omkring.
Nej jeg tager derop for at få inspiration og en “total-oplevelse” og en dejlig snak med et godt og sødt menneske. Og jeg sætter rigtigt meget pris på, at nogen sørger for samle alt det, som jeg elsker at skønt gammelt herligt grej og sætte det smukt op. Det er ikke genbrug og lopper til salg for mindre end ingenting, det er udvalgt og gode varer til salg for en rimelig pris.

Og jeg vil gerne lige understrege, hvis nogen skulle komme i tvivl eller tænke betalt reklame, at dette her ene og alene skrives og postes, fordi jeg er helt og aldeles verliebt i det sted.

Hilsen hende, der nu er indehaver af et sulefad.
Alene ordet er jo det hele værd…

BØGERNE FLYTTER IND…

Bøgerne flytter ind...

Et ret pænt hjørne...

Ranunkel...

Reolerne er slæbt på plads i tv-hulen og jeg har fyldt de første bøger i i dag.
Og lige om lidt vil jeg hente en stak mere af de kogebøger, som har været “anbragt uden for hjemmet” i køkkenet ovenpå, jeg glæder mig sådan til at ha’ dem alle samlet igen og faktisk kunne sidde og kigge over på dem, når jeg slænger mig i sofaneseren.

Den vakse vil sikkert opdage, at reolerne ikke hænger men bare står.
Stik imod de planer, som jeg havde lagt for dem.

Men med alderen har jeg lært, at man skal vælge sine kampe med omhu og kampen med eller mod gammel smuldret mørtel mellem stenene i de fuldmurede vægge, var så faktisk én af dem, som jeg – da jeg fik mig tænkt om – ikke gad at ta’.
Der skal kæmpe bolte til at holde noget som helst af en vis vægt i væggene her og reoler fyldt med bøger, kan man vist roligt sige hører til i den kategori. Og så er der jo også lige det tv, som står ovenpå reolerne, det vejer også og er netop ikke vægmonteret i den stue, som det tidligere var i den anden stue, hvor vi nu spiser. Netop p.g.a. nedstyrtningsfaren.

Så altså –
vægbeslag blev i dag byttet til sokler.

BUM –
ikke mere fis med det og jeg lever sikkert udemærket, selv om jeg drømte om svævende reoler.
Det bliver et andet sted, måske i et andet liv…

Jeg kan mærke, at det bliver rigtigt godt det her, det giver hygge og stemning i rummet på en anden måde end et tv på en bænk kan gøre.
Stuen bliver mere Anne’sk og det passer mig da rigtig godt.

2 reoler fik jeg og der er plads til 5 på række.
Så de 2 er placeret der, hvor det passer i.f.t. at der jo nok kommer flere til. Om lidt.
Man kan jo altid ønske.
Og allerede nu glæder jeg mig til, at der bliver mere plads oven på reolerne, så der kan flytte en lampe der op og lidt mere grønt og måske en lille dims. Men så heller ikke mere.

Bortset fra at 5 x 70 cm jo giver 3.5 meter og der er da plads til mere end bare én lille dims ikk’?!
Og også plads til et par rum fyldt med skønlitterære bøger, så det hele ikke bare drukner i Almanakker og bagerier.

Det bliver godt at kaste sig i sofaen i aften og kigge over på alt det nye.
Også på de nye steder, som billederne nu hænger og i aftenmørket kan man heller ikke se de mange små huller, som omrokering af kunsten på væggen har efterladt.

Win-win på en mandag aften, som ikke behøver at byde mig andet end udfladning…